De lægefaglige journaler er patienternes tryghed i et kaotisk sundhedsvæsen

De lægefaglige journaler er patienternes eneste tryghed i et kaotisk sundhedsvæsen.

For det er de lægefaglige journaler, der dokumenterer alt det, der er blevet lavet af lægefaglige undersøgelser, behandlinger – og hvad der er blevet ordineret af medicin (både type og dosis).

Det er den ene vinkel på det.

Men de lægefaglige journaler dokumenterer også alt det, der ikke er blevet foretaget af lægefaglige undersøgelser.

Så når man i forlængelse af, at der sker katastrofale fejl i sundhedsvæsnet. Ja – så handler det ikke udelukkende om, hvad der er blevet foretaget af undersøgelser, så man med udgangspunkt i de lægefaglige journaler kan dokumentere, i hvilken udstrækning der blev handlet i god tro, hvis der sker fejl.

Det handler også om hvilke undersøgelser, der ikke blev foretaget. Og som man efterfølgende kan vurdere på, om der var tale om en form for grov uagtsomhed og forsømmelighed, at man ikke lavede de nødvendige undersøgelser?

Og på et tidspunkt bør man også prøve at komme så langt, at det må være patienternes liv og helbred, der vejer tungest. Så alt mudret omkring at ville indrømme fejl for at beskytte sig selv, uden at tænke på konsekvenserne for dem, det går ud over – må komme i anden række. Et er at begå fejl, og påføre menneskers liv nogle ret alvorlige konsekvenser. Men hvis man efterfølgende nægter at tage ansvaret for de fejl, der reelt sker mange af i sundhedsvæsnet, så påfører man jo menneskers liv så mange ekstra katastrofale konsekvenser, at selvom det måske i første omgang lykkedes for mennesker at overleve de fejl, der bliver begået – rent helbredsmæssigt – ja så overlever de ikke de efterfølgende besværligheder med at få fulgt op på fejlene, så det ikke får alvorlige konsekvenser for alt efterfølgende behandling.

Konkrete eksempler:

» Det skal ikke være en kamp at få lægehjælp i Danmark (2009)

» Lægefaglig etik og grænser (2017)

Læger der er til alvorlig fare for patienternes liv og helbred

Det kom til at tage 7 år, at få foretaget en fuldstændig banal overflytning fra det diabetiske behandlingsområde (På daværende tidspunkt specifikt Bispebjerg) til en praktiserende læge. Det første forsøg i 2012, var en regulær katastrofe – og den katastrofe har været ved at koste mig livet og mit som udgangspunkt gode helbred.

Jeg har på nuværende tidspunkt haft det held, at jeg har fået en overflytning til en anden læge, der lykkeligvis har en lægefaglig seriøs tilgang og holdning til mig som patient.

Jeg er ifølge de første helbredstjek hos den nye læge, sluppet fra det her ret katastrofale forløb, uden at have fået helbredsmæssige varige men at det.

Min evne til at regulere min diabetes og passe godt på mig selv, reddede så mit liv og helbred, trods de ret alvorlige og kritiske omstændigheder, det kom til at foregå under.

Men det er da hasard med mit liv og helbred på et plan, der må siges at være uforsvarligt.

Relevant lægefaglig dokumentation
Hvad der lå til grund for, at den læge jeg i 2012 bad om at hjælpe mig med en hurtig overflytning væk fra det diabetiske behandling område (På dette tidspunkt specifikt Bispebjerg hospital), inden de helbredsmæssige alvorlige ting jeg havde været udsat for der, risikerede at koste mig livet, svigtede sit ansvar som læge og ikke tog mig og mit liv alvorligt? Ja – det ved jeg ikke.

For det skyldtes ikke mangel på lægefaglige informationer.

For den pågældende læge fik fuld adgang til min journal på Bispebjerg hospital. Og fik dermed adgang til de lægefaglige informationer, der fremgår af de diabetes vandrejournaler, som jeg selv som patient fik et papirprint af. Jeg har gemt nogle af de sidste vandrejournaler fra perioden på Bispebjerg.

Og de lægefaglige informationer, man kan læse ud af de diabetes vandrejournaler, er blandt andet: At jeg har haft diabetes 1 siden 1989, at jeg har et godt helbred (mine helbredsresultater ved blodprøver ligger alle sammen indenfor det acceptable normalområde). Og det fremgår også at jeg selv regulerer insulinen løbende med udgangspunkt i de blodsukkermålinger, jeg tager.

Så alene de lægefaglige informationer var fuldt ud tilstrækkelig til at lave en hurtig overflytning. Hvis der er tale om en ukompliceret patient med et godt helbred, som mig, så er der ikke behov for flere informationer.

Men trods det, at den pågældende læge fik adgang til de lægefaglige informationer, der var nødvendige for at lave en hurtig overflytning væk fra det diabetiske behandlingsområde (på det tidspunkt specifikt Bispebjerg), inden det kostede mig livet, så svigtede hun sit ansvar som læge, ved ikke at tage mig og mit liv alvorligt og bragte mit liv og helbred i alvorlig fare, da jeg efterfølgende kom til at stå uden læge i 5 år (af gavn), mens jeg krattede rundt for, at få noget opbakning og hjælp til at få et skiftet til en anden læge, der var noget mere lægefaglig seriøs i sin tilgang til mig som patient. En læge, der gad tage mit liv og helbred alvorligt. En læge, der var lægefaglig seriøs i sin tilgang til mig som patient.

» Læs eventuelt mere HER: Helbredshistorik (2017)

Indberetningspligt?
Hvorvidt læger i det danske sundhedsvæsen har indberetningspligt, når de får lægefaglig dokumentation på, at der foregår ting indenfor et behandlingsområde (Diabetes 1 – og her specifikt Bispebjerg og Amager hospitaler)? Ja – det ved jeg så ikke.

Men den læge, som jeg i 2012 bad om at hjælpe mig væk fra det diabetiske behandlingsområde (På dette tidspunkt specifikt Bispebjerg) fik som tidligere nævnt fuld adgang til min journal på Bispebjerg. Og hun fik dermed også adgang til lægefaglig dokumentation på, at de ting der foregik indenfor det diabetiske behandlingsområde (Her specifikt blandt andet Amager og Bispebjerg hospitaler), var så katastrofale, at det risikerede at slå patienterne ihjel.

Jeg havde på dette tidspunkt ingen interesse i at køre noget sag på de ting, jeg havde været udsat for indenfor det diabetiske behandlingsområde. Dels var det meste af det formodentlig forældet set i et sagsperspektiv? Og dels så får man som patient intet ud af at køre sager overfor sundhedsvæsnet. Og hvis man, som jeg, har været i stand til at passe så godt på mig selv og mit helbred, at jeg var sluppet fra de voldsomme oplevelser uden at have fået helbredsmæssige mén af det, så handler det mest om bare at komme fri af det – og videre med livet. Der er andre, der slipper mindre godt fra at blive udsat for det behandlingsmæssige katastrofale sjusk, der er foregået indenfor det diabetiske behandlingsområde. Nogen der er blevet alvorligt invalideret af det. Og så er der jo også nogen, der mister livet.

I hvilken udstrækning læger der får lægefaglig dokumentation på, at der foregår ting indenfor sundhedsvæsnet, der er så katastrofale, at det risikerer at slå patienterne ihjel – har en form for indberetningspligt eller ej? Og dermed prøve at sætte en stopper for det, inden det slår nogen ihjel. Ja – det ved jeg så ikke.

Men den læge som jeg i 2012 bad om en overflytning væk fra det diabetiske behandlingsområde, fik som tidligere nævnt fuld adgang til min journal på Bispebjerg, og dermed også adgang til lægefaglig dokumentation på, at de ting der foregik, var så katastrofale, at det risikerede at lå patienterne ihjel.

Og hvad hun så ville bruge den lægefaglige dokumentation til, måtte jo så være op til hende?

» Læs eventuelt mere HER: Helbredshistorik (2017)

En læge, der taler babysprog og vil i kontakt med min sjæl? (2012)
Min nye læge var ikke en udpræget succes. Hun talte babysprog og ville i kontakt med min sjæl.

Jeg var da stået helt af. Det er noget rigtigt skidt. Jeg er bare så død træt at alle de mærkelige adfærdsforstyrrede mennesker. Hvorfor kan de ikke bare opføre sig “normalt”.

Er verden bare generelt så “tosset”?

Men lægen – ja. Jeg havde i telefonen fortalt, at jeg havde været overbelastet – og skulle væk fra Bispebjerg hospital – for de rodede godt og grundigt rundt med min behandling. Og så måtte jeg jo satse på at hende her den nye tog mig alvorligt – og ikke fulgte op på “aben”.

Det gjorde hun så – fulgte op på aben. Det er næsten ikke til at bære.

Men hun begyndte at fedte rundt i – om jeg var “færdig” med institutionsområdet som arbejdsområde? Jeg hældte den igennem. Jeg fortalte at jeg havde været nødt til at melde mig ud af samfundet og stod uden indkomst – for at blive aflastet fra mere amatørpsykologisk pladder. Så sad hun og hoppede i stolen: Så du er bare sej – du klarer dig selv. Jeg sagde til hende, at det jo altså ikke var for underholdningens skyld.

Ja der var en helt masse andet også. Noget med at diabetes jo også kunne påvirke psyken. Så hun fedtede godt og grundigt rundt i det hele. Begyndte på – at det jo også var positivt, at jeg havde kunnet leve så mange år med diabetes uden senkomplikationer. Jeg var stået helt af. Hvis det var det eneste jeg fik ud af livet – så ville jeg hellere have været død. Hvorfor helvede kan de ikke holde næsen fra mit liv? Jeg skal nok selv bestemme hvad jeg oplever som positivt. De tænker kun på den selv i det lede system. Jeg er ikke andet end deres lille forsøgsdyrsagtige sygdom. Og jeg hader det. Det er en pest, som de har travlt med at invalidere diabetikere.

Dagen efter min første tid – skulle jeg så have taget nogle blodprøver – og møde fastende. Og da jeg mødte op – sad hun der i receptionen – og begyndte at tale babysprog: Nåh din lille stakkel – og du er fastende. Så skulle jeg lige reduceres til idiot. Jeg svarede – at det jo nok ikke var det, der kom til at slå mig ihjel. Tåbelige menneske. Jeg kunne næsten ikke holde det ud. Jeg fik taget mine blodprøver – uden videre besvær og fnidder. Og så var det ellers ud af døren. Men for pokker, hvor det da gjorde ondt. Så jeg måtte erkende, at jeg havde fået en ny besættende læge, der har lidt problemer med normal voksenkontakt.

Jeg var oppe og få svar på mine prøver ugen efter. Det så alt sammen fint ud – bortset fra noget vitaminmangel. D-vitamin. Så jeg skulle spise nogle tabletter af det. Vi aftalte at jeg skulle komme igen en måned senere. Det er efterhånden 2 måneder siden. Jeg har slet ikke kunnet orke, at skulle gennem mere med den mur af et menneske.

Så begyndte hun også på, at D-vitaminmangel også kunne give depressioner. Det er muligt at det kan give lidt ekstra. Men så hun tog mig slet ikke alvorligt.

Grunden til mine depressioner – er at jeg har været udsat for vold, overbelastning og stress i nogle job – og gentagelsesfejl og rod med min behandling på diabetes ambulatoriet! Og jeg har ikke på noget som helst tidspunkt fået nogen som helst form for opbakning, hjælp og aflastning til at takle de problemer. For der har aldrig været nogen, der har taget mig og mit liv alvorligt – undtagen mig selv.

Men så måtte jeg jo skrive noget mere detaljeret om, hvad det er jeg har været udsat for i mit liv – for at få det banket ud i neon.

Men det er ærligt talt deprimerende, at skulle kæmpe så hårdt for at blive taget alvorligt, af dem der påstår, at de skulle være til for mig. De har jo været ved at slå mig ihjel. Og jeg tilgiver aldrig, de mange ødelagte år af mit liv.

Jeg har aldrig mødt nogen, der ville mig det godt…

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med det…

Jeg kan jo ikke tvinge nogen til at ville mig det godt…

Oprindeligt indlæg fra 2012: » En læge, der taler babysprog og vil i kontakt med min sjæl? (2012)

Andre sider
» Helbredshistorik (2017)

» Sundhedsprofiler & Videnskabsetik (2015)

» Sundhedsprofil: Principiel aflivning af mennesker med diabetes 1 (2014)

» På Færøerne ville jeg være en “menneskelig normal diabetiker (2012)

» Sundhedsskadelig forsøgspraksis på diabetesområdet giver fejlbehandling og spiseforstyrrelser (2012)

» Dansk diabetesbehandling er ikke centreret om grundforståelsen for, hvad sygdommen handler om (2011)

» Livet bliver svært, når man skal være enten Gud eller død for at være “normal” (2011)

» Du bliver syg af det sygeliggjorte (2011)

» Flere opgaver og projekter

» Hjemmeside: Livet med diabetes 1

Udviklingsområde på tværs af kulturen: Helbredshistorik

“I et sundhedsvæsen, hvor samarbejdsrelationerne fungerer meget dårligt, kan det være nødvendigt at lave sin egen sammenhængende helbredshistorik, for at fastholde et seriøst fokus på eget liv og helbred i relation til sundhedsvæsnet.

Specielt hvis man har en kronisk sygdom, som der er mange fordomme overfor. Sådan som det for eksempel er tilfældet med diabetes 1.”

Læs mere: » Helbredshistorik

Skal de ledige fungere som psykiatere for psykisk ustabile medarbejder, der ”flosser igennem”?

Nu har psykiatriske diagnoser aldrig været “mit bord”. I de år hvor jeg arbejdede indenfor det specialpædagogiske område, var det de eksternt tilknyttede psykiatere og neurologer, der tog sig af den del. Nogen mere heldige end andre. Der var en del koks og ballade indenfor dette område, i den periode hvor jeg var beskæftiget indenfor det.

Den psykiater, der var tilknyttet pensionat Kamager, var en af de bedre. Synes jeg.

» Specialpædagogikken i etisk perspektiv

Han gik ind og slog en beskyttende ring omkring beboerne, da ledelsen og nogle af medarbejderne ville løse problemet med det dårlige arbejdsmiljø, ved at sætte nogle af beboerne op i medicin. Det ville han ikke være med til. Beboerne skulle behandles for de problemer, der hørte dem til. Hverken mere eller mindre.

Dem der siden hen gik på banen for at takle de problemer, der var på arbejdsmiljøsiden, blev så arbejdstilsynet. Men den problemstilling havde jeg allerede beskrevet i en artikel juni 2012, og lagt ud på min hjemmeside. Så for dem, der havde brug for at forstå den historie, der på dette tidspunkt var ved at være en gammel historie, i alt fald for mit vedkommende, – ja, så var den mulighed jo allerede til stede!

» SELVETs realisering, ARBEJDSMILJØ – og psykisk KOLLAPS

Men som sagt, så har jeg aldrig været beskæftiget med den diagnostiske del af psykiatriske problematikker. Men til gengæld så har jeg da efterhånden stor erfaring i at forholde mig til adfærdsmønstre hos psykisk ustabile mennesker.

Så jeg kan da give en ret præcis beskrivelse af Hannes adfærdsmønster.

Hun var rent evnemæssigt ikke i stand til at korrespondere med nogle af de objektive “referencerammer”, som man normalt, set ud fra en civiliseret synsvinkel, gør brug af for at beskytte de individuelle personlige grænseflader på det sociale plan. Og det gjaldt hele “paletten”: Dagsordner for møder og samtaler, problemer med det interne IT-system, uddannelser og kurser, stillingsbetegnelser, arbejdsområder. Det var ligegyldigt hvilken en af de relevante “referencerammer”, jeg greb fat i. Hun skrællede dem alle sammen.

Og Hannes formål med at skrælle alle de objektive sociale referencerammer, var at få sig selv personligt på banen, så hun kunne hakke sig selv personligt fat i de ofre hun har skrællet, og danne en eller anden form for psykisk binding til ofrene. Men den binding var noget Hanne forsøger at skabe. Den eksisterede ikke i “virkelighedens verden”. Kun hos Hanne! Men det fatter mennesker som Hanne ikke! Hun fatter ikke, at andres reaktioner på, at hun skræller alle objektive sociale referencerammer, er en selvbeskyttende reaktion – for at beskytte de personlige grænser overfor hende, som hun systematisk forsøger at skrælle og nedbryde hos andre!

Det reaktionsmønster har en psykiatrisk diagnose.

Selvom jeg ikke er uddannet til at diagnosticere psykiatriske problemstillinger, så har jeg selvfølgelig en eller anden form for kendskab til sammenhængen mellem adfærdsmønstre og diagnoser. Så et kvalificeret bud på Hanne her, må være noget, der hører inde under overskriften skizofreni? Mere eller mindre momentant?

Men det er ikke en problemstilling, jeg er i stand til at gøre hverken til eller fra overfor. Set ud fra en normalt civiliseret synsvinkel, så er det en problemstilling, som bør takles med en eller anden form for professionel hjælp, af mennesker der er uddannet til at forholde sig til personlige problemer af introvert karakter. Og det er jeg ikke uddannet til! Og har heller ingen praktisk konkret erfaring med det! Det er ikke mit bord! Har aldrig været det – og bliver det heller aldrig! Den form for problemer er der andre, der er professionelt uddannet til at takle!

Nu bør det vel heller ikke være de lediges opgave, at skulle takle den form for personlige problemer hos de ansatte i Københavns kommunes jobcenter?

Nu var det her anden gang, jeg blev udsat for denne medarbejder, ved navn Hanne, der havde en psykopatisk psykisk voldelig adfærd overfor de mennesker, der var så uheldige (Blandt andet mig), at blive udsat for hende.

Ligesom første gang (Barakbyen ved Sjælør station 15. november 2012), så blev jeg alvorligt påvirket af at blive udsat for denne psykisk voldelige og ustabile medarbejder. Jeg havde svært ved at håndtere det, og fastholde grebet i mig selv. Så tingene begyndte at “flyde” for mig på det menneskelige og personlige plan, hvor jeg “skred” ud i “overlevelsesbanen”. Og det var ikke særlig sundt – for mig – det her. For den “overlevelsesbane”, som jeg var blevet “flosset ud i”, var som offer for en psykisk voldelig og ustabile medarbejder i Københavns kommunes jobcenter. Hanne hed hun. Den medarbejder, der flossede mig ud i “overlevelsesbanen”.

» Københavns kommunes jobcenter (2012 – 2014)

Hvorfor underkender jobcentret alle andre instanser og sammenhænge i det danske samfund?

I Københavns kommunes jobcenter underkender man ret systematisk alle andre instanser og sammenhænge i det danske samfund. Det foregår ved at man pådutter de ledige, at vi skal have en form for personlig identitet knyttet til alle de ting vi har lavet og beskæftiget os med i vores liv? Jeg har mig bekendt ikke ligefrem en form for personlig identitet knyttet op på de ting, jeg har beskæftiget mig med i mit liv. Ikke det jeg ved af.

Det eneste, der er i det, er, at jeg bliver terroriseret med mange fordomme fra mennesker, der har mange meninger om, hvad jeg burde have af identitetstilknytninger. Det har så ikke ret meget med mig at gøre. Men det er der jo ikke ret meget af det, der foregår i mit liv, der har. Har noget med mig at gøre. Mennesker underkender ret systematisk min egen tilstedeværelse i mit eget liv. Andre mennesker ved altid meget mere om, hvad jeg tænker, mener, føler og tror, end jeg selv gør? De ved også langt mere om, hvad der er sket og sker i mit fysisk konkrete liv, end jeg selv gør? Den, der ret konsekvent ved allermindst om, hvad der sker i mit liv, og hvad jeg tænker, mener, føler og tror om det, det er mig? Sådan har det altid været. Mennesker kan godt lide “at lege dyr” med den “hovedløse” dame? På mig virker det ret grænseoverskridende og sygt.

Og af en eller anden grund, så mener man i ledighedssystemet, at jeg burde have en eller anden form for intim identitetstilknytning til det specialpædagogiske område, som jeg i en periode var beskæftiget indenfor? Og den kører lidt i flere retninger.

Den ene er, at jeg efter den periode må være blevet til en social og sundhedsassistent? Hvordan det? Som det fremgår af min ellers meget omfattende liste over uddannelser og kurser, så er social og sundhedsassistent ikke noget, der figurer på listen?

En af de instanser, der var inde over, og rydde op i noget af det, der foregik indenfor det specialpædagogiske område, var arbejdstilsynet. Og noget af den oprydning, de blandt andet tog fat i, var uregelmenterede løft og arbejdsstillinger. Der var ikke ret mange af os, der var beskæftiget indenfor det område, der havde nogle professionelle løfteteknikker og arbejdsstillinger, til de lidt mere tunge opgaver, som der jo også var nogen af. Et eller andet sted, var det vel mere held end forstand, at der ikke var flere arbejdsskader, end der reelt var? Men i ledighedssystemet underkender man så de fagprofessionelle regler indenfor løfteteknik og arbejdsstillinger, som blandt andet arbejdstilsynet repræsenterer?

En anden retning, som man indenfor ledighedssystemet mener, at jeg burde have som identitetstilknytning til det specialpædagogiske område, kører på det medmenneskelige aspekt. I den periode, hvor jeg var beskæftiget indenfor område, var der gang i implementeringen af servicelovens regler om selvbestemmelsesretten og magtanvendelse. Den lovgivning kender jeg selvfølgelig, og jeg arbejdede da også i henhold til den. Det skiver vi jo under på, at vi vil, når vi bliver ansat. Og vi hæfter også direkte personligt for det.

Men den lovgivning var jo politisk besluttet? Og det, at jeg kender den lovgivning, og arbejdede i henhold til den, i den periode hvor jeg var ansat indenfor området, er jo ikke en del af min personlige identitet i verden? Den lovgivning er der da flere, der kender? Eller burde kende? At der var (Og muligvis også stadig er?) så store problemer med implementeringen af lovgivningen, at der røg en del skandalesager på forsiderne af nyhedsmedierne? Ja, det har jo heller ikke noget med mig og min person at gøre? De sager var jeg jo ikke involveret i! Og jeg vil da heller ikke rodes ind i dem. Hvorfor skulle jeg dog det? Der findes andre instanser i det danske samfund, der har til opgave, at få den lovgivning implementeret rundt omkring i de forskellige kommuner! Men ifølge ledighedssystemet så burde jeg have en personlig identitet, der er så abnorm, at jeg er i stand til at erstatte alle de øvrige instanser i det danske samfund, der har til opgave, at få servicelovens bestemmelser om selvbestemmelsesretten og magtanvendelse implementeret indenfor det specialpædagogiske område? Det virker da ret anarkistisk?

Så ved at pådutte mig (Og muligvis også andre ledige?) en eller anden psykologisk forstyrret identitetstilknytning til det specialpædagogiske område, så underkender man samtidig den kompleksitet af forskellige aktører, der eksisterer indenfor dette felt. Nogle aktører der blandt andet omfatter: Arbejdstilsynet, de faglige organisationer og faggrupper (Socialpædagoger, Social- og sundhedshjælpere og –assistenter, Neuropsykologer og Psykiatri), og de kommunale myndigheder, der har tilsynspligten. Og herudover findes der en række centralpolitiske instanser og organisationer, der beskæftiger sig med de mere overordnede problemstillinger. Men den konstellation af aktører er der jo ikke noget udpræget specielt ved. Det gælder jo stort set de fleste områder. Så det burde ikke være noget helt ukendt fænomen for de ansatte i ledighedssystemet?

Hvorfor man i ledighedssystemet har brug for at pådutte mennesker den form for identitetstilknytninger, der underkender stort set alle former for faglig seriøsitet og fornuft i det danske samfund?

Men det er nok de sædvanlige personlige fordomme overfor kvinder, der spiller ind i det her?

» Specialpædagogik og arbejdsmiljø på bostederne 2002 – 2007

» Specialpædagogikken i etisk perspektiv

Og så var det jo efterhånden ved at være mange år siden, at jeg forlod det specialpædagogiske område, og der var da også sket en hel del andre ting siden dengang. Jeg havde blandt andet suppleret min uddannelse med nogle enkeltfag under åben uddannelse på KUA. Hvilket også fremgik klart og tydeligt af mit CV?

» Social- og sundhedsområderne under indflydelse af moderne management (2008)

» Foucault: Disciplinering – En moderne magtteknologi (2008)

» Udviklingsteorier: Piaget og Vygotsky (2009)

Hvorfor sidder man i ledighedssystemet og kører rundt i noget, der for længst er et overstået kapitel i mit liv? Det er vel ikke ledighedssystemets opgave at fastholde de ledige i fortiden? Det er der da ingen, der kan leve af? Nu har jeg så været nødt til at tvære noget ekstra rundt i de ting, der foregik indenfor det specialpædagogiske område, i den periode jeg var beskæftiget indenfor dette felt. Men det var jeg nu helst fri for. For det ændrer jo ikke rigtigt noget ved noget, for nogen? Der skete det, der skete, på det tidspunkt hvor jeg var tilknyttet området. Og andet og mere var og er der jo ikke i det? Ikke for mit vedkommende!

» Københavns kommunes jobcenter (2012 – 2014)

Hvorfor praktiserer jobcentret personlige fordomme overfor mennesker, der ikke er autister?

Ifølge Københavns kommunes jobcenter så er eller bør alle mennesker være autister, der er standardprogrammeret til at køre rundt i en fastlagt “rille” i livet?

Det kommer til udtryk ved, at man i jobcentret har den filosofi, at mennesker, når de skal have et nyt job, skal “omprogrammeres” fra deres oprindelige autistiske “rille” til en ny autistisk “rille”?

Jeg er ikke selv autist, og har mig bekendt heller aldrig været det. Hvem, hvad, hvor?

» Kompetence CV

» Udredning, definition og implementering af begrebet tilgængelighed CLH (1994-95)

Der har selvfølgelig altid været mange, der har ment, at jeg burde være det. Dem har jeg så været nødt til at skrotte ud af mit liv – sådan hen ad vejen. Så kan de jo lege autister med dem selv og nogle andre mennesker.

Men det giver selvfølgelig et stort problem, at man i jobcentret stiller krav til de ledige om, at man skal være i stand til at definere og beskrive sig selv som en autistisk konstruktion, som de kan sende i cirkulation, i deres interne autistiske “rille”.

Nu er autisme ikke det man almindeligvis opfatter, som det bedste udgangspunkt i forhold til job og beskæftigelse. Autistiske mennesker, kan netop godt have svært ved at omstille sig til nye opgaver. Så hvorfor man i Københavns kommunes jobcenter opfatter autisme som et grundkrav i forhold til job og beskæftigelse?

Jeg savner en seriøs begrundelse for den personlige nedslagtning, jeg har været udsat for i Københavns kommunes jobcenter. Personlige fordomme? Ja! Men det hører jo ikke ind under kategorien: Seriøse begrundelser!

» Københavns kommunes jobcenter (2012 – 2014)

Intet seriøst med job og beskæftigelse at gøre (November 2012)

Der var ikke ret meget i det, der foregik under eksperimentet i barakbyen ved Sjælør station, der havde noget seriøst med job og beskæftigelse at gøre. I alt fald ikke for mit vedkommende. De par småideer, der eventuelt kunne have værdi for mig, havde jeg sikkert overlevet fint foruden. Specielt når man holder det op mod den personlige nedslagtning, som jeg blev udsat for. Så havde jeg været bedre stillet med at være hele trippet foruden.

Jeg står meget alene i livet på det personlige og menneskelige plan. Jeg har ikke andre end mig selv at læne mig op ad, når det handler om at forholde mig til det personligt voldsomme, som jeg bliver udsat for. Så vold er ikke rigtigt noget for mig. Sådan noget har jeg det ikke godt med at blive udsat for. Og sådan er jeg. Jeg ved ikke, om det er noget for nogen? Men hvis der er nogen, der har det fint med at blive udsat for voldelige og aggressive medarbejdere som Hanne? Ja, så er det da en fri verden vi lever i. Og andre skal da være velkomne til at byde sig selv til overfor Hanne og hendes ligesindede?

Nu skete det her, da jeg var ved at blive “kørt ind i” systemet igen. Der var en del brok og roden rundt, for at få tingene til at falde på plads efter en selvbetalt pause. Så jeg nåede ikke at komme ind i systemet igen, før hele min situation ændrede karakter. Nu var jeg ikke kun ledig, men også voldsoffer i det system som jeg skulle forsøge at agere i forhold til som ledig. Det påvirkede mig selvfølgelig meget voldsomt. Min fidus til den verden var i for vejen ikke ret stor, og det viste sig jo at være fuldt ud berettiget.

Det at være underlagt et system og nogle medarbejdere, der praktiserer vold som metode overfor deres forsøgsdyr, er ikke noget, jeg er i stand til at sætte mig ud over. Så oplevelsen med Hanne “mærkede” mig på en måde, der ikke var særlig sund. Ikke for mig.

Jeg mistede grebet i mig selv, og røg ud i “overlevelsesbanen”. Men det nåede jeg ikke at få stoppet op overfor, da det her skete. Det var der ikke plads til. Og det blev så heller ikke det sidste personlige angreb, som jeg blev udsat for. Kun det første i en regulær voldsspiral. Et voldeligt overfald kan man måske til nød overleve, hvis det så bliver ved det ene. Det slog jeg mig også til tåls med i første omgang. Det her var et eksperiment ude i barakbyen ved Sjælør station. Næste gang ville blive en anden lokalitet – og forhåbentlig også nogen andre medarbejdere? Så jeg kunne lægge det her bag mig?

» Københavns kommunes jobcenter (2012 – 2014)

Et anarkistisk forhold til mødestruktur

I Københavns kommunes jobcenter har de et ret anarkistisk forhold til mødestruktur. Det her eksperiment, hvor indholdet blandt normalt civiliserede mennesker var det, der kaldes informationer, handlede i virkeligheden om noget helt andet. Det handlede om, at de ansatte i Københavns kommunes jobcenter havde brug for at afreagere et stort hul af personlige fordomme om ledige, overfor en gruppe ledige.

Men det er jo ret typisk for det meste af det, der foregår i ledighedssystemet. Det er et krater af personlige fordomme. Det er menneskelig umuligt at få fokus på noget nogenlunde seriøst. Det ligger åbenbart så dybt indgroet i den verden, at alt – alt skal dyrkes ud i noget psykiatrisk forstyrret? Og det er de ansatte, der dyrker og fremprovokerer den mentalitet. Ikke de ledige! Det er ikke min oplevelse.

» Københavns kommunes jobcenter (2012 – 2014)

En psykisk voldelig og aggressiv medarbejder (November 2012)

Udover sin åbenlyse utilfredshed med at skulle deltage på eksperimentet, havde Hanne her også “glimret” ved en noget aggressiv adfærd overfor en af de andre ledige, på en af de andre dage.

Det var en ung pige, det gik ud over. Det var under en af rundkredsøvelserne. Det var sådan det foregik. De havde en masse skemaer og øvelser, der skulle kunne give noget “udvidelse” og afklaring. Først blev de præsenteret i et oplæg, og så skulle de lige prøve dem i en rundkreds bagefter. Nu Foregår den slags i et meget forceret og overfladisk tempo, så det bliver jo mest til en øvelse i dem. Jeg ved ikke om, der var nogen, der fik noget “stort” ud af det? Jeg gjorde ikke.

Men denne øvelse handlede om at udvide ansøgningsfeltet. Den unge pige havde ikke så meget erfaring, men havde haft et job med stillingsbetegnelsen som receptionist, hvor det hun på indholdssiden havde lavet, svarede til det, man i andre sammenhænge kalde IT-support. Sådan er der meget parallelsprog på arbejdsmarkedet. Der sad en IT-prøgrammør, der vidste en hel del om indholdssiden i de forskellige stillingsbetegnelser indenfor dette felt., der hjalp hende med at få fyldt nogle flere passende betegnelser på. Den unge dame havde åbenbart også været i gang med noget uddannelse indenfor noget med noget IT, men manglede noget praktik og et praktiksted? Så vidt jeg husker?

Så faldt Hanne over hende. Ret aggressivt. Hun kunne vel for pokker også tage et ufaglært job? (Hanne var åbenbart ikke klar over, at den del af arbejdsmarkedet, der var hårdest ramt af ledighed, var det ufaglærte?). Om hun havde søgt noget med de andre stillingsbetegnelser, så hun vidste om det “gav noget”. Den unge pige fik tårer i øjnene. Hun var lige blevet ledig for 7 dage siden (Så det var jo ret begrænset hvor mange ansættelsesprocedurer hun havde kunnet nå at komme igennem?). så stoppede hun da godt nok op – Hanne. Nå ja, det var jo et møde for nyledige.

Skyd først – og spørg bagefter?

Så jeg havde bemærket Hanne de foregående dage. Ikke for noget positivt.

Men jeg måtte jo tage tingene i den rækkefølge, de kom.

Det jeg selv havde fået ud af forløbet, var begrænset il to ting. Det ene var nogle ideer til, hvordan man beskriver sine IT færdigheder, hvis man er selvlært. Den kunne jeg godt bruge. I løbet af min selvbetalte pause, havde jeg blandt andet lært mig selv op i webdesign, og det skule jeg selvfølgelig også have skrevet på. Den anden idé var at lave et kompetence CV, der var centret om 4 – 5 faglige grundkompetencer, for at give et bedre overblik over det jeg havde at byde ind med. Det var kommunikation, dokumentation & Analyse og noget med projektledelse og ledelse. Jeg kan dårligt huske, hvad jeg havde med i mit første idéudkast. Det er ved at være noget tid siden nu. Og ellers skulle der bare være en liste over ansættelsesforhold og uddannelse. I mit eget CV udspil havde jeg kun taget min grunduddannelse og supplerings- og efteruddannelse med. Ikke alle kurserne. Og så havde jeg suppleret med nogle illustrationer. Så alt i alt fyldte det vel omkring 6 sider, hvilket er meget passende for en, der har en bred baggrundserfaring.

Ifølge aftalen for eksperimentet så var det det, denne individuelle samtale skulle tage udgangspunkt i og handle om.

Men Hanne her havde (Udover at være utilfreds med sin egen deltagelse i eksperimentet) også sin egen helt personlige dagsroden for de individuelle samtaler.

Først havde hun problemer med at finde rundt ude i barakbyen. Vi skulle over i en anden bygning. Så hun piskede noget forvirret rundt. Selvfølgelig højlydt brokkende. En ret negativ person! Da vi fik fundet frem til det lokale, hun havde fået stillet til rådighed, kom det næste problem. Hun kunne ikke logge på systemet.

Ja – så måtte vi vel bare tage snakken ud fra det print, jeg havde lavet af udkast til CV? (Det var jo også det, der skulle foregå?)

Jeg kan ikke længere huske i hvilken rækkefølge tingene skete i. Nu er de her seancer, der går under betegnelsen individuelle samtaler, nogle kortvarige trip på 15 – 20 minutter, hvor de ansatte lige kan nå at få væltet noget af dem, så de kan krydse af, at de har gjort deres pligt. Det er det, det går ud på. De er ikke særlig interesseret i de mennesker, der sidder overfor. Synes mest af alt, at vi er til besvær. Og de oser langt væk af negativitet over deres job og de mennesker, som de opfatter som pesten ved deres job.

Det første hun faldt over, var at hun syntes mit CV var for langt. Det gjorde hun uden at se på. Det var bare længden i sig selv. Hun gad ikke engang se på det. Når hun blev præsenteret på en 5 – 6 sider, så fik hun det sådan, at det her, det gider jeg ikke engang se på!

Nu har jeg en hel del træning i at skrive og formulere mig. Så alt det, jeg laver, er altid meget velstruktureret med gode overskrifter, så det er let at danne sig et hurtigt overblik over indholdet. Men det kræver jo at man gider se på det! Det kræver også, at man har noget træning i, sådan oppe fra og ned, at gå ind og danne sig overblik over indholdet i forskellige tekststykker af forskellig art. Men det har Hanne som medarbejder i Københavns kommunes jobcenter åbenbart ingen træning i?

Så fiskede hun en kopi frem af en ansøgning, som hun havde forelsket sig i. Den var lavet af en nyuddannet laborant (var det vist), der havde lavet et CV, der kun fyldte en side. Og det var noget, Hanne kunne lide. Jeg var ikke nyuddannet laborant, så hvad kom det dog mig ved? Men det var åbenbart Hannes helt store kærlighed, så hun insisterede på, at jeg skulle have en kopi. Jeg tog den, mest for fredens skyld, selvom jeg ikke havde noget at bruge den til.

Officielt så er fotokopierede ansøgninger og CV’er ikke helt i overensstemmelse med lovgivningen på området. Alle ledige skal lave deres eget individuelle ansøgningsmateriale, så det passer til den enkelte. Men det var Hanne her åbenbart heller ikke bekendt med?

Da hun endelig overvandt sig selv til at se på mit CV (Sådan som det var aftalen ifølge programmet for dette eksperiment, at de individuelle samtaler skulle handle om.), så kastede hun sig over min uddannelse. Hun spurgte hvor længe jeg havde læst på Aalborg Universitet. Jeg svarede 3 ½ år. (I virkeligheden var det længere, for der kom noget studietidsforlængelse ind over, da jeg fik nogle personligt voldsomme problemer tæt på (» Kultursociologi – Etisk Ligestilling & Socialpsykologi (1987 – 2015)). Men det var jo efterhånden mange år siden, og den del af historien havde jeg det bedst med at lade ligge, der hvor den hørte til. I fortiden. Så slutfacit på mit studie var en bachelor på 3 ½ år.

Så tog hun fat i den helt store tur. For så havde jeg ikke gjort min uddannelse færdig! Jeg forsøgte at trænge ind til hende, for det var ikke korrekt. Hun kørte videre i hendes eget indskrænkede univers, en uddannelse tog 5 år, så hvis jeg kun havde læst 3 ½ år, så havde jeg ikke gjort min uddannelse færdig. Jeg forsøgte igen at trænge ind til hende, uddannelser er ikke tidsstyrede, men eksamensstyrede, og eftersom jeg havde lavet et afsluttende eksamensprojekt, så havde jeg gjort min uddannelse færdig. (Det gjorde lidt ondt, at blive erindret om de voldsomme omstændigheder hvorunder jeg lavede mit afsluttende eksamensprojekt (» Kultursociologi – Etisk Ligestilling & Socialpsykologi (1987 – 2015)). Men selvfølgelig gjorde jeg da min uddannelse færdig (» Planlægning af ældres boforhold til Aalborg kommune – Om menneskesyn og boligpolitik (1991)), for det var jo det eneste positive, jeg havde med mig videre i livet, fra den periode af mit liv. Det mere personligt voldsomme, der havde væltet sig ind i mit liv, det kunne jeg godt have undværet. (» Adfærdspsykologiske forsøg og seksuelle overgreb som behandling af mennesker med diabetes 1 (1989 – 2015).) Men den del sagde jeg ikke noget om til hende her Hanne. Det gav ingen mening at skulle ribbe op i noget så alvorligt overfor en person som hende. Det ville hun alligevel ikke fatte noget som helst af. Og så var det et eller andet også irrelevant, for det var jo efterhånden mange år siden.)

Jeg kan ikke huske, hvordan denne geværsalve fik ende.

Nu er jeg heller ikke den eneste, der afslutter en akademisk uddannelse som bachelor. Det er der en hel del, der gør – af forskellige grunde. Det er ikke alle uddannelser, der har en indbygget bachelor mulighed. Men det har da med været mellemrum været diskuteret, om man ikke burde indføre den mulighed i flere uddannelser, for at forebygge at de, der kører træt mit i studieforløbet, dropper helt ud uden at få en eller anden afrunding på den del, de har lavet. Så hvis man interesserer sig en lille smule for uddannelses- og beskæftigelsesområdet, så ved man, at der er noget, der hedder bachelor i uddannelsessystemet. Men det interesserede Hanne sig åbenbart ikke ret meget for? Trods det, at hun var ansat som medarbejder i Københavns kommunes jobcenter? Det virkede lidt mystisk!

Næste trip. Så syntes hun, at min liste over uddannelser og kurser var for lang. (På det tidspunkt var den nu ikke særlig lang. Jeg havde begrænset den ret kraftigt, så der var ikke noget af det, jeg havde taget indenfor psykologi og personlig ledelse, som jeg havde skrevet på. Det var for mit vedkommende ikke erhvervsrettet. Den del tilhørte mit private liv. Og så var der en del af de mere praktiske kurser, der ikke var særlig relevant i bredere forstand. De tilhørte den tid og den sammenhæng, hvor de blev taget i relation til. Dem har jeg så efterfølgende måttet skrive på, som dokumentation på, at jeg ikke har praktiseret varmluftigt åndeligt anarki på noget tidspunkt i mit liv. Jeg sætter mig altid ind i tingene.).

Så det Hanne her syntes, jeg skulle slette, det var den efteruddannelse (Kommunikation, projektledelse og pædagogik) som jeg havde taget som enkeltfag under åben uddannelse. (De kurser havde jeg nu selv sparet sammen til – og købt og betalt af egen lomme. Det har jeg med det meste at den uddannelse og de kurser, jeg har.). Nu er der en fin rød tråd i den supplerende efteruddannelse som jeg har taget med enkeltfag under åben uddannelse, så de hører jo sammen. Men sådan noget har mennesker som Hanne ikke hjerne til at fatte? Det er ellers meget normalt, at mennesker over tid supplerer deres oprindelige grunduddannelser med noget supplerende efteruddannelse! Det er jeg ikke den eneste der har gjort. Verden ændrer sig jo hele tiden, så det med at få suppleret op med ny viden er efterhånden ret almindeligt! Så det burde da ikke være noget ukendt fænomen for mennesker, der er beskæftiget indenfor ledighedssystemet?

Jeg kan ikke længere huske, hvordan overgangene fra det ene personangreb til det næste var. Det foregik jo ret intensivt og hurtigt på utrolig kort tid.

Men et af angrebne gik på min personlighed, med spørgsmålet: Hvem er du? Hvortil jeg svarede: Den du ser! (Jeg kunne selvfølgelig have tilføjet: At hvis jeg lignede en, der ikke havde det særlig godt, så skyldtes det, at det var lidt af en mareridt at sidde overfor en person, der bimlede psykologisk forstyrret rundt i sin egen verden og afreagerede sin egen manglende evne til at agere civiliseret i forhold til det, der var aftalerne, ved at opføre sig psykopatisk voldeligt og aggressivt overfor dem, der kom i nærheden af hende. Men det sagde jeg ikke. Der kommer aldrig noget godt ud af, at køre med på det personligt aggressive overfor personligt aggressive mennesker. Det bliver det kun værre af.). Jeg kunne og kan efterfølgende ikke huske, den konkrete forløb i det, der her skete. Men hun kører ret personligt voldsomt på mig, for at jeg skulle formulere mig selv på én sætning, som så skulle være mit ord eller sætning i verden, for at andre skulle kunne forstå mig. På et tidspunkt fik jeg lukket et eller andet ud. Det var rent impulsivt og instinktivt. Jeg kunne og kan ikke selv huske, hvad det var. Men det faldt åbenbart i god jord. (Nu har jeg selvfølgelig også en hel del træning i at forholde mig til og takle voldsom adfærd, blandt andet fra perioden indenfor det specialpædagogiske område (» Specialpædagogikken i et etisk perspektiv). For hun sad med et giftigt sygt udtryk i ansigtet og sagde: Se selv – du kan jo godt! Så hun var simpelthen skingrende sindssyg. Der er ingen normalt civiliserede mennesker, der kører personligt psykisk på andre mennesker indtil de slynger et eller anden sætning ud, for efterfølgende at tolke og opfatte det, som ofrets “sætning i verden”? Det er da sygt sådan noget. Det ofrene for form for vold reagere med er det, der passer til det voldelige angreb – for at pacificere den voldelige og aggressive person og stoppe angrebet. Andet er der ikke i det! Men sådan noget fatter psykopatiske mennesker som Hanne ikke.

Jeg kan ikke huske på hvilket tidspunkt i denne nedslagtning, jeg kom til at græde. Men det stoppede hende i alt fald ikke. Hun kørte på i sin egen verden, uden at sanse og registrere noget som helst overhovedet.

På et tidspunkt begyndte jeg mest at reagere rent impulsivt, for at få dette mareridt afsluttet og komme ud af døren.

På vejen ud fra lokalet mod udgangsdøren begyndte hun på nogle politiske statements. Det var på det tidspunkt, der var forhandlinger om dagpengereformen. Hun stod og råbte, at mennesker jo ikke kunne leve af, at spise muresten! Hun var helt oppe at køre og i det hele taget ret aggressiv i sin adfærd. Nu havde hun som ansat i jobcentret jo sin ret til at have politiske meninger ligesom alle andre mennesker. Men dem kunne hun jo dyrke i sin fritid ligesom alle andre? Som ledige er du jo ikke forpligtiget til at skulle bruges som skraldespand for politiske budskaber og holdninger fra de ansatte? Det er vel meget reelt, at man som ledig bruger den tid, der er til rådighed i jobcentret til at koncentrere sig om egen individuelle beskæftigelsessituation og egen jobsøgning?

Det var oprindelig en del af forløbet, at det skulle evalueres, ved at vi der deltog skulle udfylde et skema, der var tilgængelig på en PC, der stod ovre i det lokal hvor fællesforløbet havde fundet sted. Men det måtte jeg springe over. For Hanne her klæbede sig til mig som en tæge. Da vi kom udenfor blev hun ved med at hænge efter mig, så jeg kunne ikke få hende hægtet af, og komme tilbage til fælleslokalet. Så jeg tog i stedet udgangen fra området, så jeg kunne få hende hægtet af. Hun var skør i bolden.

Så den 15. november 2012 blev jeg udsat for det første voldelige overfald af en psykopatisk voldelig medarbejder i Københavns kommunes jobcenter, der havde den holdning til mig, at hun syntes, jeg burde myrdes og smides i en massegrav. Så hun ikke skulle have besværet med at forholde sig til andre ledige end nyuddannede, der kunne genbruge den ansøgning som hun havde fotokopieret. Hun syntes, det var for besværligt, at skulle forholde sig til en helt masse forskellige ledige, med forskellige baggrunde. Det var nemmere for hende, hvis alle andre end nyudannede, der ikke havde særlig meget erfaring, de blev skudt og smidt i et hul i jorden. Hanne hed hun.

Jeg blev voldsomt påvirket af dette voldelige angreb. Jeg nåede ikke at komme ind i systemet igen før jeg blev udsat for et voldeligt angreb af en psykopatisk medarbejder, der flossede forstyrret rundt i sin egen verden, uden at sanse og registrere noget som helst overhovedet. Hvor voldsomt, det påvirkede mig, kunne jeg ikke umiddelbart vurdere. Der var heller ikke tid og plads til at få stoppet op og få denne episode vendt med nogen. For sådan er den verden. Jeg måtte prøve at se, om jeg kunne få det “rystet af mig” – og prøve at lukke det “ude”, så jeg ikke knækkede på det. Men jeg var “mærket” af det. Sådan er jeg. Den form for adfærd er ikke noget, jeg har det godt med at blive udsat for.

Jeg havde brugt alt min private opsparring på at få noget at stå imod med ovenpå det første personligt negative trip i ledighedssystemet (» Anden aktør i ledighedssystemet (2009 – 2010)), bare for at blive udsat for en regulær personlig nedslagtning af en voldelig og aggressiv medarbejder i Københavns kommunes jobcenter.

Så alt det, jeg selv havde gjort og lavet, var fuldkommen spildt.

En gang imellem er der en masser jammer over, at forsøgsdyrene i ledighedssystemet opfører sig aggressivt overfor de ansatte. Gør de det? Så er det nok deres egen skyld? For med den opførsel de ansatte lægger for dagen, så giver man jo ikke andre mennesker ret mange andre muligheder!

Så psykisk voldelige overfald på de ledige er den beskæftigelsespolitik, der bliver praktiseret i i Københavns kommunes jobcenter. For det er jo det, der foregår. Det der sker i den fysisk håndgribelige virkelighedens verden.

» Københavns kommunes jobcenter (2012 – 2014)

Er mennesker autistiske konstruktioner?

På 4. dagen (15. november 2012.), var det tid for den individuelle samtale. Jeg mødte som sædvanligt op i god tid. Jeg skulle se om det kunne lade sig gøre at finde en PC og printer, som jeg kunne låne. Min egen printer var “brændt sammen”.

På de øvrige dage, havde flere af de ansatte, der deltog i eksperimentet beklaget sig over problemer med at logge på systemet? Der gik nogle mennesker på området (Barakbyen ved Sjælør station), der virkede stedkendte. Jeg spurgte en af dem, om der var et sted, hvor jeg kunne låne en PC? Det var der. De havde et PC-værksted, hvor der var rigeligt med både ledige PC’ere og printermuligheder.

Efterfølgende gik jeg over i den barak, hvor samtalen skulle finde sted. Der virkede lidt tomt og øde. Der sad en af de ansatte og så ud som om, hun ventede på nogen. Jeg spurgte hende, om det var mig hun ventede på. Det var det ikke. Jeg skulle ind til en af de andre.

Jeg har altid været udadvendt og ligetil, så jeg fortalte, at jeg havde haft held til at finde en PC og printer, der virkede. (Det havde eksperimentdeltagerne jo problemer med?). Det skulle jeg åbenbart ikke have sagt. For hun begyndte på et eller andet med mystikken ved det digitale univers, der var en besynderlig verden. Jeg forsøgte at lukke det lidt igennem. Det var en noget stor diskussion til en kortere pause? De har vældig travlt med at belære ledige om, at de “skal stikke fingeren i jorden”, i forhold til arbejdspladser og jobsamtaler. Måske de kunne prøve at gøre det selv?

» Koordinerende krykker & Fællessproglige referencer: Hjernens lagerstyring og hukommelses kapacitet

» Specialpædagogikken i et etisk perspektiv

» Kultursociologi – Etisk Ligestilling & Socialpsykologi (1987 – 2015)

Men det er en af de sædvanlige, man møder på i ledighedssystemet. Den med at blive opfattet som en autistisk repræsentant for et eller andet emne, fag eller problemstilling, som de ansatte så kan “hakke sig ind på”, for at komme i “kontakt med dig”? Det er ret opslidende. Pauser er pauser til personlig brug. Og jeg havde brug for at koncentrer mig om mig selv og mit eget. Men sådan er det sjældent i ledighedssammenhænge. Det er svært at få fred til at koncentrere sig om sig selv og sit eget.

Men bortset fra det, så var hende her en af de “modige” medarbejdere? På en af de foregående dage havde der været en pinagtig episode, hvor denne medarbejder skulle gennemgå en liste over forskellige jobbaser. Det skulle så helst have foregået ved at remse listen op – og så ikke andet. De vil helst kører i overfladen. En af de øvrige ledige på holdet spurgte hende, om hun ikke kunne klikke ind på de sider hun talte om, så vi kunne se dem, men det turde hun måske ikke? Hun havde reageret ved at svare, at det turde hun da godt, og så havde hun da også godt nok klikket ind på en af siderne. Det var noget sejt og pinagtigt, det meste af det, der foregik. Men det var der jo heller ikke noget nyt i.

Ventetiden blev dog kortvarig. Så dukkede den medarbejder op, som jeg skulle ind til.

Det var ikke den mest “heldige” af dem. Hanne hed hun. Hun havde glimret ved højlydt at brokke sig over, at hun var blevet sat på til at deltage ved dette eksperiment. Hun mente ikke, at hun var blevet informeret godt nok? De går meget op i lediges omstillingsevne i dette system. Men deres egen er i nogle tilfælde basalt set lig 0.

» Københavns kommunes jobcenter (2012 – 2014)