Hvad er retfærdighed?

Retfærdighed kan opfattes og forstås forskelligt. Her vil jeg forsøge at sætte ord på to former for retfærdighedssans.

Den ene er den – som vi kan kalde et fornuftsmæssigt ræsonnement.

Her er det logikken og de rationelle værdier, der styrer retfærdigheden. Skal det være øje for øje, eller er der en logisk gevinst ved at bilægge fortidens uret for at komme videre? I det rationelle perspektiv kan accept af uret og opgivelse af ønsket om retfærdighed, måske give plads til noget der kan indeholde en form for ret – der kan bygge bro over uretten. Det er det, vi kan kalde en “forhandlet” retfærdighed.

Den anden form for retfærdighed er den, der er knyttet til et dybtfølt ønske om, hvordan verden burde være. Det handler mere om retten til et “verdensbillede”, end retfærdighed i rationel forstand.

Denne form for retfærdighedssans er ikke til forhandling på samme måde som den rationelle retfærdighed – da det kommer til at handle om at gå på kompromis med ønsket om, hvordan verden burde være. Denne retfærdighedssans kan knytte sig til håb og tro, og være drivkraft for at skabe forandringer. En opgivelse af denne form for mere personligt meningsgivende retfærdighedssans – kan også indebære en opgivelse af håb og tro på muligheden for det, der opleves som det gode og positive.

Det var et bud på to forskellige måder, at opfatte retfærdighed på…

Inspireret af:

» Retfærdighed og sjælens længsel, af Claes

Reklamer

Etik, grænser – og den personlige oplevelse…

Ethvert menneske er EKSPERT – og har til enhver tid altid 100 % RET – når det gælder oplevelsen af, hvordan det er at være dette helt specielle og unikke menneske.

Vi kan se, forstå og sanse, hvordan andre har det. Har de det godt, har de det skidt, er de i godt humør – eller i dårligt humør. Men vi ved aldrig, hvordan livet opleves af andre.

Det eneste menneske vi kan opleve, hvordan det er at være – er os selv.

Når vi debattere og forholder os til vilkår, der handler om andre end os selv, så må det altid ske i respekt for den personlige oplevelse, hos de mennesker det handler om.

Vi har alle lov til at have en holdning til de vilkår, der gælder i vores samfund.

Vi har også alle lov til at byde ind med synsvinkler, erfaringer og ideer – med udgangspunkt i de forskellige ståsteder vi har.

Men hvis de synsvinkler, erfaringer og ideer vi byder ind med, ikke harmonerer med den personlige oplevelse, hos de mennesker hvis liv og livsvilkår det handler om – ja, så må vi træde et skridt tilbage, og revidere vores synsvinkler, erfaringer og ideer.

Der er formodentlig ingen af os, der nogensinde bliver så menneskelig perfekte, at vi ikke ind imellem kommer til at træde ind over andre menneskers oplevelsesverdener. Det sker der heller ikke nogen katastrofe ved, hvis vi erkender, at der tog vi fejl – træder et skridt tilbage, og giver plads til den personlige oplevelse.

Det er grundlæggende absurd at diskutere, hvorvidt nogen menneskers mening om, hvordan andre bør opleve sig selv, er mere rigtig – end det andre selv giver udtryk for.

Den personlige oplevelse hos det enkelte menneske er unik.

Og vil vi det gode for andre, så må det altid ske i respekt for den personlige oplevelse, hos de mennesker det handler om.

Psyken og psykisk sygdom – i perspektiv…

Der er mange myter og fordomme overfor psykisk sygdom – og dermed også overfor de mennesker, der lever med en psykisk diagnose. Der har altid eksisteret en stor berøringsangst, når det gælder menneskers psyke. Mennesker har lettere ved at acceptere og forholde sig til et amputeret ben, end en psykisk sygdom. I vores kultur, er der også mange, der har svært ved overhovedet at acceptere menneskelig “ustabilitet”, der påvirker den menneskelige psyke. Sorg, stress – følelsesmæssige påvirkninger og reaktioner på livet. Der skal ikke så meget til, før mennesker viger 10 skridt tilbage.

Det betyder også, at mange behandlingsformer indenfor for det psykiske område, er langt bag ud i udvikling. Meget har som udgangspunkt været baseret på tanken om, at “normalisere” nogle mennesker, man ikke opfattede som “rigtige” mennesker.

De behandlingsområder, hvor man til enhver tid vil være i stand til at udvikle de bedste behandlingsformer, er indenfor de behandlingsområder, hvor der er den største grad af “normalmenneskelig” accept, af de mennesker der har et eller andet behov for behandling. For der vil fokus i højere grad være rettet mod at behandle en sygdom – og se sygdommen som noget, der er “adskilt” fra personen – selvom en hvilken som helst sygdom jo altid vil påvirke personen.

Så en aftabuisering og afmystificering af psyken, psykisk sygdom og psykisk ustabilitet – er på sin vis en grundforudsætning for udviklingen af bedre behandlingsformer.

Der er mange, der gør et stort stykke arbejde for at afmystificere psykisk sygdom, i håb om at større social forståelse og accept af psykisk sygdom, vil gøre det letter for mennesker med psykiske diagnoser at blive accepteret og leve i samfundet.

Behandlingsformer

Jeg ved, at der i de senere år har været en produktudvikling på det medicinske område, når det gælder psykofarmaka. De første medicinske produkter, der blev fremstillet og brugt indenfor dette felt, var nogle “hestepiller” med nogle meget bredspektrede virkningsprofiler – og rigtig mange bivirkninger. Det vil sige, at mange af de mennesker, der brugte den medicin, fik en helt masse produkter, som ikke var særlig målrettet deres reelle behov. Nogle af de stoffer, der indgik i disse medicinske produkter, var udelukkende sløvende.

Et af de produkter jeg kender til, er Nozinan – der udover at have en kraftigt sløvende effekt – også har mange bivirkninger, når det gælder hjerte-, karsygdomme.

Jeg var på et tidspunkt med til at trappe en beboer med diagnosen udviklingshæmning ud af Nozinan – og “omstille” hans behandling til nogle af de nyere produkter på markedet. Det havde en helt fantastisk positiv effekt. Han havde med Nozinanen været fuldstændig dopet, og gik rundt i en form for zombiagtig tilstand. Og med de nyere produkter, forsvandt den sløvende effekt – og han fik kun den medicineffekt, der var mere direkte målrettet hans behov. Det gav ham en helt ny livskvalitet.

På den måde, er der sket en positiv udvikling indenfor dette behandlingsområde. Og der kan uden tvivl gøres meget mere – for der er jo stadig nogen, der har svært ved at finde og få en god behandling. Og så længe der er det, så er der meget, der kan gøres bedre.

Ideelt set, ville man kunne komme mange flere bivirkninger til livs, ved at begynde at tænke økologisk indenfor medicinfremstillingen.

Reelt set, så ligger der tilpas med viden om naturen og naturens indhold af “kemiske” stoffer, til at man ville kunne basere medicinproduktion på økologiske “råvarer”. Der er formodentlig ikke ret mange planter og dyr i verden, der ikke er blevet dissekeret under lup og sat på “formel” af biologer og andre naturvidenskabsfolk.

Det er heller ikke længere nogen “hemmelighed”, at der er flere bivirkninger ved kemisk fremstillede produkter for både natur og mennesker, end der er ved økologiske produktioner. Og det gælder jo alt – kost, tekstiler, energi, medicin – og så videre.

Så der er meget, der ville kunne blive meget bedre – både når det gælder produktudviklingen på det medicinske område, en generel holdningsændring i synet på psyken og psykisk sygdom – og den helbredende effekt der ligger i social accept og medmenneskelig respekt fra de sociale omgivelser.

En gråzone for plattenslagere

Indenfor alle sygdoms- og behandlingsområder, er der altid en gråzone af mere eller mindre seriøse mennesker, der ser en mulighed for at tjene penge og fremme egne interesser. Der opstår altid en stor “industri” omkring sygdom og behandling.

De værste af slagsen, er de lykkeriddere, der forsøger at bilde mennesker ind, at de har mirakelkuren, der kan fjerne menneskers sygdom. Og de mennesker, der er mest udsatte for den mentalitet, er de mennesker, der bliver mødt med flest fordomme, og hvor behandlingsmulighederne er dårligst.

Der er ikke ret mange mennesker (hvis nogen overhovedet?), der skal leve med et handicap eller en kronisk sygdom – der ikke hellere end gerne ville være foruden. Så for mange mennesker, så er det at skulle leve med en kronisk sygdom eller handicap, en balance mellem at acceptere det som et livsvilkår, “kæmpe” for de bedst mulige behandlingstilbud og livsmuligheder – uden at lægge hele sit liv og eksistens i hænderne på “drømmen” om mirakelkuren, der kan fjerne sygdommen. Og det gælder alle sygdomme og handicaps.

Jeg læste på et tidspunkt et indlæg skrevet af en mor til et lille barn, der havde fået konstateret diabetes. Hun var blevet ringet op af en healer, der tilbød at kurere hendes barn. Han var hurtigt blevet vippet ud af røret.

Det er menneskeligt plat og under lavmålet, at forsøge at udnytte andre menneskers sårbarhed til at lege lykkeridder. Mennesker kan jo godt lande et sted, hvor de bliver desperate nok, til at hoppe på hvad som helst – hvis livet bliver for tungt og svært.

FORKLARINGEN – på Breivik’s handlinger…

Det har floret med analyser, meninger og reaktioner ovenpå Anders Breivik’s massakre i sidste uge.

Kompasnålen har formodentlig efterhånden været hele vejen rundt i en søgen efter: Hvad der i Breivik’s liv kan give en forklaring på hans handlinger. I håbet om at finde det sted, hvor pilen kan stoppe op – DER har vi FEJLEN! Så kunne vi alle sammen ånde lettet op – rette FEJLEN – og leve videre i en tryg forvisning om, at nu – kan det samme ikke ske igen.

Men uanset hvor vi vender pilen hen, så er der intet, der kan bære hele forklaringen. Der er mange forklaringer, der tilsammen kan give en form for efterrationaliserende forklaring – på Breivik. Men ikke på hvordan vi skal forebygge lignende tilfælde i fremtiden.

For som det ofte er, når der sker noget tragisk og ekstremt, der ryster og forskrækker os. Så er der tale om et sammenfald af en lang række vilkår og hændelser – over tid – i kombination med en mangel på sund menneskelig tyngde.

Hvad der påvirkede hvad og hvem – og i hvilken rækkefølge. Ja i bakspejlet vil det selvfølgelig kunne lade sig gøre at kortlægge det. Men der ligger ikke noget forebyggende perspektiv i det. Dertil er en Breivik alt for ekstrem. Der er mange mennesker, der læser de ting, Breivik har læst; Mange mennesker der har oplevet de samme ting, som Breivik har oplevet; Mange mennesker der har haft samme opvækstbetingelser, som Breivik har haft. Men de mange andre, er ikke blevet massemordere af den grund.

For noget tid siden var der en anden tragisk hændelse. En far myrdede sine tre børn, efter at han var blevet fyret fra en lederstilling. Det kunne vi heller ikke bruge til noget generaliserende forebyggende. Der er mange mennesker, der får en fyreseddel, uden at de efterfølgende slår deres egne børn ihjel.

Det, vi reelt kan konkludere, er – at mennesket har en skyggeside, der under en kombination af en række forskellige påvirkninger over tid – kan få et menneske til at køre ud ad nogle ekstreme tangenter.

Vi kan også konkludere, at det kan ske. Det er lige sket i Norge.

Det sker med jævne mellemrum, at mennesker reagerer destruktivt og ekstremt.

Der hersker nogle vilkår i vores kultur, hvor det er muligt for mennesker, at miste den sunde menneskelige tyngde – og køre ud ad nogle destruktive og ekstreme tangenter.

Forebyggende?

Hvad skal der til, for at mennesker får og bevarer en sund menneskelig tyngde?

Det findes der ikke ét enkelt entydigt klart svar på. Det ligger i de mange små ting i livet – over tid…

Lidt mere betænksomhed, lidt mere opmærksomhed, lidt mere hensyntagen, lidt klarer stillingtagen til godt og ondt – i de mange små ting i livet – over tid…

Læs eventuelt indlæggene:

Anders Breivik – et “barn” af vor tid?

Er tanker farlige?

Den ”slags” mennesker – i ”skæve” miljøer…

Mennesker er nogen gange ufatteligt hurtige til at tilskrive problemårsager – nogle bestemte grupper af mennesker. Det oplevede jeg rigtigt mange gange, i de år jeg arbejdede på botilbud for voksne udviklingshæmmede.

“Skæve” miljøer…

Et af de steder, der var en sand “grundgrube” for problemårsagsforvirring – var et nystartet botilbud – hvor der hurtigt opstod en kaotisk krisetilstand, godt “støttet op” af en selvrealiserende ledelsesstil. Hver dag sin overlevelsesbetonede nødplan.

Boenheden var et ikke helt færdigt nybyggeri i tilknytning til en eksisterende hovedbygning. Lidt af et prestigeprojekt, hvor byggeriet var trukket i langdrag – og indflytningsdatoen var blevet udsat flere gange. Til sidst skulle det så åbenbart bare være – mest af økonomiske grunde. Der skulle huslejeindbetalinger i kassen. Men det var noget af et rodet hus, beboerne flyttede ind i. Der manglede køkken, der til sidst blevet delvist sparet til en skrabet udgave – der ikke helt levede op til, at skulle kunne fungere som tilberedningssted for mad til mindst 20 mennesker dagligt. Nærmere en stor kernefamilie på omkring 6 personer. Alt uden om bygningen var en stor mudderpøl – og der manglede trappesten til bygningen. Det blev nødlappet med nogle planker over udgravningerne – så der kunne bakses kørestole og flyttelæs ind i bygningen. Der var fyldt med håndværkere, der rendte og lavede de sidste ting. Så det var pænt kaotisk – og lidt af en bedrift at få styr på de nye beboeres individuelle særlige behov: Medicin, diæter, sprog, daglige aktiviteter osv. Og en endnu større bedrift at agere i cirkusmanegen i praksis, uden at det gik så alvorligt ud over beboerne – at der ville være tale om omsorgssvigt.

En mørk, regnvåd og decemberkold fredag eftermiddag, hvor jeg mødte ind på arbejde, var der en besked fra dagholdet: “Afløbene i toiletterne og håndvaskene er ved at stoppe til. Pedellen har fridag, og vi synes ikke, han skulle forstyrres, så det med afløbene må vente til mandag. Vi håber, det går. God weekend.”

Håber, det går?

Nogle af beboerne var allerede begyndt at blive urolige over vandstanden i håndvaskene og toiletterne.

Hvordan skulle det kunne gå, at 16 beboere ikke kunne komme hverken på toilettet eller i bad – en hel weekend?

Det var selvfølgelig et pænt træk, at man ikke ville forstyrre pedellen på hans fridag – men ikke særlig betænksomt overfor hverken beboerne, eller de kollegaer, der skulle på arbejde i weekenden.

Så måtte jeg jo være den “onde”, der ringede hjem og forstyrrede pedellen på hans, på det tidspunkt, sidst på eftermiddagen – fridag. Nu var han jo et anstændigt menneske – så der var ingen grund til ligefrem at være bange for ham. Han var såmænd også meget hjælpsom, da jeg beklagede, at jeg var nødt til at forstyrre ham – men jeg vidste ikke hvilket af de 5-6 forskellige telefonnumre, der stod på listen over tilkald i akuttilfælde – under overskriften gas og vand – jeg skulle gribe fat i. Det skulle så være et slamsuger firma, der kunne spule kloakrørene igennem – og jeg kunne finde bygningstegningerne med oversigten over ledningsnettet under bygningen, på pedellernes kontor i kælderen – hvis slamsugerne fik brug for dem.

Når vand løber opad…

Derfra var der en vis pædagogisk udfordring i at berolige beboerne, der med undren kunne iagttage, at vandstanden lige så stille og roligt steg i toiletterne – og efterhånden nærmede sig kanten for oversvømmelse. (Man kan reelt komme ud for, at der går kludder i naturlovene og tyngdekraften – så vand begynder at løbe opad 😉 » Alle videnskaber er “fantasifostre”).

De fleste af beboerne gik meget op i deres nye hus, og fulgte ivrigt projektet med slamsugerne, der rendte rundt med pandelamper ude i mudderpølen, for at få vandet til at løbe nedad igen.

Til sidst lykkedes det. Og der blev ned langs gangene meldt klar inde fra de forskellige lejligheder. Også fra køkkenet var der en der meldte, at vandet nu faldt i håndvasken.

Den “slags” mennesker…

Så blev vi irettesat.

For slamsugerne havde fundet ting og sager i kloakrørene. Blandt andet ølflasker. Så vi skulle passe på, hvad beboerne rendte og skyllede ud i toiletterne.

Jeg syntes, det virkede noget fantasifuldt at forestille sig, at en ølflaske skulle kunne komme helskindet gennem vandlåsen på et toilet.

Men – de kendte den “slags” mennesker. Jeg skulle bare vide, hvad de havde været ude for.

Så det skulle jeg ikke gøre mig klog på. Og det var da trods alt noget, at de ikke forsøgte at bilde mig ind, at den var kommet ned gennem håndvasken.

I tiden derefter gentog problemet sig (der blev godt nok taget hånd om det i dagtimerne fremover). Kloakken stoppede til – blev spulet igennem – og en efterfølgende irettesættelse til personalet om at få styr på vores beboere.

På et tidspunkt mente man så, at det nok var en idé at få nogle bygningssagkyndige til at lave et tilsyn på byggeriet – og kloakeringen under byggeriet.

Deres “dom” var: At det, der lå i kloakrørene, var efterladenskaber fra håndværkerne, og grunden til, at det ikke kunne lade sig gøre at spule rørene rene, skyldtes, at hældningen på den stump rør, der forbandt det nye kloaksystem med det eksisterende – var for lille. Så vandet kunne ikke løbe fra af sig selv. Så nu landede sagen som byggesjusk. En lidt kompliceret sag – vel og mærke. For det skulle jo først afgøres hvilken ende af tilslutningsrøret, der havde ansvaret for hældningen. Det eksisterende byggeri var amtsligt ejet – og tilbygningen var ejet af en boligforening.

Men derfra fik vi ikke flere irettesættelser over den “slags” mennesker.

Læring af “processen”…

Nu foregik det her i et miljø, der var besat af selvrealisering. Så alt skulle vendes til lyksalige lærende processer – der skulle få medarbejderne til at se et dagligt “lys” (Altså ikke en pandelampe til natløb i mudderpølen – snarer en form for indre lys).

Og ja – hvad, skal vi sige, er læringen i den cirkusforestilling?

At mennesker har en meget kreativ og livlig fantasi, når det gælder om at forestille sig, hvad den “slags” mennesker er i stand til?

For et er jo, hvad den “slags” mennesker eventuelt ville kunne synes var sjovt, at prøve at skylle ud i et toilet. Noget andet, hvad der reelt ville kunne lade sig gøre.

Jeg vil stadig stille mig tvivlende overfor, at en ølflaske skulle kunne komme helskindet gennem vandlåsen på et toilet. I samlesæt måske?

En cykel? Nja 🙄

En fodbold? Så skal det da være en lufttom en af slagsen – også kaldet punkteret…

😀