Fodfæste, integritet og gensidig realistisk erkendelse af de individuelle ståsteder

Hvad er mellemmenneskelig “bølgelængde”?
Det vil aldrig kunne lade sig gøre at styre mellemmenneskelige relationer med rationelle metoder.

“Bølgelængde” er noget, der opstår i øjeblikket – mellem mennesker, der har en åben og fordomsfri indstilling til hinanden.

» Følsomhedens etik, af Kirsten Marie Bovbjerg

Historikken beskytter integriteten
Alt det vi oplever, sker i relation til noget og nogen – på et bestemt tidspunkt.

Hver oplevelse er et øjebliksbillede, der aftegner sig i vores erindring som delmængder i udviklingen af vores sproglige univers. Et univers af “scener” – som vi senere kan trække på, når vi møder på andre og nye oplevelser, der minder om det “samme”.

Oplevelsernes historik og udviklingen af det sproglige univers er vores livs stabiliserende røde tråd, som vi kan trække på ved omstillings- og forandringsprocesser.

» Støvbold…

» Tekster om læring, redigeret af Knud Illeris

» Mærk verden – En beretning om bevidsthed, af Tor Nørretranders

» 3-dimensionel helhed (1991 – 2014): Om forholdet mellem den fysiske, sociale og åndelige dimension

Evnen til overblik handler om viden og indsigt
Over tid udvikles vores evne til overblik, som en kombination af vores viden om konkrete og objektive ting i verden omkring os – og vores indsigt i forskellige former for “mekanismer” i relation til de problemstillinger, som vi har mødt på og har beskæftiget os med.

På hvilke felter, vi udvikler vores evner for overblik, kan være vidt forskelligt, alt efter hvad vi har beskæftiget os med, og hvilke problemstillinger der har “fyldt meget”, i de sammenhænge vi har været i berøring med.

» CoffeeCup…

» Coaching – læring og udvikling, redigeret af Reinhard Stelter

» Udspil om læring i arbejdslivet, redigeret af Knud Illeris

» Diagnoser og tankesystemer

Din virkelighed er det, du oplever, der sker for dig
Der eksisterer ikke noget, der hedder fælles virkelighedsopfattelser på det personlige plan.

Vi opfatter og registrerer de ting, der sker omkring os vidt forskelligt – og tillægger også forskellige konkrete ting vidt forskellig betydning, alt efter hvordan det påvirker os: Fysisk, stemnings- og følelsesmæssigt.

I hver vores individuelle opfattelse af verden omkring os, indgår de andre som objekter i vores verdensbillede. Ligesom vi selv er objekter i andres verdensbilleder.

Vores virkelighedsopfattelser er unikke.

» Tidslommer…

» Fra tilskuer til deltager: Noter fra temadage med Per Lorentzen

» Etik – en praktisk synsvinkel, af Kjartan Skovly Kversøy

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

Godt Nytår!

» Personlig chikane og psykisk vold i ledighedssystemet 2009 – 2014

» Specialpædagogik og arbejdsmiljø på bostederne 2002 – 2007

» Overgrebene mod mennesker med diabetes 1 1989 – 2014

Reklamer

Fiktivt konstruerede parallelverdner

Og så har vi den klassiske, der karakteriserer stort set alle marginaliserede grupper og områder.

Indenfor mange områder er der brug for en vis grad af specielt tilrettelagte aktiviteter for afgrænsede målgrupper, og tilsvarende også en vis grad af specialprodukter, der er målrettet en begrænset gruppe. Men så sker der ofte det, at i kølvandet på det reelle behov for udvikling af specialiserede tilbud og produkter, så kan der opnå en hel verdensorden af specialiserede tilbud på alle områder af livet. Også på de punkter, hvor der reelt ikke er behov for det – fordi de tilbud og produkter allerede findes på det generelle marked.

Et konkret eksempel.

Mange beboere på bostederne havde nogle kalendersystemer med fotos på deres værelser, så de kunne holde styr på deres aktivitetsplaner. Det var lidt forskelligt, hvad der kunne bruges til at lave de kalendersystemer, alt efter hvilket sprog beboeren var i stand til at forstå. Whiteboard til magnetophæng af billeder med symboler på forskellige aktiviteter var en af mulighederne. På det generelle marked fandtes og findes der et væld af denne type kalendersystemer i mange forskellige udformninger og prisklasser. På det specialiserede område fandtes der også en variant af en Whiteboard kalender, der så hed noget specielt. Jeg skulle på et tidspunkt finde på noget til en beboer, og blev internt præsenteret for dette noget dyrere specialiserede produkt.

En Whiteboard med streger til markering af et ugeskema kunne man (dengang) få for under et par hundrede, hvis man købte Whiteboarden i et lokalt supermarked, og selv lavede stregerne med en tush eller farvet tape. Hvis man skulle købe det som specialprodukt til udviklingshæmmede, så kostede den et par tusinde.

Så prisforskellen var markant.

Som medarbejder på bostederne havde man også et ansvar for at hjælpe beboerne med at økonomisere med deres penge, så de ikke fik købt sig fattige i nogle få ting, og stod og manglede til alt mulig andet. Mange af dem levede for en pension, og ville også gerne have råd til nogle af “de små ting i hverdagen”, så som biografture, en kop kaffe på en café når de var på indkøbstur, en is når de var ude at gå i sommervarmen – og tilsvarende.

Man skal aldrig gøre mennesker mere specialiserede end højst nødvendigt. Om ikke andet – så af økonomiske grunde. Hvilket for mennesker med små og mellemstore indkomster – også kan være en ret væsentlig grund.

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

» De “gales” samfund?

» Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer

PERSPEKTIV
En af dem, der har gjort meget for at bryde med de stereotype billeder af mennesker med diagnoser og handicap, er den norske psykolog Per Lorentzen. Han har blandet andet skrevet bøgerne: “Fra tilskuer til deltager – Om kommunikation og samhandling med udviklingshæmmede” og “Ansvar og etik i socialpædagogiks arbejde”.

Per Lorentzen er i øvrigt selv far til en multihandicappet datter.

» Per Lorentzen

» Noter fra temadage med Per Lorentzen: Fra tilskuer til deltager

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

» Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer

» Specialpædagogik og relationer

» SELVETs realisering, ARBEJDSMILJØ – og psykisk KOLLAPS

» Selvets disciplinering – en ny pagt i arbejdslivet, af Kirsten Marie Bovbjerg

» De “gales” samfund?

» Diagnoser og tankesystemer

CASES

» Personlig chikane og psykisk vold i ledighedssystemet 2009 – 2014

» Specialpædagogik og arbejdsmiljø på bostederne 2002 – 2007

» Overgrebene mod mennesker med diabetes 1 1989 – 2014

UDVIKLINGSOMRÅDER

» Fra kaos til opgave – Projektarbejdsformen som metodisk redskab til opgavekonkretisering

» Stabiliserende forankringsteknikker – Personlig ledelse ved omstillings- og forandringsprocesser

» Paradigmeskift på tværs af kulturen

» Koordinerings- og samarbejdskoncepter på tværs af kulturen

» Undervisning og læring på tværs af kulturen

Praksiserfaring – bostederne

Specialpædagogik og arbejdsmiljø på bostederne 2002 – 2007

Hvad er kaos, etik og orden?

Bostederne er komplekse tværfaglige miljøer, der stiller store krav til overblik og detaljeret faglig og praktisk viden. Opgavefeltet var bredt, i de år jeg arbejdede indenfor dette område.

Området var tillige præget af brydninger som følge af implementeringen af selvbestemmelsesretten og et væld af strukturændringer, der for alvor tog fart ved kommunalreformen og omlægningen fra amter til regioner – i 2006 -07.

Den kompleksitet af problemstillinger, der er beskrevet i rapporten, giver også et godt billede af nogle generelle problematikker omkring: Organisationsudvikling og arbejdsmiljø; Organisationsformernes indflydelse på mulighedsrummet for faglig praksis, Tabuer og fordommes blokeringer for konstruktiv problemløsning; Gruppedynamik, gruppepres og samarbejdsformer; Vold og mobning i belastede miljøer; Minoriteters ligestillingsproblematikker; Faglig professionalisme og praksisetik i arbejde med mennesker.

Indholdet er en blanding af illustrative konkrete hændelser fra hverdagspraksis, overordnet opfølgning af hverdagspraksis i strukturel og teoretisk perspektiv, samt egne bud på definitioner af de mere abstrakte etiske problemstillinger.

Jeg forlod det specialpædagogiske arbejdsområde i slutningen af 2007. De, der er interesseret i at vide mere om, hvad der siden er sket med de problemstillinger, der er beskrevet i nærværende rapport, må rette henvendelse til de instanser og sammenhænge, der har ansvaret for vilkårene indenfor det specialpædagogiske arbejdsområde.

» Specialpædagogik og arbejdsmiljø på bostederne 2002 – 2007

Social etik og grænser i hverdagen

Social etik og grænser i hverdagen vil altid være situationsbetinget og individuel – alt efter, hvad der sker. Så det vil aldrig kunne lade sig gøre, at lave et konkret regelsæt for den konkrete adfærd i hverdagspraksis. Det kan kun lade sig gøre at lave etiske retningslinier for at respektere den individuelle integritet.

Et par konkrete eksempler til illustration af, hvor forskelligt de etiske grænser skal håndteres i den praktiske hverdag.

På det ene af de steder jeg var tilknyttet på Sundbyvang, var beboerne voldsomt udadreagerende, og skulle derfor helst beskyttes mod alt for mange ydre indtryk, der kunne få “filmen” til at knække for dem.

På en nattevagt, var det en ny vikar, der var på arbejde sammen med mig. Det var som udgangspunkt en aftale, at nye vikarer først skulle lære beboerne at kende på nogle dagvagter, hvor der var flere medarbejdere på job, inden de kom over på nattevagter, hvor vi stod mere alene med beboerne. Men det var åbenbart glippet i det her tilfælde. Det skete med jævne mellemrum, at der var nogen, der fik det forkerte ben ind ad døren. Jeg havde selv den tilgang til nye medarbejdere, at de fik en instruktion i, hvordan de skulle forholde sig til beboerne, og hvis de var usikre eller i tvivl, så måtte de sige til. Men denne unge mand, der var på vagt med mig den nat, var sikker på sit. Og det var jo også helt fint med mig.

På et tidspunkt blev der en højlydt råben ovre fra den gang, hvor den unge mand befandt sig. En af beboerne havde mistet grebet fuldstændigt og var voldsomt “oppe at køre”. Jeg gik derover og bad den unge vikar om at komme væk. Han stod og råbte og “skændtes” med beboeren. Man skændes ikke med mennesker, der har en intellektuel evne til bevidst logisk erkendelse på niveau med børn på 2 år. Dem beroliger man, ellers “vælter de helt omkuld”. Det her var den eneste gang, jeg oplevede, at stå alene med en beboer, der var kørt helt ud i tovene. Normalt fik det aldrig lov til at køre helt af sporet. Men det skete.

Den måde, man arbejder adfærdsstabiliserende med mennesker, der er meget påvirkelige overfor ydre indtryk, er ved at fastholde, den virkelighed de kender, ved at agere “anker”.

Princippet i det er ret enkelt. Det svære består i, at man er nødt til at kende beboeren og beboerens trygge “virkelighedsbillede” utrolig godt, for at være i stand til at arbejde på denne måde. Og så skal man selvfølgelig og helst have en god fysisk / kondition og et stort mentalt overskud.

Det adfærdsstabiliserende bestod af tre ting: Medicin til at tage “toppen” af den psykotiske tilstand (Indenfor disse områder har man normalt en vanlig daglig medicinering, og noget reservemedicin til brug i de tilfælde, hvor tingene “skrider”), mad (Mad og mæthedsfornemmelse kan også have en beroligende virkning), og så var det ellers “bare” at spille “filmen” af genkendelige ting: Synge sange, finde nogle af beboerens ting frem og snakke om dem, samtidig med at man beskyttede sig selv mod slag fra den voldsomt urolige beboer, der styrtede råbende op og ned af gangen og hamrede løs på døre og inventar – ved at bevæge og flytte sig – og undgå at blive “fanget” og klemt op i en krog. På de sikrede bosteder brugte vi overfaldsalarmer, når vi var alene med beboerne. Så vi kunne tilkalde hjælp fra nattevagterne på de andre bosteder, hvis vi blev “fanget på det forkerte ben” – og blev udsat for et overfald, som vi ikke selv kunne takle og gøre os fri af.

Så social etik og grænser kan i nogle tilfælde bestå i at afgrænse ydre påvirkninger, og indrette en hverdag med et for beboeren genkendeligt “virkelighedsbillede” i form af sang, musik, billeder og individuelt tilrettelagte “passende” aktiviteter, hvor man hele tiden arbejder på at udvide “råderummet” for ydre påvirkninger, som beboeren er i stand til at kapere og forholde sig til.

Et andet eksempel.

Nogle af de lidt ældre beboere på Sundbyvang, var fra en tid, hvor det var utrolig skamfuldt at få et alvorligt handicappet barn: En “vanskabning”. Og det var ikke alle, der havde ressourcer til selv at tage sig af et barn, som omgivelserne så skævt til. Så der var nogle, der valgte at aflevere barnet til en institution og brød kontakten til det. Så der var nogle af de lidt ældre beboere, der aldrig havde haft en barndom, hvor de havde fået den basale tætte medmenneskelige kontakt i de første leveår. De virkede lidt som forsømte spædbørn, hvor hvem civiliseret medmenneskelig kontakt var helt fremmed for dem. Det var tydelig at mærke forskel på, hvem der havde boet hos deres forældre de første år og havde eller havde haft en form for kontakt med deres familier, og hvem, der ikke havde.

En af de beboere, jeg mødte på, var en af dem, der ikke havde haft den basale medmenneskelige kontakt i de første leveår. Hun havde udviklet en selvdestruktiv adfærd, der bestod i at hamre hovedet mod væggen.

Der blev over tid gjort meget forskelligt for at berolige de mennesker, for hvem den menneskelige kontakt i hverdagen var en hurdle, de skulle overvinde i en sen alder. Da man i sin tid byggede Sundbyvang, var svømmebassiner med lunt vand, noget af det man startede på i arbejdet med de mest forsømte mennesker. Ophold i svømmebassiner med lunt vand, havde i en del tilfælde en afslappende og beroligende virkning.

Jeg nåede en hel del i arbejde med den beboer, der havde udviklet en selvdestruktiv adfærd, der bestod i at hamre hovedet mod væggen. Jeg startede med at lægge hånden på panden af hende og afbøde slaget – når jeg kunne komme til det. Over tid vænnede hun sig så meget til menneskelig fysisk kontakt som erstatning for at hamre hovedet ind væggen, at et fast knus, hvor jeg kunne holde om hende, også var noget hun kunne “tåle”. Det, det primært handlede om, i arbejdet med de beboere, hvor den normale medmenneskelige kontakt havde svigtet i barndommen, var at vænne dem så meget til normal civiliseret social kontakt med mennesker, at den basale konkrete hjælp i hverdagen, som de havde brug for, kunne foregå uproblematisk – uden at de reagerede voldsomt.

Og i det arbejde handlede det mest om selv at være et civiliseret menneske, der havde overskuddet til at forholde sig til og reagere menneskeligt civiliseret på de voldsomme reaktioner, der kom fra de noget hårdt prøvede og forsømte mennesker – så de kunne vænne sig til og selv udvikle et socialt civiliseret adfærdsmønster overfor andre mennesker.

Et tredje eksempel.

Da jeg startede som vikar på Sundbyvang, var der en af beboerne, der “koblede sig på mig”. Hun fulgte mig i tykt og tyndt, når jeg var på arbejde. Det foregik meget fredsommeligt. Hun fulgte mig bare, og når jeg lavede forskellige ting, så holdt hun sig bare i nærheden, og sad og “summede” i sin egen verden, og så ud til at have det sjovt med sig selv. Hvad der foregik i hovedet på hende? Ja – det vides jo ikke. Det vides jo ikke, hvad der foregår i hovedet på mennesker, der ikke har noget sprog, så de kan fortælle det!

I en periode var det åbenbart ret interessant at studere øjne. Hun var ikke ret stor af statur, selvom hun var voksen. Når jeg sad ned, kunne hun finde på at komme og sætte sit ansigt helt op mod mit, og kikkede mig ind i øjnene mens hun skiftevis lukkede og åbnede øjnene. Jeg gjorde det samme. Det fik hun åbenbart et interessant studie ud af. I en periode. Derefter var det andre ting, der var interessante at studere.

Normalt måtte beboerne ikke komme i køkkenet ude på Sundbyvang. Jeg gjorde dog et undtagelsestilfælde med min “følgesvend”. Hun gjorde ikke noget anarkistisk, når hun var sammen med mig. Sad bare på en taburet i nærheden, og “summede med lukkede øjne i sin egen verden”, og havde det tilsyneladende meget sjovt med det. Jeg var en af dem, som der godt kunne ryge en del smagsprøver i munden på, når jeg havde køkkentjansen. Min “følgesvend” havde det ganske fint med at dele den interesse med mig, når jeg stod og forberedte frokost. Så vi hyggede os, mens der røg smagsprøver på lækkert pålæg i munden på os.

Hun havde også en anden lille sjov idé. Hver gang hun skulle noget, på toilettet, i seng efter at have børstet tænder og andre ting. Så kom hun og spurgte mig om det var ok. (Det forgik med tegn til tale, for hun havde ikke noget verbalt sprog). Også selvom det var andre, der havde hjulpet med tandbørstning, og hvad hun ellers havde brug for praktisk hjælp til. Så det gav hende åbenbart et eller andet rent tryghedsmæssigt, at hun fik min opmærksomhed og bekræftelse på, at jeg vidste, hvad hun lavede.

En dag jeg var ude at gå tur sammen med hende, mødte vi en, der åbenbart var medarbejder på det dagtilbud, hvor beboeren kom i hverdagene. Sådan præsenterede hun sig, hende vi mødte. Hun stoppe op, og lød lidt forbavset: Hvor ser hun glad ud.

Og ja – det gjorde de jo. Så glade ud. Beboerne. Når de var sammen med mig. Hvordan de så ud på andre tidspunkter. Ja – det ved jeg jo ikke. Jeg så dem jo kun, når jeg var sammen med dem.

På temadagene med Per Lorentzen, der var et fællesarrangement for flere af Københavns kommunes bosteder, var der en af deltagerne, der spurgte: Hvilke grænser skal vi så sætte overfor beboerne i hverdagen? (Det at give slip på de stereotype adfærdsregulerende regler, virkede på mange som det samme som mangel på grænser.) Hertil svarede Per Lorentzen: Dine egne!

Han burde nok have tilføjet: Under forudsætning af, at du er et normalt udviklet civiliseret voksent menneske med et sundt ego, der ikke har en masse virkelighedsforstyrrede illusioner om, hvad mennesket er for en størrelse.

Så havde det passet noget bedre.

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

» De “gales” samfund?

» Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer

PERSPEKTIV
En af dem, der har gjort meget for at bryde med de stereotype billeder af mennesker med diagnoser og handicap, er den norske psykolog Per Lorentzen. Han har blandet andet skrevet bøgerne: “Fra tilskuer til deltager – Om kommunikation og samhandling med udviklingshæmmede” og “Ansvar og etik i socialpædagogiks arbejde”.

Per Lorentzen er i øvrigt selv far til en multihandicappet datter.

» Per Lorentzen

» Noter fra temadage med Per Lorentzen: Fra tilskuer til deltager

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

» Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer

» Specialpædagogik og relationer

» SELVETs realisering, ARBEJDSMILJØ – og psykisk KOLLAPS

» Selvets disciplinering – en ny pagt i arbejdslivet, af Kirsten Marie Bovbjerg

» De “gales” samfund?

» Diagnoser og tankesystemer

CASES

» Personlig chikane og psykisk vold i ledighedssystemet 2009 – 2014

» Specialpædagogik og arbejdsmiljø på bostederne 2002 – 2007

» Overgrebene mod mennesker med diabetes 1 1989 – 2014

UDVIKLINGSOMRÅDER

» Fra kaos til opgave – Projektarbejdsformen som metodisk redskab til opgavekonkretisering

» Stabiliserende forankringsteknikker – Personlig ledelse ved omstillings- og forandringsprocesser

» Paradigmeskift på tværs af kulturen

» Koordinerings- og samarbejdskoncepter på tværs af kulturen

» Undervisning og læring på tværs af kulturen

Hvem generer den grænseoverskridende og voldsomme adfærd?

Sidst på året 2006 blev jeg udsat for et voldeligt overgreb fra en beboer, der bed mig meget kraftigt i den ene arm. Overfaldet fandt sted mens jeg var ved at hjælpe beboeren med at få sikkerhedssele på i en taxi. Beboeren skulle befordres i taxi til noget aftenklub aktivitet. Da jeg rakte ind over ham for at få spændt sikkerhedsselen, greb han fat i min arm og hakkede tænderne i. Jeg kan ikke huske hvordan jeg fik ham til at give slip. Om jeg greb fat i håret og skubbet hans hoved bagud, eller klemte ham på næsen. Det gik så hurtigt, at jeg ikke bagefter kunne huske, hvad jeg tænkte på at gøre, og hvad jeg gjorde. Men fri kom jeg. Og taxien kørte med beboeren.

Det var et ret voldsomt bid, og hvis ikke det havde været om vinteren, og jeg havde haft overtøj på, der beskyttede armen, så var der røget en luns af. Han havde ikke bidt hul igennem stoffet på min jakke, men biddet var så voldsomt, at huden sprang i en rød ring, der blødte – og efterfølgende kom der en rød hævelse, hvor han havde bidt.

Jeg var noget fortumlet, men kom indenfor og fandt en kollega, som hjalp med at skrive en skadesanmeldelse. Sådan fungerer det indenfor de områder, når der er sket et overgreb på en medarbejder. Så skal der skrives en skadesanmeldelse, der skal underskrives af både den, der har været udsat for overgrebet, og den kollega der tager snakken og gennemgår hændelsesforløbet, med den der har været udsat for overgrebet.

Men i løbet af aftenen skete der noget, som jeg oplevede som grænseoverskridende. Flere af dem, der havde været på Kamager i længere tid, og kendte den pågældende beboer noget bedre end mig, havde vældig travlt med at forklare mig, at det voldelige overgreb ikke var et udslag af noget negativt. Det var mere fordi, han blev euforisk, når der var noget, han glædede sig over. Så i virkeligheden lå der positive følelser bag. Og det var et eller andet sted også bedre, at det var mig som medarbejder, han havde bidt, i stedet for taxichaufføren. For hvis det var gået ud over en udefrakommende, så kunne der let være kommet en større sag ud af det.

Så på Kamager legaliserede de en grænseoverskridende og voldsom adfærd hos beboerne.

Før jeg blev ansat på Kamager, havde jeg arbejdet på Sundbyvang, hvor et af de steder jeg havde været tilknyttet, var en sikret afdeling med beboere, der var voldsomt udadreagerende. Så jeg havde en del erfaring med voldshåndtering. Og voldshåndtering handler ikke om at legalisere grænseoverskridende og voldsom adfærd – det handler om at håndtere den.

Så jeg hældte kollegaernes forklaringer ind ad det ene øre og ud af det andet. Det var jo da i alt fald ikke okay, at den pågældende beboer bed mig. Hvis andre havde det fint med at blive lemlæstet, ja så måtte de jo om det.

Jeg ventede til beboeren dukkede op igen senere på aftenen, og så måtte jeg se, hvordan jeg kunne tage fat “i nakken på ham”.

Da han dukkede op, var han som sædvanlig meget snakkesalig (Det foregik med tegn og fakter, da han kun havde begrænset verbalt sprog) og ivrig efter at vise, at de havde lavet tegninger med tush på hinandens hænder, i den aktivitetsklub han havde tilbragt aftenen i. Så det kom helt af sig selv. Hvordan jeg kunne gribe det an.

Jeg svarede ham, at jeg ikke gad se hans tushtegninger, for jeg havde også en tegning – på min arm – den var rød – og den havde han lavet. Og så trak jeg ærmet op og viste ham min hævede arm med den blodrøde ring, hvor huden var sprængt. Så fik jeg ham til at sige undskyld og love, at han aldrig, aldrig nogensinde måtte bide mig igen, for så blev han alvorlig uvenner med mig, og så gad jeg ikke snakke med ham og høre på hans historier. Det var også slut med at lave sjove ting sammen med mig.

Det virkede som om det var første gang, nogen havde taget så direkte og konkret fat i problemet med hans voldsomme adfærd over medarbejdere og nogle af de andre beboere. For det gjorde stort indtryk på ham. Og han fortalte vidt og bredt til alt og alle om hende medarbejderen (mig), der blev vred, hvis hun blev bidt i armen. Og han døde ikke af det. Tværtimod. Det virkede som om, der gik sport i at lære om rigtigt og forkert, af “hende” (mig), der blev vred, når hun blev bidt i armen. Jeg blev lidt af en yndlingsmedarbejder for ham, som det var det helt store, at få lov til at hjælpe og lave noget sammen med.

I forlængelse af denne voldsepisode kom der også gang i snakken blandt de andre beboere. De gik meget op i, hvad der skete i deres nye hus. De beboere, der var flyttet ind.

Den måde, beboerne holdt møder og snakkede om tingene, foregik ikke efter en plan. Det foregik sådan løbende rundt omkring. Så voldhistorien blev afrundet en aften i køkkenet, hvor jeg var ved at forberede aftensmaden. På Kamager havde de et køkkenpersonale, der lavede forarbejdet til aftensmaden, som vi der arbejdede på afdelingerne så skulle stege / koge / bage færdig. Og konklusionen på vold mod personalet blev fint afrundet af en af de kvindelige beboere: “Vi må ikke banke personalet. Det siger loven.” Og det var jo ganske vist.

En anden problemstilling, som jeg også havde oppe at vende med nogle af dem, var, hvordan de behandlede hinanden. De kunne nogle gange godt være noget hårde ved hinanden. En af de kvindelige beboere havde tænkt noget over det, og kom en aftenen hen og sagde til mig: “Vi må godt drille for sjov”. Og ja, det måtte de da gerne. Der var jo ikke noget forkert i at lave skæg, fis og ballade. Ellers blev det da alt for kedeligt. Men man måtte bare ikke drille nogen med noget, de ikke kunne gøre for, så de blev kede af det. Det var ikke sjovt.

Så beboeren på Kamager havde ingen problemer med hverken at forstå og acceptere basal social etik i hverdagen. Tværtimod. De gik meget op i det. Og de var også generelt set nogle meget følsomme og omsorgsfulde mennesker, der godt kunne blive noget berørt, hvis der var nogen af de andre, der ikke havde det godt eller var kede af det.

Det er til enhver tid autoriteten og majoriteten, der sætter dagsordenen for den sociale etik, der gør sig gældende indenfor forskellige sociale sammenhænge og miljøer. Og hvis autoriteten og majoriteten er grænseoverskridende i sin sociale etik, så påvirker det alt og alle, der er en del af de pågældende sociale sammenhænge og miljøer.

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

» De “gales” samfund?

» Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer

PERSPEKTIV
En af dem, der har gjort meget for at bryde med de stereotype billeder af mennesker med diagnoser og handicap, er den norske psykolog Per Lorentzen. Han har blandet andet skrevet bøgerne: “Fra tilskuer til deltager – Om kommunikation og samhandling med udviklingshæmmede” og “Ansvar og etik i socialpædagogiks arbejde”.

Per Lorentzen er i øvrigt selv far til en multihandicappet datter.

» Per Lorentzen

» Noter fra temadage med Per Lorentzen: Fra tilskuer til deltager

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

» Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer

» Specialpædagogik og relationer

» SELVETs realisering, ARBEJDSMILJØ – og psykisk KOLLAPS

» Selvets disciplinering – en ny pagt i arbejdslivet, af Kirsten Marie Bovbjerg

» De “gales” samfund?

» Diagnoser og tankesystemer

CASES

» Personlig chikane og psykisk vold i ledighedssystemet 2009 – 2014

» Specialpædagogik og arbejdsmiljø på bostederne 2002 – 2007

» Overgrebene mod mennesker med diabetes 1 1989 – 2014

UDVIKLINGSOMRÅDER

» Fra kaos til opgave – Projektarbejdsformen som metodisk redskab til opgavekonkretisering

» Stabiliserende forankringsteknikker – Personlig ledelse ved omstillings- og forandringsprocesser

» Paradigmeskift på tværs af kulturen

» Koordinerings- og samarbejdskoncepter på tværs af kulturen

» Undervisning og læring på tværs af kulturen

Psykiatrisk forstyrrede personligt udlevende processer

Det specialpædagogiske område er et område, hvor der er foregået mange psykiatrisk forstyrrede og skøre ting, som man ikke kan andet end at tage sig selv til hovedet over.

Noget af det, der var blevet brugt på Pensionat Kamager, før jeg blev ansat, var clairvoyante seancer med kontaktpersonen som medium, når der skulle planlægges beboerferier. Det var en ung fyr, der havde været ansat på Kamager, der fortalte historien, da han for en kortere periode var vikar på Sundbyvang. Han havde enten sagt op eller var blevet fyret, fordi han ikke kunne være med på showet og syntes, det virkede sindssygt. De clairvoyante seancer var foregået på den måde, at kontaktpersonen var blevet anbragt i midten af en halv rundkreds med ryggen til de øvrige medarbejdere. Og så skulle kontaktpersonen lukke øjnene og koncentrere sig om at få et “syn”, når de andre stillede spørgsmål om, hvor beboeren havde lyst til at komme på ferie.

Nu er der jo kun en måde, hvorpå man kan finde ud af, hvad alvorligt handicappede mennesker, der ikke har noget sprog, synes godt om. Og det er gennem erfaringer og observationer, så man over tid får et kendskab til, hvad de har det godt og skidt med. Og de erfaringer og observationer, kan de mennesker, der kender den pågældende beboer, så sætte sig ned og tage en seriøs snak med hinanden om, i stedet for at lege psykiatrisk forstyrrede clairvoyante seancer.

» De “gales” samfund?

For en del år tilbage – i 80’erne – vil jeg tro – det var, mens jeg stadig boede i Aalborg – var der nogle sager omkring staveplader. Det var nogle sager, jeg læste om i avisen. De handlede om, at noget pædagogisk personale, havde fået nogle alvorligt handicappede mennesker, der aldrig havde lært at læse eller havde noget sprog, til at stave nogle fantastiske historier om incest og seksuelle overgreb fra pårørende, ved at føre det pædagogiske personales hænder på en staveplade. Stavepladehistorierne blev brugt som grundlag for at rejse sager og sigtelse mod nogle pårørende. Sagerne faldt dog alle sammen igen, da der ikke var noget realistisk hold i dem. Men man havde åbenbart så mystificeret en opfattelse af, hvad der foregik i hovedet på alvorligt handicappede mennesker, der aldrig havde lært at læse og ikke havde noget sprog, at man troede, at de havde et medført alfabet i hovedet, som de kunne brug til at guide andre med på en staveplade.

Og så en historie fra Sundbyvang, som vi kan kalde æggeurshistorien. Den fandt sted i den periode, hvor jeg havde faste vagter om natten. En ung nyuddannet pædagog, der var blevet ansat, havde læst et sted, at æggeure var gode til udviklingshæmmede. Det skulle så afprøves på en af beboerne.

Det var en beboer, der godt kunne finde på at blive utålmodig og råbe, hvis han blev overset eller kom til at sidde og vente alt for længe. Men problemet var ikke større, end at han jo forstod det, der blev sagt, og fint kunne forstå, at han måtte vente, hvis der var noget andet der skulle laves først.

Men den menneskelige samtale skulle så erstattes med et æggeur, så han i stedet blev dresseret til at vente på lyden af et ur der ringede. Nu var det en beboer, der var langt oppe i årerne, og aldrig havde været udsat for et æggeur før.

Æggeursprojektet lykkedes ikke, og efter et stykke tid blev det droppet. Der kom dog en del kritik fra initiativtagerne, der mente at projektet mislykkedes, fordi den samlede personalegruppe ikke havde bakket op om det.

Joh? Det var der måske noget om?

Men på den anden side. Så overlevede beboeren jo æggeursangrebet. Oveni købet i fin stil – med godt humør.

Projektet med at lege ignoranter overfor en beboer, og lade som om at man ikke så ham, for at tvinge ham til at lystre en lyd – virkede helt forkert på os, der kendte ham, og var vant til at tale direkte til ham. Det kom der en del humor ud af. Når jeg gik forbi ham, og hilste på ham og spurgte om han sad godt med sit nye æggeur – så grinede han.

» Noter fra temadage med Per Lorentzen: Fra tilskuer til deltager

På et tidspunkt kom jeg – ærligt – godt nok til at kalde dem for socialt handicappede. Altså mine kollegaer ude på Pensionat Kamager. Det var der en af dem, der blev noget mopset over, og syntes at det var lige groft nok.

Groft?

En af de ting, der blev sat i værk i det kaotiske arbejdsmiljø, var noget supervision. Det blev først præsenteret ved et langt teoretisk foredrag omkring noget personlig udvikling indenfor noget, der, så vidt jeg husker, hed systemtænkning. Derefter skulle det løbe af stablen i nogle gruppeøvelser for hvert team. Det første show handlede om at få god energi ind i et nyt team med nogle små øvelser. En af øvelserne handlede om, at vi skulle lege en navneøvelse med en sammenrullet avis. Vi skulle sidde i en rundkreds, og så skulle vi på skift ind i rundkredsen med den sammenrullede avis i hånden, som så skulle bruges til at slå en af de andre oveni hovedet med, samtidig med at man så sagde navnet på den person, man slog oveni hovedet. Det skulle ifølge den superviser, der var blevet hyret, give en god teamenergi. Øvelsen gik fuldstændig i vasken, da en af kollegaerne fik et flip. Anette hed hun. Hun havde det sådan, at når hun blev stresset, så blev hun praktisk klumret. Så hun havde ikke været opmærksom en dag, hvor hun var ved at sætte varer ind på bagsædet af hendes bil. Så vinden havde taget fat i bildøren, så den ramte hende i hovedet, hvilket havde resulteret i, at hun gik rundt med et blodigt sår i baghovedet og en voldsom hjernerystelse. Efter et par slag i hovedet med den sammenrullede avis fik hun nok. Der var ikke nogen, der skulle banke hende oveni hovedet med en avis, når hun gik rundt med en alvorlig hjernerystelse.

De øvrige øvelser, som jeg ikke længere kan huske, var heller ikke nogen udtalt succes, og superviseren blev fyret igen. Så blev det i stedet til nogle flere seancer med teambuilding med en person de kendte på Kamager i forvejen, så personalet kunne lære om teamarbejde ved at rende og lege en masse lege med hinanden, mens hele hytten sejlede, og det væltede ind med klager over forsømmelighed overfor beboerne.

Hvis ikke det kaldes socialt handicappet, hvad er det så? Lettere sindssyg?

Det var ikke uden grund at arbejdstilsynet kom på banen med et hold virksomhedspsykologer, for at stabilisere “hjerneaktiviteten” i hovedet – på de ansatte.

» SELVETs realisering, ARBEJDSMILJØ – og psykisk KOLLAPS

» Selvets disciplinering – en ny pagt i arbejdslivet, af Kirsten Marie Bovbjerg

På et tidspunkt var der en af kollegaerne (Susanne), der noget rystet kom og fortale, at der var nogle af de andre kollegaer, der talte om at hyre en prostitueret til en af beboerne. For det ville jo være voldtægt. Og ja, det havde hun jo ret i. Det drejede sig om en beboer, der havde lidt svært ved at styre sig over for en af de andre beboere. Men som Susanne ganske rigtigt sagde, så var det jo ikke samme, som at den pågældende beboer havde “efterlyst” en prostitueret. Der var jo forskel på at nogle af dem godt kunne blive lidt interesseret i nogle af de andre, og have svært ved at forholde sig til sociale grænser, og så ville løse problemet med at pådutte dem en prostitueret. Det var endnu et eksempel på, hvordan psykiatrisk forstyrrede medarbejdere kan have svært ved at takle social etik og grænser i hverdagen. Hvor det at sætte grænser og tage en direkte snak med beboerne om at respektere hinandens grænser, i stedet kammer over i, at man overskrider beboernes grænser, ved at pådutte dem grænseløs behovsudlevelse. Det blev nu aldrig til andet end snakken om at integrere prostituerede i det pædagogiske arbejde på Pensionat Kamager. Ikke i den tid jeg var der.

I forbindelse med prostitutionsdebatten i 2012 dukkede problemstillingen op i medierne, hvor man kunne opleve officielt set dybt intelligente mennesker bruge seksuelle fantasier om handicappedes underlivsbehov som argumenter i debatten.

» Handicappede skal ikke misbruges i prostitutionsdebatten

De fantasier døde så vidt jeg ved ud af sig selv. Der er ikke kommet en officiel standardregel, der pådutter alvorligt handicappede, at de skal have “normaliseret” deres underliv med voldtægt af en prostitueret.

Ikke endnu da. I et psykiatrisk forstyrret samfund som det danske kan man aldrig vide sig sikker på ret meget. Og handicappede er ikke den eneste befolkningsgruppe der med jævne mellemrum bliver udsat for offentlig intimvoldtægt.

Ældregruppen får med jævne mellemrum en tur i “kødhakkeren”, når deres behov for personlig hygiejne og antal bad om ugen er til offentlig debat i befolkningen. Nu har man indenfor ældreområdet den mulighed, at de ældre kan få deres bevilling til hjælp udbetalt som et økonomisk tilskud, hvis de flytter over til et privat hjemmeservicefirma. Hvad mange også benytter sig af. For der kan de hver især aftale, hvad de gerne vil have hjælp til, uden at være forpligtiget til at lægge det ud som et forslag til offentlig høring og folkeafstemning. Hvad man jo ikke kan fortænke dem i. At de gerne vil have deres private og personlige liv – for dem selv, under nogle lidt mere personlige og private vilkår.

» Planlægning af ældres boforhold til Aalborg kommune – Om menneskesyn og boligpolitik

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

» Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer

PERSPEKTIV
En af dem, der har gjort meget for at bryde med de stereotype billeder af mennesker med diagnoser og handicap, er den norske psykolog Per Lorentzen. Han har blandet andet skrevet bøgerne: “Fra tilskuer til deltager – Om kommunikation og samhandling med udviklingshæmmede” og “Ansvar og etik i socialpædagogiks arbejde”.

Per Lorentzen er i øvrigt selv far til en multihandicappet datter.

» Per Lorentzen

» Noter fra temadage med Per Lorentzen: Fra tilskuer til deltager

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

» Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer

» Specialpædagogik og relationer

» SELVETs realisering, ARBEJDSMILJØ – og psykisk KOLLAPS

» Selvets disciplinering – en ny pagt i arbejdslivet, af Kirsten Marie Bovbjerg

» De “gales” samfund?

» Diagnoser og tankesystemer

CASES

» Personlig chikane og psykisk vold i ledighedssystemet 2009 – 2014

» Specialpædagogik og arbejdsmiljø på bostederne 2002 – 2007

» Overgrebene mod mennesker med diabetes 1 1989 – 2014

UDVIKLINGSOMRÅDER

» Fra kaos til opgave – Projektarbejdsformen som metodisk redskab til opgavekonkretisering

» Stabiliserende forankringsteknikker – Personlig ledelse ved omstillings- og forandringsprocesser

» Paradigmeskift på tværs af kulturen

» Koordinerings- og samarbejdskoncepter på tværs af kulturen

» Undervisning og læring på tværs af kulturen

Hvad er et overgreb?

Der bliver begået overgreb, når en autoritet eller majoritet, misbruger sin autoritet eller majoritet til at overskride de basale menneskelige etiske grænser hos klienter, socialt marginaliserede og minoriteter, og bruger menneskelig forskellighed som argument til at legitimerer berettigelsen af at forskelsdefinere de etiske grænser på det basale menneskelige og personlige plan.

Uanset hvor forskellige mennesker er, så gælder der den samme basale menneskelige etik for personlig integritet, og det er altid de fysiske grænser, der bliver overskredet i overgrebssituationer – uanset om metoden er direkte fysisk, psykisk eller social. Fordi mennesket er et fysisk væsen, og overgrebssituationer begrænser, amputerer og invaliderer menneskets fysiske udfoldelsesmuligheder på det individuelle personlige plan.

Og hos det, jeg kalder normalt udviklede voksne mennesker, bør der ikke være tvivl om, hvor grænserne for basal menneskelig etik for personlig integritet går.

DET SPECIALPÆDAGOGISKE OMRÅDE
Tekst under redaktion…

PSYKIATRISK FORSTYRREDE PERSONLIGT UDLEVENDE PROCESSER
Tekst under redaktion…

» Handicappede skal ikke misbruges i prostitutionsdebatten

» Planlægning af ældres boforhold til Aalborg kommune – Om menneskesyn og boligpolitik

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

» De “gales” samfund?

» Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer

HVEM GENERERER DEN GRÆNSEOVERSKRIDENDE OG VOLDSOMME ADFÆRD?
Tekst under redaktion…

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

» De “gales” samfund?

» Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer

SOCIAL ETIK OG GRÆNSER I HVERDAGEN
Tekst under redaktion…

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

» De “gales” samfund?

» Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer

FIKTIVT KONSTRUEREDE PARALLELVERDNER
Tekst under redaktion…

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

» De “gales” samfund?

» Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer

PERSPEKTIV
En af dem, der har gjort meget for at bryde med de stereotype billeder af mennesker med diagnoser og handicap, er den norske psykolog Per Lorentzen. Han har blandet andet skrevet bøgerne: “Fra tilskuer til deltager – Om kommunikation og samhandling med udviklingshæmmede” og “Ansvar og etik i socialpædagogiks arbejde”.

Per Lorentzen er i øvrigt selv far til en multihandicappet datter.

» Per Lorentzen

» Noter fra temadage med Per Lorentzen: Fra tilskuer til deltager

» Specialpædagogik og relationer

» Diagnoser og tankesystemer

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

» De “gales” samfund?

» Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer

CASES

» Personlig chikane og psykisk vold i ledighedssystemet 2009 – 2014

» Specialpædagogik og arbejdsmiljø på bostederne 2002 – 2007

» Overgrebene mod mennesker med diabetes 1 1989 – 2014

UDVIKLINGSOMRÅDER

» Fra kaos til opgave – Projektarbejdsformen som metodisk redskab til opgavekonkretisering

» Stabiliserende forankringsteknikker – Personlig ledelse ved omstillings- og forandringsprocesser

» Paradigmeskift på tværs af kulturen

» Koordinerings- og samarbejdskoncepter på tværs af kulturen

» Undervisning og læring på tværs af kulturen

Psykisk vold i barakbyen ved Sjælør station november 2012

I november 2012 var jeg så nødt til at skulle tilbage i det forfærdelige system igen. Jeg overvejede, om jeg ikke skulle begå selvmord for at få det overstået først som sidst. Det kunne jeg jo ligeså godt, for det ville alligevel ende med, at jeg skulle slås ihjel. Bogstavelig talt! Når jeg taler om liv og død, så mener jeg det virkelige livs liv og død. Jeg taler ikke i “tunger” eller “gåder”!

Der er jo da grænser for, hvor meget jeg som menneske kan fungere som betonklods for envejsafreagering for alt muligt personlig afsporet adfærd fra andre mennesker. Men det er der jo ingen, der har hjerne til at fatte. Og den anden vej på? Der er jo ikke noget, der hedder den anden vej på! Det vil jo kræve, at vi befinder sig på den samme planet!

Og det gør vi jo ikke, andre mennesker og så mig. Vi befinder os ikke på den samme planet! Jeg befinder mig på planeten: Jord! Og det er der ikke andre end mig, der gør. Så vi har intet tilfælles. Udover, at jeg skal fungere som envejsbehovsdækker for andre, så de kan blive i illusionen om, at vi alle sammen svæver rundt som luftkasteller ude i verdensrummet. Og ikke andet!

Men sådan er verden jo. Det fiser først ind, at jeg mente det, jeg sagde alvorligt, når det alligevel er for sent. Min hjemmeside? Ja det må jo så blive min gravsten? For trods det, at jeg havde tværet stolper op og ned – og fortalt det samme på en million forskellige måder, så trængte der jo alligevel ikke noget ind, nogen steder overhovedet.

Stort set alt det, der kom som kommentarer, mens jeg bloggede, det var rent spam, fra mennesker der åbenbart var funktionelle analfabeter?

Så på den måde var der intet nyt under solen, i det jeg oplevede, da jeg begyndte at skrive. Det eneste, der var anderledes, det var at det foregik fuldstændig åbent, så alt og alle kunne se det. Så der var jo ingen, der kunne undskylde sig med uvidenhed? Alle havde adgang til de samme informationer.

Men det ændrede ingenting. Så på den måde var det jo spildt. Bortset fra mit eftermæle, når jeg ikke selv er her længere. Andet formål tjener det jo ikke at sige noget til nogen om noget, overhovedet. Vi kan ligeså afskaffe alt kommunikation og tale i verden. Det gør alligevel ingen forskel. Mennesker ved jo alligevel altid bedre på andres vegne – i alt fald mine. Så der er jo ingen grund til at spilde tid på at sige noget til nogen overhovedet. Og det er jo heller ikke derfor mennesker foregiver falsk interesse for at høre noget den anden vej på. Det er da bare fordi, de så kan “krydse af”, at de har gjort deres pligt, ved at nedværdige dem selv til at give et dyr chancen for at blive menneske. Hvis det altså bekræfter deres fordomme, ved at svare “rigtigt” – og sige det, de har brug for at høre. Andet er der jo ikke i det.

Jeg lever mit liv personligt alene, og har ingen nære venner eller fortrolige. Sådan har det altid været. Mennesker som mig har ingen venner – kun klienter, der har brug for at “heale” dem selv, ved at have et ligegyldigt forsøgsdyr, at afreagere og få bekræftet deres kvababbelser over verden og livet på. Jeg havde dog det held i livet, at jeg i mine unge dage fandt frem til en dygtig psykolog, der gav mig nogle overlevelsesteknikker, som jeg kunne bruge til at prøve at fastholde min egen eksistens og tilstedeværelse på planten: Jord, overfor mennesker der tossede rundt, med hovedet under armen og “legede” psykiatrisk forstyrrede luftkasteller ud i den blå luft – med både dem selv og andre mennesker. Og så måtte jeg derfra prøve, om det kunne lade sig gøre at finde frem til nogen, der gad “høre efter” og tage mig og mit liv alvorligt. Ellers slog det mig ihjel. Som Jette (Psykolog, Studenterrådgivningen i Aalborg, 1991) allerede dengang var alarmeret over, så var og er der jo ingen mennesker, der kan holde til at blive envejsmassakreret i en uendelig fra alle sider og kanter. Men det var jo ikke mig, der skabte problemet. Jeg var offer for skidtet. Så jeg kunne jo ikke gøre andet end at forsøge at holde sammen på mig selv, og skrotte skidtet ud af mit liv i den rækkefølge, det blev splattet ind i mit liv – og håbe på, at det var menneskelig muligt at finde frem til mennesker, der ikke ligefrem havde brug for at jeg skulle slås ihjel, for at deres personlige fordomme om mennesker og verden ikke led “overlast” og blev “krænket”. For det var og er jo det, det handlede og handler om. Og hvis der var og er nogen, der indimellem “vågner lidt op”, så var og er det med det sædvanlige selvmedlidende jammer: Vi er jo også kun mennesker! Ja – det er jo lige det. Men hvem pokker er det, der har været i tvivl om det! Ikke jeg! Så hvad rager andres psykiatrisk forstyrrede erkendelsestrip dog mig! Så skal jeg videremassakreres til et nyt forsøgsdyrs offer, ved at udvise psykiatrisk forståelse for, at andre mennesker selvfølgelig ikke havde nogen menneskelig jordisk chance for at kunne vide, at et forsøgsdyr som mig – i “virkeligheden” var et menneske? Så skal jeg være gudinden, overmennesket, der kan sidde på en piedestal højt hævet over enhver form for basal jordisk eksistens, og være forstående overfor at blive terroriseret til døde, af mennesker der opfatter og behandler mig som et forsøgsdyr? Min forståelse for det jeg har været udsat for – fejler ingenting! Jeg sanser og registrer da alt det, der sker, og det jeg har været udsat for. Men jeg har jo ikke en overmenneskelig evne til at “robotstyre” andre mennesker. Og hvis andre ikke gider opføre sig normalmenneskelig civiliseret overfor mig, så kan jeg jo ikke gøre hverken fra eller til overfor det. Jeg må jo ikke forsøge at “trænge igennem” – ved at true andre mennesker med et oversavet jagtgevær. Så får jeg da en dom. Sådan må jeg jo ikke opføre mig overfor andre mennesker. Jeg må jo ikke terrorisere og behandle andre, på samme måde som andre terroriserer og behandler mig. Der gælder forskellige regler og lovgivning i det danske samfund, alt efter om man tilhører kategorien menneske, eller kategorien forsøgsdyr. Sådan er det bare. Sådan er det danske samfund. Jeg kommer aldrig til at opleve, hvad det vil sige at være menneske i verden. Det var og er uden for min rækkevidde. Og jeg vil da også meget have mig frabedt, at skulle udsættes for intimvoldtægt af mennesker, der bilder dem ind, at man realiserer forsøgsdyrs potentielle muligheder for at blive mennesker, ved at intimvoldtage os.

Men i november 2012 måtte jeg så ind i systemet igen, og udsættes for den endelige udslettelse som menneske. Forsøgsdyrets aflivning, må jo så blive overskriften på den sidste fase?

Det første jeg kom ud for, var selvfølgelig et af de sædvanlige eksperimeter. Sådan er det jo med alt i det system. Det er et stort løbende metode-eksperiment, hvor de skyder “vildskud” “ud i blå”, i håb om at de på et tidspunkt “gætter rigtigt”. Finder metoden over dem alle, som de kan bruge til at “skrælle igennem med” – og smadre alt menneskeligt af forsøgsdyrene, så det er nemmere og mere effektivt, at komme til at lege dyr med os – så de kan få dækket deres behov for at udleve, deres egne primitive og dyriske tendenser. Så er de selvfølgelig først nødt til at skabe noget stoflig “substans”, som de kan komme til at “lege med”. Og som sædvanlig havde det selvfølgelig ikke noget som helst med job og beskæftigelse at gøre. Det er der ret konsekvent ikke noget i det system, der har. Det er en slagmark for psykiatrisk forstyrret personlig udlevelse for de ansatte, så deres liv kan få mening og indhold. Det er sådan, den verden er skruet sammen. Det eneste arbejdsliv, der interesserer mennesker i det system, det er deres eget. Systemansattes interne “leg” med dem selv og hinanden, for deres egen skyld. Og intet andet. Den er rendyrket menneskelig beregnende kynisme. For ellers var det, jeg kom ud for – jo aldrig sket! For jeg hverken forventer eller forlanger noget som af dem. Bortset fra, at eftersom de jo ikke har noget konstruktivt, fornuftigt og intelligent at byde på – om de da for pokker så ikke kan gøre menneskeheden den tjeneste, at blande dem udenom og lade os hver især få fred til at koncentrere os om hvert vores eget liv, i stedet for absolut med fandens vold og magt, at skulle sabotere alt – ALT, hvad der har med seriøs jobsøgning og beskæftigelse at gøre, med et sygeligt afsporet behov for at smadre mennesker til invalide med psykiatrisk forstyrrede eksperimeter.

Og jeg gider heller ikke skulle belemres med nogen ligegyldige beklagelser. Jeg har aldrig brudt mig om hyklere. Det eneste mennesker af den støbning er i stand til at beklage, det er hvis, der er nogen, der forlanger, at de skal tage ansvaret for dem selv, deres egne problemer med dem selv og hinanden, og deres egen opførsel overfor andre. Hvis der er nogen, der forlanger af dem, at de skal nedværdige dem selv til at overskride deres egne personlige grænser ved at opføre sig civiliseret overfor forsøgsdyrene. Sikke da et overgreb på deres personlige eksistens i verden! Det er menneskeligt afsporet og sygeligt, det der foregår i det system. Og det skulle så ødelægge mit liv. Og sådan noget fryder de ansatte i det system. De nyder det, hver gang det lykkedes dem at smadre et andet menneskes liv. Så får deres egne liv ligesom en lidt dybere og intens mening, som de kan tage “næring” af. For hvis ikke de nød det, så lod de vel være! Der er jo ingen officiel lovgivning, der tvinger systemansatte, til at opføre sig personligt grænseoverskridende og afsporet overfor andre mennesker! Den slags regler og lovgivning, har der aldrig rent officielt eksisteres nogen af i ledighedssystemet! Der har aldrig eksisteret nogen regler og en lovgivning indenfor beskæftigelsesområdet, hvor der står, at de ansatte skal fremme lediges jobmuligheder ved at praktisere personlig chikanen og psykisk vold overfor de ledige. Det er nogle regler og en lovgivning, de ansatte selv har opfundet. Det er en intern hjemmestrikket regelfortolkning, der udelukkende er baseret på de systemansattes personlige fordomme over for ledige, og det har ingen som helst sammenhæng med de officielle regler og den lovgivning, der gælder for området. Ingen. Ingen overhovedet. Så der er ingen undskyldning for det, jeg har været udsat for.

Så i november 2012 blev jeg udsat for psykisk vold i barakbyen ved Sjælør stadion, af en psykisk voldelig medarbejder ved navn Hanne, der flossede rundt i sin egen verden, helt uden for nummer af det, der stod på dagsordenen, at der skulle foregå i det der forløb – og helt udenfor nummer af noget som helst, der havde noget som helst med mig at gøre. Jeg ved ikke om hun var stresspsykotisk, eller hvad der var hendes personlige problem, som hun havde brug for at afreagere på mig. Men det er jo også ligegyldigt. Officielt er det jo ikke min opgave at skulle fungere som psykiater for Københavns kommunes jobcentres medarbejdere. Den form for problemer, må de vel ordne internt med deres ledelse?

Med det blev så starten på en voldsspiral. For sådan fungerer den verden. Der er ikke noget, du kan gøre for at sætte en stopper for sådan noget, og få lavet noget opfølgning på det. Du skal ligesom bare finde dig i det hele, prøve at bide tænderne sammen og holde det ud. Ellers så slagter systemet dig, som hævn for at du ikke vil redde de ansattes liv, ved at fungere som psykiater for dem.

For det var det, det kom til at handle om. Jeg kom under reparation for at skulle realiseres fra skrot til slot, så jeg kunne finde min medfødte identitet, som psykiateren, der skulle kunne “heale” de ansatte til at opføre sig normalmenneskelig civiliseret overfor mig, så de ikke har brug for at slå mig ihjel.

Og det bliver så min død, bogstavelig talt. For det kommer til at koste mig livet. Bogstavelig talt. Jeg var ikke i stand til at leve op til kravet om at skulle fungere som overmennesket, der kunne tage alle slagene, redde de ansatte for deres personlige kvababbelser med dem selv og hinanden, samtidig med at jeg så måtte prøve, at kline noget tid og plads ind, til at koncentrere om mig selv og mit eget liv. Der kunne ikke blive plads til andet og mere end dem og deres personlige behov. Der blev ikke noget tilbage til mig selv. Og så må jeg jo dø. Sådan fungerer det. Det er den eneste måde, det er menneskelig muligt for mig, at stoppe voldsspiralen på. Det er min død. Alt andet preller af som vand på en gås. Så må det jo blive på den måde.

Og så må jeg igennem det tunge læs, med at tvære ud i mindste detaljer, hvad der skete. Så sagde den det, så skete der det – og bla bla bla. Ikke fordi det ændrer noget ved noget. Jeg skulle med fandens vold og magt smadres ned i skidtet. Og det er jeg så blevet. Men jeg vil da gerne have en nogenlunde værdig død. Retten til at leve og eksistere, er der jo ingen, der har været i stand til at unde mig. Bogstavelig talt! For mig handlede det jo ikke om at opnå noget fantastisk stort i form af berømmelse, penge, magt og ære. Den slags storslåede illusioner er jo ikke dyrenes lod i verden! Det ved enhver idiot da! Det er kun mennesker, der kan stile efter den slags! For dyr som mig, handler det om det basale. Det basale i at kunne få fred til at bruge min tid på mig selv, så jeg kunne opretholde en indkomst, så jeg ikke dør af sult. Det var og er ligesom det, der er indenfor realistisk rækkevidde af, hvad jeg som dyr i verden, kunne gøre mig håb om at kæmpe for at opnå. Hvis jeg var meget mirakuløs heldig. Men det var jeg så ikke.

Men hvis jeg kan opnå det overmenneskelige mirakel, at der kan komme til at stå menneske på min gravsten, så har jeg åbenbart opnået det største som et dyr som mig, kan gøre mig håb om at opnå i et samfund som det danske. Så har sådan en “slags” som mig jo godt det godt i livet?

Mod menneskelig sygelig afsporet ondskab, der kæmper vi alle forgæves.

Hvor mange andre, skal bruge flere år af deres liv, og bruge alt hvad de ejer og har, for at grundbevise, deres egen eksistens i verden – helt ned i mindste detalje – for at undgå at blive myrdet?

Det sådan noget, der kaldes menneskelige ondskab, at terrorisere et andet menneske på den måde. Nåh nej – det er jo det, der pointen. Jeg er jo ikke menneske, men dyr. Så det gør selvfølgelig ingenting!

Og så er der, det voldelige overfald, begået af Hanne i barakbyen ved Sjælør station november 2012. Jeg er ved at brække mig over, at skulle kæmpe mig igennem den voldsepisode. Det at opleve sygelig ondskab på klods hold, er noget af det værste du kan få personlig tæt på. For det var en 100 % envejsmassakre, og det var ikke menneskelig muligt, at få hende til at “gribe fat i” nogle af de normalciviliserede objektive konstanter, som jeg forsøgte at “smide på banen” for at beskytte mig selv. Hun ville det psykiatrisk forstyrrede personlige – 100 % – og der var ikke noget, jeg kunne gøre for at stoppe hende. Der var “ingen hjemme” på det, vi kan kalde det normalt civiliserede “tankemæssige” plan. Hun flænsede bare igennem i hendes “egen rille”. Helt uden sammenhæng med noget, der havde noget med andet end hende selv at gøre. Mennesker uden selverkendelse, der flænser rundt på den måde, er mennesker, der har brug for en eller anden form for professionel hjælp. Det der er forskellen på, hvornår der er brug for professionel hjælp, og hvornår der er tale om det, der kan kaldes “normalmenneskelige misforståelser”, som man kan tale om – er i hvilken udstrækning mennesker er deres eget personlige ståsted overfor andre bevidst eller ej. Og det var hende her ikke. Hun sansede slet ikke, at der var tale om et andet menneske – den der substans, der sad overfor hende – i form af mig. Hun flossede bare igennem.

Men det kommer så til at koste mig livet. Bogstavelig talt. Men så kan Hanne jo glæde sig over, at hendes metode til at få nedbragt antallet af ledige i Københavns kommunes jobcenter er ret effektiv. Så får hun jo nok en ekstra julegave af ledelsen i Københavns kommunes jobcenter, som belønning for hendes effektive “arbejdsmetoder”?

For sådan er den verden jo!

Ellers var der vel nogen – kollegaer eller ledelse – der havde grebet ind og stoppet hende i hendes “rus”?

» Personlig chikane og psykisk vold i ledighedssystemet 2009 – 2014

PERSPEKTIV

» Hvad er menneskelig realisme?

CASES

» Personlig chikane og psykisk vold i ledighedssystemet 2009 – 2014

» Specialpædagogik og arbejdsmiljø på bostederne 2002 – 2007

» Overgrebene mod mennesker med diabetes 1 1989 – 2014

UDVIKLINGSOMRÅDER

» Fra kaos til opgave – Projektarbejdsformen som metodisk redskab til opgavekonkretisering

» Stabiliserende forankringsteknikker – Personlig ledelse ved omstillings- og forandringsprocesser

» Paradigmeskift på tværs af kulturen

» Koordinerings- og samarbejdskoncepter på tværs af kulturen

» Undervisning og læring på tværs af kulturen