Personlig åbenhed – er en læreproces…

Der er altid meget nyt at lære – i en foranderlig verden…

Og i det mere og mere digitaliserede kommunikationssamfund – er en af udfordringerne: Hvordan forholder vi os til personlig åbenhed i det digitale “rum”?

Der dukker med jævne mellemrum sager op fra Face-book – hvor åbenheden er gået for vidt. Jeg husker en sag fra en kommune (Jeg kan desværre ikke længere huske hvilken), hvor en gruppe borgere havde oprettet en hadegruppe mod en kommunalpolitiker, som de havde set sig vrede på. Det var til sidst gået helt over gevind, så det var kammet over i personlige trusler mod politikeren. Sagen blev politianmeldt – og borgerne fik en sag på halsen. Bagefter hed det sig, at det var svært at styre åbenheden i disse digitale netværker. Mennesker glemte ligesom sig selv – og blev revet med af stemningen.

Det havde jeg lidt svært ved helt at forstå. Der er vel grænser for, hvor meget man kan lade sig rive med af?

Men der er nok noget om det.

Det at kommunikere på det digitale netværk er stadig forholdsvist nyt. Udviklingen er gået utrolig hurtigt på dette felt. Og det “rum” skal nok have sin “prøvetid” ligesom så meget andet.

Mennesker skal have tid til at vænne sig til det – og prøve grænserne af i det. Lære at forholde sig til den åbne – personlige åbenhed – både sin egen og andres.

Vender vi blikket mod den politiske verden – der som ofte altid er meget lærerig at studere, når det gælder medier og åbenhed – så kan vi se mange eksempler på, hvordan hver sætning, formulering, ansigtsudtryk og stump tøj i beklædningen bliver dybdeanalyseret, vendt og drejet på alle leder og kanter. Vi kan også se hvor hæmmende, det nogen gange kan være for nogle mere seriøse og dybdegående debatter (» Når ekkoet bliver højere end lyden…).

Men det er efterhånden også noget, flere og flere kører træt af og begynder at vende sig imod.

Grundlæggende er personlig åbenhed noget positivt. Både demokratisk – men også menneskeligt, når det gælder de mere personlige emner.

Åbenheden kan give meget godt – men det er en læreproces – ligesom så meget andet…

En læreproces, der er svær at komme udenom…

For sådan er den tid – og den verden – vi lever i…

Reklamer

Uskyldig dømt – af folkedomstolen…

Vi har i Danmark et retsprincip, der gør, at ingen er skyldige – medmindre det bliver bevist, og de bliver dømt for det. Eller har vi?

Hvor mange uskyldige bliver eksponeret og hudflettet af den offentlige folkedomstol? Og bliver de for alvor frikendt, når det viser sig, at mistroen ikke kan bære en reel dom for noget ulovligt?

For et par år siden skete der ved årsskiftet en alvorlig forbrydelse. En ung pige blev voldtaget og myrdet. Politiet gik som vanlig i gang med en lang række afhøringer – hvoraf de fleste af dem, der kom i søgelyset, jo selvfølgelig var uskyldige. Det er normal procedure i den slags sager. Alt og alle, der har været i nærheden, kommer i betragtning og bliver afhørt, når politiet skal finde spor og forsøge at kortlægge, hvad der er sket. På et tidspunkt blev et navn og ansigt eksponeret i dagspressen. Nu havde man fundet den skyldige. Så gik der selvsving i folkedomstolen. Naboer udtalte sig. De syntes også, der var noget mystisk ved manden. En lidt underlig type. Enspænder. Holdt sig lidt for sig selv – og videre i den dur. Der var et lille men – ved sagen. Der var blevet taget DNA prøver af både denne mand – og rigtigt mange andre, og der gik lidt tid, før man havde resultatet af de prøver.

DNA prøven frikendte manden. Det kunne ikke være ham. Men inden det resultat kom, nåede han at blive eksponeret og hængt ud som voldtægtsforbryder og morder – af den selvsvingende folkedomstol.

I den politiske verden er folkedomssager efterhånden hverdagskost. Vi har Helle Thornings skattesag, Troels Lund Poulsens læk af fortrolige skattepapirer, Søren Gades viden om tortur af krigsfanger, Ole Sohns involvering med Sovjet-kommunisterne. De fylder meget i mediebilledet. Skyldig – ikke skyldig? Folkedomstolen svinger hammeren og afsiger dommen.

For er de, der på den måde bliver eksponeret ikke allerede dømt? Er dommen ikke afsagt, når de, der er under mistanke, ikke kan få fred til at arbejde og agere som uskyldige?

Den uskyldige mand, der i sin tid blev eksponeret som voldtægtsforbryder og morder, fik en dom, der ikke gik væk igen. Jeg hørte fra en af mine pårørende her i julen, hvor vi diskuterede fænomenet med folkelige domme i medierne, at der på et senere tidspunkt havde været et interview med manden. Det blev aldrig det samme igen. Sagen blev ved med at hænge ved ham. Han oplevede, at menneskene i nabolaget vedblev at se skævt til ham.

Jeg ved ikke, om den rigtige voldtægtsmand og morder blev fundet, eller om sagen figurerer som en uopklaret sag? Det var ikke det, der kom til at fylde og blev eksponeret i medierne. Det blev til sagen om den uskyldige mand, der blev eksponeret og dømt af folkedomstolen.

Hvad husker mennesker? De fleste husker, at der engang var nogle sager. De husker, hvem der var involveret og blev eksponeret i sagerne. Men hvor mange husker udfaldet af sagerne? Nogen vil altid blive forbundet med de sager, de har været eksponeret i forbindelse med – også selvom de var uskyldige. Sagerne vil blive ved med at hænge ved dem.

Bliver Helle Thorning nogensinde frikendt i sin skattesag? Bliver Troels Lund Poulsen, der har taget orlov fra folketinget, mens hans sag undersøges, nogensinde troværdig som ministeremne igen? Er Søren Gade færdig i politik? Bliver Ole Sohn nogensinde andet end Sovjet-kommunisternes gamle ven?

For – der går ikke røg af en brand uden ild?

Eller gør der?

Udstilling af døde og lemlæstede – Dokumentar eller dødsporno?

På YouTube kan man se videoklip med » Gaddafis lemlæstede lig. På mig virker det voldsomt og markabert.

Da prinsesse Diana forulykkede i sin bil, blev der også bragt billeder af hende i kvæstet tilstand i nogle nyhedsmedier.

På et tidspunkt så jeg i en nyhedsudsendelse, at nysgerrige mennesker er et stigende problem for falckreddere og politi på ulykkessteder. I udsendelsen blev der vist, hvordan der blev brugt afskærmninger for at beskytte døde og tilskadekommende fra kameraer og nysgerrige blikke.

Dokumentar eller dødsporno?
Hvor går grænsen mellem, hvornår noget er dokumentar og virkelighedsinteresse – og hvornår kammer det over og bliver udstillende beskuelse i en form for spændingsunderholdning?

Der er selvfølgelig de etiske hensyn at vise for de døde, de kvæstede – og deres pårørende. Det hensyn vejer, synes jeg – tungt.

Men er det nødvendigt for dokumentarens skyld, at vi ser disse nærgående billeder af døde og kvæstede? Bliver krig mere ægte og bedre beskrevet, når vi ser billeder af lig?

Og er det sundt?

Er det sundt?
Er det sundt for os, at få død og lemlæstelse serveret i en eksponeret nyhedsudgave?

Der har gennem tiden været meget kritik af, at børn og unge ser voldsfilm. Det giver dem et forkrampet og uvirkeligt forhold til vold og død. Hvad med virkelighedens død og vold?

Er det sundt at se videoklip af Gadaffis lig, der bliver vist frem som et trofæ?

Påvirker det synet på vold og død i en negativ retning?

Når ekkoet bliver højere end lyden…

Spindoktorer har fyldt meget som kommentatorer i de digitale mediers dækning af den nu overståede valgkamp.

Politikerne kæmper en hård kamp for at brænde igennem i medierne. Og nogen af dem de er oppe imod, er gamle og nuværende spindoktorer, der er meget eftertragtede som politiske kommentatorer.

Jo mere spindoktorer vinder indpas som politiske kommentarer, jo mere bliver de politiske debatter fokuseret på det politiske spil og strategier – og kan gøre det svært for politikerne at komme igennem med deres politiske holdninger og budskaber. Så kan der opstå det fænomen, at ekkoet bliver højere end lyden, som Bent Falbert udtrykte det i en debatudsendelse på DR2 under valgkampen.

Analyserne af, hvad politikerne nok mener, har af skjulte hensigter og strategier, med det de siger – kan komme til at tage ordet ud af munden på politikerne. Som en af de mange valgkommentatorer og debattører udtrykte det, så kan det jo godt være, at politikerne mener det, de siger – men det kommer bare til at stå i skyggen af spinkommentatorernes analyser.

Spinkommentatorer udkonkurrerer den pågående journalistik…

Der er stor forskel på dybdeborende og pågående journalistik – og brugen af spindoktorer som politiske kommentatorer.

Den gode dybdeborende og pågående journalistik er rettet mod at få nogle svar og argumenter ud af politikerne. Så her er det politikerne, deres holdninger og ståsteder, der er i centrum. Spinkommentatorerne på sidelinien retter derimod fokus mod dem selv – og deres eget kendskab og interesse for politisk spil og strategi. Så bliver politikerne statister i de politiske debatter.

Tendensen med en større og større brug af politiske spinkommentatorer, er til dels sket på bekostning af den pågående journalistik.

Set ud fra en demokratisk synsvinkel, så er den tendens uheldig. Den pågående journalistik er langt mere politisk relevant og interessant. Det er trods alt politikerne, der skal stemmes om til et valg – og dem der efterfølgende skal tage de politiske beslutninger?

Så fik hun nok…

Så fik hun nok – Lene Espersen.

Sikkert en klog beslutning. Alt den negative opmærksomhed, der har været om hendes person, må ha’ været en stor personlig belastning – og har absolut ikke gavnet det konservative parti.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på mediernes rolle. For hun har i den grad stået for skud – mere end som så mange andre ministre.

Er det vejen frem i dansk politik? At medierne kan styre hvilke politikere, der skal kunne “overleve” på toppen i politik?

Det kan jo også blive så “hedt” på toppen – at det kun er mennesker af en helt bestemt hårdhudet støbning, der bryder sig om at beskæftige sig med politik. Og er det ønskværdigt?

Dårlig presseetik skader demokratiet

Hvad skal vi med personlige udleveringer af vores politikere? DR’s video med en stresset Bertel Haarder der mister tålmodigheden, kunne vi godt undvære.

Den politiske scene er i forvejen præget af en grumset midtersøgende masse – uden tydelige ideologiske markeringer og ”hovsa”-agtige mærkesagsmarkeringer. Når det bliver ”peppet” op med en journalistisk fascination af personsager og personlige udleveringer af vores politikere – bliver det svært for os samfundsborgere, at finde den saglige substans i de politiske debatter.

Sommerens Helle og Lene sager – var da hændervridende ligegyldige for de samfundsopgaver, der er relevante for os som samfundsborger: Krisetid, et ustabilt arbejdsmarked, en ”udsultet” folkeskole, og svære kår for samfundets mest udsatte grupper.

Og nu en video med Bertel Haarder – der mest af alt er dårlig presseetik.

Vi kan dårligt undvære god dybdegravende journalistik, der kan skabe opmærksomhed omkring oversete og forsømte forhold i vores samfund. Det har mange gange rusket godt op i mange relevante sager og problemstillinger.

Men spar os dog for at spilde tid og ressourcer på at forplumre de politiske debatter med tåbelige personsager og personlige udleveringer.