Hvidsten gruppen: Mod og tillid…

Jeg så filmen: “Hvidsten gruppen – Nogle må dø for at andre kan leve”, den anden aften.

Det er en stærk film, og det, der virkelig sprang i øjnene, var modet og tilliden. De var meget udsatte, de mennesker der kæmpede modstandskampen. Det har virkelig krævet både et stort mod, men også en stor gensidig tillid blandt lokalbefolkningen. Der var meget på spil.

En stikker – eller en der kom til at “dumme sig” og tale over sig – så var hele gruppen så godt som dødsdømt.

Sikke et sammenhold.

Det var en anden tid – dengang. Det var krigstid. Men det kommer til at fremstå meget kontrastfyldt til den meget mistroiske mentalitet, der på nogle punkter hersker i vores ellers fredelige samtid. Hele kontrolkulturen. Den politisk korrekte “tavshed”. Tabuer om livets svære problemstillinger.

Vi lever i fredstid. Hvor er modet og tilliden? Vi burde ikke have så meget at frygte?

Hvad er der blevet af sammenholdet?

Er det kun krigstid og alvorlige katastrofer, der kan skabe sammenhold?

Hvidsten gruppen, er en seværdig film, der sætter nogle ting i relief.

» Om filmen

Reklamer

Folkekirkens fremtid?

Det bliver så stort, når vi jævnligt konfronteres med stillingtagen til hele kirkens fremtid.

Engang imellem bliver vi nødt til at træde et skridt tilbage, og lukke af for “alle de andre”, og bare nøjes med at afklare os selv – hver især.

Og mig?

Ja – jeg har jo med min menneskelige rummelighed og tolerance ikke noget personligt problem med folkekirken. Jeg lægger selv min tolkning og betydning der, hvor det passer mig. Jeg bruger også kirken og sammenhængen, helt som det passer mig. Det har jeg altid gjort. Jeg har altid været meget selvstændig. Og det behøver jeg ikke ændre noget ved.

Nogen gange skal vi lukke ørerne for andres tvivl, forvirring og kontroverser – og i stedet fokusere på det vi selv oplever som positivt. Ellers mister vi bare vores egen positive horisont.

Ind imellem kan det være godt og relevant at vende nogle problemstillinger – men der kan også gå “selvsving” i det, og så bliver det for meget. Menneskelig forskellighed har jeg det fint med. Men “selvsving” kan jeg godt få for meget af.

Há en god jul 🙂

Bedste hilsner Ulla…

Ud af folkekirken?

Vi er jo nok en hel del, der bliver nødt til at melde os ud af folkekirken.

For mig er det ikke ligefrem et nemt valg.

Men sådan er der jo så meget. Hvis ikke man er velkommen og passer ind i en sammenhæng, så må man jo ud af den. Sådan er det jo bare.

Og folkekirken er åbenbart en klub for mennesker, der er i besiddelse af en “særlig evne” til at træffe konsensus beslutninger om, hvordan Gud / det guddommelige “ser ud”?

Det kan jeg så bare ikke være med på.

Men der er jo ikke noget at diskutere. Hvis ikke man opfatter trosbilleder, som noget der kan diskuteres og vindes en konkurrence og krig på, så må man jo trække sig.

Der er ikke så meget plads til det pragmatiske og fredsommelige…

» Trosfriheden vil skabe den rummelige spiritualitet…

» Folkekirken bør på fokusere på begrebet: Personlig tro…

Trosfriheden vil skabe den rummelige spiritualitet…

Det kan ikke lade sig gøre at definere et sprog for rummelig spiritualitet på tværs af kulturelle baggrunde med sprog og udtryk fra vores sociale og fysiske begrebsverden.

Den åndelige og spirituelle dimension har sit eget sprog og udtryk.

Den åndelig og spirituelle rummelighed på tværs af kulturelle baggrunde skabes indirekte ved at implementere trosfrihed som social etik…

🙂

» Et udviklingsperspektiv på begrebet: Trosfrihed…

» Folkekirken bør fokuserer på begrebet: Personlig tro…

» Den 3-dimensionelle samfundsopfattelse…

» Trosperspektiver, religion og rummelig spiritualitet…

» Rummelig?

Et udviklingsperspektiv på begrebet: Trosfrihed…

Vi bør altid fokusere to-strenget ved kulturelle forandringsprocesser: Forebyggelse på den lange bane, og konsekvensreparation på den korte bane.

Mogens. S. Mogensen giver i indlægget: » Fokus på “forfulgte kristne” eller “trosfrihed”?, et godt og letforståeligt eksempel på forskellen og sammenhængen mellem de to fokuseringer: Forebyggelse og konsekvensreparation.

Hvis vi ser på den problemstilling ud fra et kulturelt udviklingsperspektiv, så kan vi definere “forfulgte kristne” eller “trosfrihed” som: “konsekvensreparation” eller “forebyggelse”.

Så svaret på indlæggets titel må blive et: Og – i stedet for et: Eller.

Så længe trosfrihed ikke er en realitet indenfor alle samfund, bør vi vedblive at tage afstand fra og beskytte mennesker, der bliver forfulgt på grund af deres tro. Samtidig med at vi fokuserer på implementering af trosfrihed på længere sigt.

» Fokus på “forfulgte kristne” eller “trosfrihed”?, af Mogens S. Mogensen

» Folkekirken bør på fokusere på begrebet: Personlig tro…

Folkekirken bør fokusere på begrebet: Personlig tro…

Folkekirken ville være ude over mange problemer, hvis den begyndte at fokusere på begrebet: Personlig tro.

Det reducerer målgruppen ret krafitgt, hvis man vil forsøge at styre og kontrollere menneskers tro, tanke og fortolkningsfrihed.

Det kan i virkeligheden vist heller ikke rigtigt lade sig gøre? 🙂

(Illustration fra siden “Sjov for alle“)

» Dæmonuddrivelse?

» Trosperspektiver, religion og rummelig spiritualitet…

» Et rummeligt kristent ståsted?

» Skal Bibelen omskrives?

» Idéskitse til udvikling af mål og visioner i folkekirken…

» Folkekirkens problemstillinger mangler afgræsning…

» Er der mere der adskiller kristne – end knytter dem sammen?

» Den menneskelige kristendom…

» Healeren Jesus…

» Giver guddommeliggørelsen af Jesus – kristendommen problemer med nutidsaktualiteten?

» Har Bibelens livsforståelse mistet sin betydning?

» Folkekirken kvæler det spirituelle ved at dyrke det institutionelle…

Dæmonuddrivelse?

Det er kun mennesker, der tror på eksistensen af dæmoner, der er i stand til at blive besat af dem. Så hvem der kan være besat, må være noget mennesker selv giver udtryk for, hvis det vel og mærke er noget, mennesker frivilligt skal indvillige i at blive “udrenset” for.

Udenforståendes opfattelse af hvem der er dæmonbesatte, og derfor kan have gavn af en dæmonuddrivelse, må mest være et udslag af egen tro på eksistensen af dæmoner, som man så pådutter andre.

Det handler om tro – og trosbilleder. Og de er som bekendt individuelle og personlige.

Vi lever i et samfund, hvor der er tros og religionsfrihed. Så det står jo den enkelte frit for, om man vil tro på eksistensen af dæmoner eller ej.

I de tilfælde hvor tro og trosbilleder giver sig udslag i psykisk ustabilitet og problemer med at få livet til at fungere på det menneskelige plan, så må det igen være ret individuelt og personligt, hvilken form for afklaring der giver troen og trosbillederne et menneskeligt harmonisk udtryk, som den enkelte er i stand til at leve et harmonisk liv med.

Hvem der har ret i sine trosbilleder, er der jo ikke nogen, der er i stand til at bevise. Alle har forskellige former for trosbilleder – religiøse og ikke religiøse – som for den enkelte giver livet mening og perspektiv.

Man kan bare ikke hverken forlange eller forvente, at andre skal finde mening og perspektiv i det samme, som man selv gør. Dertil er vi som mennesker alt for unikke og forskellige, når det kommer til, hvordan vi sanser, registrer, opfatter og danner sammenhæng og mening, i det der sker omkring os.

Og det gør da heller ikke noget? 🙂

(Illustration fra siden “Sjov for alle“)

↑ ? ↓

Hovedet i skyerne, fødderne på jorden og hånden på hjertet 🙂

» Den 3-dimensionelle samfundsopfattelse…

» Trosperspektiver, religion og rummelig spiritualitet…

» Healeren Jesus…

Kompetenceprofil…

Det er ikke nogen nem opgave sådan at skulle definere og beskrive sig selv med tre sætninger, for at kunne implementere / integrere sig selv menneskelig konstruktivt i det danske samfund. Det er faktisk ret svært. Det er nemmere at forholde sig beskrivende til ydre ting…

Profiler er reducerede udsnit af “virkeligheden” – og det vigtigste for en god “profil” er, at man kan genkende sig selv i den. Ellers kan man godt lande med profiler, som ikke er direkte forkerte – men heller ikke særlig rigtige. Og spørgsmålet bliver så, hvor gode de så “i virkeligheden” er?

Kompetenceprofil

Min største styrke er evnen til at forholde mig til, definere og beskrive sammenhængene mellem organisatoriske strukturer, menneskelige ressourcer og det praktisk velfungerende.

Jeg har en akademisk kombinationsuddannelse bestående af: En grunduddannelse i offentlige planlægning fra ingeniørstudiet på Aalborg Universitet, suppleret med kommunikation, projektledelse og pædagogik – under åben uddannelse – fra henholdsvis Århus Universitet, DTU og KUA.

Som person er jeg empatisk og analytisk – med sans for kreativ og praktisk problemløsning, et højt abstraktionsniveau, en hurtig opfattelsesevne og en god jordforbindelse.

Opgaveerfaringer, uddannelse, kurser og færdigheder

» KOMPETENCE CV (PDF dokument)…

» Pædagogik, Struktur & Ledelse…

Sammenhængen mellem ydre pres, indflydelse og trivsel…

Den form for ydre pres, der belaster den personlig trivsel mest, er den, som den enkelte ikke har nogen indflydelse på.

Så man vil altid kunne identificere, hvor udsatte mennesker er for trivselsproblemer, ved at se på sammenhængen mellem ydre pres, afgrænsnings- og prioriteringsmuligheder – og mulighederne for at handle og reagere i relation til indtrykkene og presset fra omgivelserne…

Nogle af de ting, man kan afgrænse / begrænse, er input fra medieverden: TV, radio, film og internet. Det kan godt være et dilemma, for de fleste vil jo også gerne følge med. Men der handler det om at være selektiv. Hvor meget er vigtigt at følge med i? Og hvor meget er mest bare for at være med på de seneste historier? Og er alle historier lige vigtige?

Så er der det, der ikke kan lade sig gøre selv at afgrænse: Baggrundsstøj på en arbejdsplads, opgaver der kræver ens egen stillingtagen, før andre kan gå videre, uafsluttede problemstillinger som kræver andres stillingtagen, før man selv kan gå videre. Her kan det til en vis grad lade sig gøre, at effektivisere / systematisere sig til en form for individuel prioritering og forenklet måde at takle det på. Men presset forsvinder nødvendigvis ikke, hvis forenklingen og prioriteringen indebærer for mange kompromisser med, hvor godt og grundigt tingene bliver gjort.

» Patientsikkerhed og procedurefejl…

» Problemafgrænsning og aflastning – den bedste medicin mod stress og overbelastning…

» Personlig omstillingsevne…

» “LIVSNÆR” – dokumentation og analyse…