Sundhedsprofil: God regulering af diabetes 2 uden vægttab

Sygdomsopfattelse, menneskesyn og behandlingsmuligheder…
Sygdomsopfattelsen dikterer, hvilke behandlingsmuligheder der er til rådighed, og hvordan behandlingsmulighederne bliver brugt.

Over tid kan der opstå en vanebetinget kategorisering af sygdomme, hvor sygdomme bliver identificeret med bestemte behandlingsformer og statistiske helbredsrater.

Så bliver behandlingsformerne det centrale, og erstatter det biologiske fokus på, hvad sygdommene handler om.

Det biologiske fokus er centralt til vurderingen af den individuelle behandling.

Sundhedsprofil: God regulering af diabetes 2 uden vægttab…
Mange mennesker lider af den misforståede opfattelse, at diabetes 2 skal reguleres med et vægttab.

Det er ikke korrekt.

Mennesker med diabetes 2 kan fra den ene dag til den anden opnå en god regulering af blodsukret – uden vægttab.

Det er kulhydratindholdet i kosten, der styrer blodsukkerniveauet – ikke vægten.

» Sundhedsprofil: God regulering af diabetes 2 uden vægttab

» KOMPETENCE CV

» Komplekse udredninger

» Dialog & Opgave

Reklamer

MIN GRUNDPROFIL

TVÆRGÅENDE SAMARBEJDE

Dialog og opgave

Jeg har evnen til at se mønstre i det komplekse og kan forholde mig til flere forskellige synsvinkler på en gang. Mit fokus er på videndeling, opgaver og konkrete muligheder.

Min praktiske erfaringsbaggrund spænder bredt. Jeg har erfaring med tværfagligt samarbejde, koordinering og videndeling inden for det centralpolitiske arbejdsområde, minoritetsområdet, døgninstitutionsområdet og området for turisme. Herunder blandt andet erfaring med implementering af nye procedurer for videndeling, og ledelseserfaring med projektkoordinering, ansættelsessamtaler og introduktion og oplæring af nye medarbejdere.

Jeg har en akademisk kombinationsuddannelse bestående af: En grunduddannelse i offentlig planlægning fra ingeniørstudiet på Aalborg Universitet, suppleret med kommunikation, projektledelse og pædagogik – under åben uddannelse – fra henholdsvis Århus Universitet, DTU og KUA. Aalborg Universitet er projektorienteret og havde som led i uddannelsen en indbygget praktisk erfaring med løsning af en række konkrete projektopgaver i samarbejde med lokale virksomheder og kommuner.

Som person er jeg virkelighedsnær, idé- og initiativrig, ansvarsbevidst, ærlig og reel.

MENNESKESYN

Hvad er ligeværd?

Flere års erfaring med minoritetsproblemstillinger og alsidige samarbejdserfaringer har givet mig et afklaret forhold til ligeværd.

Ligeværd handler om respekt for selvstændighed, individuelt særpræg og forskellighed.

Individuelt særpræg og forskellighed handler om en kombination af: Erfaringsbaseret viden, medfødte evner, konkrete oplevelser i konkrete situationer, tillærte arbejdsmetoder, tillært viden – og livets uforudsigelige tilfældighed.

» KOMPETENCE CV

» SAMMENHÆNGSKRAFTEN

» PRAKSISERFARING

SAMMENHÆNGSKRAFTEN

Her kan du se en illustrativ beskrivelse af nogle af de sammenhænge mellem organisationsformer, videndeling, individuel trivsel og social sammenhængskraft, som jeg har beskæftiget mig med.

Oversigt

  • Dialog og dagsorden
    • Det religiøse kulturmøde
    • Handleplaner og kontraktaftaler
    • Begrebet tilgængelighed
    • Sundhedsprofiler
      • Forhøjet stofskifte er ikke kronisk
      • God regulering af diabetes 2 uden vægttab
  • Organisationsudvikling og sammenhængskraft
    • Organisationsformer
    • Udviklingsfaser
    • Samfundspolitisk styring og regulering
  • Praksisfællesskaber
  • Kulturdannelse og sammenhængskraft
    • Borger- og minoritetsdannelse
    • 3 parallelle spor for samfundsudvikling
    • Disciplinering, effektivisering og borgerdannelse
  • Trivsel og forandringsprocesser
    • Afgrænsning og handlemuligheder
    • Erfaring, bevidsthed og kunnen
  • Statistik: Som du spørger – får du svar

» Sammenhængskraften

PRAKSISERFARING

Her kan du læse om de arbejdsområder og faglige problemstillinger, som jeg har beskæftiget mig med.

Oversigt

  • Organisationsformer, videndeling og sammenhængskraft (2010 – …)

    Erfaringsopsamling: Mønstre / sammenhængskraften i det komplekse
    Debattør om eksistentielle og tværkulturelle problemstillinger
    Digitale netværk
    Webdesign

  • Turisme (2008 – 2009)

    Nettobådene

  • Selvbestemmelse og arbejdsmiljø på bostederne (2002 – 2007)

    Praksisfællesskaberne for bostederne (Studieopgave)

    Pensionat Kamager

    Bostedet Solstriben

    Social Service

  • Uformelle netværk og minoriteter (2000 – 2001)

    Kontaktstedet i Herlev

    Minoritetsafdelingen Mellemfolkeligt Samvirke

  • Børn og kreativitet (1997)

    Børnehaven Amagerhus

  • Hjælpemidler, handicap og ligebehandling (1994 – 1996)

    Hjælpemiddelinstituttet

    Center for Ligebehandling af Handicappede

Se uddybning: » Praksiserfaring

Tortur er ikke videnskab!

I en periode arbejdede jeg med socialisering af torturofre på det nu omstrukturerede Sundbyvang.

Sundbyvang var en udslusningsgetto for mennesker, der tidligere havde boet på de gamle institutioner for mennesker med diagnosen udviklingshæmning.

I 2007 gik der huld på en byld, og en række skandalesager fra forskellige bosteder for mennesker med diagnosen udviklingshæmning blev eksponeret i medierne. Det var både godt og ondt med den eksponering. På den ene side var det tiltrængt, at der skete noget, der kunne skabe noget opmærksomhed og lægge pres på, at der skete noget ved vilkårene indenfor det område. Men der skete jo også det, der ofte sker, når opmærksomheden sker gennem medieeksponering af enkeltsager, at så bliver enkeltsagerne nogle gange gjort repræsentative for de problemstillinger, der er gældende indenfor hele området. Men sådan hænger verden nu sjældent sammen. De sager, der bliver eksponeret, er symptomer på, at der er noget galt, der gør, at tingene kan køre helt af sporet. Men hvis man gør de sager til selve problemet, så begynder man at symptombehandle / overfladebehandle problemstillingerne – og fjerner fokus fra det grundlæggende. Og så kan det nogle gange køre helt af sporet. Det gjorde det også her.

Fokus blev centreret omkring procedurer, indberetningsforpligtigelse og fagligheden hos de ansatte.

Jeg havde også min egen liste over ting, der burde gøres bedre. For miljøerne var hårdt belastet – så der var da alt mulig grund til at se på dem – med kritiske øjne. Men min liste så noget anderledes ud.

Ikke en homogen verden

Noget af det, der var allermest vigtigt at fastholde, var og er, at den verden ikke var homogen. Det var ikke et område som sådan – men et felt, der bestod af mange små mere eller mindre isolerede enheder rundt omkring i landet. Og vilkårene kunne være vidt forskellige fra sted til sted. Så nogle af de problemstillinger, der blev eksponeret i medierne var ikke generelle. Det eneste generelle var, at stederne var isolerede var det øvrige samfund – og vilkårene for de mennesker, der boede der, var i mange sammenhænge et overset problem.

Nogle af beboerne var torturofre

Nogle af beboerne på Sundbyvang var torturofre. Ikke dem alle sammen. Men nogen af dem.

Det var først omkring 1980, at det blev forbudt ved lov, at lave det hvide snit. For udenforstående, så var det hvide snit et indgreb, der bestod i at bore huller i kraniet, og stikke nogle pinde ind i hjernen, og rode lidt rundt, for at se hvad, der skete ved det. Der var absolut ikke noget videnskabeligt over den måde, man gjorde det på. Det var rene eksperimenter i en form, som man i dag må kalde tortur.

Om en af de livshistorier jeg fik personlig tæt på, stod der i journalen efter et sådant indgreb: At indgrebet ikke havde forbedret adfærden, men det havde haft den effekt, at det havde sat den kønslige udvikling i stå, så personen var holdt op med at have menstruation, og det var også godt at slippe for det griseri. Det gjorde et stort indtryk på mig, at man kunne se sådan på et andet menneske, og ligefrem se det som noget positivt, at stoppe den kønslige udvikling ved et indgreb i hjernen. Det var da forfærdeligt.

Det handlede ikke om faglighed men menneskesyn

Noget af der kørte selvsving i efter medieeksponeringen af nogle skandalesager på bosteder for mennesker med udviklingshæmning, var personalets faglige baggrunde. Men det kom jo til at køre på det systembaserede fokus, i form af procedurer for medicinudlevering, pædagogisk faglighed kontra den sundhedsfaglige og den psykologiske. Men det var jo skudt helt ved siden af. For det nogle af de mennesker havde været udsat for, handlede jo ikke om faglighed. Nogle af dem var torturofre. Og tortur bunder jo i et forskruet menneskesyn. Og meget af det efterfølgende arbejde med socialisering af de mennesker, der havde været udsat for tortur, skulle jo foregå på det rent menneskelige plan, ved at de blev mødt med den menneskelighed, som de ikke havde oplevet, der hvor de kom fra.

Og der var og er jo ikke en faglighed for det.

De gode historier blev også tabt

Så noget af det, der ligesom gik tabt i “stormen” ovenpå skandalehistorierne, det var de gode historier om, hvordan det reelt lykkedes for nogen af os, der arbejdede med socialiseringen af de mennesker, som det øvrige samfund havde svigtet.

Og den udfordring bestod jo af mange forskellige ting. Noget af det, der også gjorde stort indtryk på mig, da jeg trådte ind i den verden, var, at der var nogen af beboerne, der kunne finde på, at stå og banke hovedet ind i væggen. Jeg fik helt hovedpine af bare at se på det. Og det var jo noget, man var nødt til at forsøge at takle, uden at stoppe adfærden ved at dope dem med medicin eller fysisk magt. For så var man jo lige vidt. Men den gode historie i det var jo, at det i vid udstrækning lykkedes for os, at få mange af dem til at lære at falde til ro og slappe af. For det var jo det, det handlede om. At de lærte, at der også var mennesker, som de kunne “læne sig op ad” på en positiv måde, som de kunne føle sig trygge ved.

Og så var der den “politisk korrekte” adfærd, som det nogen gange virkede som om, det var det, der kunne forarge mennesker mest. Det kunne være noget basalt som at det ikke var særlig smart, at trække bukserne ned, og sætte sig ned og tisse på fortovet, hvis man ligesom trængte, når man var ude at gå tur i byen. Der var noget, der hed toiletter. Og et var jo forargelsen, den kunne man jo til en vis grad hoppe op og falde ned på. For selvfølgelig skulle de jo lære lidt om sociale trafikregler. Men at man fra samfundets side havde forsømt at lære dem det, på et tidligere tidspunkt i deres liv, var jo ikke en forargelse man kunne vende mod hverken de mennesker, eller os der kom til senere, og som stod og skulle lære mennesker, der nogen gange var højt oppe i alderen, nogle af de basale sociale trafikregler. For de skulle jo have tid til at lære de ting, ligesom andre mennesker, for nogen af dem kom det så bare til at ske på et sent tidspunkt i deres liv. Men der var jo også det ved det, at verden jo ikke er lyserød. Så de var og er jo også sårbare eksistenser i verden. Der findes også perverterede mennesker, der kan finde på at misbruge enfoldige mennesker som dem til alt muligt sygt skidt. Så socialiseringen var og er også vigtig, for at beskytte dem mod det.

Hvem var vi?

Og hvem var vi så – os der blandt andet arbejdede med socialisering af torturofre på Sundbyvang? Ja vi var en blandet skare af mennesker, med vidt forskellige baggrunde og tilgange. En af dem, der gjorde det fantastisk godt, var “sådan en slags person” som (» KOMPETENCEPROFIL) mig 🙂

“Ingeniøren”, der blev “turist” ved et tilfælde.

Jeg er en af dem, der har det med at blive “turist” ved et tilfælde. Men der kommer altid noget godt ud af det. Verden bliver ikke helt den samme igen – ovenpå mig. “Ulykkesfuglen”.

Jeg efterlader mig et “spor” af tvivl – om – hvorvidt de meninger mennesker går rundt og opfinder om andre mennesker – nu også er helt rigtige. Jeg gør det egentlig ikke bevidst. Mest bare for at beskytte mig selv (» “Normal-tosset”, » Min medfødte evne).

Det er så bare ikke altid lige populært – at så tvivl – og “ødelægge” menneskers “konstruktioner” af meninger om verden og andre mennesker. Det kan de nogle gange godt blive ret mopsede over. Selvom det – i virkeligheden – kun er godt og positivt, at få udryddet nogle af de “konstruktioner” 🙂

» Fra tilskuer til deltager

» Social- og sundhedsområderne under indflydelse af moderne management

Tvivlsom diagnosticering af ADHD

I går (3. februar 2014) så jeg dokumentaren » Danmark på piller (3:3). Den handlede om hvordan ADHD blev diagnosticeret.

Resultat fra et simpelt afkrydsningsskema kunne resultere i diagnosen ADHD og en efterfølgende medicinering. Det var ret skræmmende.

Programtilrettelæggeren lavede testen på nogle af sine kollegaer på DR, og nåede det resultat, at 7 af de 8 testpersoner kandiderede til diagnosen ADHD.

Normalitet er kultur- og normbestemt. Det bør man altid være på vagt overfor. Og man kan fuldt ud berettiget stille spørgsmålstegn ved, om den kulturbestemte normalitet, der ligger til grund for en stadig stigning i antallet, der bliver diagnosticeret ADHD – er helt “normal”?

Noget er der selvfølgelig galt, når flere og flere før en psykisk diagnose, der resulterer i en efterfølgende medicinsk behandling.

Men – hvor sidder sygdommen?

» De “gales” samfund?

Hvor sikker er retssikkerheden?

I går (3. februar 2014) så jeg dokumentaren » Uskyldig eller sexgal satanist?

“I november 2007 blev den tyve år gamle amerikanske udvekslingsstudent Amanda Knox arresteret for mordet på den britiske Meredith Kercher, som hun delte lejlighed med. Mordet var brutalt, blodigt og seksuelt motiveret. Foruden Amanda blev også hendes italienske kæreste, Raffaele Sollecito, og den unge tysker Herman Guede anklaget for mordet. De blev alle tre idømt lange fængselsstraffe, men har under hele retssagen hævdet deres uskyld og har appelleret dommene. Appelsagen kom for i efteråret 2010 og er endnu ikke afsluttet. Medierne svælgede i sagen, ikke mindst da private dagbøger og billeder fra det blodige gerningssted blev lækket til pressen. Her fortæller både Amandas familie og nære venner, samt de anklagere og advokater der fandt hende skyldig i det brutale mord. Originaltitel: Making a Killing.”

Bagefter var jeg i tvivl. For jeg kunne ikke hverken sige fra eller til. Måske var hun skyldig? Måske ikke?

Det, der fyldte denne sag, var opfattelsen af hendes personlighed, og en mangel på konkrete og håndgribelige beviser.

Hvis mennesker kan blive dømt på baggrund af deres personlighed, så er vejen åben for mange justitsmord. Og omvendt er vejen også åben for, at mange kan gå fri, selvom de har begået grov kriminalitet.

Hvor sikker er retssikkerheden så?

Nu foregik det her i Italien. Det var en nævningesag.

Men det giver noget at tænke over. For vi vil jo helst være retfærdige i vores retssystem. Men spørgsmålet er, om det altid kan lade sig gøre? Vil der ikke altid være “huller” af tvivl, hvor vurderingen af personligheden så bliver det udslagsgivende?

» Uskyldig dømt – af folkedomstolen

Ny netværkssammenhæng…

Jeg er blevet inviteret til at blive en del af netværkssammenhængen » Pædagog i Praksis.

Det ser meget interessant og lovende ud, så den invitation har jeg fulgt op på med en brugerprofil på siden.

Emnemæssigt er der lidt af hvert – blandt andet også de lidt specialiserede områder, jeg har kendskab og interesse i. ADHD er et af de emner, der figurerer flittigt på siden. Så det bliver sikkert meget inspirerende at følge denne sammenhæng.

Dejligt med gode initiativer 🙂