Har det åbne samfund forstærket tabuiseringen?

Det virker på sin vis som lidt af et paradoks, at der kan eksistere tabuer i et samfund, der på mange måder er så åbent, som det er. For der er jo en meget stor generel åbenhed, om stort set alle emner: Døden, selvmord, alvorlig sygdom, psyken, tro, åndelighed, økonomiske op og nedture, ledighed – og så videre. Der er jo masser af fuldt ud tilgængelig viden om stort set hvad som helst.

Men alligevel er der mange tabuer forbundet med mange problemstillinger, ligeså snart det kommer personlig tæt på.

Som jeg ser det, så bunder tabuiseringen i, at den større åbenhed ikke går i spænd med etikken og respekten for det individuelle personlige rum. Der er ligesom opstået en form for kollektivisering – når det gælder personlige problemstillinger. Har man viden og oplevelse om en problemstilling, så ved man alt om det – på hele menneskehedens vegne. Men på den måde reducerer man det individuelle personlige rum, for oplevelsen af at have problemet tæt på. Oplevelsen af at få problemerne tæt på forsvinder jo ikke, ved at der kommer større åbenhed om problemstillingerne. Det der gør ondt, gør stadig ondt. Det der er svært, er stadig svært.

Mange problemstillinger er ligesom gået hen og blevet allemandseje. Man kan for eksempel støde på pop smarte programmer i TV, hvor mennesker sidder og slår plat og krone om, hvem de tror, der har en psykisk sygdom. Det er en tingsliggørelse af de mennesker, der har en psykisk sygdom. Så reducerer man andre menneskers liv og livsvilkår til underholdning i stil med gættelege om salgsprisen på et hus.

Så får vi en kultur, hvor der er en masse smagsdommere, der ved bedre – end den, det reelt handler om.

På den måde kommer der et stort pres på den enkelte, når problemerne kommer tæt på. Mennesker kan nemt blive væltet omkuld af en mur af meninger – hvor der ikke bliver ret meget plads til dem selv, og hvordan de selv oplever, at de har det.

Og den måde mennesker kan forsøge at give sig selv et personligt frirum – er ved tavshed. Hvad andre ikke ved noget om – kan man ikke blive belemret med en masse forudfattede og standardiserede meninger om. Problemet med tabuiseringen og tavsheden er bare, at det nogle gange kan forstærke den negative oplevelse af svære perioder og problemer – fordi mennesker så udover at have det lidt svært med nogle problemstillinger – også kommer til at skulle – “lade som om”. Det er jo til enhver tid altid det nemmeste og sundeste, at kunne være direkte åben og ærlig omkring sig selv – overfor de mennesker man har omkring sig. Det er et langt stykke hen ad vejen – den halve “medicin” for personlig trivsel…

Reklamer

”Det onde” – en ”ubalanceret” udgave af ”det gode”…

“Det ondes” største styrke er, at det skaber frygt og forvirring blandt mennesker…

Så det at finde en måde at “placere” / “forlige” sig med “det onde” – handler ikke så meget om at acceptere den menneskelige ondskab, der sker i verden – men mere om at finde en måde forholde sig til verdens og menneskers grusomheder, så det ikke får lov til at skabe så meget frygt og forvirring, at der ikke er nogen, der tør “se” på det, “røre” ved det, “afmystificere” det, og forsøge at gøre noget konstruktivt ved problemerne…

“Hele kunsten er at få slagkraft uden at få slagside.”

/Piet Hein/

Det virker for mig, som en god måde at se “det gode” og “det onde” – som yderpoler på den samme skala – i stedet for modsætninger. “Det onde” er ikke mere “fremmedartet”, end at det er en mere eller mindre ekstrem “ubalanceret” udgave af “det gode”.

Og det, der afbalancerer det menneskelige udtryk som godt eller ondt – er medmenneskeligheden, der finder sin modpol i det egocentriske – som heller ikke er hinandens modpoler – men er yderpoler på den samme skala. Egoisme er en basal nødvendighed for den menneskelige overlevelse – og så kan den udarte sig til at blive mere eller mindre egocentrisk og blottet for medmenneskelig tolerance og hensyntagen.

» Hvordan opstår “det onde”?

» Samfundspolitisk styring og regulering…

» De sociale kløfter og sammenhængskraften…

Psyken og psykisk sygdom…

Der er mange tabuer omkring psyken og psykisk sygdom. Det følgende er et forsøg på at lave et overordnet rids til placering af – hvad psyken og psykisk sygdom er for størrelser. Ridset er lavet på baggrund af den viden og erfaring, jeg har med emnet.

Psykisk sygdom er ikke mere “fremmedartet” – end at alle har “en rem af huden”. Forstået på den måde – at der “bare” er tale om en kraftigere / voldsommere oplevelse / eksponering af det – der ellers opleves som normalt i mindre målestok. Det vil sige, at psyken og psykisk sygdom mere skal ses som en skala – der går fra psykisk sund i den ene ende af skalaen og psykisk syg i den anden ende af skalaen. Stress er for eksempel en psykisk usund tilstand – et sted mellem sund og syg.

Det, der grundlæggende definerer / beskriver psykisk stabilitet / sundhed – er, i hvilken udstrækning mennesket selv er i stand til at referere sine tanker og følelser til noget af det, der eksisterer og sker i den fysisk konkrete verden. Herunder også de mere abstrakte størrelser som ideologier, kulturpåvirkninger, samfundsstrukturer og hvad vi ellers møder på og får af indtryk.

Så det er menneskets evne til at “normalisere” følelser og tanker – ved at danne “referencepunkter” til de fysiske omgivelser. Men den evne vil altid være begrænset af – hvilke “referencepunkter” der er til rådighed / inden for rækkevidde – som det er muligt at danne referencepunkter til.

Derfor vil der altid være en kulturbestemt faktor – der definere råderummet for psykisk sundhed / stabilitet – i kombination med den latente sårbarhed / påvirkelighed i kraft af personligheden.

I princippet vil alle kunne udvikle en eller anden form for psykisk sygdom / ustabilitet. Det er mest et spørgsmål om hvad, hvor meget – og over hvor lang tid. Selv professionelt trænede mennesker kan få “den dråbe” for meget – der får “bægeret til at flyde over”.

Vi ser det blandt andet hos hjemsendte soldater, hvor det har været aktuelt, at man fra samfundets side blev bedre til at følge op med hjælp – for at forebygge, at der var nogen, der udviklede alvorlige psykiske problemer, på baggrund af det de har oplevet som udsendte i krigszonerne.

De psykiatriske diagnoser kan i “skala-perspektivet” ses som en måde at definere de forskellige måder og faktorer, der kan give sig udslag i psykisk ustabilitet: Jordforbindelse / “verdensbillede”, splittelse / empati, mentalt filter / objektivisering, overfortolkning / perspektivering, og hvad der ellers findes af muligheder – og forskellige kombinationer af disse forskellige faktorer…

“Intet i denne verden er helt af en anden verden.”

/Piet Hein/

Jeg har blandt andet arbejdet med praktisk pædagogik på bosteder for mennesker med diagnosen fysisk og psykisk udviklingshæmning. Hvor den pædagogiske opgave bestod i at “normalisere” / stabilisere den psykiske ustabilitet ved at definere og skabe referencepunkterne til den fysiske verden – ved en kombination af: “Sproglig” tolkning af de individuelle udtryk som grundlag for udvikling af kommunikationen; og indretning af de fysiske rammer for hverdagslivet, som afgrænsning / regulering af ydre indtryk og påvirkninger.

» Samfundspolitisk styring og regulering…

» De gales samfund…

» HELE mennesker har “farver” – og skal “forstås” i 3 dimensioner…

Handicappede skal ikke misbruges i prostitutionsdebatten…

Der er en del plat argumentation i prostitutionsdebatten.

At prostitution er noget, nogen handicappede kan have glæde af – er et argument, som, jeg synes, er under lavmålet.

Prostitution er jo ikke en alternativ behandlingsform. Og der skulle da meget nødig være nogle progressive pædagoger, der får den “geniale” ide – at begynde at opfatte prostitution som en alternative “metode”, så man kan eksperimentere med handicappedes følelsesliv ved at pådutte dem en prostitueret. Der er jo i forvejen nogle grupper af mennesker med handicap, der har været udsat for lige lovlige mange eksperimenter. Blandt andet dem, der som gruppe går under betegnelsen: Fysisk og psykisk udviklingshæmmede.

Der findes indenfor det mere sobre rådgivnings- og behandlingsområde ganske udmærket hjælp, råd og vejledning til mennesker, der af forskellige grunde kan få problemer med deres private personlige intime følelsesliv. En hjælp, råd og vejledning, der bygger på princippet hjælp til selvhjælp – og hvor der hersker den etik – at man fra behandlerside ikke maser sig selv på, som direkte aktør i andre menneskers private og personlige liv. Og hvor der hersker en anden form for anonymitet, end den der er i prostitutionsmiljøet – en anonymitet ved navn tavshedspligt. Hvis man af forskellige grunde har en interesse i at få noget mere viden om, hvad der eksisterer af hjælp, råd og vejledning til mennesker, der får problemer med deres private personlige intime følelsesliv, så findes der masser af information om det, som man kan søge viden om – hvis man ikke stirrer sig blind på reklamesøjlen for prostitutionsområdet.

Når man går ind og bruger handicappede som argument i prostitutionsdebatten – så får man det jo fremstillet, som om mennesker med handicap skulle være mere primitive, end andre mennesker. Så hvis der er nogen med et handicap, der kan have glæde af at bruge en prostitueret – så kan de jo nok ikke gøre for det. Det er jo en fordom – der vil noget.

Mennesker med handicap kæmper i forvejen en stor kamp – for at blive respekteret på lige fod med mennesker, der ikke har et handicap.

Selvfølgelig er der nogle mennesker med et handicap, der kan have glæde af en prostitueret.

Ligesom der er nogen erhvervsfolk på konference, der kan have glæde af at frekventere en prostitueret – i pausen.

Der er også nogen læger, der har glæde ved en prostitueret.

Nogen med blå øjenfarve.

Nogen med grøn øjenfarve.

Nogen jurister.

Såmænd også nogle pædagoger.

Der er sådan set, en del – der har glæde ved forlystelsesindustrien: Prostitution.

Der er jo ligesom en vis trafik…

Jeg ved ikke, om vi i Danmark skal til at have en såkaldt samfundspolitisk glædespolitik?

Ideen som sådan er da ganske udmærket. Men det kunne man jo gøre på så mange områder.

Der er også mennesker, der kan have glæde af nogle flere feriedage.

Nogen der kan have glæde af noget mere i løn.

Der er også nogen mennesker, der kan have stor glæde ved en god brandert. Og det er der såmænd også nogen mennesker med et handicap, der kan have glæde af. Men pudsig nok, så har det ikke indgået som argument for menneskers frihed til selv at bestemme deres alkoholforbrug – i debatterne omkring samfundets alkoholpolitik?

Vi skulle jo meget nødig beskylde nogen for at være fikseret. Og da helst ikke sexfikseret. Specielt da ikke mennesker, der kæmper for menneskers ret til at have glæde ved prostitution. For det har selvfølgelig ikke noget som helst med hverken sex eller fiksering at gøre?

Hvis der i ramme alvor – er nogen – der – selvfølgelig ud fra dybt seriøse og videnskabelige grunde – opfatter prostitutionsbesøg, som en nødvendig “behandlingsform” til handicappede. Så er der vel heller ikke noget til hindrer for, at man i den dybt seriøse og saglige “behandlingstankegang” – selv leverer “varen”, og blander de prostituerede udenom? Etikken i selv at levere “varen” eller gøre brug af en stand-in i form af en prostitueret – er jo den samme.

Jeg har i mit arbejdsliv beskæftiget mig en del med handicapområdet – både hjælpemiddelområdet, ligestillingsområdet og praktisk pædagogik på bosteder for mennesker med fysisk og psykisk udviklingshæmning. Jeg har ikke været ude for, at der har været problemstillinger, der ikke kan og ikke bliver taklet med den etik, der ellers er generelt gældende for pædagogisk arbejde, behandling, råd og vejledning. Og i den etik – indgår prostitutionsbesøg ikke som en del af pædagogikken, rådgivningen eller “behandlingsmetoderne”…

Det ville “klæde” prostitutionsdebatten – hvis man kaldte en spade for en spade. Prostitution er en forlystelsesindustri – som man samfundspolitisk kan tage stilling til, hvor mange ressourcer man skal bruge på at rydde op efter.

Og lad så være med at misbruge handicappede som argument i den debat – for at give prostitution en form for saglig og seriøs dybsindig “indpakning”. For de mennesker med et handicap, der ikke er i stand til at tage stilling til, hvorvidt de vil og kan have glæde af at bruge den forlystelsesindustri – på samme præmisser som mennesker, der ikke har et handicap – er mennesker, der absolut ikke har glæde af det.

Hvorvidt de, der finder glæde og interesse i at bruge forlystelsesindustrien prostitution, har et handicap eller ej – er prostitutionsdebatten fuldstændig uvedkommende…

Forbud mod købesex?

Den anden aften så jeg en debat om forbud mod købesex på » Lorry’s debatprogram: Meningsmaskinen.

Der er mange overvejelser og argumenter både for og imod – et sådant forbud. Og et af de argumenter, der dukker op både i denne og andre sammenhænge, når der diskuteres prostitution og et eventuelt forbud mod enten prostitution eller købesex, er: At det vil gå ud over ældre og handicappede?

Vil det det?

Hvad er det for et menneskesyn – og syn på menneskers seksualitet, der gør, at et forbud mod enten prostitution eller købesex vil kunne opfattes som et “anslag” mod ældre og handicappede? At seksuel tilfredsstillelse er en form for medfødt ret, som mennesket har krav på at få dækket – af andre mennesker?

Personlighed, skæbne – og erkendelsesrejser…

Det ligger meget i tiden – det frie livsvalg – sådan lidt efter devisen: At alle skal helst have samme valgmuligheder i livet, i retfærdighedens navn.

På Kristeligt Dagblads temaside om samfundskløfter, så jeg på et tidspunkt overskriften: Smedens søn har det svært på universitetet. Der kunne også ha’ været en overskrift, der lød: Koncerndirektørens søn har det svært på produktionsskolen. For det ville være lidt det sammen.

Sådan er livet – et miljøskifte er altid en ekstra udfordring. Men er det nødvendigvis negativt? Er det uretfærdigt?

Jeg er selv født og opvokset i et ikke-akademisk miljø, på et lille frilandsgartneri. Mine forældre har 7 års skolegang. Mine forældre deler jeg med tre brødre (Jeg har dem ikke sådan helt for mig selv – mine forældre).

Jeg har aldrig selv opfattet min opvækst som negativ. Jeg synes selv, at jeg har været heldig med min familiebaggrund. Jeg har nogle utrolig søde forældre. Og jeg savnede ikke udfoldelsesmuligheder eller udfordringer – så jeg ligesom kan sige: At min opvækst hæmmede udviklingen af mine kreative sider, eller mine “intellektuelle” sider. Måske snarer tværtimod. For jeg havde et godt frirum, for netop at udvikle de sider meget selvstændigt.

Men selvfølgelig får du en “skæv vinkel” i din måde at se verden på – når du ligesom kommer til at se verden, fra mere end en side. Det har så heller ikke været udpræget negativt. Ikke i forhold til alt. I forhold til det mere firkantede og stereotype, kan det godt give problemer. Men det har også nogen gange været en fordel, indenfor det mere idé-udviklende – når det gælder de sociale, sundhedsmæssige og kulturelle områder.

Og så er der også noget, der hedder personlighed – som gør, at livet næsten uanset hvad, altid vil være bunduretfærdigt.

Er du kreativ, empatisk, åndelig betonet, logisk, analytisk, rationel og / eller praktisk? De sider, du har at gøre godt med i livet, vil altid både være din styrke – men også din begrænsning.

Så millimeterretfærdighed – når det gælder livsmuligheder i rationel forstand – vil altid være en illusion.

Så er vi nogen, der får nogle voldsomme oplevelser med i livsbagagen (» Når andres problemer bliver dit problem). Dem vil jeg så ikke sige – ligefrem er skæbnebestemt. Alle historier har to sider – og man repræsentere kun den ene selv. Så det, vil jeg sige, er en blanding af periodevise vilkår og tilfældigheder. Men hvordan vi vender det, erkender det – og overlever det – det er på en måde skæbnebestemt af vores personlighed. Vores livsvilje – og på en eller anden måde også vores “overlevelsesinstinkt”.

Voldsomme oplevelser udfordrer en ekstra erkendelsesdimension. Men på en eller anden måde, så vil det altid følge “erkendelsesretningen” i det erkendelsesmæssige “rum”, vi har at gøre godt med, i kraft af vores personlighed. Det kan godt blive lige lovlig for meget – men ikke helt ved siden af “os selv”…

Livet giver os nogle muligheder og begrænsninger – nogle styrker og nogle svagheder – nogle vilkår og tilfældige oplevelser – nogle erfaringer og erkendelser. Noget vælger vi selv, noget vælger tiden og omstændighederne for os.

Vi er ikke herre over alt. Men vi kan efter bedste evne forsøge at forvalte det, vi har at gøre godt med – så livsglæden får bedst mulige udfoldelsesmuligheder…

Livsglæde er det stof, livet er gjort af…

Etik, grænser – og den personlige oplevelse…

Ethvert menneske er EKSPERT – og har til enhver tid altid 100 % RET – når det gælder oplevelsen af, hvordan det er at være dette helt specielle og unikke menneske.

Vi kan se, forstå og sanse, hvordan andre har det. Har de det godt, har de det skidt, er de i godt humør – eller i dårligt humør. Men vi ved aldrig, hvordan livet opleves af andre.

Det eneste menneske vi kan opleve, hvordan det er at være – er os selv.

Når vi debattere og forholder os til vilkår, der handler om andre end os selv, så må det altid ske i respekt for den personlige oplevelse, hos de mennesker det handler om.

Vi har alle lov til at have en holdning til de vilkår, der gælder i vores samfund.

Vi har også alle lov til at byde ind med synsvinkler, erfaringer og ideer – med udgangspunkt i de forskellige ståsteder vi har.

Men hvis de synsvinkler, erfaringer og ideer vi byder ind med, ikke harmonerer med den personlige oplevelse, hos de mennesker hvis liv og livsvilkår det handler om – ja, så må vi træde et skridt tilbage, og revidere vores synsvinkler, erfaringer og ideer.

Der er formodentlig ingen af os, der nogensinde bliver så menneskelig perfekte, at vi ikke ind imellem kommer til at træde ind over andre menneskers oplevelsesverdener. Det sker der heller ikke nogen katastrofe ved, hvis vi erkender, at der tog vi fejl – træder et skridt tilbage, og giver plads til den personlige oplevelse.

Det er grundlæggende absurd at diskutere, hvorvidt nogen menneskers mening om, hvordan andre bør opleve sig selv, er mere rigtig – end det andre selv giver udtryk for.

Den personlige oplevelse hos det enkelte menneske er unik.

Og vil vi det gode for andre, så må det altid ske i respekt for den personlige oplevelse, hos de mennesker det handler om.

Psyken og psykisk sygdom – i perspektiv…

Der er mange myter og fordomme overfor psykisk sygdom – og dermed også overfor de mennesker, der lever med en psykisk diagnose. Der har altid eksisteret en stor berøringsangst, når det gælder menneskers psyke. Mennesker har lettere ved at acceptere og forholde sig til et amputeret ben, end en psykisk sygdom. I vores kultur, er der også mange, der har svært ved overhovedet at acceptere menneskelig “ustabilitet”, der påvirker den menneskelige psyke. Sorg, stress – følelsesmæssige påvirkninger og reaktioner på livet. Der skal ikke så meget til, før mennesker viger 10 skridt tilbage.

Det betyder også, at mange behandlingsformer indenfor for det psykiske område, er langt bag ud i udvikling. Meget har som udgangspunkt været baseret på tanken om, at “normalisere” nogle mennesker, man ikke opfattede som “rigtige” mennesker.

De behandlingsområder, hvor man til enhver tid vil være i stand til at udvikle de bedste behandlingsformer, er indenfor de behandlingsområder, hvor der er den største grad af “normalmenneskelig” accept, af de mennesker der har et eller andet behov for behandling. For der vil fokus i højere grad være rettet mod at behandle en sygdom – og se sygdommen som noget, der er “adskilt” fra personen – selvom en hvilken som helst sygdom jo altid vil påvirke personen.

Så en aftabuisering og afmystificering af psyken, psykisk sygdom og psykisk ustabilitet – er på sin vis en grundforudsætning for udviklingen af bedre behandlingsformer.

Der er mange, der gør et stort stykke arbejde for at afmystificere psykisk sygdom, i håb om at større social forståelse og accept af psykisk sygdom, vil gøre det letter for mennesker med psykiske diagnoser at blive accepteret og leve i samfundet.

Behandlingsformer

Jeg ved, at der i de senere år har været en produktudvikling på det medicinske område, når det gælder psykofarmaka. De første medicinske produkter, der blev fremstillet og brugt indenfor dette felt, var nogle “hestepiller” med nogle meget bredspektrede virkningsprofiler – og rigtig mange bivirkninger. Det vil sige, at mange af de mennesker, der brugte den medicin, fik en helt masse produkter, som ikke var særlig målrettet deres reelle behov. Nogle af de stoffer, der indgik i disse medicinske produkter, var udelukkende sløvende.

Et af de produkter jeg kender til, er Nozinan – der udover at have en kraftigt sløvende effekt – også har mange bivirkninger, når det gælder hjerte-, karsygdomme.

Jeg var på et tidspunkt med til at trappe en beboer med diagnosen udviklingshæmning ud af Nozinan – og “omstille” hans behandling til nogle af de nyere produkter på markedet. Det havde en helt fantastisk positiv effekt. Han havde med Nozinanen været fuldstændig dopet, og gik rundt i en form for zombiagtig tilstand. Og med de nyere produkter, forsvandt den sløvende effekt – og han fik kun den medicineffekt, der var mere direkte målrettet hans behov. Det gav ham en helt ny livskvalitet.

På den måde, er der sket en positiv udvikling indenfor dette behandlingsområde. Og der kan uden tvivl gøres meget mere – for der er jo stadig nogen, der har svært ved at finde og få en god behandling. Og så længe der er det, så er der meget, der kan gøres bedre.

Ideelt set, ville man kunne komme mange flere bivirkninger til livs, ved at begynde at tænke økologisk indenfor medicinfremstillingen.

Reelt set, så ligger der tilpas med viden om naturen og naturens indhold af “kemiske” stoffer, til at man ville kunne basere medicinproduktion på økologiske “råvarer”. Der er formodentlig ikke ret mange planter og dyr i verden, der ikke er blevet dissekeret under lup og sat på “formel” af biologer og andre naturvidenskabsfolk.

Det er heller ikke længere nogen “hemmelighed”, at der er flere bivirkninger ved kemisk fremstillede produkter for både natur og mennesker, end der er ved økologiske produktioner. Og det gælder jo alt – kost, tekstiler, energi, medicin – og så videre.

Så der er meget, der ville kunne blive meget bedre – både når det gælder produktudviklingen på det medicinske område, en generel holdningsændring i synet på psyken og psykisk sygdom – og den helbredende effekt der ligger i social accept og medmenneskelig respekt fra de sociale omgivelser.

En gråzone for plattenslagere

Indenfor alle sygdoms- og behandlingsområder, er der altid en gråzone af mere eller mindre seriøse mennesker, der ser en mulighed for at tjene penge og fremme egne interesser. Der opstår altid en stor “industri” omkring sygdom og behandling.

De værste af slagsen, er de lykkeriddere, der forsøger at bilde mennesker ind, at de har mirakelkuren, der kan fjerne menneskers sygdom. Og de mennesker, der er mest udsatte for den mentalitet, er de mennesker, der bliver mødt med flest fordomme, og hvor behandlingsmulighederne er dårligst.

Der er ikke ret mange mennesker (hvis nogen overhovedet?), der skal leve med et handicap eller en kronisk sygdom – der ikke hellere end gerne ville være foruden. Så for mange mennesker, så er det at skulle leve med en kronisk sygdom eller handicap, en balance mellem at acceptere det som et livsvilkår, “kæmpe” for de bedst mulige behandlingstilbud og livsmuligheder – uden at lægge hele sit liv og eksistens i hænderne på “drømmen” om mirakelkuren, der kan fjerne sygdommen. Og det gælder alle sygdomme og handicaps.

Jeg læste på et tidspunkt et indlæg skrevet af en mor til et lille barn, der havde fået konstateret diabetes. Hun var blevet ringet op af en healer, der tilbød at kurere hendes barn. Han var hurtigt blevet vippet ud af røret.

Det er menneskeligt plat og under lavmålet, at forsøge at udnytte andre menneskers sårbarhed til at lege lykkeridder. Mennesker kan jo godt lande et sted, hvor de bliver desperate nok, til at hoppe på hvad som helst – hvis livet bliver for tungt og svært.

Anders Breivik – et ”barn” af vor tid?

Enhver kultur skaber grobund for forskellige former for ekstreme afvigere. Fænomener som Anders Breivik har god grobund i den rationelle samtid vi lever i. Han er på skræmmende vis, et “perfekt” “barn” af vores tid.

Vi kan se det på en del af den debat, der har været efter hans massakre. Den har handlet om: Hænger Breiviks argumentation sammen?

Kan det ikke være ligegyldigt?

Hvorfor er det vigtigt at modargumentere en massemorders manifest?

Har han RET, hvis hans manifest ikke kan modargumenteres?

Vi lever i en samtidskultur, hvor det er menneskets evne til at argumentere rationelt for sit ståsted – der afgør, om det får RET eller ej. Og det er jo den “filosofi”, som Anders Breivik “rendyrker” ud i det ekstreme.

Modsvaret til rendyrkelsen af det menneskeligt rationelle, som er det vi kan gribe til – for at forebygge fænomener som Anders Breivik i at have grobund. Er det irrationelle.

Drop den næsegruse fascination af det logiske og rationelle…

Hyld de irrationelle momenter ved mennesket – der gør, at det er og forbliver menneskelig…