Afklaring og synliggørelse af eget ståsted – det bedste udgangspunkt for dialog…

En rummelighedstankegang, der baserer sig på, at integration mellem mennesker handler om at integrere hinandens grundværdier – og gøre dem til en del af sine egne grundværdier – er næsten dødsdømt på forhånd.

Det bliver købmandskab efter melodien: Klip en tå og hak en hæl.

Og der er i bund og grund ikke rigtigt nogen, der har det helt godt med at give køb på de grundlæggende personlige værdier.

Dialog og sammenhængskraft

Man kommer længst med integration og social omgang mellem mennesker, ved at fokusere på en afklaring og synliggørelse af de individuelle ståsteder – som udgangspunkt og grundlag for dialogen om, hvordan man socialt kan omgås hinanden – med de forskellige værdier, som mennesker nu engang har…

Og den bedste samfundsmodel / organisationsstruktur er den, der rummer mest plads til individuelle forskelligheder…

“Man må ikke forlange det uforenelige: man må vælge: enten at være respekteret eller respektabel.”

/Piet Hein/

» Sammenhængskraften – skal “forstås” i 3 dimensioner…

» Dialog eller videndeling?

» Religion og kulturdannelse…

» HELE mennesker har “farver” – og skal “forstås” i 3 dimensioner…

» Et totalitært system skaber problemer for livskvaliteten…

Reklamer

Personlighed, skæbne – og erkendelsesrejser…

Det ligger meget i tiden – det frie livsvalg – sådan lidt efter devisen: At alle skal helst have samme valgmuligheder i livet, i retfærdighedens navn.

På Kristeligt Dagblads temaside om samfundskløfter, så jeg på et tidspunkt overskriften: Smedens søn har det svært på universitetet. Der kunne også ha’ været en overskrift, der lød: Koncerndirektørens søn har det svært på produktionsskolen. For det ville være lidt det sammen.

Sådan er livet – et miljøskifte er altid en ekstra udfordring. Men er det nødvendigvis negativt? Er det uretfærdigt?

Jeg er selv født og opvokset i et ikke-akademisk miljø, på et lille frilandsgartneri. Mine forældre har 7 års skolegang. Mine forældre deler jeg med tre brødre (Jeg har dem ikke sådan helt for mig selv – mine forældre).

Jeg har aldrig selv opfattet min opvækst som negativ. Jeg synes selv, at jeg har været heldig med min familiebaggrund. Jeg har nogle utrolig søde forældre. Og jeg savnede ikke udfoldelsesmuligheder eller udfordringer – så jeg ligesom kan sige: At min opvækst hæmmede udviklingen af mine kreative sider, eller mine “intellektuelle” sider. Måske snarer tværtimod. For jeg havde et godt frirum, for netop at udvikle de sider meget selvstændigt.

Men selvfølgelig får du en “skæv vinkel” i din måde at se verden på – når du ligesom kommer til at se verden, fra mere end en side. Det har så heller ikke været udpræget negativt. Ikke i forhold til alt. I forhold til det mere firkantede og stereotype, kan det godt give problemer. Men det har også nogen gange været en fordel, indenfor det mere idé-udviklende – når det gælder de sociale, sundhedsmæssige og kulturelle områder.

Og så er der også noget, der hedder personlighed – som gør, at livet næsten uanset hvad, altid vil være bunduretfærdigt.

Er du kreativ, empatisk, åndelig betonet, logisk, analytisk, rationel og / eller praktisk? De sider, du har at gøre godt med i livet, vil altid både være din styrke – men også din begrænsning.

Så millimeterretfærdighed – når det gælder livsmuligheder i rationel forstand – vil altid være en illusion.

Så er vi nogen, der får nogle voldsomme oplevelser med i livsbagagen (» Når andres problemer bliver dit problem). Dem vil jeg så ikke sige – ligefrem er skæbnebestemt. Alle historier har to sider – og man repræsentere kun den ene selv. Så det, vil jeg sige, er en blanding af periodevise vilkår og tilfældigheder. Men hvordan vi vender det, erkender det – og overlever det – det er på en måde skæbnebestemt af vores personlighed. Vores livsvilje – og på en eller anden måde også vores “overlevelsesinstinkt”.

Voldsomme oplevelser udfordrer en ekstra erkendelsesdimension. Men på en eller anden måde, så vil det altid følge “erkendelsesretningen” i det erkendelsesmæssige “rum”, vi har at gøre godt med, i kraft af vores personlighed. Det kan godt blive lige lovlig for meget – men ikke helt ved siden af “os selv”…

Livet giver os nogle muligheder og begrænsninger – nogle styrker og nogle svagheder – nogle vilkår og tilfældige oplevelser – nogle erfaringer og erkendelser. Noget vælger vi selv, noget vælger tiden og omstændighederne for os.

Vi er ikke herre over alt. Men vi kan efter bedste evne forsøge at forvalte det, vi har at gøre godt med – så livsglæden får bedst mulige udfoldelsesmuligheder…

Livsglæde er det stof, livet er gjort af…

Hvor meget skal vi blande os i andre landes indenrigspolitik?

Som Mogens S. Mogensen påpeger i indlægget: » USA i dårlig selskab – så har vi en form for forpligtigelse til at forholde os kritisk til de humanitære forhold i andre lande – ikke mindst når det gælder vores allierede.

Vi lever i en globaliseret verden, og vi kan ikke bare vende det blinde øje og døve øre til alt, der foregår – for det vedkommer os – eller vil komme til at vedkomme os på et tidspunkt.

Men hvor meget der vedkommer os, kan der – og er der – delte opfattelser af.

Jeg er af den holdning, at alt der på det overordnede plan har direkte indflydelse på de grundlæggende eksistensvilkår på det globale plan – det vedkommer os. Det gælder blandt andet: Humanitære forhold som dødsstraf og fattigdom; økologi og forurening; og international kriminalitet. På de punkter – er vi nødt til at blande os – for de vilkår kan ikke afgrænses til et internt nationalt anliggende.

Og så kan jeg ikke lade være med at drage en sammenlignende parallel til et andet eksempel. Fra 1. januar trådte en ny EU-lov i kraft. Fiskehandlerne i EU skal nu oplyse fiskenes navne på latin: » Latinske fisk på plakaten – for at forebygge forbrugervildledning. Er det her virkelig så livsvigtigt, at det er noget, der påkræver en indenrigspolitisk indblanding fra EU’s side? Jeg tager mig til hovedet, og undrer mig over, at vores EU-parlamentarikere ikke har noget mere vigtigt at gå op i, og bruge tiden på – i en økonomisk kriseperiode, hvor der da er vigtige problemstillinger nok, at tage fat i?

Når det kommer til indblanding i andre landes indenrigspolitik, så bør det centres og afgrænses til forhold – der har betydning for de grundlæggende eksistensvilkår, i et perspektiv der er større end det nationale.

Hvorvidt fiskehandlernes oplysning om fiskenes navne på latin, har en betydning, der er så stor, at det kan gribe vitalt ind i andre landes grundlæggende eksistensvilkår?

Ja, jeg synes, det virker som en proportionsforvrænget problemopfattelse, set i lyset af, at vi lever i et verdenssamfund, der har andre, og langt større problemer at kæmpe med: Den globale økologi, international kriminalitet – og humanitære problemer som dødsstraf og fattigdom.

Styr på empatien?

Der vil altid være nogle “faldgruber” ved de personlighedstræk vi har. Noget vi kan ramle ind i og få problemer med, alt efter hvilken betydning andre tolker ind i vores ståsted og “udgangspunkt” i relation til dem.

Det empatiske personlighedstræk har også sådanne “faldgruber” i relation til omgivelserne.

Jeg vil i det følgende prøve at sætte nogle ord på, hvordan jeg ser og oplever de “faldgruber” – og hvilke “pejlemærker” man som empatisk menneske kan lære at “placere” det, der kommer fra omgivelserne, med…

Grundlæggende kan omgivelserne reagere med 3 fortolkninger, af det ståsted du har i relation til dem:

  1. Du ser mig…
  2. Du forstår mig…
  3. Du ligner mig…

Hvad kan vi se, forstå og have af fælles træk? Det er det, der skal bruges til at skelne og placere omgivelsernes tolkninger med. Og omgivelsernes tolkninger – viser sig i kraft af deres reaktioner. Det er omgivelsernes reaktioner, der viser os, hvor de “placerer” os.

Du ser mig…

Vi kan se det “stof” andre er gjort af – vi kan også kalde det “væsenskernen”. Det betyder, at vi kan se “gennem” de ydre lag af reaktioner og “facader” – og derfra tale mere direkte til mennesker, på det sted de står.

Reaktion: Direkte og åben kommunikation. Kan virke lidt som: Her er et venligt, tillidsvækkende og forstående “øre”. En man kan fortælle og betro lidt af hvert.

Fokus: Fokus på den direkte kommunikation, og sæt grænser for – hvor meget, du blandt andet har lyst til at blive betroet og lægge øre til. Men også – som en væsentlig ting – de uopfordrede betroelser, er du ikke “forpligtiget” af. Du skylder ikke “loyalitet” overfor andres betroelser, hvis ikke du har et ståsted og en aftale om – en form for loyalitet. (» Aftaler og forventninger)

Du forstår mig…

I relation til et andet menneske, kan vi forstå det, vi ser og får at vide – ikke andet. Det vil sige – vi kan forstå en fortælling og placere de ting, der sker i relation til den fortælling, og det vi i øvrigt selv ser og har af viden.

Reaktion: Det, du siger og gør, bliver tillagt en større personlig forstående betydning, end det, der reelt er tale om fra din side. (» Betydningsdannelse)

Fokus: Fokus på en formidling af, at du forstår det, du forstår, i kraft af din evne til at være menneskelig nærværende overfor det der sker, og det du får fortalt – og ikke andet…

Du ligner mig…

Grundlæggende har vi som udgangspunkt altid noget til fælles med de fleste mennesker, som vi møder på vores vej. Der vil altid være nogle fælles referencer. Men de fælles referencer vil altid kun være “delmængder” af en større helhed. Og helheden vil altid værre større end summen af “delmængderne”. Forstået på den måde: At den menneskelige helhed hos både andre og én selv – altid vil være større end det, der kan forstås og ses – udefra – af andre. (» HELE mennesker har “farver” – og skal “forstås” i 3 dimensioner…)

Reaktion: Der bliver udtrykt en forventning om, at der er tale om en form for personlig alliance – hvor dine personlige erkendelser og valg, bliver tillagt en personlig betydning for andres personlige erkendelser og valg. (» Når andres problemer bliver dit problem)

Fokus: Fokus på at sætte dine grænser ved at skille tingene ad – og “pege på” forskellene…

Ståsteder…

De “faldgruber” man som empatisk menneske kan have glæde af at lære at fokusere på – handler grundlæggende om en “synliggørelse” af “ståstedet” i relationerne til andre mennesker…

Hvad kan vi se, forstå og have af fælles træk?

Illustration i stor størrelse…

Tak Anne Marie 🙂

Kærlig hilsen Ulla

Betydningsdannelse…

Betydningsdannelse er et af mange centrale elementer i “relationskunsten”…

Vi giver liv til meget – i kraft af vores ord, spørgsmål, svar, kommentarer, opmærksomme ører, øjne der ser og meget mere. Vi sætter gang i noget…

Vi tænker det selv på en måde – uden nødvendigvis at tænke over, hvilken betydning andre vil lægge i det…

Når jeg tænker tilbage på mit livs mere voldsomme oplevelser, og stiller spørgsmålet: Hvad har jeg dog gjort? Hvordan blev jeg filtret ind i alt det der, det havde jo ikke noget med mig at gøre?

Og, nej – det havde ikke rigtigt noget med mig at gøre. Det var ikke min “historie”. Og hvordan blev jeg filtret ind i det? Ja – det var den betydning, andre lagde i det jeg sagde og gjorde. Men den betydning, er andres “historie” – ikke min…

Jeg lagde måske øre til en “historie”. Svarede med det, jeg så, med udgangspunkt i det sted jeg stod – uden at det var andet end det. Jeg stillede måske et lille tilfældigt spørgsmål, som jeg havde brug for et svar på – mest til eget brug – uden at vide, at det kunne ramme ind i noget, hvor det af nogen kunne opfattes som en “krigserklæring”.

Nogen gange, når jeg tænker på: Hvordan kan jeg beskytte mig selv overfor, at det sker igen? Ja – andres betydningsdannelse er der jo ikke nogen af os, der er herre over. Men det er nok en god idé at tænke på netop det, og så lade være med at tage det “på sig”. I første omgang overfor sig selv som menneske. Nogen gange, kan det så også være nødvendigt at sige det mere direkte – for at få “lukket af” overfor noget, der ellers vil komme til at styre og fylde for meget i ens eget livs “historie”. Men det vigtigste er nok, at man bliver ved med at forsætte sin egen “historie” – skriver, stiller spørgsmål, svarer, kommenterer, har et opmærksomt øre, øjne der ser – og alt det andet, som er en del af ens egen historie – selvom, det måske kan få en helt anden betydning, i andres “historier”, som de vil “flette” det ind i. Det gør heller ikke noget, bare andres “historier” vedbliver at være andres “historier” – så der vedbliver at være rum og plads til ens egen “historie”…

» Mens rødbederne koger., af Anne Marie Eriksen.

» Når andres problemer bliver dit problem