Har det åbne samfund forstærket tabuiseringen?

Det virker på sin vis som lidt af et paradoks, at der kan eksistere tabuer i et samfund, der på mange måder er så åbent, som det er. For der er jo en meget stor generel åbenhed, om stort set alle emner: Døden, selvmord, alvorlig sygdom, psyken, tro, åndelighed, økonomiske op og nedture, ledighed – og så videre. Der er jo masser af fuldt ud tilgængelig viden om stort set hvad som helst.

Men alligevel er der mange tabuer forbundet med mange problemstillinger, ligeså snart det kommer personlig tæt på.

Som jeg ser det, så bunder tabuiseringen i, at den større åbenhed ikke går i spænd med etikken og respekten for det individuelle personlige rum. Der er ligesom opstået en form for kollektivisering – når det gælder personlige problemstillinger. Har man viden og oplevelse om en problemstilling, så ved man alt om det – på hele menneskehedens vegne. Men på den måde reducerer man det individuelle personlige rum, for oplevelsen af at have problemet tæt på. Oplevelsen af at få problemerne tæt på forsvinder jo ikke, ved at der kommer større åbenhed om problemstillingerne. Det der gør ondt, gør stadig ondt. Det der er svært, er stadig svært.

Mange problemstillinger er ligesom gået hen og blevet allemandseje. Man kan for eksempel støde på pop smarte programmer i TV, hvor mennesker sidder og slår plat og krone om, hvem de tror, der har en psykisk sygdom. Det er en tingsliggørelse af de mennesker, der har en psykisk sygdom. Så reducerer man andre menneskers liv og livsvilkår til underholdning i stil med gættelege om salgsprisen på et hus.

Så får vi en kultur, hvor der er en masse smagsdommere, der ved bedre – end den, det reelt handler om.

På den måde kommer der et stort pres på den enkelte, når problemerne kommer tæt på. Mennesker kan nemt blive væltet omkuld af en mur af meninger – hvor der ikke bliver ret meget plads til dem selv, og hvordan de selv oplever, at de har det.

Og den måde mennesker kan forsøge at give sig selv et personligt frirum – er ved tavshed. Hvad andre ikke ved noget om – kan man ikke blive belemret med en masse forudfattede og standardiserede meninger om. Problemet med tabuiseringen og tavsheden er bare, at det nogle gange kan forstærke den negative oplevelse af svære perioder og problemer – fordi mennesker så udover at have det lidt svært med nogle problemstillinger – også kommer til at skulle – “lade som om”. Det er jo til enhver tid altid det nemmeste og sundeste, at kunne være direkte åben og ærlig omkring sig selv – overfor de mennesker man har omkring sig. Det er et langt stykke hen ad vejen – den halve “medicin” for personlig trivsel…

Hvordan opstår ”det onde”?

Alle har et problem med “det onde”. Religionerne, videnskaberne, befolkningsgrupperne, samfundene – store som små. Hvordan opstår “det onde”?

Kan det afgrænses – så det kan hægtes på nogle bestemte mennesker?

Kan det afgrænses – så det kan hægtes på nogle bestemte ideologier?

Kan det afgrænses – så det kan hægtes på nogle bestemte centre i hjernen?

Kan det afgrænses – så det kan hægtes på nogle bestemte samfund?

Så man ligesom kan stoppe udbredelsen af “det onde”.

Det lykkes pudsigt nok aldrig?

Så opstår det igen – fra en helt anden side – på en helt anden måde.

Så kommer mennesker i tvivl.

Gad vide – om det var “meningen” – at verden skulle være god – så det ligesom er en “fejl”, når der sker noget ondt?

Eller – gad vide – om det var “meningen” – at verden skulle være ond – så det ligesom er et “mirakel”, når der sker noget godt?

Men det er faktisk meget enkelt: Det onde opstår, når mennesker mister troen på det gode.

Så “det onde” vil kunne opstå – overalt – hvor mennesker – af forskellige grunde – mister troen på det gode.

Og hvad skal der så til – for at mennesker ikke mister troen på det gode?

Hvad med oplevelsen af – at der sker noget menneskeligt godt?

Så det gode – ligesom er en mulighed – der er indenfor rækkevidde – som andet og mere end en hypotetisk mulighed – en illusion – der alligevel aldrig vil kunne blive virkelighed…

» Samfundspolitisk styring og regulering…

Menneskeligheden – i ”livsens ondskab”…

Hvad vil det sige at være menneskelig? En af dem, der har beskæftiget sig med at beskrive menneskets finurlige krumspring – på godt og ondt – er Gustav Wied…

Gustav Wieds » “Livsens Ondskab“, der blev filmatiseret i 1972 – byder på en perlerække af menneskelige karakterskildringer i den lille by Gammelkøbning.

Luksusbugen og ædedolkenes klub; Tummelumsens ihærdige stræben efter at få den fædrene gård tilbage; den impulsive og muntre glade kone (i filmatiseret skikkelse af Bodil Udsen); og ikke mindst den nøgterne, bramfrie – men på sin vis også livs- og menneskekærlige Toldkontrollør Knagsted.

Forargelsen, æren, livsglæden, slægten, nydelsessygen, misundelsen, døden, rigdommen og fattigdommen – lever side om side, i den lille bys persongalleri.

Gustav Wieds forfatterskab er efterhånden af det, man roligt kan kalde: Ældre dato 🙂 – men der er noget næsten arketypisk over det Wied’ske persongalleri…

Filmatiseringen kan købes på DVD (og formodentlig også lånes på biblioteket). Bøgerne – ja – dem kom jeg lidt til kort med – sproget var lidt for gammeldags at læse for mig – i den udgave jeg i sin tid forsøgte mig med 🙂

Ole Lemmeke har indtalt Livsens Ondskab som lydbog:

Ole Lemmeke præsenterer Livsens Ondskab af Gustav Wied…