Den offentlige sektors dumpningsstrategi som implementeringsmetode?

På Pensionat Kamager var de koblet op på Region Hovedstadens database. Det var et nyt system, ved navn EKJ, der skulle testes.

På et tidspunkt fik vi at vide, at det skulle tages i brug, og at vi ikke længere måtte bruge papirudgaver af medicinkort. Det skulle alt sammen foregå digitalt. Der var bare det problem, at systemet ikke virkede. Det trådløse netværk, som vi var koblet op på, “faldt ud” hver anden dag. En af kollegaerne havde spurgt ledelsen om, hvad vi så skulle gøre, når vi ikke kunne komme på systemet? Lade være med at dele medicin ud? Ja – havde svaret været.

Det var der ingen af os, der ville være med til.

Et er, at der kan ske fejl. Noget andet er, at planlægge fejl ud fra en eller anden barnelig demonstrativ “arbejde efter ordre” ansvarsløshed.

Jeg lavede endnu en af mine mange mapper til papirudgaver af alle medicinkortene, så der var en skriftlig backup, de dage hvor vi ikke kunne logge på systemet. Personalegruppen var også så ustabil, at der var 50 – 80 % vikardækning på vagterne, og der var ingen af vikarerne, der kunne logge på systemet. Og de vagter, hvor der ikke var faste medarbejdere, der måtte medicinudlevering uddelegeres til vikarerne, der så måtte tjekke af på papirudgaverne af medicinkortene.

Regelret?

Nej – det var det ikke. Vikarer må ikke have ansvar for af dele medicin ud, og alt skulle koordineres digitalt.

Men – det var den menneskelige forsvarlige måde det kunne hænge sammen på, når det digitale system, databasen og personalestaben var ustabile.

» Koordinerende KRYKKER – i KAOS

En tidlig sommeraften, da de for et par år siden var ved at prøve et nyt GPS system i region Hovedstadens ambulancer, blev der ringet på min dørtelefon. Det var en ambulanceredder, der sagde, at de skulle hente en mand, hvis navn jeg ikke længere kan huske. Jeg svarede, at ham fandt de ikke her. Han nævnte den adresse, de var blevet sendt ud til, og spurgte, om det ikke var her? Jeg svarede, at gadenavnet var forkert, resten passede godt nok. Han spurgte, om jeg vidste, hvor den gade, de skulle hen på, lå? Det gjorde jeg ikke, (Jeg har aldrig været særlig god til gadenavne. Jeg plejer selv at orientere mig efter bebyggelsen.) men der gik en del mennesker rundt på gaden nedenfor, så de kunne prøve, at spørge en af dem?

Det var ikke en ambulance med udrykning, så man kunne jo håbe på, at det ikke gjorde så meget, at der gik noget ekstra tid mens ambulancen lå og cirklede rundt for at finde den rigtige adresse?

Hvorvidt et GPS system virker eller ej, kan man da tjekke inden systemet bliver taget i brug.

Men dumpningsstrategi som implementeringsmetode er åbenbart ret normalt indenfor den offentlige sektor?

Hvor der handles, der spildes?

Og – skidt pyt med det?

PERSPEKTIV

» Hvad er menneskelig realisme?

» Strukturforelskelse – og varm luft

» Social- og sundhedsområderne under indflydelse af moderne management

» Kammerat Napoleon, af George Orwell

» Her går det godt, send flere penge, af Anne Knudsen

CASES

» Personlig chikane og psykisk vold i ledighedssystemet 2009 – 2014

» Specialpædagogik og arbejdsmiljø på bostederne 2002 – 2007

» Overgrebene mod mennesker med diabetes 1 1989 – 2014

UDVIKLINGSOMRÅDER

» Fra kaos til opgave – Projektarbejdsformen som metodisk redskab til opgavekonkretisering

» Stabiliserende forankringsteknikker – Personlig ledelse ved omstillings- og forandringsprocesser

» Paradigmeskift på tværs af kulturen

» Koordinerings- og samarbejdskoncepter på tværs af kulturen

» Undervisning og læring på tværs af kulturen

Reklamer

Hvad er menneskelig realisme?

Menneskelig realisme handler om at have en realistisk opfattelse af, hvordan ens eget “synsfelt” på verden forholder sig til andres “synsfelter” på verden.

Hvor står du selv – i forhold til andre mennesker?

» Indgroet

DET UNIVERSELLE “VERDENSBILLEDE”
Universel / universalitet betyder, at noget er alment gældende overalt på kryds og tværs af tidsperioder, kulturer og forskelligheder.

Mennesker kan kun være på “bølgelængde” med hinanden, hvis deres universelle “verdensbilleder” er i overensstemmelse med hinanden.

En person der tror, at jorden er flad, og en person der ved, at jorden er rund – vil for eksempel have svært ved at komme på “bølgelængde” med hinanden.

Uddybende beskrivelse med eksempler: » Begrebet: Universalitet

KONKRET EKSEMPEL: DEN TVÆRRELIGIØSE “FORMEL”
Egen erfaringsbaseret skematiske opstilling af sammenhængene mellem universel og social orientering. Lavet på baggrund af debatter og videndeling omkring det tværkulturelle samfunds problematikker.

Den universelle orientering går på tværs af religiøse og kulturelle forskelle, og spiller en afgørende betydning for opfattelsen og indstillingen til andres kulturelle og religiøse baggrund.

Den tværreligiøse “formel”

Sammenhængene mellem universel og social orientering

 

 

 

Universel orientering: Den gode altfavnende guddom

Social orientering: Fremme den fredelige tværkulturelle sameksistens

Orientering 2

Orientering 3

Universel orientering: Belønning og afstraffelse

Social orientering: Dogmatisk: Regler og ritualer skal følges slavisk for at behage en hård og straffende guddom

Orientering 5

Orientering 6

Universel orientering: Status og hierarki

Social orientering: Ekstremister: Status ved udryddelse af anderledestænkende

Religiøst tilhørsforhold


Religion 1


Religion 2


Religion 3


Religion 4


Religion 5

Læs eventuelt mere uddybende om baggrundsmaterialet bag den skematiske opstilling: » Den tværreligiøse “formel”

DIAGNOSER, FØLGEDIAGNOSER OG INDIVIDUELLE UDREDNINGER
Den rette hjælp / opbakning / støtte på rette tid og sted kan forebygge, at der kommer en masse unødvendige ekstra problemer oveni den oprindelige problemstilling.

Nogen af dem, der blandt andet kommer ud for den problemstilling, er pårørende til børn, der har brug for ekstra hjælp / opbakning / støtte. For nogen pårørende kan det være en mangeårig kamp at få sat ord på problemstillingerne og eventuelt stillet de rigtige diagnoser, som efterfølgende kan lægge til grund for, at de kan blive “godkendt” og få bevilliget økonomisk støtte til, at de kan gøre brug af nogle af de specialiserede tilbud, som der er til rådighed for børn med specielle behov.

En anden gruppe mennesker, der også rammer ind i den problemstilling, er mennesker der kommer ud for arbejdsulykker. Også selvom det er fuldstændige tydelige fysiske skader i form af for eksempel rygskader. Så kan mennesker komme til at vente i mange år, for at få en udredning af den tabte arbejdsevne, der gør at de kan få noget afklaring på blandt andet deres økonomiske situation. For længe der ikke er lavet en afklaring i forhold til deres arbejdsevne, så kan de ikke få en krone nogen som helst steder fra, fordi der først skal findes ud af, om de er berettiget til dagpenge, invalidepension eller delvist det ene og andet. På et tidspunkt var der nogle sager oppe i medierne med eksempler på, at der var en del der havde ventet i op til 10 år og længere på at få en sådan udredning og afklaring. Og det havde også haft mange store personlige omkostninger for nogle af de mennesker. Nogle var blevet skilt fordi det havde slidt for hårdt på parforholdet. Nogle havde fået dårlige nerver, og var kommet under behandling med antidepressiv medicin. Nogle var gået personlig konkurs og havde mistet alt det de ejede og havde.

Et tredje område, hvor denne problemstilling giver en masser ekstra problemer, er stress og overbelastningsgenerede diagnoser og problemer, hvor der i de senere år har været en meget kraftig vækst i antallet af mennesker, der ikke får den nødvendige aflastning i forbindelse med stress og psykisk overbelastning, men i stedet lander i en negativ behandlingsspiral, hvor de bliver behandlet (Blandt andet medicinsk) for de følgediagnoser i form af for eksempel angst og depressioner, der følger af, at man ikke går ind med den rette hjælp / opbakning / aflastning / støtte i forbindelse med den oprindelige problemstilling.

Så den rette hjælp / opbakning / støtte på rette tid og stede, kan forebygge, at der kommer en lang række unødvendige problemer oveni den oprindelige problemstilling. Og på det punkt er man indenfor en lang række områder ikke dygtige nok, til at få noget individuel afklaring på banen på et så tidligt tidspunkt som muligt.

DET SPECIALPÆDAGOGISKE OMRÅDE
Et af de første spørgsmål, jeg stillede mig selv, da jeg første gang satte mine ben indenfor det specialpædagogiske område på det daværende Sundbyvang i 2002, var: Gad vide hvor meget af det man kunne opleve af ustabil social adfærd hos de mennesker, der boede der, der skyldtes den oprindelige problemstilling / handicap – og gad vide hvor meget der skyldtes, at de havde levet under de vilkår, som de havde levet under?

Det, der karakteriserede vilkårene for mange af de mennesker, der boede på det daværende Sundbyvang, var, at det først var da i var højt oppe i alderen (I nogle tilfælde først da de havde rundet de 30, 40 og 50 år), at man fra samfundets side begyndte at sætte ind med specialiserede tilbud, der var målrettet den gruppe menneskers oprindelige problemstillinger / handicap. Men når det først sker, når mennesker er højt oppe i alderen, så har der over tid udviklet sig en hel del følgediagnoser og yderligere problemstillinger, ret tit og ofte af traumatisk art. Og det gjorde det meget vanskeligt at få etableret de specialiserede tilbud, der var målrettet deres oprindelige problemstillinger / handicap.

For de problemstillinger, som man efterfølgende var nødt til at udrede og oprette specialiserede individuelle tilbud til, kom så til at bestå af en kompleks kombination af tilbud, der både var rettet mod deres oprindelige problemstillinger / handicap, samtidig med at de tog højde for de traumatiske sociale handicap, der var generet af, at de ikke havde fået den nødvendige specialiserede hjælp / opbakning / støtte, som de havde behov for – på et langt tidligere tidspunkt.

Når man skal forholde sig til udviklingsmuligheder for mennesker, der har specialiserede behov, så er der jo også noget, der hedder tidsperspektiv. Og for en del af de mennesker, hvor den individuelt tilrettelagt hjælp / opbakning / støtte først kom på et meget sent tidspunkt i deres liv, så var det begrænset, hvor meget det kunne lade sig gøre, at indhente det forsømte. For de var jo nødt til at lære tingene i det samme menneskelige realistiske tempo som andre mennesker. Så det kunne jo ikke lade sig gøre at bygge bro over fortidens forsømmelighed, det løb var jo kørt. Det bedste man kunne gøre, var at påbegyndte de specialiserede tilbud – samtidig med, at man var nødt til at acceptere, at der var grænser for, hvor meget man var i stand til at gøre for de her mennesker, når det gjaldt om at udvikle deres menneskelige færdigheder (Både sprogligt, socialt og motorisk). Så for en del af de noget ældre beboere på det daværende Sundbyvang, så handlede det mest af alt om, at de fik det socialt og menneskeligt godt på deres ældre dage. Hvor det mere pædagogisk udviklende, når det gjaldt sproglige, sociale og motoriske færdigheder, så måtte komme i anden række.

» Specialpædagogik og arbejdsmiljø på bostederne 2002 – 2007

RELATIONSKUNST PÅ “FORMEL”
Integritet, direkte kommunikation og nærvær – i mødet med andre mennesker, afhænger i høj grad af bevidstheden om, hvad det er man skal give andre plads til at have for dem selv. Hvad det er – man ikke har eller kan have andel i hos andre mennesker. Det handler ikke om at få tilstrækkelig viden eller forståelse. Det handler om at vide og erkende – hvad det ikke er menneskeligt muligt at vide og forstå.

Egen erfaringsbaseret skematiske opstilling af sammenhængene mellem personlig integritet i relationer – og de mentale / åndelige, sociale og fysiske fokuseringer.

Fokuseringer

Relationskunst på “formel”

Den mentale / åndelige + sociale + fysiske dimension

Realistisk sammenhæng mellem den mentale / åndelige + sociale + fysiske dimension

» …puls

Den mentale / åndelige dimension

(Fravær af den sociale + fysiske dimension)

Den mentale og åndelige dimension er en individuel abstraktion med mange fortolkningsmuligheder

Kun i erkendelse af den mentale og åndelige dimensions subjektive natur, er det muligt at opnå integritet i de personlige relationer.

» Den tværreligiøse “formel”

» Diagnoser og tankesystemer

Den mentale / åndelige + sociale dimension

(Fravær af den fysiske dimension)

Fysisk konkrete referencerammer skaber sammenhæng i videndeling og erfaringsudveksling

Videndeling, kommunikation og erfaringsudveksling bliver “varmluftig” og intetsigende – hvis ikke det bliver sat i relation til fysisk konkrete situationer, rammer og oplevelser.

» Sammenhængskraften

Social funktionalitet

(Fravær af den mentale / åndelige + fysiske dimension)

Andres eksistens er langt mere detaljeret og farverig – end din bevidsthed kan “rumme”
Det er meget begrænset, hvor meget bevidst viden vi er i stand til at have om andre. Vi har kun andel i den lille brøkdel, hvor vi selv er direkte til stede i andres liv. Men stadig kun andel. For andres tankemæssige univers er deres eget, også når vi er direkte fysisk til stede i andres liv.

» Tidslommer…

Fysisk + social funktionalitet

(Fravær af den mentale / åndelige dimension)

Erkend din begrænsning og styrk den personlige dømmekraft
Personlig dømmekraft handler ikke om at opnå forståelsesmæssig kontrol over andres personligheder og livsindhold.

Jo mere direkte nærværende du er i kommunikationen – og jo mere respekt du har for andres integritet – jo bedre bliver din personlige dømmekraft.

» Specialpædagogik og relationer

Fysisk funktionalitet

(Fravær af den mentale / åndelige + sociale dimension)

Det fysisk konkrete – er kun en del af billedet
De fysisk konkrete ting, vi kan sanse og registrere, er kun en del af verdensbilledet. Historien bag og personerne omkring – siger de ikke noget om.

» Spor…

Rammer og forudsætninger

Mentale og åndelige overbevisninger

Sociale normer og sproglig kunnen

Biologiske muligheder og fysiske ressourcer og faciliteter

(Læs uddybende beskrivelse med eksempler: Relationskunst på “formel”)

CASES

» Personlig chikane og psykisk vold i ledighedssystemet 2009 – 2014

» Specialpædagogik og arbejdsmiljø på bostederne 2002 – 2007

» Overgrebene mod mennesker med diabetes 1 1989 – 2014

UDVIKLINGSOMRÅDER

» Fra kaos til opgave – Projektarbejdsformen som metodisk redskab til opgavekonkretisering

» Stabiliserende forankringsteknikker – Personlig ledelse ved omstillings- og forandringsprocesser

» Paradigmeskift på tværs af kulturen

» Koordinerings- og samarbejdskoncepter på tværs af kulturen

» Undervisning og læring på tværs af kulturen

Overfladisk peptalk og sabotage af enhver form for seriøsitet og fornuft

I 2009 blev jeg tilknyttet en ekstern aktør. Capacent.

Det var en af de mange varmluftige pengemaskiner, der skyder op som paddehatte, ligeså snart der er lavkonjunktur og en kasse penge til ledighedsområdet, som de kan sugerøret ned i. Det der karakteriserer de her steder er, at de ret tit og ofte aldrig har beskæftiget dem med job og beskæftigelsesområdet før. Det er ikke særlig veltilrettelagt eller gennemtænkt, det de laver. De klamper et eller andet overfladisk metodisk koncept sammen og smækker et pænt logo på, så det ser pænt ud på overfladen. Så det er rendyrkede overfladiske eksperimenter, som samfundet gennem årerne har spildt millioner af kroner på. Og som en af de øvrige kursister, ganske rigtigt bemærkede: I bedste fald var det spild af tid og penge.

Og i værste fald? Ja den kan jeg jo så føje til. Så får mennesker det utrolig dårligt af at blive udsat for den slags.

For det har ret konsekvent ikke noget seriøst med job og beskæftigelse at gøre. De laver nogle bonusordninger med jobcentrene om, at lynekspedere mennesker internt i ledighedssystemet i løntilskudsordningerne. At der også er en verden udenfor ledighedssystemet, som man først og fremmest bør orientere sig mod, det forsvinder helt, når man kommer i nærheden af ledighedssystemet.

Løntilskudsordningerne er jo ikke lavet som et beskæftigelsesmål i sig selv. Det har aldrig været intentionerne med de ordninger. De er lavet som nødløsninger. Som noget mennesker kan gøre brug af i perioder med lavkonjunktur, med det formål at anvendelsen af ordningerne på forskellig skal indeholde noget, der giver nogle nye erfaringer, der stiller de ledige bedre på arbejdsmarkedet. Så der har også altid været et indbygget krav om, at anvendelsen skal have en individuel relevant sammenhæng med den enkeltes øvrige baggrund. Der er ingen jobgaranti knyttet til løntilskudsjobbene, så det er det erfaringsmæssige indholdet, der er relevant.

Det gør selvfølgelig, at det altid har været svært at finde relevante løntilskudsjob til mennesker, der har meget erfaring og uddannelse.

Men den måde, man så forsøger at klare det problem i ledighedssystemet, foregår ved at man vrider armen om på mennesker, der har for mange kvalifikationer, og beder dem om at underspille dem selv. Hos Capacent fik stort alle kvinder, der havde ledelseserfaring, besked på, at vi ikke måtte bruge ordet ledelse i vores CV’er. Det skulle enten slettes eller omformuleres, så det ikke var alt for tydeligt. Jeg efterlyste en begrundelse hos en af de sagsbehandler (Selvsvingstina, se afsnittet: Så giv mig dog et halmstrå!) jeg blev udsat for. For jeg så det ikke selv som noget negativt at mennesker havde ledelseserfaring. Tværtimod. For det betød jo som udgangspunkt, at mennesker som minimum var i stand til at tilrettelægge deres eget arbejde. Og det kunne jeg da godt se en fordel i! Hendes svar var, at det skyldtes, at de så ikke troede, at man ville være tilfreds.

De og dem? Det er ret typisk for de argumenter, der bliver brugt for at praktisere personlige fordomme i ledighedssystemet, så henviser de altid til nogle udefinerlige: De og dem?

Deres billede af arbejdsmarkedet er meget stereotypt, og består af nogle udefinerlige de og dem, der så er repræsentative for alle arbejdspladser og samtlige arbejdsgivere i hele verden? Og på den måde går de ret konsekvent ind og saboterer den basale fornuft og seriøsitet i tingene, ved at gøre deres eget indskrænkede og stereotype billede af verden til omdrejningspunkt for det, der kan få lov til at foregå i nærheden af dem.

Det kom til udtryk på mange forskellige måder – som det der kan kaldes overfladisk peptalk.

Der var et forløb på 6 uger, som de kaldte et afklaringsforløb. Det var forfærdeligt, det der foregik. Nu var de jo griske. Så for første så lavede nogle blandede hold, der bestod af 50 – 80 vidt forskellige mennesker med vidt forskellige baggrunde. Ikke at det nødvendigvis er negativt, at mennesker er forskellige. Men det er jo ret begrænset, hvor meget man kan forvente, at mennesker med vidt forskellige baggrunde er i stand til komme med af ideer til hinanden. Det er ligesom den filosofi man bygger mange af de her forløb på. Det er, at hvis man sætter en stor gruppe af forskellige ledige sammen i en gruppe, så kan de skaffe job til hinanden? Hvis der reelt var nogen, der sad med 10 job på hånden, som de kunne dele ud af til de andre ledige, så snuppede de jo nok et af dem selv og skyndte sig at komme ud af det skøre system? Og ellers så kommer det jo mest til at handle om, at alle hver især kommer til at bruge en mase krudt på at afklare hinandens misforståede billeder af, hvad de tror, at det, de har været beskæftiget med, handlede om. Så man kan selvfølgelig lære meget om, hvor mange forskellige former for fag og arbejdsområder der findes rundt omkring. Men det i sig selv skaffer jo ikke job til nogen, for de mennesker, der har været beskæftiget indenfor de områder, de selv kender til, de er jo blevet ledige! Så man kan få en masse at vide om, hvor og indenfor hvad, der ikke er noget at komme efter.

Og så var de jo flabede, de undervisere, konsulenter eller hvad, de nu valgte at kalde dem selv.

På et af fællesmøderne, der forgik i et alt for lille lokale til så mange mennesker, så vinduerne måtte stå pivåbne sidst på efteråret, for der var alt for mange, der fik ondt i hovedet af at sidde ret længe i det lille overfyldte lokale – der var der en af underviserne / konsulenterne(?), der mente at han var smart, hvis at lukkede ud, at mennesker, der havde det samme job i mange år, var kedelige. Nu var det her sidst i 2009, hvor der var massefyringer og virksomheder, der lukkede hel ned. Så der var også en hel del, der var blevet fyret, efter at havde været på den samme virksomhed i det samme jo i rigtigt mange år. Så han fik da jokket godt og grundigt på en stor del af dem, der sad der. Hvilket, der også var en af dem, der senere bemærkede: Nu var han en af de der Svend Erik kedelige, om de havde nogle positive ideer, til sådan nogen som ham?

Ellers så stod den på opdragelse i virkelighedsforstyrrelser. På Capacent havde de statistisk bevis på, at de ikke eksisterede en finanskrise? Det her foregik mens det hele for alvor begyndte at vælte rundt omkring, og det kunne ikke lade sig gøre at se en nyhedsudsendelse, uden at få præsenteret, hvor grelt det stod til. Ikke kun i Danmark. Men hele verden rundt. Men på Capacent havde de en anden mening om verden. Og de havde også den filosofi, at hvis bare ledige lærte at “lade som om”, så ændrede verden sig? Så eksisterede de ingen finanskrise og ingen ledighed? Vupti. Tankens kraft revolutionerede? Det brugte de masser af tid på. På et tidspunkt var der af kursisterne, der fik nok. Nu gad han altså ikke høre på mere af det forstyrrede statistikfis.

Men virkelighedsforstyrrelsen foregik også på andre punkter, hvilket bare vidnede om, at de ikke kendte lovgivningen på ledighedsområdet. Det handlede om løntilskudsjob, der jo var centrum for deres interesse. Det var jo også det, de fik deres bonus for. Men den kørte så på, at når mennesker kom i løntilskudsjob, så var de ude af ledighedssystemet? Det er direkte løgn. Mennesker i løntilskudsjob er ikke ude af ledighedssystemet. De er lige så ledige og til rådighed for det reelle arbejdsmarked med aktiv jobsøgning, som de er, når ikke de er i løntilskudsjob. Så mennesker i løntilskudsjob har dobbeltarbejde. Løntilskudsjob 37 timer om ugen, og aktiv jobsøgning om aftenen, når de har fri. Sådan fungerer rådighedsbegrebet. Til sidst bliver du helt ør i hovedet af at få blæst hjernen ud af mennesker, der sidder og kører personligt opdragende på ledige med en masse virkelighedsforstyrret vrøvl. Men de havde åbenbart en filosofi, der gik ud på, at det er evnen til at fornægte virkelighedens realiteter, der afskaffer ledigheden? Så det handlede åbenbart om, at bearbejde menneskers fornuft så de kunne “åben positivt op” for “processen”?

Du bliver mere eller skør i hovedet at sidde i sådan noget forstyrret skidt. Så stemningen var heller ikke jordens bedste, eller hvad vi nu skal kalde det. For mennesker bliver jo påvirket af det.

Men de var jo åbenbart meget “beåndet” hos Capacent. På et tidspunkt, da jeg i en pause stod ved en kaffeautomat og var ved at “hive mig” en kop kaffe – en meget praktisk konkret lille manøvre – for de fleste – blev jeg opsøgt af en af underviserne / konsulenterne(?) (Kim hed han), der spurgte hvad jeg søgte, for jeg så søgende ud? Hvortil jeg svarede: En kop kaffe! Det gav så anledning til en lidt udredende forklaring til denne person. For han kunne ikke forstå, hvorfor jeg var gået ned i den anden ende af gangen for at hente en kop kaffe, for der stod også en kaffeautomat lige uden for det lokale, hvor vi holdt til? Og så måtte jeg gøre dette menneske begribeligt, at når man fyldte 50 – 80 mennesker ind i et lokale, og der var en pause på 15 minutter, så kunne det ikke lade sig gøre for alle 50 – 80 mennesker at nå, at komme til at trække kaffe ved den ene automat (der stod en lang kø). Det samme gjaldt de tre toiletter, der var uden for det lokale, hvor vi holdt til. Det tog mindst en halv time, inden den, der stod sidst i køen, nåede frem (Det var der også en del brok over, for mennesker blev ved med at komme dumpende et kvarterstid efter at pauserne var slut). Så hvis man var en af dem, der gerne vil nå både at komme på toilettet, få en kop kaffe og lige en tur udenfor i det fri, inden pausen var slut, så gik man ned i den anden ende af gangen, hvor der rundt om hjørnet var 3 toiletter, hvor der ingen kø var, og en kaffeautomat, hvor der heller ingen kør var. Jeg ved ikke, om han fattede det? Han virkede ikke udpræget “kvik” – eller hvad vi nu skal kalde det. Hans “undervisningsspeciale” var også derefter. Han skulle undervise mennesker i at være beredt til rent praktisk at komme frem til en arbejdsplads, hvis jobbet lige pludselig skulle dumpe ned i armene på dem. Den “øvelse” bestod i at vi alle sammen skulle lave en plan for, hvor vi rent geografisk var i stand til at arbejde. En plan helt ned på gadeplansniveau. Så han forlangte at alle skulle sidde og lave et kort over de gader, hvor de ville kunne tage arbejde. Det var jo ude i noget, der virkede vanvidsforstyrret. Start dog med indholdet, og find ud af hvor der rent geografisk er noget at komme efter!

Jeg slap nu selv ret nemt om ved den øvelse. Alle, der er afhængige af kollektiv trafik og bor i nærheden af en metrostation, kan som udgangspunkt komme ret langt omkring på relativ kort tid, i tilknytning til banestrækningerne. Og hvor lang tid det tager, det kan man finde ud af ved at bruge DSB’s online ruteplan, når man har adressen på den lokalitet, man skal nå frem til. Så jeg slap for at lave et detaljeret kort over samtlige gader i Storkøbenhavn, Malmø og omegn, hvilket jo kunne have taget flere måneder.

Han var så også en af dem, der havde en sådan lidt fysisk korporlig adfærd overfor nogle af kursisterne. Det var der jo nogen af dem, der havde (Se afsnittet: Hold grabberne ved dig selv!). Der var en episode, hvor han åbenbart syntes, det gik for langsomt, når de 50 – 80 mennesker, der var på holdet, skulle sluses ind ad døren til det lokale, hvor vi holdt til. Så han havde taget føregreb på en af dem, der stod bagerst og forsøgt at bruge ham til at presse lidt mere fart i flokken. Det klagede han vist over, ham der blev udsat for det. Hvad, der kom ud af det? Det ved jeg ikke.

Andre overfladiske og useriøse indfald?

En af underviserne / konsulenterne(?), skulle fortælle noget om vigtigheden af det personlige i jobsøgningen. Det var ligesom det personlige, der var det vigtigste. Og hendes eksempel var, at hun havde en fritidsinteresse med at køre på snescooter, så hvis hun stod og skulle vælge mellem nogle ansøgere, så ville hun vælge en, der havde samme fritidsinteresse som hende selv, så hun kunne have en at snakke med, når hun var på arbejde.

Så der var intet som helst seriøst og fornuftigt i det, der foregik hos Capacent.

Og ja – i bedste fald – så var det spild af tid og penge.

Men det skete jo på bekostning af det seriøse og fornuftige, som de ret konsekvent sjoflede.

Men de kunne selvfølgelig også være ligeglade, det var jo ikke dem selv, det gik ud over. Og det var de også. Ligeglade.

De fik krattet nogle penge ud af den kasse, der var til beskæftigelsesområdet. Og det var det, det handlede om for dem.

» Personlig chikane og psykisk vold i ledighedssystemet 2009 – 2014

» Diagnoser, følgediagnoser og individuelle udredninger

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

» Rådtager

» Indgroet

» Her går det godt, send flere penge, af Anne Knudsen

Så giv mig dog et halmstrå!

Nogen selvsvingende mennesker er bare så tydelige.

Selvsvingstina med krydserne…
En af dem jeg rendte på, var Selvsvingstina med krydserne. En sagsbehandler hos den eksterne aktør, som blev mit overbelastningskollaps i den sammenhæng. Det var så tydeligt, at det var en ren pengemaskine, der bare skulle have mennesker ekspederet, så de kunne få krydset af, at de havde gjort deres pligt – og kunne få pengene for det.

Der var en del frafald af sagsbehandlere og jobkonsulenter dette sted. Det var nok ikke et særlig rart sted at være.

Din egen skyld!
Selvsvingstina var den anden sagsbehandler jeg blev udsat for. Hun var frygtelig.

Hun gad ikke tage stilling til den jobplan, jeg lavede. Ja hun kunne se, at jeg havde skrevet en masse tanker og ord. Og så verfede hun den af. Jeg efterlyste nogle konkrete ideer og forsalg fra hende. Men den fik jeg så smækket i hovedet, at hvis ikke jeg havde en bedre afklaring, så var det min egen skyld. På det tidspunkt opgav jeg, så jeg rettede det til – Ja, det er alt sammen min skyld – har du fået det, du skal bruge?

At de havde sjoflet et helt hold kursister på et afklaringsforløb – ja det havde de jo lært af, og så ændret for de der kom efter. Men det ændrede jo ikke noget for mig. Men sådan er de verdener. Det handler om at forbruge mennesker. Og ikke andet.

Akademisk mentalitet?
Hun sad og flimrede rundt i, at jeg skulle parkeres i noget aktivering – og eftersom jeg på det tidspunkt havde været til eksamen og fået en god karakter på kurset i udvikling og læring på pædagogik – så skulle jeg blafres ud, som en der passede i miljøer med akademisk mentalitet. Det var for overfladisk for mig. A-kasser og fagforeninger advarede i øvrigt mod den slags – der skulle fokus på faglig substans, hvis der skulle komme noget godt ud af de ordninger. Selvsvingstina sagde, at så fattede min A-kasse og fagforening ikke noget af noget – det kunne jeg godt hilse og sige.

Da jeg gik fra det møde, sagde jeg, at jeg jo kunne bruge sådan en aktivering til at skrive om det. Erindringer fra afgrunden. Hun kom med et tumpet grin.

Bagefter havde jeg det dårligt. Jeg skulle simpelthen ikke blæses ud i mere overfladisk flimmer. Jeg gik helt i baglås – og blev helt syg af stress, sov ikke – og havde det rigtig skidt.

Den dag jeg skulle til det næste møde med Selvsvingstina, meldte jeg mig ud af systemet. Jeg havde ikke sovet hele natten. Og blev så enig med mig selv om, at det her skulle jeg bare ikke udsættes for. Jeg fik så en opringning fra stedet, at Selvsvingstina var blevet syg, så de var nødt til at aflyse aftalen. På en eller anden måde, kom det ikke bag på mig.

Selvsvingstinas statistik…
Ugen efter blev jeg ringet op af Selvsvingstina, der gerne ville vide min begrundelse for at afmelde systemet – for hun skulle bruge det til hendes statistik. Jeg sagde, at det kunne hun vel få oplyst på Jobnet. Men det havde de eksterne aktører ikke adgang til. Jeg var dum nok til at fortælle hende, at det var med begrundelsen andet, inden jeg smækkede røret på. Den ko – hvor stor en grib må man have lov til at være. Det måtte endelig ikke hedde sig, at det var ren statistisk afkrydsning fra det steds side. Og et eller andet sted ville det da også være meget rart, at kunne bevare en form for minimums illusion om det. Men det er ret svært, når man lige får egocentrikermentaliteten smidt i hovedet med sådan en opringning.

Men jeg havde jo fået en ide.

Jeg kunne jo skrive om de ting, jeg har oplevet i mit liv…

Som modvægt til de personlige fordomme, som jeg mere eller mindre permanent bliver terroriseret med, fra mennesker, der bilder dem ind, at de ved bedre på mine egne.

For jeg ved jo nok en hel del mere om, hvad der er sket i mit eget liv, og hvad jeg mener, tænker og føler om det, end fordomsfulde mennesker, der tror, at verden først begyndte at rotere, da de selv hoppede på den?

Og eftersom de har brug for, at komme på banen som psykologisk forstyrrede førerhunde i andres liv, så er jeg jo nødt til at skrive en historisk roman, som de så kan læse, så de kan forstå mig godt nok til at de kan overtage styringen over min person, helt ind til det mindste atom?

Det var ikke noget, jeg havde lyst til at spilde mit liv på. Men det var jeg så bare nødt til.

» Personlig chikane og psykisk vold i ledighedssystemet 2009 – 2014

» Diagnoser, følgediagnoser og individuelle udredninger

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

» Rådtager

» Indgroet

» Her går det godt, send flere penge, af Anne Knudsen

Hold grabberne ved dig selv!

Endnu en lille grænseoverskridende oplevelse fra det varmluftige ledighedscirkus, der blev enden på min tilknytning til samfundet.

Jeg blev udsat for, at en af de kvindelig kursuskonsulenter kom hen og aede mig på kinden, og fortalte ,at jeg havde sådan et sødt smil – og hun blev så glad for at kigge ned på mig og mit søde smil, når hun stod og holdt oplæg.

Så kan man da dårlig jokke mere på en kvindelig kursist.

Jeg var så træt og smadret af det skidt, så jeg ikke kunne reagere på det. Det var heller ikke lige det, jeg havde forestillet mig, at jeg skulle være i stand til at reagere på. Det overrumplede mig.

Bagefter kom jeg til at tænke på – at et eller andet sted, burde jeg have stukket hende en lussing, og bedt hende om at holde grabberne ved sig selv.

Men hvad er det for noget skidt – at blive udsat for?

Det er så ydmygende. Seksuel chikane og overgreb bliver jo ikke mindre grænseoverskridende og ækel, bare fordi det er kvinder, der praktiserer den!

Og det kommer fra mennesker, der får penge for, at skulle forestille sig – at være nogen, der skulle “hjælpe” dig videre i livet!

Jeg kan helt ærligt ikke huske, hvad den pågældende underviser / konsulent(?) hed. Det var jo en sammenhæng, hvor der væltede flere hundrede mennesker rundt. Men hun var uddannet indenfor noget med noget kommunikation og havde en voksen søn, der arbejdede med voldelige mænd. (Det er ret typisk for de der sammenhænge. De har vældig travlt med at snakke om dem selv. Og så skal de ledige helst fungere som taknemmelige tilskuere. Så det er jo ikke fordi de generelt set har problemer med personlige beretninger, der fylder meget i verden. Så længe det bare er deres egne. Det er den anden vej på, det kniber. Jeg, mig – og så mig selv!)

» Personlig chikane og psykisk vold i ledighedssystemet 2009 – 2014

» Diagnoser, følgediagnoser og individuelle udredninger

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

» Rådtager

» Indgroet

» Her går det godt, send flere penge, af Anne Knudsen

Diagnoser, følgediagnoser og individuelle udredninger

Den rette hjælp / opbakning / støtte på rette tid og sted kan forebygge, at der kommer en masse unødvendige ekstra problemer oveni den oprindelige problemstilling.

Nogen af dem, der blandt andet kommer ud for den problemstilling, er pårørende til børn, der har brug for ekstra hjælp / opbakning / støtte. For nogen pårørende kan det være en mangeårig kamp at få sat ord på problemstillingerne og eventuelt stillet de rigtige diagnoser, som efterfølgende kan lægge til grund for, at de kan blive “godkendt” og få bevilliget økonomisk støtte til, at de kan gøre brug af nogle af de specialiserede tilbud, som der er til rådighed for børn med specielle behov.

En anden gruppe mennesker, der også rammer ind i den problemstilling, er mennesker der kommer ud for arbejdsulykker. Også selvom det er fuldstændige tydelige fysiske skader i form af for eksempel rygskader. Så kan mennesker komme til at vente i mange år, for at få en udredning af den tabte arbejdsevne, der gør at de kan få noget afklaring på blandt andet deres økonomiske situation. For længe der ikke er lavet en afklaring i forhold til deres arbejdsevne, så kan de ikke få en krone nogen som helst steder fra, fordi der først skal findes ud af, om de er berettiget til dagpenge, invalidepension eller delvist det ene og andet. På et tidspunkt var der nogle sager oppe i medierne med eksempler på, at der var en del der havde ventet i op til 10 år og længere på at få en sådan udredning og afklaring. Og det havde også haft mange store personlige omkostninger for nogle af de mennesker. Nogle var blevet skilt fordi det havde slidt for hårdt på parforholdet. Nogle havde fået dårlige nerver, og var kommet under behandling med antidepressiv medicin. Nogle var gået personlig konkurs og havde mistet alt det de ejede og havde.

Et tredje område, hvor denne problemstilling giver en masser ekstra problemer, er stress og overbelastningsgenerede diagnoser og problemer, hvor der i de senere år har været en meget kraftig vækst i antallet af mennesker, der ikke får den nødvendige aflastning i forbindelse med stress og psykisk overbelastning, men i stedet lander i en negativ behandlingsspiral, hvor de bliver behandlet (Blandt andet medicinsk) for de følgediagnoser i form af for eksempel angst og depressioner, der følger af, at man ikke går ind med den rette hjælp / opbakning / aflastning / støtte i forbindelse med den oprindelige problemstilling.

Så den rette hjælp / opbakning / støtte på rette tid og stede, kan forebygge, at der kommer en lang række unødvendige problemer oveni den oprindelige problemstilling. Og på det punkt er man indenfor en lang række områder ikke dygtige nok, til at få noget individuel afklaring på banen på et så tidligt tidspunkt som muligt.

DET SPECIALPÆDAGOGISKE OMRÅDE
Et af de første spørgsmål, jeg stillede mig selv, da jeg første gang satte mine ben indenfor det specialpædagogiske område på det daværende Sundbyvang i 2002, var: Gad vide hvor meget af det man kunne opleve af ustabil social adfærd hos de mennesker, der boede der, der skyldtes den oprindelige problemstilling / handicap – og gad vide hvor meget der skyldtes, at de havde levet under de vilkår, som de havde levet under?

Det, der karakteriserede vilkårene for mange af de mennesker, der boede på det daværende Sundbyvang, var, at det først var da i var højt oppe i alderen (I nogle tilfælde først da de havde rundet de 30, 40 og 50 år), at man fra samfundets side begyndte at sætte ind med specialiserede tilbud, der var målrettet den gruppe menneskers oprindelige problemstillinger / handicap. Men når det først sker, når mennesker er højt oppe i alderen, så har der over tid udviklet sig en hel del følgediagnoser og yderligere problemstillinger, ret tit og ofte af traumatisk art. Og det gjorde det meget vanskeligt at få etableret de specialiserede tilbud, der var målrettet deres oprindelige problemstillinger / handicap.

For de problemstillinger, som man efterfølgende var nødt til at udrede og oprette specialiserede individuelle tilbud til, kom så til at bestå af en kompleks kombination af tilbud, der både var rettet mod deres oprindelige problemstillinger / handicap, samtidig med at de tog højde for de traumatiske sociale handicap, der var generet af, at de ikke havde fået den nødvendige specialiserede hjælp / opbakning / støtte, som de havde behov for – på et langt tidligere tidspunkt.

Når man skal forholde sig til udviklingsmuligheder for mennesker, der har specialiserede behov, så er der jo også noget, der hedder tidsperspektiv. Og for en del af de mennesker, hvor den individuelt tilrettelagt hjælp / opbakning / støtte først kom på et meget sent tidspunkt i deres liv, så var det begrænset, hvor meget det kunne lade sig gøre, at indhente det forsømte. For de var jo nødt til at lære tingene i det samme menneskelige realistiske tempo som andre mennesker. Så det kunne jo ikke lade sig gøre at bygge bro over fortidens forsømmelighed, det løb var jo kørt. Det bedste man kunne gøre, var at påbegyndte de specialiserede tilbud – samtidig med, at man var nødt til at acceptere, at der var grænser for, hvor meget man var i stand til at gøre for de her mennesker, når det gjaldt om at udvikle deres menneskelige færdigheder (Både sprogligt, socialt og motorisk). Så for en del af de noget ældre beboere på det daværende Sundbyvang, så handlede det mest af alt om, at de fik det socialt og menneskeligt godt på deres ældre dage. Hvor det mere pædagogisk udviklende, når det gjaldt sproglige, sociale og motoriske færdigheder, så måtte komme i anden række.

» Specialpædagogik og arbejdsmiljø på bostederne 2002 – 2007

OVERORDNET PERSPEKTIV OG REFERENCERAMMER
» Kultur, trivsel og organisationsudvikling 1983 – 2014

» Paradigmeskift på tværs af kulturen

» Koordinerings- og samarbejdskoncepter på tværs af kulturen

» Undervisning og læring på tværs af kulturen

» Sundhedsprofiler (1989 – 2014): Om sundhedssyn, menneskesyn og behandlingsmuligheder

» 3-dimensionel helhed (1991 – 2014): Om forholdet mellem den fysiske, sociale og åndelige dimension

Synlig tilstedeværelse af religiøsitet i det offentlige rum kan forebygge sundhedsskadelig rationalisering af menneskelige værdier

Den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas giver med sin beskrivelse af problemstillingerne ved systemverdens kolonialisering af livsverden – et meget godt billede af de trivselsproblemer, der præger vores samfund.

Habermas og velfærdsstaten
(Afsnit fra mit eksamensprojekt: “Ældreplanlægning i Aalborg Kommune – Om menneskesyn og boligpolitik“, Aalborg Universitet 1991)

Som teoretisk reference til mine synspunkter, har jeg valgt at benytte “Habermas’ kritiske teori om velfærdsstaten”, som i en introducerende form er beskrevet af Thomas Gregersen i Grus nr. 16, 1985.

Habermas operer med to samfundssfærer, som fremgår af nedenstående figur.

Figur. 1.1.: Det moderne samfunds to-deling.

Den materielle og den symbolske reproduktions områder kaldes hhv. systemverden og livsverden.

Den indslusningsproblematik, som jeg nævnte ovenfor, beskrives med Habermas’ teori, som en kolonialisering af livsverden. Dette er illustreret i figur 1.2.

Figur 1.2.: Kolonialisering af livsverden.

Ifølge Habermas forstyrres den symbolske reproduktion ved denne kolonialisering, og krisetendenser af kulturel-, social- og psykologisk karakter, opstår.

Kort fortalt går Habermas’ kritik af velfærdsstaten på, at man ensidigt har benyttet de udviklingsmuligheder, der ligger i de moderne kulturformer, til at fremme en teknologisk udvikling. Teoretisk opererer han med en tredimensionel verdensopfattelse, som udover den ydre verden (kontrollen over naturen) består af en social verden og en indre verden.

Den sociale verdens sfære er moral/etik, og menneskets indre verden er æstetik. Disse to andre dimensioner ville i en udvikling lig den ydre verdens, indebære en moralsk/etisk udvikling som “erstatning” for religionernes forfald, samt en terapeutisk kritik til udvikling af forståelsen af individet.

En manglende udvikling af den sociale sfære og menneskets indre sfære, kan i følge Habermas resultere i at:

“Herved nærmer man sig en “endimensional” tilværelse, mens der var mulighed for et nuanceret liv i alle tre dimensioner. Denne tendens kan ses som en tiltagende kolonialisering af dagligdagen fra både markedsøkonomiens og velfærdsstatens side. Stadig flere livsområder søges organiseret efter økonomiske kriterier og underlagt bureaukratisk regulering. Men herved anvender man styringsinstrumenter som penge og politisk magt til at løse opgaver, som ikke kan løses krisefrit ved sådanne midler. Både penge og magt er skabt til at løse problemer i den materielle reproduktion, men bliver i stigende grad også anvendt til at påvirke den symbolske reproduktion, hvilket de ikke er velegnede til. Konsekvensen bliver, at samfundsmedlemmerne føler sig tingslig- og fremmedgjorte.” /1.l,s.55/

Som “løsning” på denne problematik, peger Habermas på en øget demokratisering.

“De modinstitutioner, som må opbygges for at begrænse det økonomiske og politiske systems egendynamik, skal kombinere de tre basale momenter i den menneskelige eksistens, og det må politisk ske ved stadige forsøg på at udvide demokratiet og ikke ved totalitære forsøg på at frelse menneskeheden.” /1.1, s. 55/

Synlig tilstedeværelse af religiøsitet i det offentlige rum kan forebygge sundhedsskadelig rationalisering af menneskelige værdier

Når skaden er sket, og systemverdenen har overtaget livsverdens sfære af mental og åndelig frihed – og erstattet den med kollektive disciplinerende styringsmetoder, kan det være svært at genetablere “rummet” for det mentale og åndelige univers. For den genetablering kommer til at forgå på den rationelle systemverdens præmisser, hvilket er uforlignelig med kvaliteten af den mentale og åndelige sfæres frihedsværdier, der er præget af manglen på at være rationelt og logisk definerbare.

En genetablering af “rummet” for den mentale og åndelige sfære kan derfor kun ske ved etablering af synlig tilstedeværelse af religiøsitet i det offentlige rum.

Det er den eneste måde, det kan lade sig gøre at definere et stabiliserende modsvar til systemverdens rationelle styringsmetoder af de menneskelige værdier, som kan defineres og beskrives i en form for fysisk og social terminologi, der kan gøres forståelig og spille op med og sammen med systemverdens rationelle terminologier og styringsmetoder.

Jeg foretrækker selv at bruge begreberne mental og åndelig frihed, frem for religions- og trosfrihed. Til begreberne religions- og trosfrihed knytter der sig mange fastlåste forestillinger og definitioner af mere intellektuel karakter, hvorimod mental og åndelig frihed er mere bredt dækkende.

På den måde kommer genetableringen af “rummet” til den mentale og åndelige sfærer til at spille sammen med de sociale styringsmetoder i de humanitære menneskerettigheder.

Hvad, den enkelte så vil bruge sin mentale og åndelige frihed til, er så op til den enkelte.

Og det, der er centralt ved de mentale, åndelige og trosmæssige frihedsrettigheder, er netop, at den enkelte ikke er forpligtiget til at aflægge “regnskab” for sit mentale og åndelige univers, i form af rationelle og logiske redegørelser, beviser og definitioner – overfor andre. Og dermed bliver der sat nogle grænser for rationaliseringen af de menneskelige værdier.

» Selvets disciplinering – en ny pagt i arbejdslivet, af Kirsten Marie Bovbjerg

» Foucault: Disciplinering – En moderne magtteknologi

» Social- og sundhedsområderne under indflydelse af moderne management

» 3-dimensionel helhed (1991 – 2014): Om forholdet mellem den fysiske, sociale og åndelige dimension

» Trosvinkler (196* – 2014): Om trosperspektiver, religion og rummelig spiritualitet

» Sundhedsprofiler (1989 – 2014): Om sundhedssyn, menneskesyn og behandlingsmuligheder

» Personlig chikane og psykisk vold i ledighedssystemet 2009 – 2014

» Specialpædagogik og arbejdsmiljø på bostederne 2002 – 2007

» Overgrebene mod mennesker med diabetes 1 1989 – 2014

 

 

 

 

» Relationskunst på “formel”

 

» Den tværreligiøse “formel”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra kaos til opgave

Problemstillinger kan man diskutere og have meninger om. Men meninger rykker ikke så meget på det konkrete og praktiske plan.

Projektarbejdsformen er et godt metodisk redskab til at gøre problemstillinger praktisk håndgribelige i form af opgaver.

Projekter kommer og går. Et vellykket projekt har en begrænset levetid.

Brug projektbeskrivelsen som arbejdsgrundlag for ressource- og detailplanlægning.

Brug projektrapporten som afsluttende evaluering, præsentation og dokumentation af projektets praktiske udførelse.

» Fra kaos til opgave – Projektarbejdsformen som metodisk redskab til opgavekonkretisering

Oplevelsernes historik og det unikke sproglige univers

Alt det vi oplever, sker i relation til noget og nogen – på et bestemt tidspunkt.

Oplevelsernes historik og udviklingen af det unikke sproglige univers er vores livs stabiliserende røde tråd, som vi kan trække på ved omstillings- og forandringsprocesser.

Jo bedre vi kan definere og beskrive vores oplevelsernes historik og vores unikke sproglige univers, jo lettere har vi ved at fastholde den personlige stabilitet ved ydre forandringer og omskifteligheder.

» Stabiliserende forankringsteknikker – Personlig ledelse ved omstillings- og forandringsprocesser

Mit forskningsspeciale

DE MÅSKE EGNEDE
Mit forskningsspeciale handler om de menneskelige omkostninger, som personlige fordomme skaber for mennesker, der bliver gjort til genstand for minoritetsdannelse og social stigmatisering.

Et speciale som jeg har været nødt til at investere alle mine private og personlige ressourcer i, hvis ikke jeg vil slås ihjel. Bogstavelig talt.

Det specialpædagogiske område er mit officielle faglige casestudie – mens jeg i casestudierne indenfor ledighedsområdet, sundhedsvæsnet og det diabetiske behandlingsområde har officiel status som forsøgsdyr.

Så jeg har studeret problemstillingen fra begge sider.

» Kultur, trivsel og organisationsudvikling 1983 – 2014

» Paradigmeskift på tværs af kulturen

» Koordinerings- og samarbejdskoncepter på tværs af kulturen

» Undervisning og læring på tværs af kulturen

» 3-dimensionel helhed (1991 – 2014): Om forholdet mellem den fysiske, sociale og åndelige dimension

» Trosvinkler (196* – 2014): Om trosperspektiver, religion og rummelig spiritualitet

» Sundhedsprofiler (1989 – 2014): Om sundhedssyn, menneskesyn og behandlingsmuligheder

» Personlig chikane og psykisk vold i ledighedssystemet 2009 – 2014

» Specialpædagogik og arbejdsmiljø på bostederne 2002 – 2007

» Overgrebene mod mennesker med diabetes 1 1989 – 2014

» Indgroet

» Her går det godt, send flere penge, af Anne Knudsen