I 1996 fik jeg en hård personlig medfart i mit andet job som nyuddannet på Hjælpemiddelinstituttet i Høje Tåstrup (» Livet i overlevelsesbanen (3))
Efterfølgende var der ingen, der tog mig alvorligt, og gik ind og gav mig noget konstruktiv opbakning til at komme videre.
Man terroriserede mig med personlig selvforskyldthed fra alle sider. Det var min person, der var skyld i, at jeg havde fået en personlig hård medfart.
Den defekte personlighed, der var selvforskyldt i, at jeg blev terroriseret til en hospitalsindlæggelse i en overstresset tilstand, der havde resulteret i en diabetisk syreforgiftning, er den, der er en ganske god beskrivelse af, i den anbefaling jeg fik med fra det foregående job hos Center for Ligebehandling af Handicappede.
» Anbefaling – Center for Ligebehandling af Handicappede
Det var det menneske, man sad og flossede fuldstændig psykopatisk forstyrret rundt i, for at reparere fejlen hos, i det der fulgte efter oplevelsen på Hjælpemiddelinstituttet i 1996. Når jeg tænker tilbage på den periode, så var det som at blive overfaldet af et kobbel vilde dyr, der fuldstændig ukontrollabelt forsøgt at flænse mig til døde.
Og hvad kunne jeg lære af det? At hvis man er et ansvarsbevidst, engageret, social tolerant, initiativrigt menneske, der er god til at arbejde selvstændigt med opgaveløsninger i samarbejde med ledelse og samarbejdspartnere – så er det selvforskyldt, hvis der er nogen, der kan have brug for at slå mig ihjel.
Efter den oplevelse, måtte jeg starte mit liv på 0 i nogle nye sammenhænge og prøve at komme videre med mit liv. Det var ikke så let af få stabilt personligt fodfæste igen. Der var gode perioder ind imellem, med gode oplevelser. Men de varede sjældent særlig længe ad gangen. Så skulle de selvfølgelig til at lege krise og udleve nogle personlige fordomme, intriger og kvababbelser overfor dem selv, hinanden og mig. Jeg passer ikke så godt ind i sammenhænge, hvor mennesker leger krise og udlever deres personlige fordomme, intriger og kvababbelser overfor dem selv, hinanden og mig.
Det ændrede og ændrer nu ikke så meget ved mig og min person, at andre havde og har så store personlige fordomme overfor mig, at de synes, jeg er et defekt menneske, der er selvforskyldt i deres personlige fordomme overfor mig. Men det gjorde og gør da livet umenneskeligt hårdt og svært for mig.
Den bedste beskrivelse af min personlighed, er den, der er beskrevet i » Anbefaling – Center for Ligebehandling af Handicappede. Det er det arbejdsforhold, jeg har oplevet fungerede og passede bedst til mig. Der blev det ikke ligefrem opfattet som en psykiatrisk defekt fejl hos mig som menneske, at jeg er ansvarsbevidst, engageret, initiativrig og social tolerant.
I 2010 får jeg igen en personlig hård medfart i ledighedssystemet. Det er noget varmluftigt noget, hvor man ikke må skrive, hvis man har ledelseserfaring, for det er der ingen arbejdsgivere, der bryder sig om. Og så kom jeg under pres for, at skulle sælge mig selv som akademisk mentalitet. Det var fuldstændig forstyrret.
Jeg havde noget opsparing, som jeg kunne bruge til at give mig selv en pause. Så jeg meldte mig ud af systemet, for at beskytte mig selv imod, at blive flosset helt ud over kanten, af flere personligt fordomsfulde og overfladiske mennesker, der synes, det er billig underholdning at terrorisere andre med amatørpsykologiske og grænseoverskridende personlige eksperimenter.
Jeg har gennem årerne også fået en hård medfart i det diabetiske behandlersystem, som jeg havde svært ved at forholde mig til. Jeg lavede selv opfølgning på de fejl, de begik, og sikrede mig, at det blev skrevet ind i min journal, for at forbygge, at de slår mig ihjel på grund af deres sjusk. Men det hjalp tilsyneladende ingenting. De opførte dem direkte plat og uforskammet overfor mig.
Opfølgning: Sundhedsvæsnet
Den opfølgning, der er nødvendig for at få afrundet, det forfærdelige forløb jeg har været igennem i den diabetiske behandlerverden, må så blive følgende:
En god grundbeskrivelse af, hvordan jeg takler reguleringen, kan ses ud af den beskrivelse, jeg lavede til min journal om » Systematisk insulinregulering – Lantus. Det er fuldt ud tilstrækkelig information om det.
Min personlighed, som der i sundhedsvæsnet har været så mange personlige fordomme overfor, at man i flere år har behandlet mig som om, jeg var retarderet og lettere sindssyg » Anbefaling – Center for Ligebehandling af Handicappede
Nu bruger man ofte sociale og personlige fordomme som grundlag for behandling i sundhedsvæsnet, selvom det ikke har noget med sagen at gøre. Så når man ikke er rig og har en pæn social status, så får man nogen gange en personlig beskidt og dårlig behandling. Men selvom jeg ikke er rig og har en pæn social status, fordi jeg blandt andet har været ude for en del behandlingssabotage i sundhedsvæsnet, der har kostet mig dyrt, så er jeg stadig et meget veluddannet, intelligent og fornuftigt lille menneske, sådan som det fremgår af mit » KOMPETENCE CV. Det må så kunne forebygge, at min behandling bliver væk og ændrer sig, alt efter hvilke jobs og stillingsbetegnelser jeg har i forskellige perioder.
Og så kan man jo undre sig over, hvilke personlige fordomme, der fik overlæge Nils Knudsen til at postulere, at han ikke kunne forstå patientens behandling, nægte at læse patientens journal, nægte at se at der var sat en forsøgsspærre på min journal, og forsøge at presse mig ind i et forsøg, der gik ud på at lære matematik på 1. klasses niveau, for at tælle kulhydrater ved insulinregulering. Det havde jeg jo gjort i mere end 20 år, hvilket overlæge Nils Knudsen også ville have kunnet se, hvis han ellers havde gidet læse min journal. Efter det, var jeg færdig med Bispebjerg hospital og den diabetiske behandler verden. Jeg har ikke ønsket at køre en sag på det, jeg har været udsat for, selvom det har været ret beskidt. Fordi det ikke er noget man opnår noget ved. Men der skal alligevel laves en form for opfølgning på det, og det må så blive ovenstående.
Tak Mogens (» Anbefaling – Center for Ligebehandling af Handicappede) og Tak Jette (Psykolog ved studenterrådgivningen i Aalborg » Livet i overlevelsesbanen – med vold, mobning og personlige overgreb som grundvilkår)
Opfølgning: Jobsøgning
Den opfølgning, der skal laves for at give mig personlig fodfæste i relation til det personlige ståsted, jeg havde før, jeg blev flosset ud i tovene i 1996, beskrevet i » Anbefaling – Center for Ligebehandling af Handicappede, er, at jeg er vedblevet at have det samme personlige ståsted og den samme personlighed – som en gennemgående “rød tråd” i årerne efter. Selvom omgivelsernes har forsøgt, billedlig talt, at kappe hovedet af mig, og lege amatørpsykologiske selvrealiseringseksperimenter med resten af min person. Det er ret grænseoverskridende og kvalmt at blive udsat for den slags primitive eksperimenter. Den bevidsthed og overblik jeg selv hele vejen igennem har haft over de ting, der er sket i mit liv, må andre ikke flosse af mig og erstatte med deres egne fortolkninger og meninger om, hvad de tror, der er sket i mit liv.
I » KOMPETENCE CV, har jeg sorteret alle andres fortolkninger, meninger og fordomme fra, og beskrevet mine personlige kompetencer, sådan som det ser ud fra min side. Jeg har aldrig været det der flagrende, tankeløse og lettere forstyrrede menneske, som andre dømmer og behandler mig som om, jeg burde være. Tværtimod. Det er hele vejen igennem mig, der er den fornuftige, ansvarsbevidste og seriøse. Men jeg får ikke et ben til jorden, og det er ved at tage livet fuldstændig af mig.
Og så gentager jeg igen, hvad jeg efterhånden har sagt mindst en million gange. Jeg vil gerne have mig frabedt, at der er nogle, der leger og eksperimentere med mig og min person med flere fordomsfulde amatørpsykologiske eksperimenter. Jeg havde haft bedre overlevelsesmuligheder i et civiliseret samfund, hvor simple sociale trafikregler, som ja tak og nej tak, var noget mennesker var i stand til at respektere og administrere.
Der skal laves en form for intern påtegning i jobsøgningssystemet, hvor det fremgår, at der ikke må køres mere personligt på mig i den verden. Og det der skal laves seriøs opfølgning på, er det, der fremgår af mit » KOMPETENCE CV, hvad enten alle så er i stand til at forstå det eller ej. Der har da været mennesker, der på et tidspunkt i mit liv, ikke ligefrem havde brug for at opfatte mig som en menneskelig abnormitet » Anbefaling – Center for Ligebehandling af Handicappede. Og dem findes der da formodentlig stadig nogen af.
Tak Mogens (» Anbefaling – Center for Ligebehandling af Handicappede) og Tak Jette (Psykolog ved studenterrådgivningen i Aalborg » Livet i overlevelsesbanen – med vold, mobning og personlige overgreb som grundvilkår)
Administrativ systemchikane
Så er der selvfølgelig den sædvanlige administrative systemchikane. Denne gang er det ydelsesservice, der synes det er sjovt at chikanere mig. Og jeg forstår det ærligt talt ikke. Da jeg kollapser i april, og får rippet op i de personligt voldsomme oplevelser, som jeg ellers havde forsøgt at beskytte mig selv for at få rippet op i. Melder jeg mig syg, men har ikke overskud til at skulle tage stilling til at skulle hærges med flere menneskers behov for at eksperimentere med mig og mit helbred, så jeg venter med at søge sygedagpenge. Jeg lever sparsommeligt og hutler mig igennem. Så det er først i oktober, hvor jeg bare ikke har flere penge, at jeg søger om sygedagpenge. Jeg bliver så også indkaldt til møde i starten af november, der som jeg ganske rigtigt vidste, handlede om at ville presse mig til noget tvangsbehandling, hvis ikke jeg raskmeldte mig. Jeg satser så på, at jeg er kommet så meget ovenpå, at jeg kan overleve jobsøgningssystemet uden, at skulle udsættes for mere personligt fnidder. Så hun får den raskmelding hun vil have. Den underskriver jeg på stedet, med sidste sygedag, den dag. Dagen efter tilmelder jeg mig jobnet som ledig. Så måtte det jo være det, med dem.
Jeg har det selvfølgelig ikke godt med jobnet, efter den behandling de gav mig. Så jeg kæmper med nogle alvorlige angstanfald, over de møder som jeg bliver indkaldt til. Men jeg overlever da. Får en fornuftig snak med en seriøs og fornuftig ung mand, ved en samtale – hvor vi blandt andet taler om, at jeg ikke skal ud i flere af de helt voldsomme arbejdsmiljøer igen.
Så det begynder at falde lidt på plads. Helt godt har jeg det selvfølgelig ikke. Det er lidt op ad bakke. Jeg venter med A-kassen til at det med Jobnet er faldet lidt på plads. Et problem ad gangen. Men det viser sig, at der ikke er en helt masse forvirring der. Mit dagpengekort er klar, de har selv overført registreringerne fra jobnet. Så det virker alt sammen helt fint. Men dagen efter ligger der så brev fra det der underlige ydelsesservice, hvor det fremgår, at de åbenbart roder godt rundt i det, for de har lavet en fejludbetaling frem til den 24. november. 20 dage for meget. Jeg kører lidt ned på det. Jeg orker ikke alt det rod. Og så kommer der selvfølgelig en opkrævning. Men så gør de det beskidte, at de giver mig skylden for fejlen. De har ikke fået min raskmelding, så det er min skyld, at de har lavet fejl. Og det passer jo ikke, for den fik damen jo på stedet. Og det tilbagebetalingskrav, de så forlanger – det er brutto. Det vil sige, at de mener, at jeg skal betale den skat, de har indbetalt for meget til skat.
De laver en fejl, som de giver mig skylden for – og så skal jeg betale for deres fejl, ved at betale dem, det de har indbetalt for meget til skat. Det slår mig fuldstændig ud. Det virker, som om de bevidst forsøger at chikanere – bare for at være ondskabsfulde. For anden forklaring er der jo ikke. Og jeg bliver noget påvirket af det. Jeg kan simpelthen ikke udholde mere ondsindet skidt, fra de underlige systemer, der skal forstille sig at skulle hjælpe mennesker, hvis de ramler ind i problemer. Det virker mest af alt, som om det generer dem, hvis ikke de kan komme til at smadre mennesker helt ned i skidtet. Det er håbløst. Jeg har brugt alt hvad jeg ejer og har, for i to omgange, at hjælpe mig selv ovenpå – i forhold til ledighedssystemet. Bare for at blive mudret til en 3. gang. Og jeg forstår ikke problemet. For det er jo ret begrænset, hvad de har hjulpet med. Det er menneskelig ondskab, sådan noget. Jeg kan ikke rigtigt overskue, hvordan jeg skal bære mig ad med at overleve, det ene slag efter det andet, hvor jeg må stå uden indkomst, for at beskyttet mig selv mod at blive smadret til menneskelig invalid af fordomsfulde mennesker, der ikke vil mig noget godt. Sådan noget kan det jo ikke lade sig gøre at overleve. Men nu må jeg så se om min fagforening og A-kasse kan hjælpe med at rydde op efter ydelsesservice.
Det er sådan en systemverden, der kan ødelægge hele dit liv…
Synes godt om dette:
Like Loader...
