Har det åbne samfund forstærket tabuiseringen?

Det virker på sin vis som lidt af et paradoks, at der kan eksistere tabuer i et samfund, der på mange måder er så åbent, som det er. For der er jo en meget stor generel åbenhed, om stort set alle emner: Døden, selvmord, alvorlig sygdom, psyken, tro, åndelighed, økonomiske op og nedture, ledighed – og så videre. Der er jo masser af fuldt ud tilgængelig viden om stort set hvad som helst.

Men alligevel er der mange tabuer forbundet med mange problemstillinger, ligeså snart det kommer personlig tæt på.

Som jeg ser det, så bunder tabuiseringen i, at den større åbenhed ikke går i spænd med etikken og respekten for det individuelle personlige rum. Der er ligesom opstået en form for kollektivisering – når det gælder personlige problemstillinger. Har man viden og oplevelse om en problemstilling, så ved man alt om det – på hele menneskehedens vegne. Men på den måde reducerer man det individuelle personlige rum, for oplevelsen af at have problemet tæt på. Oplevelsen af at få problemerne tæt på forsvinder jo ikke, ved at der kommer større åbenhed om problemstillingerne. Det der gør ondt, gør stadig ondt. Det der er svært, er stadig svært.

Mange problemstillinger er ligesom gået hen og blevet allemandseje. Man kan for eksempel støde på pop smarte programmer i TV, hvor mennesker sidder og slår plat og krone om, hvem de tror, der har en psykisk sygdom. Det er en tingsliggørelse af de mennesker, der har en psykisk sygdom. Så reducerer man andre menneskers liv og livsvilkår til underholdning i stil med gættelege om salgsprisen på et hus.

Så får vi en kultur, hvor der er en masse smagsdommere, der ved bedre – end den, det reelt handler om.

På den måde kommer der et stort pres på den enkelte, når problemerne kommer tæt på. Mennesker kan nemt blive væltet omkuld af en mur af meninger – hvor der ikke bliver ret meget plads til dem selv, og hvordan de selv oplever, at de har det.

Og den måde mennesker kan forsøge at give sig selv et personligt frirum – er ved tavshed. Hvad andre ikke ved noget om – kan man ikke blive belemret med en masse forudfattede og standardiserede meninger om. Problemet med tabuiseringen og tavsheden er bare, at det nogle gange kan forstærke den negative oplevelse af svære perioder og problemer – fordi mennesker så udover at have det lidt svært med nogle problemstillinger – også kommer til at skulle – “lade som om”. Det er jo til enhver tid altid det nemmeste og sundeste, at kunne være direkte åben og ærlig omkring sig selv – overfor de mennesker man har omkring sig. Det er et langt stykke hen ad vejen – den halve “medicin” for personlig trivsel…

Reklamer

”Det onde” – en ”ubalanceret” udgave af ”det gode”…

“Det ondes” største styrke er, at det skaber frygt og forvirring blandt mennesker…

Så det at finde en måde at “placere” / “forlige” sig med “det onde” – handler ikke så meget om at acceptere den menneskelige ondskab, der sker i verden – men mere om at finde en måde forholde sig til verdens og menneskers grusomheder, så det ikke får lov til at skabe så meget frygt og forvirring, at der ikke er nogen, der tør “se” på det, “røre” ved det, “afmystificere” det, og forsøge at gøre noget konstruktivt ved problemerne…

“Hele kunsten er at få slagkraft uden at få slagside.”

/Piet Hein/

Det virker for mig, som en god måde at se “det gode” og “det onde” – som yderpoler på den samme skala – i stedet for modsætninger. “Det onde” er ikke mere “fremmedartet”, end at det er en mere eller mindre ekstrem “ubalanceret” udgave af “det gode”.

Og det, der afbalancerer det menneskelige udtryk som godt eller ondt – er medmenneskeligheden, der finder sin modpol i det egocentriske – som heller ikke er hinandens modpoler – men er yderpoler på den samme skala. Egoisme er en basal nødvendighed for den menneskelige overlevelse – og så kan den udarte sig til at blive mere eller mindre egocentrisk og blottet for medmenneskelig tolerance og hensyntagen.

» Hvordan opstår “det onde”?

» Samfundspolitisk styring og regulering…

» De sociale kløfter og sammenhængskraften…

Hvordan opstår ”det onde”?

Alle har et problem med “det onde”. Religionerne, videnskaberne, befolkningsgrupperne, samfundene – store som små. Hvordan opstår “det onde”?

Kan det afgrænses – så det kan hægtes på nogle bestemte mennesker?

Kan det afgrænses – så det kan hægtes på nogle bestemte ideologier?

Kan det afgrænses – så det kan hægtes på nogle bestemte centre i hjernen?

Kan det afgrænses – så det kan hægtes på nogle bestemte samfund?

Så man ligesom kan stoppe udbredelsen af “det onde”.

Det lykkes pudsigt nok aldrig?

Så opstår det igen – fra en helt anden side – på en helt anden måde.

Så kommer mennesker i tvivl.

Gad vide – om det var “meningen” – at verden skulle være god – så det ligesom er en “fejl”, når der sker noget ondt?

Eller – gad vide – om det var “meningen” – at verden skulle være ond – så det ligesom er et “mirakel”, når der sker noget godt?

Men det er faktisk meget enkelt: Det onde opstår, når mennesker mister troen på det gode.

Så “det onde” vil kunne opstå – overalt – hvor mennesker – af forskellige grunde – mister troen på det gode.

Og hvad skal der så til – for at mennesker ikke mister troen på det gode?

Hvad med oplevelsen af – at der sker noget menneskeligt godt?

Så det gode – ligesom er en mulighed – der er indenfor rækkevidde – som andet og mere end en hypotetisk mulighed – en illusion – der alligevel aldrig vil kunne blive virkelighed…

» Samfundspolitisk styring og regulering…

Er prostitution et udtryk for seksuel frigørelse?

Der dukker mange synsvinkler op, når debatten kommer til prostitution – og hvorvidt det er et reelt erhverv, eller om det burde kriminaliseres. Det fik mig til at tænke på, hvorvidt prostitution kan ses som en del af den generelle seksuelle frigørelse, der har fundet sted.

Men prostitution er jo netop ikke en del af den seksuelle frigørelse – historisk set. Der er ikke noget nyt, moderne eller frihedsrevolutionerende ved begrebet prostitution og det at ernære sig ved prostitution. Det er historisk set et meget gammelt fænomen. Det seksuelt frigørende lå vel mest i pornoens frigørelse, et ændret syn på seksualitet som andet og mere end menneskers evne til at reproducere sig selv og sikre artens overlevelse – og en generel større åbenhed omkring seksualitet.

Prostitution og det at sælge og købe sex er jo netop præget af anonymitet og dobbeltliv. Det kan på sin vis kategoriseres som et udtryk for seksuel hæmning? Der ligger vel ikke noget udpræget frit i at leve med sin seksualitet som noget skjult og anonymt?

Et er, at der eksisterer et marked og dermed et behov for et liv med seksualiteten i det skjulte og anonyme univers. Men det virker forkert, at se prostitution som en del af det, der historisk kaldes seksuel frigørelse. Det giver måske tværtimod en pejling på, at den seksuelle frigørelse, der har fundet sted, ikke har været så frigørende – som der nogen gange bliver givet udtryk for?

Det er lidt paradoksalt at tænke på, at et historisk set meget gammelt fænomen og erhverv som prostitution stadig eksisterer, set i lyset af den generelle holdningsændring der er forgået – når det handler om sex og seksualitet. Åbenheden er meget stor – og de professionelle rådgivningsmuligheder er også meget store. Og det ældgamle erhverv prostitution – og den skjulte, lyssky og anonyme seksualitet, den består…

Det er som om, der mangler – en seksuel frigørelse?

“Man erkendte det gale i at udskille det kønslige fra det øvrige menneskelige og gik over til at udskille det øvrige menneskelige fra det kønslige.”

/Piet Hein/

» Forbud mod købesex?

Personlig åbenhed – er en læreproces…

Der er altid meget nyt at lære – i en foranderlig verden…

Og i det mere og mere digitaliserede kommunikationssamfund – er en af udfordringerne: Hvordan forholder vi os til personlig åbenhed i det digitale “rum”?

Der dukker med jævne mellemrum sager op fra Face-book – hvor åbenheden er gået for vidt. Jeg husker en sag fra en kommune (Jeg kan desværre ikke længere huske hvilken), hvor en gruppe borgere havde oprettet en hadegruppe mod en kommunalpolitiker, som de havde set sig vrede på. Det var til sidst gået helt over gevind, så det var kammet over i personlige trusler mod politikeren. Sagen blev politianmeldt – og borgerne fik en sag på halsen. Bagefter hed det sig, at det var svært at styre åbenheden i disse digitale netværker. Mennesker glemte ligesom sig selv – og blev revet med af stemningen.

Det havde jeg lidt svært ved helt at forstå. Der er vel grænser for, hvor meget man kan lade sig rive med af?

Men der er nok noget om det.

Det at kommunikere på det digitale netværk er stadig forholdsvist nyt. Udviklingen er gået utrolig hurtigt på dette felt. Og det “rum” skal nok have sin “prøvetid” ligesom så meget andet.

Mennesker skal have tid til at vænne sig til det – og prøve grænserne af i det. Lære at forholde sig til den åbne – personlige åbenhed – både sin egen og andres.

Vender vi blikket mod den politiske verden – der som ofte altid er meget lærerig at studere, når det gælder medier og åbenhed – så kan vi se mange eksempler på, hvordan hver sætning, formulering, ansigtsudtryk og stump tøj i beklædningen bliver dybdeanalyseret, vendt og drejet på alle leder og kanter. Vi kan også se hvor hæmmende, det nogen gange kan være for nogle mere seriøse og dybdegående debatter (» Når ekkoet bliver højere end lyden…).

Men det er efterhånden også noget, flere og flere kører træt af og begynder at vende sig imod.

Grundlæggende er personlig åbenhed noget positivt. Både demokratisk – men også menneskeligt, når det gælder de mere personlige emner.

Åbenheden kan give meget godt – men det er en læreproces – ligesom så meget andet…

En læreproces, der er svær at komme udenom…

For sådan er den tid – og den verden – vi lever i…

Folkekirkens problemstillinger mangler afgrænsning…

En del af det, der får folkekirken til at fremstå så konfliktfyldt – er, at der ikke er nogen klar adskillelse mellem de forskellige problemstillinger / udfordringer / opgaver.

Der er en sammenblanding af de ansattes arbejdsvilkår, de formelle serviceydelser – og den åndelige kerneværdi.

Oppe fra og ned – så hænger hele verden jo sammen. Men problemstillinger der diskuteres på et alt for komplekst niveau, har det med at blive uendelige og fastlåste.

Det ville tjene folkekirken godt, med en bedre sortering af problemstillingerne – så der er et “rum” for hvert “delområde”:

– Arbejdsvilkårene for de ansatte…

– De formelle serviceydelser til folkekirkens medlemmer…

– Og endelig kerneværdien – det etiske og åndelige…

Arbejdsvilkårene for de ansatte

Arbejdsvilkårene for de ansatte bør så vidt muligt løses i interne faglige sammenhænge.

De forskellige procedurer og retningslinier, der sikrer de enkelte ansatte de bedst mulige vilkår – som for eksempel muligheden for selv at vælge hvem man vil foretage vielser af – hører ind under kategorien: Ansattes arbejdsvilkår.

De formelle serviceydelser

Det tjener altid en sammenhæng, hvis den evner at fremstå samlet – med et samlet tilbud til medlemmerne.

Så den samlede serviceydelse i forbindelse med dåb, bryllupper og begravelser – er et generelt tilbud fra folkekirken til folkekirkens medlemmer.

Hvordan de ansatte præster fordeler opgaverne imellem sig – af hensyn til den enkelte præsts ståsted – bør så vidt muligt ikke være noget medlemmerne mærker noget til, i deres henvendelse og tilgang til kirken…

Den åndelige kerneværdi

Kerneværdien – det etiske og åndelige – bør fremstå meget klart som kerneværdi…

Der bør også være synlige “rum” for det “åndelige” – hvor folkekirkens medlemmer kan: Dyrke det åndelige og troen; og diskutere og reflekter over det åndelige og troen.

Synlige “rum” for det åndelige – hvor folkekirkens øvrige problemstillinger ikke er synlige…

De bløde værdier bliver klemt, når problemstillinger mangler afgrænsning

Det er altid de bløde værdier – i dette tilfælde den åndelige kerneværdi – der bliver klemt, når der mangler en god afgrænsning af problemfelterne i en overordnet problemstilling.

Og så lander man let det sted, at de bløde kerneværdier bliver usynlige – og det, man står tilbage med, er de rationelle “ramme-konflikter” – hvor det oprindelige indhold / kerneværdien er blevet “glemt”…

“Man må kunne tale om hver ting for sig og om tingene i deres sammenhæng”

/Piet Hein/

Afklaring og synliggørelse af eget ståsted – det bedste udgangspunkt for dialog…

En rummelighedstankegang, der baserer sig på, at integration mellem mennesker handler om at integrere hinandens grundværdier – og gøre dem til en del af sine egne grundværdier – er næsten dødsdømt på forhånd.

Det bliver købmandskab efter melodien: Klip en tå og hak en hæl.

Og der er i bund og grund ikke rigtigt nogen, der har det helt godt med at give køb på de grundlæggende personlige værdier.

Dialog og sammenhængskraft

Man kommer længst med integration og social omgang mellem mennesker, ved at fokusere på en afklaring og synliggørelse af de individuelle ståsteder – som udgangspunkt og grundlag for dialogen om, hvordan man socialt kan omgås hinanden – med de forskellige værdier, som mennesker nu engang har…

Og den bedste samfundsmodel / organisationsstruktur er den, der rummer mest plads til individuelle forskelligheder…

“Man må ikke forlange det uforenelige: man må vælge: enten at være respekteret eller respektabel.”

/Piet Hein/

» Sammenhængskraften – skal “forstås” i 3 dimensioner…

» Dialog eller videndeling?

» Religion og kulturdannelse…

» HELE mennesker har “farver” – og skal “forstås” i 3 dimensioner…

» Et totalitært system skaber problemer for livskvaliteten…

FORKLARINGEN – på Breivik’s handlinger…

Det har floret med analyser, meninger og reaktioner ovenpå Anders Breivik’s massakre i sidste uge.

Kompasnålen har formodentlig efterhånden været hele vejen rundt i en søgen efter: Hvad der i Breivik’s liv kan give en forklaring på hans handlinger. I håbet om at finde det sted, hvor pilen kan stoppe op – DER har vi FEJLEN! Så kunne vi alle sammen ånde lettet op – rette FEJLEN – og leve videre i en tryg forvisning om, at nu – kan det samme ikke ske igen.

Men uanset hvor vi vender pilen hen, så er der intet, der kan bære hele forklaringen. Der er mange forklaringer, der tilsammen kan give en form for efterrationaliserende forklaring – på Breivik. Men ikke på hvordan vi skal forebygge lignende tilfælde i fremtiden.

For som det ofte er, når der sker noget tragisk og ekstremt, der ryster og forskrækker os. Så er der tale om et sammenfald af en lang række vilkår og hændelser – over tid – i kombination med en mangel på sund menneskelig tyngde.

Hvad der påvirkede hvad og hvem – og i hvilken rækkefølge. Ja i bakspejlet vil det selvfølgelig kunne lade sig gøre at kortlægge det. Men der ligger ikke noget forebyggende perspektiv i det. Dertil er en Breivik alt for ekstrem. Der er mange mennesker, der læser de ting, Breivik har læst; Mange mennesker der har oplevet de samme ting, som Breivik har oplevet; Mange mennesker der har haft samme opvækstbetingelser, som Breivik har haft. Men de mange andre, er ikke blevet massemordere af den grund.

For noget tid siden var der en anden tragisk hændelse. En far myrdede sine tre børn, efter at han var blevet fyret fra en lederstilling. Det kunne vi heller ikke bruge til noget generaliserende forebyggende. Der er mange mennesker, der får en fyreseddel, uden at de efterfølgende slår deres egne børn ihjel.

Det, vi reelt kan konkludere, er – at mennesket har en skyggeside, der under en kombination af en række forskellige påvirkninger over tid – kan få et menneske til at køre ud ad nogle ekstreme tangenter.

Vi kan også konkludere, at det kan ske. Det er lige sket i Norge.

Det sker med jævne mellemrum, at mennesker reagerer destruktivt og ekstremt.

Der hersker nogle vilkår i vores kultur, hvor det er muligt for mennesker, at miste den sunde menneskelige tyngde – og køre ud ad nogle destruktive og ekstreme tangenter.

Forebyggende?

Hvad skal der til, for at mennesker får og bevarer en sund menneskelig tyngde?

Det findes der ikke ét enkelt entydigt klart svar på. Det ligger i de mange små ting i livet – over tid…

Lidt mere betænksomhed, lidt mere opmærksomhed, lidt mere hensyntagen, lidt klarer stillingtagen til godt og ondt – i de mange små ting i livet – over tid…

Læs eventuelt indlæggene:

Anders Breivik – et “barn” af vor tid?

Er tanker farlige?

Er tanker farlige?

I hovedet på nogle mennesker kan alle tanker, ideologier og “fikse” ideer blive farlige.

Det er den norske attentatmand Anders Behring Breivik et skræmmende eksempel på.

Der vil som ofte i kølvandet på denne form for ekstreme handlinger opstå en generaliseret afstandstagen til de tanker og ideologier, som attentatmanden bekender sig til. Verdenspressen var lige lovlig hurtigt ude med en fordømmelse af islamiske fundamentalister (Verdens førende aviser tog fejl af massakren) ovenpå den norske massakre, før de fandt ud af – at Anders Behring Breivik ikke havde tilknytning til de muslimske miljøer. Han bekender sig til det højrenationalistiske – og skulle ifølge gårsdagens TV2 nyheder, have kaldt sig selv for kristen fundamentalist.

Det her viser netop, at det ikke er tankerne, ideologierne og de “fikse” ideer – der er det farlige. Alt vil kunne misbruges til at legalisere ekstreme handlinger. Det er menneskers evne til at tolke og opfatte tanker, ideologier og “fikse” ideer i et realistisk perspektiv med respekt for menneskelige realiteter og andre mennesker – der afgør om tanker er farlige eller ej.

Skal vi de ekstreme handlinger til livs, så skal fokus rettes mod de omstændigheder og vilkår, der skaber grobund for ekstremiteter.

Egocentriker – eller martyr?

Dilemmaet mellem det personlige og det sociale ansvar – er noget, de fleste på et eller andet tidspunkt bliver konfronteret med.

Hvor socialt ansvarlig kan man være, uden at “ofre” sig selv? Og hvor personlig ansvarlig kan man være, uden at komme til at fremstå som en “egotripper”?

Skal man vende det “blinde” øje og det “døve” øre til mobning, for at beskytte sig selv mod at komme i skudlinie ved at tage afstand fra det?

Skal man beskytte sig selv med et regelsæt og gøre ingenting, selvom man godt ved, at der foregår noget, der har alvorlige konsekvenser for nogle menneskers eksistens og liv?

Skal man vende det “blinde” øje og det “døve” øre til, hvis man bliver vidne til et overfald, for at undgå at blive rodet ind i problemer?

Skal man have dårlig samvittighed over at nyde et godt måltid mad med en god vin, når man ved, at der er mennesker, der sulter?

Listen over dilemmaer er lang.

Oppe fra og ned, så ville samfundet være et generelt bedre sted at leve, hvis alle reagerede og greb ind, når der foregik noget socialt “forkert”, der går hårdt ud over nogen. Men de fleste er jo under påvirkning af den kollektive norm. Hvis normen er, at “enhver er sin egen lykkes smed” – så er det ikke særlig smart, at få for mange problemer personlig tæt på.

Mennesker bliver jo ikke ligefrem belønnet for at være socialt ansvarlige. Tværtimod. Det virker lidt naivt, martyragtigt og dumt…