Har det åbne samfund forstærket tabuiseringen?

Det virker på sin vis som lidt af et paradoks, at der kan eksistere tabuer i et samfund, der på mange måder er så åbent, som det er. For der er jo en meget stor generel åbenhed, om stort set alle emner: Døden, selvmord, alvorlig sygdom, psyken, tro, åndelighed, økonomiske op og nedture, ledighed – og så videre. Der er jo masser af fuldt ud tilgængelig viden om stort set hvad som helst.

Men alligevel er der mange tabuer forbundet med mange problemstillinger, ligeså snart det kommer personlig tæt på.

Som jeg ser det, så bunder tabuiseringen i, at den større åbenhed ikke går i spænd med etikken og respekten for det individuelle personlige rum. Der er ligesom opstået en form for kollektivisering – når det gælder personlige problemstillinger. Har man viden og oplevelse om en problemstilling, så ved man alt om det – på hele menneskehedens vegne. Men på den måde reducerer man det individuelle personlige rum, for oplevelsen af at have problemet tæt på. Oplevelsen af at få problemerne tæt på forsvinder jo ikke, ved at der kommer større åbenhed om problemstillingerne. Det der gør ondt, gør stadig ondt. Det der er svært, er stadig svært.

Mange problemstillinger er ligesom gået hen og blevet allemandseje. Man kan for eksempel støde på pop smarte programmer i TV, hvor mennesker sidder og slår plat og krone om, hvem de tror, der har en psykisk sygdom. Det er en tingsliggørelse af de mennesker, der har en psykisk sygdom. Så reducerer man andre menneskers liv og livsvilkår til underholdning i stil med gættelege om salgsprisen på et hus.

Så får vi en kultur, hvor der er en masse smagsdommere, der ved bedre – end den, det reelt handler om.

På den måde kommer der et stort pres på den enkelte, når problemerne kommer tæt på. Mennesker kan nemt blive væltet omkuld af en mur af meninger – hvor der ikke bliver ret meget plads til dem selv, og hvordan de selv oplever, at de har det.

Og den måde mennesker kan forsøge at give sig selv et personligt frirum – er ved tavshed. Hvad andre ikke ved noget om – kan man ikke blive belemret med en masse forudfattede og standardiserede meninger om. Problemet med tabuiseringen og tavsheden er bare, at det nogle gange kan forstærke den negative oplevelse af svære perioder og problemer – fordi mennesker så udover at have det lidt svært med nogle problemstillinger – også kommer til at skulle – “lade som om”. Det er jo til enhver tid altid det nemmeste og sundeste, at kunne være direkte åben og ærlig omkring sig selv – overfor de mennesker man har omkring sig. Det er et langt stykke hen ad vejen – den halve “medicin” for personlig trivsel…

Reklamer

Et åbent ”ansigt” – kan godt virke som en ”ladeport” for projektioner…

Åbne og udadvendte mennesker – kan være meget udsatte for andres projektioner / spejlinger…

Ikke dermed sagt – at man så skal lade være med at være åben og udadvendt…

Det er nok bare meget godt, at være opmærksom på “faldgruben” – så det ikke “forvirrer”…

Andres projektioner / spejlinger / refleksioner / erkendelser – er andres “problem” / “bord” / “rum” / ansvar…

» Styr på empatien?

Styr på empatien?

Der vil altid være nogle “faldgruber” ved de personlighedstræk vi har. Noget vi kan ramle ind i og få problemer med, alt efter hvilken betydning andre tolker ind i vores ståsted og “udgangspunkt” i relation til dem.

Det empatiske personlighedstræk har også sådanne “faldgruber” i relation til omgivelserne.

Jeg vil i det følgende prøve at sætte nogle ord på, hvordan jeg ser og oplever de “faldgruber” – og hvilke “pejlemærker” man som empatisk menneske kan lære at “placere” det, der kommer fra omgivelserne, med…

Grundlæggende kan omgivelserne reagere med 3 fortolkninger, af det ståsted du har i relation til dem:

  1. Du ser mig…
  2. Du forstår mig…
  3. Du ligner mig…

Hvad kan vi se, forstå og have af fælles træk? Det er det, der skal bruges til at skelne og placere omgivelsernes tolkninger med. Og omgivelsernes tolkninger – viser sig i kraft af deres reaktioner. Det er omgivelsernes reaktioner, der viser os, hvor de “placerer” os.

Du ser mig…

Vi kan se det “stof” andre er gjort af – vi kan også kalde det “væsenskernen”. Det betyder, at vi kan se “gennem” de ydre lag af reaktioner og “facader” – og derfra tale mere direkte til mennesker, på det sted de står.

Reaktion: Direkte og åben kommunikation. Kan virke lidt som: Her er et venligt, tillidsvækkende og forstående “øre”. En man kan fortælle og betro lidt af hvert.

Fokus: Fokus på den direkte kommunikation, og sæt grænser for – hvor meget, du blandt andet har lyst til at blive betroet og lægge øre til. Men også – som en væsentlig ting – de uopfordrede betroelser, er du ikke “forpligtiget” af. Du skylder ikke “loyalitet” overfor andres betroelser, hvis ikke du har et ståsted og en aftale om – en form for loyalitet. (» Aftaler og forventninger)

Du forstår mig…

I relation til et andet menneske, kan vi forstå det, vi ser og får at vide – ikke andet. Det vil sige – vi kan forstå en fortælling og placere de ting, der sker i relation til den fortælling, og det vi i øvrigt selv ser og har af viden.

Reaktion: Det, du siger og gør, bliver tillagt en større personlig forstående betydning, end det, der reelt er tale om fra din side. (» Betydningsdannelse)

Fokus: Fokus på en formidling af, at du forstår det, du forstår, i kraft af din evne til at være menneskelig nærværende overfor det der sker, og det du får fortalt – og ikke andet…

Du ligner mig…

Grundlæggende har vi som udgangspunkt altid noget til fælles med de fleste mennesker, som vi møder på vores vej. Der vil altid være nogle fælles referencer. Men de fælles referencer vil altid kun være “delmængder” af en større helhed. Og helheden vil altid værre større end summen af “delmængderne”. Forstået på den måde: At den menneskelige helhed hos både andre og én selv – altid vil være større end det, der kan forstås og ses – udefra – af andre. (» HELE mennesker har “farver” – og skal “forstås” i 3 dimensioner…)

Reaktion: Der bliver udtrykt en forventning om, at der er tale om en form for personlig alliance – hvor dine personlige erkendelser og valg, bliver tillagt en personlig betydning for andres personlige erkendelser og valg. (» Når andres problemer bliver dit problem)

Fokus: Fokus på at sætte dine grænser ved at skille tingene ad – og “pege på” forskellene…

Ståsteder…

De “faldgruber” man som empatisk menneske kan have glæde af at lære at fokusere på – handler grundlæggende om en “synliggørelse” af “ståstedet” i relationerne til andre mennesker…

Hvad kan vi se, forstå og have af fælles træk?

Illustration i stor størrelse…

Tak Anne Marie 🙂

Kærlig hilsen Ulla