Udstilling af døde og lemlæstede – Dokumentar eller dødsporno?

På YouTube kan man se videoklip med » Gaddafis lemlæstede lig. På mig virker det voldsomt og markabert.

Da prinsesse Diana forulykkede i sin bil, blev der også bragt billeder af hende i kvæstet tilstand i nogle nyhedsmedier.

På et tidspunkt så jeg i en nyhedsudsendelse, at nysgerrige mennesker er et stigende problem for falckreddere og politi på ulykkessteder. I udsendelsen blev der vist, hvordan der blev brugt afskærmninger for at beskytte døde og tilskadekommende fra kameraer og nysgerrige blikke.

Dokumentar eller dødsporno?
Hvor går grænsen mellem, hvornår noget er dokumentar og virkelighedsinteresse – og hvornår kammer det over og bliver udstillende beskuelse i en form for spændingsunderholdning?

Der er selvfølgelig de etiske hensyn at vise for de døde, de kvæstede – og deres pårørende. Det hensyn vejer, synes jeg – tungt.

Men er det nødvendigt for dokumentarens skyld, at vi ser disse nærgående billeder af døde og kvæstede? Bliver krig mere ægte og bedre beskrevet, når vi ser billeder af lig?

Og er det sundt?

Er det sundt?
Er det sundt for os, at få død og lemlæstelse serveret i en eksponeret nyhedsudgave?

Der har gennem tiden været meget kritik af, at børn og unge ser voldsfilm. Det giver dem et forkrampet og uvirkeligt forhold til vold og død. Hvad med virkelighedens død og vold?

Er det sundt at se videoklip af Gadaffis lig, der bliver vist frem som et trofæ?

Påvirker det synet på vold og død i en negativ retning?

Omfortælling…

Om fortællinger kan siges, at de må enten være genfortællinger eller omfortællinger.

Om det fortalte er genfortalt eller omfortalt – handler om tid.

Det genfortalte går tilbage.

Det omfortalte er nu – og måske lidt fremad.

Nogle fortællinger må genfortælles – så rummer de mest glæde.

Nogle fortællinger må omfortælles – ellers er de for grumme.

En fortælling rummer muligheden for både at blive genfortalt og omfortalt.

Om det genfortalte er mere ægte end det omfortalte – handler om fortælleren.

Genfortællinger kan rumme mere følelse.

Omfortællinger kan rumme mere erkendelse.

En god fortælling rummer både følelse og erkendelse – fra fortælleren af den genfortalte omfortælling…

Perfektionsram(t)(me)…

Den perfektionsramte har brug for sin ramme…

En kendt ramme…

En sikker ramme…

Perfektion uden ramme – er de umuliges opgave…

Et skridt ved siden af rammen – og perfektionen falder sammen…

Bliver forkert…

Fejlslagen…

Rodet…

Forvirret…

Uforståelig…

Tilbage til rammen…

Genoprette orden og sikkerhed…

Måske polere og forfine den – lidt i detaljen…

Som et slags plaster på såret – over nederlaget i den rammeløse uorden…

Et lettelsens suk…

Så er verden atter – som den skal være…

Alt ligger – hvor det skal…

Alt sker – i den rækkefølge – det skal…

Ingen huller – hvor forstyrrende rammeløse kan trænge ind…

Perfektionsrammen er sikret…

Alt under kontrol…

Den perfektionsramte – er reddet…

Illustration inspireret af bogen “Salige er de enfoldige”, af den islandske forfatter Gunnar Gunnarsson.

» MENNESKE