Har det åbne samfund forstærket tabuiseringen?

Det virker på sin vis som lidt af et paradoks, at der kan eksistere tabuer i et samfund, der på mange måder er så åbent, som det er. For der er jo en meget stor generel åbenhed, om stort set alle emner: Døden, selvmord, alvorlig sygdom, psyken, tro, åndelighed, økonomiske op og nedture, ledighed – og så videre. Der er jo masser af fuldt ud tilgængelig viden om stort set hvad som helst.

Men alligevel er der mange tabuer forbundet med mange problemstillinger, ligeså snart det kommer personlig tæt på.

Som jeg ser det, så bunder tabuiseringen i, at den større åbenhed ikke går i spænd med etikken og respekten for det individuelle personlige rum. Der er ligesom opstået en form for kollektivisering – når det gælder personlige problemstillinger. Har man viden og oplevelse om en problemstilling, så ved man alt om det – på hele menneskehedens vegne. Men på den måde reducerer man det individuelle personlige rum, for oplevelsen af at have problemet tæt på. Oplevelsen af at få problemerne tæt på forsvinder jo ikke, ved at der kommer større åbenhed om problemstillingerne. Det der gør ondt, gør stadig ondt. Det der er svært, er stadig svært.

Mange problemstillinger er ligesom gået hen og blevet allemandseje. Man kan for eksempel støde på pop smarte programmer i TV, hvor mennesker sidder og slår plat og krone om, hvem de tror, der har en psykisk sygdom. Det er en tingsliggørelse af de mennesker, der har en psykisk sygdom. Så reducerer man andre menneskers liv og livsvilkår til underholdning i stil med gættelege om salgsprisen på et hus.

Så får vi en kultur, hvor der er en masse smagsdommere, der ved bedre – end den, det reelt handler om.

På den måde kommer der et stort pres på den enkelte, når problemerne kommer tæt på. Mennesker kan nemt blive væltet omkuld af en mur af meninger – hvor der ikke bliver ret meget plads til dem selv, og hvordan de selv oplever, at de har det.

Og den måde mennesker kan forsøge at give sig selv et personligt frirum – er ved tavshed. Hvad andre ikke ved noget om – kan man ikke blive belemret med en masse forudfattede og standardiserede meninger om. Problemet med tabuiseringen og tavsheden er bare, at det nogle gange kan forstærke den negative oplevelse af svære perioder og problemer – fordi mennesker så udover at have det lidt svært med nogle problemstillinger – også kommer til at skulle – “lade som om”. Det er jo til enhver tid altid det nemmeste og sundeste, at kunne være direkte åben og ærlig omkring sig selv – overfor de mennesker man har omkring sig. Det er et langt stykke hen ad vejen – den halve “medicin” for personlig trivsel…

Reklamer

Handicappede skal ikke misbruges i prostitutionsdebatten…

Der er en del plat argumentation i prostitutionsdebatten.

At prostitution er noget, nogen handicappede kan have glæde af – er et argument, som, jeg synes, er under lavmålet.

Prostitution er jo ikke en alternativ behandlingsform. Og der skulle da meget nødig være nogle progressive pædagoger, der får den “geniale” ide – at begynde at opfatte prostitution som en alternative “metode”, så man kan eksperimentere med handicappedes følelsesliv ved at pådutte dem en prostitueret. Der er jo i forvejen nogle grupper af mennesker med handicap, der har været udsat for lige lovlige mange eksperimenter. Blandt andet dem, der som gruppe går under betegnelsen: Fysisk og psykisk udviklingshæmmede.

Der findes indenfor det mere sobre rådgivnings- og behandlingsområde ganske udmærket hjælp, råd og vejledning til mennesker, der af forskellige grunde kan få problemer med deres private personlige intime følelsesliv. En hjælp, råd og vejledning, der bygger på princippet hjælp til selvhjælp – og hvor der hersker den etik – at man fra behandlerside ikke maser sig selv på, som direkte aktør i andre menneskers private og personlige liv. Og hvor der hersker en anden form for anonymitet, end den der er i prostitutionsmiljøet – en anonymitet ved navn tavshedspligt. Hvis man af forskellige grunde har en interesse i at få noget mere viden om, hvad der eksisterer af hjælp, råd og vejledning til mennesker, der får problemer med deres private personlige intime følelsesliv, så findes der masser af information om det, som man kan søge viden om – hvis man ikke stirrer sig blind på reklamesøjlen for prostitutionsområdet.

Når man går ind og bruger handicappede som argument i prostitutionsdebatten – så får man det jo fremstillet, som om mennesker med handicap skulle være mere primitive, end andre mennesker. Så hvis der er nogen med et handicap, der kan have glæde af at bruge en prostitueret – så kan de jo nok ikke gøre for det. Det er jo en fordom – der vil noget.

Mennesker med handicap kæmper i forvejen en stor kamp – for at blive respekteret på lige fod med mennesker, der ikke har et handicap.

Selvfølgelig er der nogle mennesker med et handicap, der kan have glæde af en prostitueret.

Ligesom der er nogen erhvervsfolk på konference, der kan have glæde af at frekventere en prostitueret – i pausen.

Der er også nogen læger, der har glæde ved en prostitueret.

Nogen med blå øjenfarve.

Nogen med grøn øjenfarve.

Nogen jurister.

Såmænd også nogle pædagoger.

Der er sådan set, en del – der har glæde ved forlystelsesindustrien: Prostitution.

Der er jo ligesom en vis trafik…

Jeg ved ikke, om vi i Danmark skal til at have en såkaldt samfundspolitisk glædespolitik?

Ideen som sådan er da ganske udmærket. Men det kunne man jo gøre på så mange områder.

Der er også mennesker, der kan have glæde af nogle flere feriedage.

Nogen der kan have glæde af noget mere i løn.

Der er også nogen mennesker, der kan have stor glæde ved en god brandert. Og det er der såmænd også nogen mennesker med et handicap, der kan have glæde af. Men pudsig nok, så har det ikke indgået som argument for menneskers frihed til selv at bestemme deres alkoholforbrug – i debatterne omkring samfundets alkoholpolitik?

Vi skulle jo meget nødig beskylde nogen for at være fikseret. Og da helst ikke sexfikseret. Specielt da ikke mennesker, der kæmper for menneskers ret til at have glæde ved prostitution. For det har selvfølgelig ikke noget som helst med hverken sex eller fiksering at gøre?

Hvis der i ramme alvor – er nogen – der – selvfølgelig ud fra dybt seriøse og videnskabelige grunde – opfatter prostitutionsbesøg, som en nødvendig “behandlingsform” til handicappede. Så er der vel heller ikke noget til hindrer for, at man i den dybt seriøse og saglige “behandlingstankegang” – selv leverer “varen”, og blander de prostituerede udenom? Etikken i selv at levere “varen” eller gøre brug af en stand-in i form af en prostitueret – er jo den samme.

Jeg har i mit arbejdsliv beskæftiget mig en del med handicapområdet – både hjælpemiddelområdet, ligestillingsområdet og praktisk pædagogik på bosteder for mennesker med fysisk og psykisk udviklingshæmning. Jeg har ikke været ude for, at der har været problemstillinger, der ikke kan og ikke bliver taklet med den etik, der ellers er generelt gældende for pædagogisk arbejde, behandling, råd og vejledning. Og i den etik – indgår prostitutionsbesøg ikke som en del af pædagogikken, rådgivningen eller “behandlingsmetoderne”…

Det ville “klæde” prostitutionsdebatten – hvis man kaldte en spade for en spade. Prostitution er en forlystelsesindustri – som man samfundspolitisk kan tage stilling til, hvor mange ressourcer man skal bruge på at rydde op efter.

Og lad så være med at misbruge handicappede som argument i den debat – for at give prostitution en form for saglig og seriøs dybsindig “indpakning”. For de mennesker med et handicap, der ikke er i stand til at tage stilling til, hvorvidt de vil og kan have glæde af at bruge den forlystelsesindustri – på samme præmisser som mennesker, der ikke har et handicap – er mennesker, der absolut ikke har glæde af det.

Hvorvidt de, der finder glæde og interesse i at bruge forlystelsesindustrien prostitution, har et handicap eller ej – er prostitutionsdebatten fuldstændig uvedkommende…

Uskyldig dømt – af folkedomstolen…

Vi har i Danmark et retsprincip, der gør, at ingen er skyldige – medmindre det bliver bevist, og de bliver dømt for det. Eller har vi?

Hvor mange uskyldige bliver eksponeret og hudflettet af den offentlige folkedomstol? Og bliver de for alvor frikendt, når det viser sig, at mistroen ikke kan bære en reel dom for noget ulovligt?

For et par år siden skete der ved årsskiftet en alvorlig forbrydelse. En ung pige blev voldtaget og myrdet. Politiet gik som vanlig i gang med en lang række afhøringer – hvoraf de fleste af dem, der kom i søgelyset, jo selvfølgelig var uskyldige. Det er normal procedure i den slags sager. Alt og alle, der har været i nærheden, kommer i betragtning og bliver afhørt, når politiet skal finde spor og forsøge at kortlægge, hvad der er sket. På et tidspunkt blev et navn og ansigt eksponeret i dagspressen. Nu havde man fundet den skyldige. Så gik der selvsving i folkedomstolen. Naboer udtalte sig. De syntes også, der var noget mystisk ved manden. En lidt underlig type. Enspænder. Holdt sig lidt for sig selv – og videre i den dur. Der var et lille men – ved sagen. Der var blevet taget DNA prøver af både denne mand – og rigtigt mange andre, og der gik lidt tid, før man havde resultatet af de prøver.

DNA prøven frikendte manden. Det kunne ikke være ham. Men inden det resultat kom, nåede han at blive eksponeret og hængt ud som voldtægtsforbryder og morder – af den selvsvingende folkedomstol.

I den politiske verden er folkedomssager efterhånden hverdagskost. Vi har Helle Thornings skattesag, Troels Lund Poulsens læk af fortrolige skattepapirer, Søren Gades viden om tortur af krigsfanger, Ole Sohns involvering med Sovjet-kommunisterne. De fylder meget i mediebilledet. Skyldig – ikke skyldig? Folkedomstolen svinger hammeren og afsiger dommen.

For er de, der på den måde bliver eksponeret ikke allerede dømt? Er dommen ikke afsagt, når de, der er under mistanke, ikke kan få fred til at arbejde og agere som uskyldige?

Den uskyldige mand, der i sin tid blev eksponeret som voldtægtsforbryder og morder, fik en dom, der ikke gik væk igen. Jeg hørte fra en af mine pårørende her i julen, hvor vi diskuterede fænomenet med folkelige domme i medierne, at der på et senere tidspunkt havde været et interview med manden. Det blev aldrig det samme igen. Sagen blev ved med at hænge ved ham. Han oplevede, at menneskene i nabolaget vedblev at se skævt til ham.

Jeg ved ikke, om den rigtige voldtægtsmand og morder blev fundet, eller om sagen figurerer som en uopklaret sag? Det var ikke det, der kom til at fylde og blev eksponeret i medierne. Det blev til sagen om den uskyldige mand, der blev eksponeret og dømt af folkedomstolen.

Hvad husker mennesker? De fleste husker, at der engang var nogle sager. De husker, hvem der var involveret og blev eksponeret i sagerne. Men hvor mange husker udfaldet af sagerne? Nogen vil altid blive forbundet med de sager, de har været eksponeret i forbindelse med – også selvom de var uskyldige. Sagerne vil blive ved med at hænge ved dem.

Bliver Helle Thorning nogensinde frikendt i sin skattesag? Bliver Troels Lund Poulsen, der har taget orlov fra folketinget, mens hans sag undersøges, nogensinde troværdig som ministeremne igen? Er Søren Gade færdig i politik? Bliver Ole Sohn nogensinde andet end Sovjet-kommunisternes gamle ven?

For – der går ikke røg af en brand uden ild?

Eller gør der?

Hvem frelser hvem – og fra hvad?

Vi lever i en overfladefikseret og bekræftelsessøgende tid. Så der er rig lejlighed til at stifte bekendtskab med frelserfænomenet i mange forskellige varianter.

Jeg havde på et tidspunkt en tandlæge, der kom lidt på afveje. Nu var det en lille harmløs og ligegyldig ting – så den var meget underholdende. Ved et besøg til almindelig tandeftersyn, begyndte hun uopfordret at fortælle mig, at man nu havde mulighed at lave tilbygninger på tænderne, – så jeg kunne få fjernet mellemrummet mellem fortænderne i undermunden. Nu havde jeg aldrig selv efterlyst det som noget problem. Så jeg spurgte hende, om grunden til en sådan tand-tilbygning skyldtes noget tandhygiejnisk – eller om det var fordi, hun syntes, det så grimt ud? Hun blev passende flov – og fik travlt med at bedyre, at jeg skam havde nogle meget pæne tænder. Puh ha da da 😉

I andre sammenhænge er det knap så underholdende, men kan udarte sig til noget, der er ret belastende at have med at gøre.

Krav om menneskelige forandringer er ikke en gave – men en regning

Meget frelse tager udgangspunkt i eksistensen af en menneskelig mangel og fejl hos genstanden for frelserforsøget. Hele selvrealiseringsbølgen, der hærger store dele af samfundet, bygger på den grundantagelse, at mennesker er underudviklede udgaver af dem selv.

Selvværdsopbyggende tilbud kan være ret nedbrydende for selvværdet hos mennesker, der ikke er klar over, at de burde have et dårligt selvværd. Det har jeg oplevet nogle eksempler på. Min kroniske sygdom – diabetes 1 – giver ind imellem nogle af de oplevelser. For eksempel i form af opbyggelig opbakning og råd om, at jeg ikke behøver at føle mig som et ringere menneske, fordi jeg har diabetes. Det oplever jeg ikke som særlig opbyggeligt, eftersom jeg aldrig selv ville ha’ fået den tanke, at jeg burde føle mig som et ringere menneske.

Nogen mennesker vil gerne frelse og redde andre mennesker. Men medmindre det er noget, andre efterlyser, og dermed udtrykker et reelt behov for – så er det ikke andre mennesker, man frelser og redder. Men sig selv.

Andre menneskers bevæggrunde, tanker og selvopfattelser – kan man i realiteten ikke vide noget om. Og der ligger en stor portion medmenneskelig ringeagt i at smide sit eget frelserbehov uopfordret i hovedet på andre mennesker.

Måske er andre allerede frelst og reddet – på de punkter man forsøger at frelse og redde dem?

Lykkelig ufrelst uvidenhed

Du kan lære meget om andres meninger om mennesker og livet, ved at blive konfronteret med andres frelserbehov. God anvendelse af filosofien: Fortæl mig, hvem du tror jeg er, så ved jeg, hvor jeg har dig – kan være meget oplysende. Hvad godt – der så er i den oplysning?

Mange lever lykkeligt i uvidenheden om andres fordomme og meninger, og der kan være mere personlig “frelse” i det “ufrelste”…

– if it ain’t broke, fix it.