I november 2012 var jeg så nødt til at skulle tilbage i det forfærdelige system igen. Jeg overvejede, om jeg ikke skulle begå selvmord for at få det overstået først som sidst. Det kunne jeg jo ligeså godt, for det ville alligevel ende med, at jeg skulle slås ihjel. Bogstavelig talt! Når jeg taler om liv og død, så mener jeg det virkelige livs liv og død. Jeg taler ikke i “tunger” eller “gåder”!
Der er jo da grænser for, hvor meget jeg som menneske kan fungere som betonklods for envejsafreagering for alt muligt personlig afsporet adfærd fra andre mennesker. Men det er der jo ingen, der har hjerne til at fatte. Og den anden vej på? Der er jo ikke noget, der hedder den anden vej på! Det vil jo kræve, at vi befinder sig på den samme planet!
Og det gør vi jo ikke, andre mennesker og så mig. Vi befinder os ikke på den samme planet! Jeg befinder mig på planeten: Jord! Og det er der ikke andre end mig, der gør. Så vi har intet tilfælles. Udover, at jeg skal fungere som envejsbehovsdækker for andre, så de kan blive i illusionen om, at vi alle sammen svæver rundt som luftkasteller ude i verdensrummet. Og ikke andet!
Men sådan er verden jo. Det fiser først ind, at jeg mente det, jeg sagde alvorligt, når det alligevel er for sent. Min hjemmeside? Ja det må jo så blive min gravsten? For trods det, at jeg havde tværet stolper op og ned – og fortalt det samme på en million forskellige måder, så trængte der jo alligevel ikke noget ind, nogen steder overhovedet.
Stort set alt det, der kom som kommentarer, mens jeg bloggede, det var rent spam, fra mennesker der åbenbart var funktionelle analfabeter?
Så på den måde var der intet nyt under solen, i det jeg oplevede, da jeg begyndte at skrive. Det eneste, der var anderledes, det var at det foregik fuldstændig åbent, så alt og alle kunne se det. Så der var jo ingen, der kunne undskylde sig med uvidenhed? Alle havde adgang til de samme informationer.
Men det ændrede ingenting. Så på den måde var det jo spildt. Bortset fra mit eftermæle, når jeg ikke selv er her længere. Andet formål tjener det jo ikke at sige noget til nogen om noget, overhovedet. Vi kan ligeså afskaffe alt kommunikation og tale i verden. Det gør alligevel ingen forskel. Mennesker ved jo alligevel altid bedre på andres vegne – i alt fald mine. Så der er jo ingen grund til at spilde tid på at sige noget til nogen overhovedet. Og det er jo heller ikke derfor mennesker foregiver falsk interesse for at høre noget den anden vej på. Det er da bare fordi, de så kan “krydse af”, at de har gjort deres pligt, ved at nedværdige dem selv til at give et dyr chancen for at blive menneske. Hvis det altså bekræfter deres fordomme, ved at svare “rigtigt” – og sige det, de har brug for at høre. Andet er der jo ikke i det.
Jeg lever mit liv personligt alene, og har ingen nære venner eller fortrolige. Sådan har det altid været. Mennesker som mig har ingen venner – kun klienter, der har brug for at “heale” dem selv, ved at have et ligegyldigt forsøgsdyr, at afreagere og få bekræftet deres kvababbelser over verden og livet på. Jeg havde dog det held i livet, at jeg i mine unge dage fandt frem til en dygtig psykolog, der gav mig nogle overlevelsesteknikker, som jeg kunne bruge til at prøve at fastholde min egen eksistens og tilstedeværelse på planten: Jord, overfor mennesker der tossede rundt, med hovedet under armen og “legede” psykiatrisk forstyrrede luftkasteller ud i den blå luft – med både dem selv og andre mennesker. Og så måtte jeg derfra prøve, om det kunne lade sig gøre at finde frem til nogen, der gad “høre efter” og tage mig og mit liv alvorligt. Ellers slog det mig ihjel. Som Jette (Psykolog, Studenterrådgivningen i Aalborg, 1991) allerede dengang var alarmeret over, så var og er der jo ingen mennesker, der kan holde til at blive envejsmassakreret i en uendelig fra alle sider og kanter. Men det var jo ikke mig, der skabte problemet. Jeg var offer for skidtet. Så jeg kunne jo ikke gøre andet end at forsøge at holde sammen på mig selv, og skrotte skidtet ud af mit liv i den rækkefølge, det blev splattet ind i mit liv – og håbe på, at det var menneskelig muligt at finde frem til mennesker, der ikke ligefrem havde brug for at jeg skulle slås ihjel, for at deres personlige fordomme om mennesker og verden ikke led “overlast” og blev “krænket”. For det var og er jo det, det handlede og handler om. Og hvis der var og er nogen, der indimellem “vågner lidt op”, så var og er det med det sædvanlige selvmedlidende jammer: Vi er jo også kun mennesker! Ja – det er jo lige det. Men hvem pokker er det, der har været i tvivl om det! Ikke jeg! Så hvad rager andres psykiatrisk forstyrrede erkendelsestrip dog mig! Så skal jeg videremassakreres til et nyt forsøgsdyrs offer, ved at udvise psykiatrisk forståelse for, at andre mennesker selvfølgelig ikke havde nogen menneskelig jordisk chance for at kunne vide, at et forsøgsdyr som mig – i “virkeligheden” var et menneske? Så skal jeg være gudinden, overmennesket, der kan sidde på en piedestal højt hævet over enhver form for basal jordisk eksistens, og være forstående overfor at blive terroriseret til døde, af mennesker der opfatter og behandler mig som et forsøgsdyr? Min forståelse for det jeg har været udsat for – fejler ingenting! Jeg sanser og registrer da alt det, der sker, og det jeg har været udsat for. Men jeg har jo ikke en overmenneskelig evne til at “robotstyre” andre mennesker. Og hvis andre ikke gider opføre sig normalmenneskelig civiliseret overfor mig, så kan jeg jo ikke gøre hverken fra eller til overfor det. Jeg må jo ikke forsøge at “trænge igennem” – ved at true andre mennesker med et oversavet jagtgevær. Så får jeg da en dom. Sådan må jeg jo ikke opføre mig overfor andre mennesker. Jeg må jo ikke terrorisere og behandle andre, på samme måde som andre terroriserer og behandler mig. Der gælder forskellige regler og lovgivning i det danske samfund, alt efter om man tilhører kategorien menneske, eller kategorien forsøgsdyr. Sådan er det bare. Sådan er det danske samfund. Jeg kommer aldrig til at opleve, hvad det vil sige at være menneske i verden. Det var og er uden for min rækkevidde. Og jeg vil da også meget have mig frabedt, at skulle udsættes for intimvoldtægt af mennesker, der bilder dem ind, at man realiserer forsøgsdyrs potentielle muligheder for at blive mennesker, ved at intimvoldtage os.
Men i november 2012 måtte jeg så ind i systemet igen, og udsættes for den endelige udslettelse som menneske. Forsøgsdyrets aflivning, må jo så blive overskriften på den sidste fase?
Det første jeg kom ud for, var selvfølgelig et af de sædvanlige eksperimeter. Sådan er det jo med alt i det system. Det er et stort løbende metode-eksperiment, hvor de skyder “vildskud” “ud i blå”, i håb om at de på et tidspunkt “gætter rigtigt”. Finder metoden over dem alle, som de kan bruge til at “skrælle igennem med” – og smadre alt menneskeligt af forsøgsdyrene, så det er nemmere og mere effektivt, at komme til at lege dyr med os – så de kan få dækket deres behov for at udleve, deres egne primitive og dyriske tendenser. Så er de selvfølgelig først nødt til at skabe noget stoflig “substans”, som de kan komme til at “lege med”. Og som sædvanlig havde det selvfølgelig ikke noget som helst med job og beskæftigelse at gøre. Det er der ret konsekvent ikke noget i det system, der har. Det er en slagmark for psykiatrisk forstyrret personlig udlevelse for de ansatte, så deres liv kan få mening og indhold. Det er sådan, den verden er skruet sammen. Det eneste arbejdsliv, der interesserer mennesker i det system, det er deres eget. Systemansattes interne “leg” med dem selv og hinanden, for deres egen skyld. Og intet andet. Den er rendyrket menneskelig beregnende kynisme. For ellers var det, jeg kom ud for – jo aldrig sket! For jeg hverken forventer eller forlanger noget som af dem. Bortset fra, at eftersom de jo ikke har noget konstruktivt, fornuftigt og intelligent at byde på – om de da for pokker så ikke kan gøre menneskeheden den tjeneste, at blande dem udenom og lade os hver især få fred til at koncentrere os om hvert vores eget liv, i stedet for absolut med fandens vold og magt, at skulle sabotere alt – ALT, hvad der har med seriøs jobsøgning og beskæftigelse at gøre, med et sygeligt afsporet behov for at smadre mennesker til invalide med psykiatrisk forstyrrede eksperimeter.
Og jeg gider heller ikke skulle belemres med nogen ligegyldige beklagelser. Jeg har aldrig brudt mig om hyklere. Det eneste mennesker af den støbning er i stand til at beklage, det er hvis, der er nogen, der forlanger, at de skal tage ansvaret for dem selv, deres egne problemer med dem selv og hinanden, og deres egen opførsel overfor andre. Hvis der er nogen, der forlanger af dem, at de skal nedværdige dem selv til at overskride deres egne personlige grænser ved at opføre sig civiliseret overfor forsøgsdyrene. Sikke da et overgreb på deres personlige eksistens i verden! Det er menneskeligt afsporet og sygeligt, det der foregår i det system. Og det skulle så ødelægge mit liv. Og sådan noget fryder de ansatte i det system. De nyder det, hver gang det lykkedes dem at smadre et andet menneskes liv. Så får deres egne liv ligesom en lidt dybere og intens mening, som de kan tage “næring” af. For hvis ikke de nød det, så lod de vel være! Der er jo ingen officiel lovgivning, der tvinger systemansatte, til at opføre sig personligt grænseoverskridende og afsporet overfor andre mennesker! Den slags regler og lovgivning, har der aldrig rent officielt eksisteres nogen af i ledighedssystemet! Der har aldrig eksisteret nogen regler og en lovgivning indenfor beskæftigelsesområdet, hvor der står, at de ansatte skal fremme lediges jobmuligheder ved at praktisere personlig chikanen og psykisk vold overfor de ledige. Det er nogle regler og en lovgivning, de ansatte selv har opfundet. Det er en intern hjemmestrikket regelfortolkning, der udelukkende er baseret på de systemansattes personlige fordomme over for ledige, og det har ingen som helst sammenhæng med de officielle regler og den lovgivning, der gælder for området. Ingen. Ingen overhovedet. Så der er ingen undskyldning for det, jeg har været udsat for.
Så i november 2012 blev jeg udsat for psykisk vold i barakbyen ved Sjælør stadion, af en psykisk voldelig medarbejder ved navn Hanne, der flossede rundt i sin egen verden, helt uden for nummer af det, der stod på dagsordenen, at der skulle foregå i det der forløb – og helt udenfor nummer af noget som helst, der havde noget som helst med mig at gøre. Jeg ved ikke om hun var stresspsykotisk, eller hvad der var hendes personlige problem, som hun havde brug for at afreagere på mig. Men det er jo også ligegyldigt. Officielt er det jo ikke min opgave at skulle fungere som psykiater for Københavns kommunes jobcentres medarbejdere. Den form for problemer, må de vel ordne internt med deres ledelse?
Med det blev så starten på en voldsspiral. For sådan fungerer den verden. Der er ikke noget, du kan gøre for at sætte en stopper for sådan noget, og få lavet noget opfølgning på det. Du skal ligesom bare finde dig i det hele, prøve at bide tænderne sammen og holde det ud. Ellers så slagter systemet dig, som hævn for at du ikke vil redde de ansattes liv, ved at fungere som psykiater for dem.
For det var det, det kom til at handle om. Jeg kom under reparation for at skulle realiseres fra skrot til slot, så jeg kunne finde min medfødte identitet, som psykiateren, der skulle kunne “heale” de ansatte til at opføre sig normalmenneskelig civiliseret overfor mig, så de ikke har brug for at slå mig ihjel.
Og det bliver så min død, bogstavelig talt. For det kommer til at koste mig livet. Bogstavelig talt. Jeg var ikke i stand til at leve op til kravet om at skulle fungere som overmennesket, der kunne tage alle slagene, redde de ansatte for deres personlige kvababbelser med dem selv og hinanden, samtidig med at jeg så måtte prøve, at kline noget tid og plads ind, til at koncentrere om mig selv og mit eget liv. Der kunne ikke blive plads til andet og mere end dem og deres personlige behov. Der blev ikke noget tilbage til mig selv. Og så må jeg jo dø. Sådan fungerer det. Det er den eneste måde, det er menneskelig muligt for mig, at stoppe voldsspiralen på. Det er min død. Alt andet preller af som vand på en gås. Så må det jo blive på den måde.
Og så må jeg igennem det tunge læs, med at tvære ud i mindste detaljer, hvad der skete. Så sagde den det, så skete der det – og bla bla bla. Ikke fordi det ændrer noget ved noget. Jeg skulle med fandens vold og magt smadres ned i skidtet. Og det er jeg så blevet. Men jeg vil da gerne have en nogenlunde værdig død. Retten til at leve og eksistere, er der jo ingen, der har været i stand til at unde mig. Bogstavelig talt! For mig handlede det jo ikke om at opnå noget fantastisk stort i form af berømmelse, penge, magt og ære. Den slags storslåede illusioner er jo ikke dyrenes lod i verden! Det ved enhver idiot da! Det er kun mennesker, der kan stile efter den slags! For dyr som mig, handler det om det basale. Det basale i at kunne få fred til at bruge min tid på mig selv, så jeg kunne opretholde en indkomst, så jeg ikke dør af sult. Det var og er ligesom det, der er indenfor realistisk rækkevidde af, hvad jeg som dyr i verden, kunne gøre mig håb om at kæmpe for at opnå. Hvis jeg var meget mirakuløs heldig. Men det var jeg så ikke.
Men hvis jeg kan opnå det overmenneskelige mirakel, at der kan komme til at stå menneske på min gravsten, så har jeg åbenbart opnået det største som et dyr som mig, kan gøre mig håb om at opnå i et samfund som det danske. Så har sådan en “slags” som mig jo godt det godt i livet?
Mod menneskelig sygelig afsporet ondskab, der kæmper vi alle forgæves.
Hvor mange andre, skal bruge flere år af deres liv, og bruge alt hvad de ejer og har, for at grundbevise, deres egen eksistens i verden – helt ned i mindste detalje – for at undgå at blive myrdet?
Det sådan noget, der kaldes menneskelige ondskab, at terrorisere et andet menneske på den måde. Nåh nej – det er jo det, der pointen. Jeg er jo ikke menneske, men dyr. Så det gør selvfølgelig ingenting!
Og så er der, det voldelige overfald, begået af Hanne i barakbyen ved Sjælør station november 2012. Jeg er ved at brække mig over, at skulle kæmpe mig igennem den voldsepisode. Det at opleve sygelig ondskab på klods hold, er noget af det værste du kan få personlig tæt på. For det var en 100 % envejsmassakre, og det var ikke menneskelig muligt, at få hende til at “gribe fat i” nogle af de normalciviliserede objektive konstanter, som jeg forsøgte at “smide på banen” for at beskytte mig selv. Hun ville det psykiatrisk forstyrrede personlige – 100 % – og der var ikke noget, jeg kunne gøre for at stoppe hende. Der var “ingen hjemme” på det, vi kan kalde det normalt civiliserede “tankemæssige” plan. Hun flænsede bare igennem i hendes “egen rille”. Helt uden sammenhæng med noget, der havde noget med andet end hende selv at gøre. Mennesker uden selverkendelse, der flænser rundt på den måde, er mennesker, der har brug for en eller anden form for professionel hjælp. Det der er forskellen på, hvornår der er brug for professionel hjælp, og hvornår der er tale om det, der kan kaldes “normalmenneskelige misforståelser”, som man kan tale om – er i hvilken udstrækning mennesker er deres eget personlige ståsted overfor andre bevidst eller ej. Og det var hende her ikke. Hun sansede slet ikke, at der var tale om et andet menneske – den der substans, der sad overfor hende – i form af mig. Hun flossede bare igennem.
Men det kommer så til at koste mig livet. Bogstavelig talt. Men så kan Hanne jo glæde sig over, at hendes metode til at få nedbragt antallet af ledige i Københavns kommunes jobcenter er ret effektiv. Så får hun jo nok en ekstra julegave af ledelsen i Københavns kommunes jobcenter, som belønning for hendes effektive “arbejdsmetoder”?
For sådan er den verden jo!
Ellers var der vel nogen – kollegaer eller ledelse – der havde grebet ind og stoppet hende i hendes “rus”?
» Personlig chikane og psykisk vold i ledighedssystemet 2009 – 2014
PERSPEKTIV
» Hvad er menneskelig realisme?
CASES
» Personlig chikane og psykisk vold i ledighedssystemet 2009 – 2014
» Specialpædagogik og arbejdsmiljø på bostederne 2002 – 2007
» Overgrebene mod mennesker med diabetes 1 1989 – 2014
UDVIKLINGSOMRÅDER
» Fra kaos til opgave – Projektarbejdsformen som metodisk redskab til opgavekonkretisering
» Stabiliserende forankringsteknikker – Personlig ledelse ved omstillings- og forandringsprocesser
» Paradigmeskift på tværs af kulturen
» Koordinerings- og samarbejdskoncepter på tværs af kulturen
» Undervisning og læring på tværs af kulturen
Synes godt om dette:
Like Henter...
Ullas Vinkler... 