I år fylder » Gallo Skolen 25 år. Skolen er et kreativt (musikalsk, billedkunst og skrivekunst) undervisningstilbud til mennesker med psykiske lidelser/problemer. På skolen har man positive erfaringer med, hvordan kreativ udvikling kan medvirke til at styrke selvværdet og give fornyet energi ved psykiske problemer/ lidelser – herunder også stress. Tillykke til Gallo Skolen med ønsker om, at I får mange flere gode år fremover. Men Gallo Skolen bør også tjene som eksempel, når vi vender blikket mod et samfund, hvor stress og overbelastning efterhånden er blevet en folkesygdom.
Der er flere, med andre ståsteder, der peger i samme retning. Det styrker den menneskelige trivsel, at have mulighed for at give udtryk for sig selv. Min vejleder Uffe på kurset i projektledelse (» Forandringsprocesser og projektledelse) havde det råd, at man skal bevare en åben psyke under kaotiske forhold. Derfor var muligheden for at dele erfaringer på en fælles side, en del af kommunikationen i dette forløb.
Med den digitale udvikling har langt flere fået mulighed for at udtrykke sig selv på personlige blogsider, hvilket også mange benytter sig af. Så behovet for at give udtryk sig selv er stort.
I hvilken udstrækning og på hvilke måder, den enkelte har behov for at give udtryk for sig selv, varierer fra menneske til menneske, alt efter temperament, livsvilkår, personlige oplevelser og ståsteder. Men der er efterhånden kommet en generel stigende erkendelse af, at det styrker den menneskelige trivsel, at slippe den rationelle livskontrol og have et eller andet forhold til den mere fritsvævende kreative og spirituelle livsdimension. Hvad enten det så er i form af egne produktioner, i form af afslapning til andres produktioner – eller andet, der giver ro til at slappe af og nyde en væren i nuet, uden tanke for rationel præstation.
Der, hvor det halter noget, er i det forebyggende perspektiv. Mange sammenhænge er drevet af en kollektiv begejstring for effektvisering af præstation. En dyrkelse af selvrealisering gennem præstations- og andreværd. Noget der i den grad kan undergrave det personlige selvværd og trivslen hos den enkelte.
Det kristne bud om at elske næsten, som dig selv, skal ikke tolkes som et bud om at udleve et personligt martyrium. Tværtimod.
Det er et kærlighedens bud, om at elske menneskelivet.
Et bud om at acceptere dig selv som menneske – fuldt ud. Hele følelsesregistret, tankeuniverset – hvert atom af kroppen. Det er alt sammen helt fantastisk godt. Det er godt at være menneske. Det er det råstof, vi hver især har at gøre godt med i menneskelivet.
Et bud om at være solen i dit eget liv, og bakke andre op i, at de får plads og mulighed for at være solene i hvert deres eget menneskeliv.
Jo bedre vi er til at acceptere os selv og vores egen menneskelighed, jo bedre bliver vi også til at acceptere andres menneskelighed.
For hver enkelt af os er der en sammenhængende helhed i det vi registrerer, tænker, siger og gør.
Der er ingen af os, der kan vide hvad andre registrerer og tænker – kun hvad de siger og gør.
Det vi registrerer og tænker, er vi alene om. Det er vores indre univers. Det vi siger og gør, deler vi med andre. Det er vores ydre univers.
Det vil aldrig kunne lade sig gøre at gengive alt det, vi registrerer og tænker. Kun afgrænsede delmængder i relation til afgrænsede hændelser, der kun kan tjene som eksempel. I andre situationer vil vi registrere, tænke, sige og gøre noget andet – alt efter hvad der sker, hvilke mennesker der er til stede, og hvordan de vælger at agere…
Jeg var ikke født til at skulle være noget stort i denne verden, og livet og verden har aldrig behandlet mig særlig godt. Det gjorde mit liv noget mere ekstremt voldsom end menneskers er flest. Men jeg havde evnen til at overleve. Fordi jeg var mig.
Da jeg for godt 3 år siden begyndte at skrive, for at give mig selv fodfæste i forhold til omgivelserne, vidste jeg ikke, hvor jeg skulle ende og begynde. Jeg var blevet flosset ud i tovene så mange gange i forskellige sammenhænge, at jeg havde mistet langtidshukommelsen. Nye mennesker i nye sammenhænge opfattede mig enten som retarderet, eller en med et uerkendt intellektuelt potentiale, eller en med ubearbejdede traumatiske oplevelser, eller en med særlige evner for overlevelse i overnaturlig forstand. Det var ved at drive mig fuldstændig til vanvid.
Mennesker vil så gerne have svar. Svar på hvorfor?
Hvad gik skævt? Hvorfor gik det skævt? Ja – hvorfor er verden, som den er? Det svar kan andre jo ligeså godt svare på, som jeg kan.
Hvorfor overlevede du? Fordi jeg var mig. Andet svar er der ikke.
Hvem er så jeg? Menneskelig. Andet svar er der ikke.
Nej, jeg var ikke født til at skulle være noget stort i denne verden, og livet og verden behandlede mig ikke særlig godt. Derfor blev det mit lod at blive menneskelig stor. Hårdt prøvet af livet, men med menneskeligheden og livet i behold. Jeg var for følsom til at overleve på den rationelle måde. For intelligent og ærlig til at overleve på en løgn. For udadvendt livfuld til at overleve på en opofrende måde.
Jeg kender ingen som dig, vidunderlige lille menneske.
Så hudløst følsom. Så højtflyvende intelligent. Så menneskelig nærværende. Så anarkistisk kreativ. Så udholdende. Så intenst koncentreret. Så dobbeltbundet mild og ilter temperamentsfuld. Så alvorlig. Så letsindet. Så åben og direkte. Så grænseoverskridende tabugalvaniseret. Så blufærdig. Så skrøbeligt stærk. Så autonom.
Tak for dit livsmod, din kærlighed til livet og din evne til at bevare fatningen og den menneskelige retning.
Tak for din styrke til at turde stå alene i livet, når det gælder.
Tak for dit kærlige overskud til at elske andre, som dig selv.
Det var ikke så nemt at få jobmæssigt fodfæste igen, og den flyvske, stereotype og overfladiske jobsøgningsforvirring, der prægede ledighedssystemet, gjorde det kun mere belastende. Som udgangspunkt havde jeg ikke en negativ indstilling overfor at gøre brug af løntilskudsordningen, under forudsætning af at der var noget faglig substans og seriøsitet i det, så det gav nogle konstruktive erfaringer at tage med videre. Noget for noget.
Undervejs var der nogle afbræk med indkald til møder hos Arbejdsformidlingen, og et par supplerende kurser hos Studieskolen i Hjemmesider med HTML og Engelsk. Engelskkurset var et repetitionskursus, hvor man blev niveauplaceret ved en test før tilmelding. Jeg blev lidt overrasket over, at jeg lå på et af de højere niveauer. Jeg havde selvfølgelig været god til engelsk i mine helt unge dage, men det var efterhånden længe siden. Det var egentlig lidt spildt med de ekstra kurser, for jeg kom ikke til at bruge det til noget i umiddelbar forlængelse af dem. Så det røg lidt i glemmebogen igen.
Jeg har ikke tal på de flere hundrede mennesker, der cirklede ud og ind af mit liv for en kort og flyvsk bemærkning i denne periode. Det var lige lovlig komprimeret. Der var ikke stabilitet i forhold til noget. Kun min egen evne til fleksibilitet og overblik, gav mig stabilitet, og holdt sammen på mig og mit liv. Helt sundt var det ikke.
Kriseramte kollegaer.
Først arbejdede jeg i en periode hos Mellemfolkeligt Samvirke indenfor minoritetsområdet. Gult og gratis med løntilskud. Jeg var der som projektmedarbejder, og skulle blandt andet arbejde med planlægning og koordinering ved en pigefestival og konference for etniske minoritetskvinder. (» Kvindeliv – Om etniske minoritetskvinders deltagelse på arbejdsmarkedet og deres integration). Så jeg lavede blandt andet projektbeskrivelser, sponsoransøgninger, fundraising og aktivitets- og bemandingsplan. Et andet projekt jeg var inde over, handlede om tilknytningen til det offentlige system for ældre med anden etnisk baggrund end dansk. Her lavede jeg et heldagsinterview på et daghøjskoletilbud i Aalborg for ældre med blandet etnisk baggrund. Så det var en blanding af koordinatoropgaver og informationsopgaver.
De skulle selvfølgelig også lege krise. Sekretæren fik et nervesammenbrud, noget psykologhjælp – og så selvfølgelig en fyreseddel. Karin mødte ind en morgen og fortalte, at hun var faldet besvimet om af stress på toilettet om morgenen og havde slået hovedet. Marianne rendte rundt med et helt projekt af detaljeret viden i hovedet, som hun skulle aflastes for. Det var lidt svært at skulle lave projektstruktur på det, andre render rundt med i hovedet.
Karin og Marianne fik jeg den aftale med, at de bare skrev løs i kladdeform, så kunne jeg arbejde videre ud fra det, og det kom så til at fungere nogenlunde. Så jeg fik en del erfaring med at arbejde med struktur og opgaveafgrænsning fra sidelinien. Der er åbenbart mange, der render rundt som øde øer med deres fag i hovedet. Det har jeg aldrig selv gjort. Der er en opgave, en opgave – og den beskriver man, så andre selv kan koble sig på og fra, overtage dele af den og gå videre med den.
Der var ikke så meget at blive efter et sted, hvor der var krise, fyring af faste ansatte og sparerunde i de økonomiske prioriteringer. Det var heller ikke så muntret at være et sted, hvor kollegaerne havde det skidt, og du står udenfor indflydelse på, hvordan det spænder an. Det slider altid.
Herefter fulgte der et rent mareridt på et lille koordineringssted for frivilligt arbejde og selvhjælpsgrupper i Herlev. Min tilgang var et uopfordret forslag om, at lave en dokumenterende beskrivelse af de uformelle netværkers styrke i sammenligning med de offentlige systemer. Det blev afvist af lederen Lilly (Endnu en Lilly.), som ville formulere et andet forslag. Det trak i langdrag, og jeg måtte rykke flere gange for et svar. Det kom så. En liste med en række projektkoordinerende forslag, herunder noget databaser til arkivering, opsætning af en hjemmeside og research på frivillige lokale tilbud, der skulle beskrives i en informationsfolder. Det var lidt rodet med kommunegrænserne. Der kom to Arbejdsformidlingsinstanser ind over. Dels akademikerformidlingen i København, som jeg hørte ind under, og Arbejdsformidlingen i Herlev. Det viste sig siden hen, at Lederen Lilly havde lavet to forskellige ansættelseskontrakter med forskelligt indhold. En til mig og akademikerformidlingen i København, og en anden til Arbejdsformidlingen i Herlev. Noget andet, som jeg først fik at videre senere hen, var at stedet havde været godkendt til en HK-kontor i løntilskud, men Lilly havde set en gevinst ved at få det ændret til en akademiker, da hun modtog min uopfordrede ansøgning. Så hun havde kørt en krig op over for systemernes verden, for at få denne ændring på plads. Det kunne så også have været i orden, hvis der ellers var dækning for indholdet, i den ansættelseskontrakt hun havde lavet til mig og akademikerformidlingen i København. Det var der ikke. Overhovedet ikke.
Nogen ting popper først op hen ad vejen. Det eneste, jeg vidste fra et tidligt tidspunkt, var, at der var noget galt. Det kom sig af en aggressiv henvendelse fra sagsbehandleren i Herlev, der var irriteret over manglende informationer om mig. Det undrede mig, for der var ikke noget hemmeligt og fordækt ved min tilgang og ståsted. Det var ærligt og reelt.
Noget andet var den mærkværdige tolerance, eller hvad vi nu skal kalde det, der blev vist mig ved min start. Jeg var velkommen, for de havde før haft en af slagsen. Det var en med epilepsi. Ih Guder. Hun ville frelse en diabetiker (» Kontroloverdragelsesblanket). Det var ikke så godt. Jeg hældte den igennem. Svarede, at hvis der var nogle rutiner med fælles frokost, så måtte de sige til, så jeg kunne indrette mig efter det, ellers var det nemmere for mig bare at køre mit eget løb, når det gjaldt mad og spisning. Det blev hun ved med at køre rundt i, Lilly, om jeg ikke gad spise sammen med hende, kunne hun finde på at sige, når hun kom blæsende og skulle have noget frokost. Jeg gentog, at hvis hun gerne ville, at vi spiste frokost sammen, så måtte hun sige til inden, så jeg kunne indrette mig efter det. En dag kom hun blæsende og smed en bagerpose med et stykke morgenbrød i. Det havde hun set, jeg spiste den første dag, jeg var der, så det vidste hun, at jeg kunne spise. Jeg lod den ligge. Hun skulle ikke på banen som selvbestaltet madmor for mig.
Jeg forsøgte at fastholde det arbejdsmæssige fokus. Hun forstod ikke, hvad der var galt. For hun havde taget ordene fra mit CV og fyldt ind i ansættelsesbrevet, så det passede sammen. Hun legede med ord, men havde ikke tænkt over indholdet. Det fattede hun ikke det forkerte i. For ordene passede jo sammen, så akademikerformidlingen var tilfredse.
Hun kørte på, hvad jeg ville? Mennesker, der kom til hende, søgte altid noget i livet, for hun havde en særlig evne for mennesker. Så hun var en af dem, der tog alle henvendelser til hende, som et specielt tegn fra oven. Jeg arme menneske. Sådan noget kan du jo ikke gardere dig imod. Mig? Simpelt. Jeg havde søgt et job, og hun havde selv formuleret opgaveindholdet. Hvad var problemet?
Da jeg startede, var der to andre ansatte ud over mig. De forsvandt. Den ene havde en tidsbegrænset ansættelse, der stoppede. Hun var kontoransat. Så var der en deltidsansat, til noget med selvhjælpsgruppekoordinering. Hun sagde op. Så efter et par måneder var jeg den eneste ud over lederen Lilly. Det var heller ikke helt ok ifølge arbejdsmarkedsreglerne. En i løntilskud må ikke fungere som aflastning for faste stillinger, der ikke var besat.
Det endte i noget rod, hvor hun ville rode videre i min ansættelse, ved at få den afviklet en måned før tid. Jeg bad hende styre det. Det var noget rod, hun havde lavet, og stedet levede ikke op til aftalen, men det gav så mange problemer, at rode rundt med systemernes verden, at det var bedre bare at lade det gå tiden ud. Men hun insisterede, så jeg måtte tage det tunge læs med klage til akademikerformidlingen, og noget opfølgning i forhold til arbejdsformidlingen i Herlev, der så ville finde noget andet til mig. Det blev der ikke noget af, efter at de fik en kopi af mit CV og den stillingsbeskrivelse, som jeg og akademikerformidlingen havde fået af Lilly. Stedet skulle aldrig have været godkendt til løntilskudsjob. Det egnede det sig ikke til. Hvem og hvordan det burde have været undgået? Systemets leg med sig selv er noget forfærdeligt noget at blive taget som gidsel i.
Så det blev en dårlig oplevelse i stil med det, jeg havde oplevet på Hjælpemiddelinstituttet. Manglen på seriøst fagligt og arbejdsmæssigt fokus. Der var lidt at skrive på CV’et, og så måtte jeg finde ud af at komme videre med noget andet, ad en anden vej. Det var ikke helt sundt for mig, og jeg var noget belastet af oplevelsen. Jeg fik en sygemelding på nogle uger, så jeg kunne få luft til at trække vejret.
Tak Ulla (mig selv). Tak for dit livsmod, din kærlighed til livet og din evne til at bevare fatningen og den menneskelige retning. Tak fordi, du var der for mig.
Den kreative trykventil.
Sorgen over at opleve mennesker fra vrangen var svær at bære. Det kreative univers havde for mig altid været en måde at lade følelserne få afløb. Jeg tegnede meget i denne periode. Mest tush og tørpastel. Flere tegninger dagligt. Nogle smed jeg senere ud. Jeg kunne ikke holde ud at se på dem. De gav dårlige minder. Musik betød også meget. Det musikalske verdensbillede er så nuanceret, at der altid er noget, der passer til enhver sindsstemning. En aktiv streg og et højt aktivitetsniveau prægede hele perioden, hvor jeg kæmpede for at holde sammen på mig selv og beskytte min følsomhed mod det hårde pres, jeg levede under.
Vi har alle et personligt / individuelt omdrejningspunkt, der binder vores livs historier og oplevelser sammen.
Vores omdrejningspunkt afspejles i det vi registrerer, reflekterer og gør i vores livs historier og oplevelser, ud fra de forskellige ståsteder, vi indtager i historierne og oplevelserne.
Fokuseringer.
Fokuseringer er det, vi bruger til at prioritere, adskille og sortere indtrykkene fra omgivelserne med, og som danner grundlag for vores handlemuligheder i livet.
Vores livs centrale historie er den, der binder vores tre livsdimensioner (Den mentale / åndelige; Den sociale / ståsteder; Den fysiske / materielle (» Det åndelig, det kønslige – og det hele menneske, » 3-dimensionel helhed) sammen til en helhed, der stabiliserer vores integritet, trivsel og personlige helstøbning.
Jo bedre overensstemmelse der er mellem dit personlige omdrejningspunkt, dine konkrete ståsteder og omgivelsernes opfattelse af dig, jo større er din personlige integritet og dermed din personlige trivsel.
Kurset i projektledelse på DTU (september – december 1999) var på alle måder godt. Det var et blandet hold bestående af studerende på DTU, der tog kurset som del af deres grunduddannelse, og så var der en del, der ligesom jeg var der på tompladsordningen under åben uddannelse.
Grundideen var at lære, hvordan et projekt kunne bygges op fra bunden. Undervejs skulle der laves en udbygning af grundstrukturen på en hjemmeside til koordinering af de studerendes forskellige arbejdsmetodiske analyser af projektets forløb, der skulle laves en organisering af projektgruppen (vi var vel omkring 50 -60), der var en nyhedsside (» Nyheder ), en erfaringsudvekslingsside (» Erfaringer), en diskussionsside (» Diskussion), en side til upload af de studerendes leverancer af forskellige analyser (» Projektets karakteristika, » Beskrivelse af arbejdsmetoder i projektet) og dias til oplæg, der foregik ved en forelæsning en gang om ugen.
Det var første gang, jeg prøvede at arbejde med netværksbaseret koordinering. Projektgruppens samlede arbejde mundede ud i et metodekatalog (» Håndbog) med de metodiske erfaringer og konklusioner, der blev gjort under vejs. Kurset var på den måde både en træning i at lave analyser, og en træning i at vurdere og træffe beslutninger på baggrund af analyserne. Det var det centrale ved tankegangen i dette forløb, at der ikke fandtes et endegyldigt facit. Det var analyserne og de beslutninger, der blev truffet på baggrund af analyserne, der styrede projektets udvikling.
Kurset sluttede med en individuel mundtlig eksamen. Jeg fik et 8 tal. Min vejleder Uffe havde forventet noget mere af mig, jeg plejede at være så fornuftig. Ja, jeg havde været en af de mest aktive med erfaringsopsamling og feedback til de andre i selve forløbet, men da jeg skulle til eksamen, kunne jeg ikke få stoppet op og tage et nyt ståsted og synsvinkel. Det samme gjaldt nogle af de andre. Dem der havde sværest ved at få stoppet op, og få vendt hovedet til eksamen, var de mest aktive i forløbet. Men lærerigt, både med hensyn til netværksbaseret koordinering, arbejdsprocesser, samarbejdsformer og faldgruberne ved forskellige ståsteder.
Tak Uffe
En del af indholdet på kurset gav nogle gode fokuseringer, der var relevant i bedre forstand. Det ene var at forholde sig til forandringsprocesser som noget, der skulle stabiliseres i faser eller trin. (» Projektets faser). Det andet var forskellene på hvilke former for organisering i form af aftaler og kommunikationsstrukturer, der kan binde en sammenhæng sammen (» Mekanistisk og organisk organisation).
Som en ekstra sidegevinst fik jeg i dette forløb grundideen til omstillingsmodellen, som jeg i årene efter arbejdede videre med en præcisering af.
De fokuseringer, jeg lærte på kurset i projektledelse, har jeg siden haft stor glæde af ved vurdering af konkrete indsatser i kaotiske situationer med organisatorisk og samarbejdsmæssig ustabilitet. Et omdrejningspunkt, der kunne give en form for fodfæste.
14 dage efter at jeg var startet på Hjælpemiddelinstituttet, fik jeg et andet jobtilbud. Havde det dog bare været omvendt. Livets tilfældighed og sort uheld. Andet var der ikke at forstå.
Det ville lette en hel del for mennesker, der ramler ind i sort uheld på livets tilfældige vej, hvis andre mennesker havde et mindre naivt og idealiseret syn på verden. Et er at skulle leve med konsekvenserne af det skete, men det kan blive helt abnormt forskruet med omgivelsernes behov for at dyrke meningsgivende lære og bagklogskabens skyld og ansvars reparation ind i det oveni. Livets tilfældighed og sort uheld kan vi ikke beskytte os imod. Der ligger ikke nogen konstruktiv sandhed eller lære i det. Kun at livets tilfældighed og sort uheld er uforudsigelig. Det afhænger mest af alt om den tilfældige konstellation af mennesker, der tilfældigvis er til stede i et givet øjeblik i en given situation, og hvordan de agerer. Det vil vi aldrig kunne forudse.
Ledighedssystemet var salt i såret, hvis du ramlede ind i ledighed ovenpå en voldsom oplevelse. Så det var meget belastende at komme i nærheden at det system. Det vil jeg springe let over, der er ikke så meget positivt at sige om det. Et krater af mennesker der havde det skidt og svært, og en masse navlepillen hvorom der kun kunne siges, at meninger, forestillinger og fordomme om mennesker og verden var der mange af. Dem kunne du ikke bruge til så meget. Bare prøve at holde det ud, holde sammen på dig selv og prøve at hælde det igennem uden at blive alt for påvirket af det.
Jeg fik lavet en handleplan. Det foregik i en gruppesammenhæng. Som udgangspunkt manglede jeg ikke ligefrem uddannelse, men set i lyset af den hårde medfart jeg havde fået, kunne nogle supplerende fagligt rettet kurser være en hjælp til at få fagligt greb og fodfæste. Vi fik aftalt et forløb med PC-kørekort til opkvalificering af de basale IT-færdigheder, et voksenpædagogisk grundkursus på AOF’s daghøjskole og et kursus i projektledelse under åben uddannelse på DTU. Kurset i projektledelse skulle foregå sideløbende med, at jeg var parkeret på et IT-værksted, så jeg var timemæssigt fuldtidsaktiveret. Kurset i projektledelse havde kun en fast ugentlig mødedag med forelæsning om formiddagen og gruppearbejde om eftermiddagen.
IT-værksteder.
IT-værkstederne eller åbne datastuer, som de også blev kaldt, var en noget tvivlsom fornøjelse. Jeg var på tre forskellige steder i forløbet. Først Ballerup gymnasium. De gymnasielærer, der skulle undervise, gjorde ikke andet end at brokke sig over undervisningsformen. På de her åbne datastuer skulle underviserne fungere som instruktører på differentieret undervisning, så hver enkelt kursist kunne arbejde individuelt i eget tempo. Gymnasielærerne ville hellere undervise hele hold. Der var jeg ikke så længe. Jeg kan ikke huske, om stedet blev lukket helt ned, eller om det var kurset i Voksenpædagogik, der stoppede deltagelsen i Ballerup.
Næste sted var noget, der hed NetCom i Valby. Et forfærdeligt sted, hvor PC-erne ikke virkede, og de konstant rendte og pressede alle for at få ændret handleplaner og tage nogle af stedets andre IT-kurser. Her var de heller ikke begejstret for den differentieret undervisningsform. Til sidst fik jeg nok af det sted og bad Arbejdsformidlingen om at blive flyttet.
Det sidste sted var nogle barakker et sted på Amager. Jeg kan ikke længere huske, hvad de kaldte sig. Der sad man som sild i en tønde i en lang tarm af et lokale, men der var mere fredeligt og fri for pågående navlepillere og salgshunger af flere kurser. Så der var nogenlunde arbejdsro og plads til at koncentrere sig.
Voksenpædagogik.
Det emnemæssige indhold i grundkurset i voksenpædagogik hos AOF (1999) var: Voksenundervisningsområdet, Kommunikation, Transaktionsanalyse (» Transaktionsanalyse – Taler ud op, ned eller “ligeud”?), Supervision og feedback, Præsentationsteknik og undervisningsmetoder, Skriveprocessen som metode (» Skriv din hukommelse “frem”…), Kropssprog, Lærerrollen, Planlægning af undervisning og Gennemførelse af egen undervisning.
Et veltilrettelagt forløb der gav noget konkret og håndgribeligt metodisk med videre. Jeg var typen, der passede bedst til temaorienteret undervisning med høj grad af aktiv brugerdeltagelse og dialog. Det fik jeg så nogle råd og retningslinier for, hvordan man bedst skruer den form for undervisning sammen.
Skriveprocessen (» Skriv din hukommelse “frem”…) som hukommelses- og afklaringsredskab har siden været et generelt anvendeligt og godt redskab for mig.
Tak Kirsten.
Projektledelse.
Kurset i projektledelse på DTU var på alle måder godt. Det var et blandet hold bestående af studerende på DTU, der tog kurset som del af deres grunduddannelse, og så var der en del, der ligesom jeg var der på tompladsordningen under åben uddannelse.
Grundideen var at lære, hvordan et projekt kunne bygges op fra bunden. Undervejs skulle der laves en udbygning af grundstrukturen på en hjemmeside til koordinering af de studerendes forskellige arbejdsmetodiske analyser af projektets forløb, der skulle laves en organisering af projektgruppen (vi var vel omkring 50 -60), der var en nyhedsside (» Nyheder ), en erfaringsudvekslingsside (» Erfaringer), en diskussionsside (» Diskussion), en side til upload af de studerendes leverancer af forskellige analyser (» Projektets karakteristika, » Beskrivelse af arbejdsmetoder i projektet) og dias til oplæg, der foregik ved en forelæsning en gang om ugen.
Det var første gang, jeg prøvede at arbejde med netværksbaseret koordinering. Projektgruppens samlede arbejde mundede ud i et metodekatalog (» Håndbog) med de metodiske erfaringer og konklusioner, der blev gjort under vejs. Kurset var på den måde både en træning i at lave analyser, og en træning i at vurdere og træffe beslutninger på baggrund af analyserne. Det var det centrale ved tankegangen i dette forløb, at der ikke fandtes et endegyldigt facit. Det var analyserne og de beslutninger, der blev truffet på baggrund af analyserne, der styrede projektets udvikling.
Kurset sluttede med en individuel mundtlig eksamen. Jeg fik et 8 tal. Min vejleder Uffe havde forventet noget mere af mig, jeg plejede at være så fornuftig. Ja, jeg havde været en af de mest aktive med erfaringsopsamling og feedback til de andre i selve forløbet, men da jeg skulle til eksamen, kunne jeg ikke få stoppet op og tage et nyt ståsted og synsvinkel. Det samme gjaldt nogle af de andre. Dem der havde sværest ved at få stoppet op, og få vendt hovedet til eksamen, var de mest aktive i forløbet. Men lærerigt, både med hensyn til netværksbaseret koordinering, arbejdsprocesser, samarbejdsformer og faldgruberne ved forskellige ståsteder.
Tak Uffe
En del af indholdet på kurset gav nogle gode fokuseringer, der var relevant i bedre forstand. Det ene var at forholde sig til forandringsprocesser som noget, der skulle stabiliseres i faser eller trin. (» Projektets faser). Det andet var forskellene på hvilke former for organisering i form af aftaler og kommunikationsstrukturer, der kan binde en sammenhæng sammen (» Mekanistisk og organisk organisation).
Som en ekstra sidegevinst fik jeg i dette forløb grundideen til omstillingsmodellen, som jeg i årene efter arbejdede videre med en præcisering af.
De fokuseringer, jeg lærte på kurset i projektledelse, har jeg siden haft stor glæde af ved vurdering af konkrete indsatser i kaotiske situationer med organisatorisk og samarbejdsmæssig ustabilitet. Et omdrejningspunkt, der kunne give en form for fodfæste.
Så det lykkedes mig med hiv og slæb, at finde noget seriøst at fokusere på, så jeg kunne holde hovedet oven vande midt i det kaos af personligt grænseoverskridende flossen sig ind under huden på mig, som jeg i denne periode blev gjort til genstand for fra flere sider. Så på den måde fandt jeg en form for stabilitet midt i kaos, mens jeg kæmpede for at få stoppet de personligt negative og belastende tangenter.
“Man erkendte det gale i at udskille det kønslige fra det øvrige menneskelige og gik over til at udskille det øvrige menneskelige fra det kønslige”
/Piet Hein/
Det åndelige og den mentale evne til at abstrahere fra det kønslige og basalt fysiske, er det, der adskiller mennesker fra dyr.
Accepten af det kønslige og basalt fysiske, er det, der adskiller mennesker fra illusionen om eksistensen af overjordiske væsner i skikkelse af enten sig selv eller andre mennesker.
Social etik, er det, der beskytter det enkelte individs integritet, trivsel og personlige helstøbning.
Både det overmenneskelige og det undermenneskelige, er umenneskelige livspositioner for mennesker.
Latifa Ljørring opfordrer i artiklen » Islam – min fortolkning, Berlingske 10. august 2013, sine muslimske medborgere til at tænke sig om, når det gælder kravene til danskerne om at integrere muslimske traditioner i Danmark.
Forventningerne til generel rummelighed som omdrejningspunkt for integration er en gensidig størrelse. Det er både etniske danskere og nydanskere med muslimsk baggrund, der bidrager med forventninger til en kollektiv rummelighed af hinandens personlige værdier og normer.
Jeg er af den holdning, at det generelle samfund bør bygge på respekten på forskellighed.
Det rummelige aspekt i form af udveksling af tværkulturelle værdier, bør være noget, der foregår i det nære liv på individ niveau, på baggrund af de nære relationer i hverdagslivet. Der kommer ikke noget godt ud af at ville diktere rummelighed som et overordnet krav til samfundets borgere. Det går for tæt på den enkeltes personlige frihed. Det giver derimod god mening, at forsøge at definere nogle fælles spilleregler for respekten for forskellighed. Der bør alle kunne være med.
Ullas Vinkler... 