Hvorfor praktiserer jobcentret personlige fordomme overfor mennesker, der ikke er autister?

Ifølge Københavns kommunes jobcenter så er eller bør alle mennesker være autister, der er standardprogrammeret til at køre rundt i en fastlagt “rille” i livet?

Det kommer til udtryk ved, at man i jobcentret har den filosofi, at mennesker, når de skal have et nyt job, skal “omprogrammeres” fra deres oprindelige autistiske “rille” til en ny autistisk “rille”?

Jeg er ikke selv autist, og har mig bekendt heller aldrig været det. Hvem, hvad, hvor?

» Kompetence CV

» Udredning, definition og implementering af begrebet tilgængelighed CLH (1994-95)

Der har selvfølgelig altid været mange, der har ment, at jeg burde være det. Dem har jeg så været nødt til at skrotte ud af mit liv – sådan hen ad vejen. Så kan de jo lege autister med dem selv og nogle andre mennesker.

Men det giver selvfølgelig et stort problem, at man i jobcentret stiller krav til de ledige om, at man skal være i stand til at definere og beskrive sig selv som en autistisk konstruktion, som de kan sende i cirkulation, i deres interne autistiske “rille”.

Nu er autisme ikke det man almindeligvis opfatter, som det bedste udgangspunkt i forhold til job og beskæftigelse. Autistiske mennesker, kan netop godt have svært ved at omstille sig til nye opgaver. Så hvorfor man i Københavns kommunes jobcenter opfatter autisme som et grundkrav i forhold til job og beskæftigelse?

Jeg savner en seriøs begrundelse for den personlige nedslagtning, jeg har været udsat for i Københavns kommunes jobcenter. Personlige fordomme? Ja! Men det hører jo ikke ind under kategorien: Seriøse begrundelser!

» Københavns kommunes jobcenter (2012 – 2014)

Reklamer

Intet seriøst med job og beskæftigelse at gøre (November 2012)

Der var ikke ret meget i det, der foregik under eksperimentet i barakbyen ved Sjælør station, der havde noget seriøst med job og beskæftigelse at gøre. I alt fald ikke for mit vedkommende. De par småideer, der eventuelt kunne have værdi for mig, havde jeg sikkert overlevet fint foruden. Specielt når man holder det op mod den personlige nedslagtning, som jeg blev udsat for. Så havde jeg været bedre stillet med at være hele trippet foruden.

Jeg står meget alene i livet på det personlige og menneskelige plan. Jeg har ikke andre end mig selv at læne mig op ad, når det handler om at forholde mig til det personligt voldsomme, som jeg bliver udsat for. Så vold er ikke rigtigt noget for mig. Sådan noget har jeg det ikke godt med at blive udsat for. Og sådan er jeg. Jeg ved ikke, om det er noget for nogen? Men hvis der er nogen, der har det fint med at blive udsat for voldelige og aggressive medarbejdere som Hanne? Ja, så er det da en fri verden vi lever i. Og andre skal da være velkomne til at byde sig selv til overfor Hanne og hendes ligesindede?

Nu skete det her, da jeg var ved at blive “kørt ind i” systemet igen. Der var en del brok og roden rundt, for at få tingene til at falde på plads efter en selvbetalt pause. Så jeg nåede ikke at komme ind i systemet igen, før hele min situation ændrede karakter. Nu var jeg ikke kun ledig, men også voldsoffer i det system som jeg skulle forsøge at agere i forhold til som ledig. Det påvirkede mig selvfølgelig meget voldsomt. Min fidus til den verden var i for vejen ikke ret stor, og det viste sig jo at være fuldt ud berettiget.

Det at være underlagt et system og nogle medarbejdere, der praktiserer vold som metode overfor deres forsøgsdyr, er ikke noget, jeg er i stand til at sætte mig ud over. Så oplevelsen med Hanne “mærkede” mig på en måde, der ikke var særlig sund. Ikke for mig.

Jeg mistede grebet i mig selv, og røg ud i “overlevelsesbanen”. Men det nåede jeg ikke at få stoppet op overfor, da det her skete. Det var der ikke plads til. Og det blev så heller ikke det sidste personlige angreb, som jeg blev udsat for. Kun det første i en regulær voldsspiral. Et voldeligt overfald kan man måske til nød overleve, hvis det så bliver ved det ene. Det slog jeg mig også til tåls med i første omgang. Det her var et eksperiment ude i barakbyen ved Sjælør station. Næste gang ville blive en anden lokalitet – og forhåbentlig også nogen andre medarbejdere? Så jeg kunne lægge det her bag mig?

» Københavns kommunes jobcenter (2012 – 2014)

Et anarkistisk forhold til mødestruktur

I Københavns kommunes jobcenter har de et ret anarkistisk forhold til mødestruktur. Det her eksperiment, hvor indholdet blandt normalt civiliserede mennesker var det, der kaldes informationer, handlede i virkeligheden om noget helt andet. Det handlede om, at de ansatte i Københavns kommunes jobcenter havde brug for at afreagere et stort hul af personlige fordomme om ledige, overfor en gruppe ledige.

Men det er jo ret typisk for det meste af det, der foregår i ledighedssystemet. Det er et krater af personlige fordomme. Det er menneskelig umuligt at få fokus på noget nogenlunde seriøst. Det ligger åbenbart så dybt indgroet i den verden, at alt – alt skal dyrkes ud i noget psykiatrisk forstyrret? Og det er de ansatte, der dyrker og fremprovokerer den mentalitet. Ikke de ledige! Det er ikke min oplevelse.

» Københavns kommunes jobcenter (2012 – 2014)

En psykisk voldelig og aggressiv medarbejder (November 2012)

Udover sin åbenlyse utilfredshed med at skulle deltage på eksperimentet, havde Hanne her også “glimret” ved en noget aggressiv adfærd overfor en af de andre ledige, på en af de andre dage.

Det var en ung pige, det gik ud over. Det var under en af rundkredsøvelserne. Det var sådan det foregik. De havde en masse skemaer og øvelser, der skulle kunne give noget “udvidelse” og afklaring. Først blev de præsenteret i et oplæg, og så skulle de lige prøve dem i en rundkreds bagefter. Nu Foregår den slags i et meget forceret og overfladisk tempo, så det bliver jo mest til en øvelse i dem. Jeg ved ikke om, der var nogen, der fik noget “stort” ud af det? Jeg gjorde ikke.

Men denne øvelse handlede om at udvide ansøgningsfeltet. Den unge pige havde ikke så meget erfaring, men havde haft et job med stillingsbetegnelsen som receptionist, hvor det hun på indholdssiden havde lavet, svarede til det, man i andre sammenhænge kalde IT-support. Sådan er der meget parallelsprog på arbejdsmarkedet. Der sad en IT-prøgrammør, der vidste en hel del om indholdssiden i de forskellige stillingsbetegnelser indenfor dette felt., der hjalp hende med at få fyldt nogle flere passende betegnelser på. Den unge dame havde åbenbart også været i gang med noget uddannelse indenfor noget med noget IT, men manglede noget praktik og et praktiksted? Så vidt jeg husker?

Så faldt Hanne over hende. Ret aggressivt. Hun kunne vel for pokker også tage et ufaglært job? (Hanne var åbenbart ikke klar over, at den del af arbejdsmarkedet, der var hårdest ramt af ledighed, var det ufaglærte?). Om hun havde søgt noget med de andre stillingsbetegnelser, så hun vidste om det “gav noget”. Den unge pige fik tårer i øjnene. Hun var lige blevet ledig for 7 dage siden (Så det var jo ret begrænset hvor mange ansættelsesprocedurer hun havde kunnet nå at komme igennem?). så stoppede hun da godt nok op – Hanne. Nå ja, det var jo et møde for nyledige.

Skyd først – og spørg bagefter?

Så jeg havde bemærket Hanne de foregående dage. Ikke for noget positivt.

Men jeg måtte jo tage tingene i den rækkefølge, de kom.

Det jeg selv havde fået ud af forløbet, var begrænset il to ting. Det ene var nogle ideer til, hvordan man beskriver sine IT færdigheder, hvis man er selvlært. Den kunne jeg godt bruge. I løbet af min selvbetalte pause, havde jeg blandt andet lært mig selv op i webdesign, og det skule jeg selvfølgelig også have skrevet på. Den anden idé var at lave et kompetence CV, der var centret om 4 – 5 faglige grundkompetencer, for at give et bedre overblik over det jeg havde at byde ind med. Det var kommunikation, dokumentation & Analyse og noget med projektledelse og ledelse. Jeg kan dårligt huske, hvad jeg havde med i mit første idéudkast. Det er ved at være noget tid siden nu. Og ellers skulle der bare være en liste over ansættelsesforhold og uddannelse. I mit eget CV udspil havde jeg kun taget min grunduddannelse og supplerings- og efteruddannelse med. Ikke alle kurserne. Og så havde jeg suppleret med nogle illustrationer. Så alt i alt fyldte det vel omkring 6 sider, hvilket er meget passende for en, der har en bred baggrundserfaring.

Ifølge aftalen for eksperimentet så var det det, denne individuelle samtale skulle tage udgangspunkt i og handle om.

Men Hanne her havde (Udover at være utilfreds med sin egen deltagelse i eksperimentet) også sin egen helt personlige dagsroden for de individuelle samtaler.

Først havde hun problemer med at finde rundt ude i barakbyen. Vi skulle over i en anden bygning. Så hun piskede noget forvirret rundt. Selvfølgelig højlydt brokkende. En ret negativ person! Da vi fik fundet frem til det lokale, hun havde fået stillet til rådighed, kom det næste problem. Hun kunne ikke logge på systemet.

Ja – så måtte vi vel bare tage snakken ud fra det print, jeg havde lavet af udkast til CV? (Det var jo også det, der skulle foregå?)

Jeg kan ikke længere huske i hvilken rækkefølge tingene skete i. Nu er de her seancer, der går under betegnelsen individuelle samtaler, nogle kortvarige trip på 15 – 20 minutter, hvor de ansatte lige kan nå at få væltet noget af dem, så de kan krydse af, at de har gjort deres pligt. Det er det, det går ud på. De er ikke særlig interesseret i de mennesker, der sidder overfor. Synes mest af alt, at vi er til besvær. Og de oser langt væk af negativitet over deres job og de mennesker, som de opfatter som pesten ved deres job.

Det første hun faldt over, var at hun syntes mit CV var for langt. Det gjorde hun uden at se på. Det var bare længden i sig selv. Hun gad ikke engang se på det. Når hun blev præsenteret på en 5 – 6 sider, så fik hun det sådan, at det her, det gider jeg ikke engang se på!

Nu har jeg en hel del træning i at skrive og formulere mig. Så alt det, jeg laver, er altid meget velstruktureret med gode overskrifter, så det er let at danne sig et hurtigt overblik over indholdet. Men det kræver jo at man gider se på det! Det kræver også, at man har noget træning i, sådan oppe fra og ned, at gå ind og danne sig overblik over indholdet i forskellige tekststykker af forskellig art. Men det har Hanne som medarbejder i Københavns kommunes jobcenter åbenbart ingen træning i?

Så fiskede hun en kopi frem af en ansøgning, som hun havde forelsket sig i. Den var lavet af en nyuddannet laborant (var det vist), der havde lavet et CV, der kun fyldte en side. Og det var noget, Hanne kunne lide. Jeg var ikke nyuddannet laborant, så hvad kom det dog mig ved? Men det var åbenbart Hannes helt store kærlighed, så hun insisterede på, at jeg skulle have en kopi. Jeg tog den, mest for fredens skyld, selvom jeg ikke havde noget at bruge den til.

Officielt så er fotokopierede ansøgninger og CV’er ikke helt i overensstemmelse med lovgivningen på området. Alle ledige skal lave deres eget individuelle ansøgningsmateriale, så det passer til den enkelte. Men det var Hanne her åbenbart heller ikke bekendt med?

Da hun endelig overvandt sig selv til at se på mit CV (Sådan som det var aftalen ifølge programmet for dette eksperiment, at de individuelle samtaler skulle handle om.), så kastede hun sig over min uddannelse. Hun spurgte hvor længe jeg havde læst på Aalborg Universitet. Jeg svarede 3 ½ år. (I virkeligheden var det længere, for der kom noget studietidsforlængelse ind over, da jeg fik nogle personligt voldsomme problemer tæt på (» Kultursociologi – Etisk Ligestilling & Socialpsykologi (1987 – 2015)). Men det var jo efterhånden mange år siden, og den del af historien havde jeg det bedst med at lade ligge, der hvor den hørte til. I fortiden. Så slutfacit på mit studie var en bachelor på 3 ½ år.

Så tog hun fat i den helt store tur. For så havde jeg ikke gjort min uddannelse færdig! Jeg forsøgte at trænge ind til hende, for det var ikke korrekt. Hun kørte videre i hendes eget indskrænkede univers, en uddannelse tog 5 år, så hvis jeg kun havde læst 3 ½ år, så havde jeg ikke gjort min uddannelse færdig. Jeg forsøgte igen at trænge ind til hende, uddannelser er ikke tidsstyrede, men eksamensstyrede, og eftersom jeg havde lavet et afsluttende eksamensprojekt, så havde jeg gjort min uddannelse færdig. (Det gjorde lidt ondt, at blive erindret om de voldsomme omstændigheder hvorunder jeg lavede mit afsluttende eksamensprojekt (» Kultursociologi – Etisk Ligestilling & Socialpsykologi (1987 – 2015)). Men selvfølgelig gjorde jeg da min uddannelse færdig (» Planlægning af ældres boforhold til Aalborg kommune – Om menneskesyn og boligpolitik (1991)), for det var jo det eneste positive, jeg havde med mig videre i livet, fra den periode af mit liv. Det mere personligt voldsomme, der havde væltet sig ind i mit liv, det kunne jeg godt have undværet. (» Adfærdspsykologiske forsøg og seksuelle overgreb som behandling af mennesker med diabetes 1 (1989 – 2015).) Men den del sagde jeg ikke noget om til hende her Hanne. Det gav ingen mening at skulle ribbe op i noget så alvorligt overfor en person som hende. Det ville hun alligevel ikke fatte noget som helst af. Og så var det et eller andet også irrelevant, for det var jo efterhånden mange år siden.)

Jeg kan ikke huske, hvordan denne geværsalve fik ende.

Nu er jeg heller ikke den eneste, der afslutter en akademisk uddannelse som bachelor. Det er der en hel del, der gør – af forskellige grunde. Det er ikke alle uddannelser, der har en indbygget bachelor mulighed. Men det har da med været mellemrum været diskuteret, om man ikke burde indføre den mulighed i flere uddannelser, for at forebygge at de, der kører træt mit i studieforløbet, dropper helt ud uden at få en eller anden afrunding på den del, de har lavet. Så hvis man interesserer sig en lille smule for uddannelses- og beskæftigelsesområdet, så ved man, at der er noget, der hedder bachelor i uddannelsessystemet. Men det interesserede Hanne sig åbenbart ikke ret meget for? Trods det, at hun var ansat som medarbejder i Københavns kommunes jobcenter? Det virkede lidt mystisk!

Næste trip. Så syntes hun, at min liste over uddannelser og kurser var for lang. (På det tidspunkt var den nu ikke særlig lang. Jeg havde begrænset den ret kraftigt, så der var ikke noget af det, jeg havde taget indenfor psykologi og personlig ledelse, som jeg havde skrevet på. Det var for mit vedkommende ikke erhvervsrettet. Den del tilhørte mit private liv. Og så var der en del af de mere praktiske kurser, der ikke var særlig relevant i bredere forstand. De tilhørte den tid og den sammenhæng, hvor de blev taget i relation til. Dem har jeg så efterfølgende måttet skrive på, som dokumentation på, at jeg ikke har praktiseret varmluftigt åndeligt anarki på noget tidspunkt i mit liv. Jeg sætter mig altid ind i tingene.).

Så det Hanne her syntes, jeg skulle slette, det var den efteruddannelse (Kommunikation, projektledelse og pædagogik) som jeg havde taget som enkeltfag under åben uddannelse. (De kurser havde jeg nu selv sparet sammen til – og købt og betalt af egen lomme. Det har jeg med det meste at den uddannelse og de kurser, jeg har.). Nu er der en fin rød tråd i den supplerende efteruddannelse som jeg har taget med enkeltfag under åben uddannelse, så de hører jo sammen. Men sådan noget har mennesker som Hanne ikke hjerne til at fatte? Det er ellers meget normalt, at mennesker over tid supplerer deres oprindelige grunduddannelser med noget supplerende efteruddannelse! Det er jeg ikke den eneste der har gjort. Verden ændrer sig jo hele tiden, så det med at få suppleret op med ny viden er efterhånden ret almindeligt! Så det burde da ikke være noget ukendt fænomen for mennesker, der er beskæftiget indenfor ledighedssystemet?

Jeg kan ikke længere huske, hvordan overgangene fra det ene personangreb til det næste var. Det foregik jo ret intensivt og hurtigt på utrolig kort tid.

Men et af angrebne gik på min personlighed, med spørgsmålet: Hvem er du? Hvortil jeg svarede: Den du ser! (Jeg kunne selvfølgelig have tilføjet: At hvis jeg lignede en, der ikke havde det særlig godt, så skyldtes det, at det var lidt af en mareridt at sidde overfor en person, der bimlede psykologisk forstyrret rundt i sin egen verden og afreagerede sin egen manglende evne til at agere civiliseret i forhold til det, der var aftalerne, ved at opføre sig psykopatisk voldeligt og aggressivt overfor dem, der kom i nærheden af hende. Men det sagde jeg ikke. Der kommer aldrig noget godt ud af, at køre med på det personligt aggressive overfor personligt aggressive mennesker. Det bliver det kun værre af.). Jeg kunne og kan efterfølgende ikke huske, den konkrete forløb i det, der her skete. Men hun kører ret personligt voldsomt på mig, for at jeg skulle formulere mig selv på én sætning, som så skulle være mit ord eller sætning i verden, for at andre skulle kunne forstå mig. På et tidspunkt fik jeg lukket et eller andet ud. Det var rent impulsivt og instinktivt. Jeg kunne og kan ikke selv huske, hvad det var. Men det faldt åbenbart i god jord. (Nu har jeg selvfølgelig også en hel del træning i at forholde mig til og takle voldsom adfærd, blandt andet fra perioden indenfor det specialpædagogiske område (» Specialpædagogikken i et etisk perspektiv). For hun sad med et giftigt sygt udtryk i ansigtet og sagde: Se selv – du kan jo godt! Så hun var simpelthen skingrende sindssyg. Der er ingen normalt civiliserede mennesker, der kører personligt psykisk på andre mennesker indtil de slynger et eller anden sætning ud, for efterfølgende at tolke og opfatte det, som ofrets “sætning i verden”? Det er da sygt sådan noget. Det ofrene for form for vold reagere med er det, der passer til det voldelige angreb – for at pacificere den voldelige og aggressive person og stoppe angrebet. Andet er der ikke i det! Men sådan noget fatter psykopatiske mennesker som Hanne ikke.

Jeg kan ikke huske på hvilket tidspunkt i denne nedslagtning, jeg kom til at græde. Men det stoppede hende i alt fald ikke. Hun kørte på i sin egen verden, uden at sanse og registrere noget som helst overhovedet.

På et tidspunkt begyndte jeg mest at reagere rent impulsivt, for at få dette mareridt afsluttet og komme ud af døren.

På vejen ud fra lokalet mod udgangsdøren begyndte hun på nogle politiske statements. Det var på det tidspunkt, der var forhandlinger om dagpengereformen. Hun stod og råbte, at mennesker jo ikke kunne leve af, at spise muresten! Hun var helt oppe at køre og i det hele taget ret aggressiv i sin adfærd. Nu havde hun som ansat i jobcentret jo sin ret til at have politiske meninger ligesom alle andre mennesker. Men dem kunne hun jo dyrke i sin fritid ligesom alle andre? Som ledige er du jo ikke forpligtiget til at skulle bruges som skraldespand for politiske budskaber og holdninger fra de ansatte? Det er vel meget reelt, at man som ledig bruger den tid, der er til rådighed i jobcentret til at koncentrere sig om egen individuelle beskæftigelsessituation og egen jobsøgning?

Det var oprindelig en del af forløbet, at det skulle evalueres, ved at vi der deltog skulle udfylde et skema, der var tilgængelig på en PC, der stod ovre i det lokal hvor fællesforløbet havde fundet sted. Men det måtte jeg springe over. For Hanne her klæbede sig til mig som en tæge. Da vi kom udenfor blev hun ved med at hænge efter mig, så jeg kunne ikke få hende hægtet af, og komme tilbage til fælleslokalet. Så jeg tog i stedet udgangen fra området, så jeg kunne få hende hægtet af. Hun var skør i bolden.

Så den 15. november 2012 blev jeg udsat for det første voldelige overfald af en psykopatisk voldelig medarbejder i Københavns kommunes jobcenter, der havde den holdning til mig, at hun syntes, jeg burde myrdes og smides i en massegrav. Så hun ikke skulle have besværet med at forholde sig til andre ledige end nyuddannede, der kunne genbruge den ansøgning som hun havde fotokopieret. Hun syntes, det var for besværligt, at skulle forholde sig til en helt masse forskellige ledige, med forskellige baggrunde. Det var nemmere for hende, hvis alle andre end nyudannede, der ikke havde særlig meget erfaring, de blev skudt og smidt i et hul i jorden. Hanne hed hun.

Jeg blev voldsomt påvirket af dette voldelige angreb. Jeg nåede ikke at komme ind i systemet igen før jeg blev udsat for et voldeligt angreb af en psykopatisk medarbejder, der flossede forstyrret rundt i sin egen verden, uden at sanse og registrere noget som helst overhovedet. Hvor voldsomt, det påvirkede mig, kunne jeg ikke umiddelbart vurdere. Der var heller ikke tid og plads til at få stoppet op og få denne episode vendt med nogen. For sådan er den verden. Jeg måtte prøve at se, om jeg kunne få det “rystet af mig” – og prøve at lukke det “ude”, så jeg ikke knækkede på det. Men jeg var “mærket” af det. Sådan er jeg. Den form for adfærd er ikke noget, jeg har det godt med at blive udsat for.

Jeg havde brugt alt min private opsparring på at få noget at stå imod med ovenpå det første personligt negative trip i ledighedssystemet (» Anden aktør i ledighedssystemet (2009 – 2010)), bare for at blive udsat for en regulær personlig nedslagtning af en voldelig og aggressiv medarbejder i Københavns kommunes jobcenter.

Så alt det, jeg selv havde gjort og lavet, var fuldkommen spildt.

En gang imellem er der en masser jammer over, at forsøgsdyrene i ledighedssystemet opfører sig aggressivt overfor de ansatte. Gør de det? Så er det nok deres egen skyld? For med den opførsel de ansatte lægger for dagen, så giver man jo ikke andre mennesker ret mange andre muligheder!

Så psykisk voldelige overfald på de ledige er den beskæftigelsespolitik, der bliver praktiseret i i Københavns kommunes jobcenter. For det er jo det, der foregår. Det der sker i den fysisk håndgribelige virkelighedens verden.

» Københavns kommunes jobcenter (2012 – 2014)

Københavns kommunes jobcenter (2012 – 2014)

Hvad er personlige fordomme, chikane og diskrimination?
Denne rapport er et supplement til rapporten: » Personlig chikane og psykiskvold i ledighedssystemet 2009 – 2014, der er et tvangspålagt “bestillingsarbejde” for Københavns kommunes jobcenter.

Jeg har været udsat for en del amatørpsykologiske og fordomsfulde eksperimenter, som jeg er blevet overbelastet af. Det har medført, at jeg er blevet truet med tvangsbehandling, hvis ikke jeg var i stand til at udholde de personligt intime og grænseoverskridende dyreforsøg.

Det har for mig betydet, at jeg har måttet stå uden indkomst i længere perioder, mens jeg har været nødt til, at forsøge at give mig selv normalmenneskeligt fodfæste med en opfølgning på det, jeg har været udsat for i ledighedssystemet. Hvilket er baggrunden for denne rapport.

Venlig hilsen

Ulla Thorup Nielsen

Juni 2015

» Københavns kommunes jobcenter (2012 – 2014)

Er mennesker autistiske konstruktioner?

På 4. dagen (15. november 2012.), var det tid for den individuelle samtale. Jeg mødte som sædvanligt op i god tid. Jeg skulle se om det kunne lade sig gøre at finde en PC og printer, som jeg kunne låne. Min egen printer var “brændt sammen”.

På de øvrige dage, havde flere af de ansatte, der deltog i eksperimentet beklaget sig over problemer med at logge på systemet? Der gik nogle mennesker på området (Barakbyen ved Sjælør station), der virkede stedkendte. Jeg spurgte en af dem, om der var et sted, hvor jeg kunne låne en PC? Det var der. De havde et PC-værksted, hvor der var rigeligt med både ledige PC’ere og printermuligheder.

Efterfølgende gik jeg over i den barak, hvor samtalen skulle finde sted. Der virkede lidt tomt og øde. Der sad en af de ansatte og så ud som om, hun ventede på nogen. Jeg spurgte hende, om det var mig hun ventede på. Det var det ikke. Jeg skulle ind til en af de andre.

Jeg har altid været udadvendt og ligetil, så jeg fortalte, at jeg havde haft held til at finde en PC og printer, der virkede. (Det havde eksperimentdeltagerne jo problemer med?). Det skulle jeg åbenbart ikke have sagt. For hun begyndte på et eller andet med mystikken ved det digitale univers, der var en besynderlig verden. Jeg forsøgte at lukke det lidt igennem. Det var en noget stor diskussion til en kortere pause? De har vældig travlt med at belære ledige om, at de “skal stikke fingeren i jorden”, i forhold til arbejdspladser og jobsamtaler. Måske de kunne prøve at gøre det selv?

» Koordinerende krykker & Fællessproglige referencer: Hjernens lagerstyring og hukommelses kapacitet

» Specialpædagogikken i et etisk perspektiv

» Kultursociologi – Etisk Ligestilling & Socialpsykologi (1987 – 2015)

Men det er en af de sædvanlige, man møder på i ledighedssystemet. Den med at blive opfattet som en autistisk repræsentant for et eller andet emne, fag eller problemstilling, som de ansatte så kan “hakke sig ind på”, for at komme i “kontakt med dig”? Det er ret opslidende. Pauser er pauser til personlig brug. Og jeg havde brug for at koncentrer mig om mig selv og mit eget. Men sådan er det sjældent i ledighedssammenhænge. Det er svært at få fred til at koncentrere sig om sig selv og sit eget.

Men bortset fra det, så var hende her en af de “modige” medarbejdere? På en af de foregående dage havde der været en pinagtig episode, hvor denne medarbejder skulle gennemgå en liste over forskellige jobbaser. Det skulle så helst have foregået ved at remse listen op – og så ikke andet. De vil helst kører i overfladen. En af de øvrige ledige på holdet spurgte hende, om hun ikke kunne klikke ind på de sider hun talte om, så vi kunne se dem, men det turde hun måske ikke? Hun havde reageret ved at svare, at det turde hun da godt, og så havde hun da også godt nok klikket ind på en af siderne. Det var noget sejt og pinagtigt, det meste af det, der foregik. Men det var der jo heller ikke noget nyt i.

Ventetiden blev dog kortvarig. Så dukkede den medarbejder op, som jeg skulle ind til.

Det var ikke den mest “heldige” af dem. Hanne hed hun. Hun havde glimret ved højlydt at brokke sig over, at hun var blevet sat på til at deltage ved dette eksperiment. Hun mente ikke, at hun var blevet informeret godt nok? De går meget op i lediges omstillingsevne i dette system. Men deres egen er i nogle tilfælde basalt set lig 0.

» Københavns kommunes jobcenter (2012 – 2014)

Skal de ledige fungere som informationsmedarbejdere for jobcentret?

En anden problemstilling, der kom op at vende en af dagene, var de lediges rolle som informationsmedarbejdere for jobcentret. Det var nogle af de andre ledige, der sad og blafrede med nogle små pjecer, som de åbenbart havde lavet som en form for beskæftigelsesterapi for ledige i en eller andre jobklub? Det var en enkel og kortfattet beskrivelse af løntilskudsordningerne. De blev vist rundt, og “producenterne” spurgte, hvad vi andre mente om dem? Det så helt ok ud, så vidt jeg kunne se. Der stod det, der skulle stå.

Nogle af medarbejderne blev også præsenteret for dem. De kunne få dem, hvis de ville have dem! Det var de åbenbart ikke så begejstret for? Men det bundede jo nok i, at det meste af det der går under betegnelsen undervisning i jobcentersammenhæng, går ud på, at de ledige skal “opdrages” til at fungere som informationsmedarbejdere omkring løntilskudsreglerne overfor arbejdsgiverne. Så hver enkelt ledig skalsidde og formulere en beskrivelse af løntilskudsreglerne, når de skal søge stillinger med løntilskud. For jobcentret havde (Har?) ikke en folder / pjece med den beskrivelse, som de ledige kan tage og dele ud af. Eller som Jobcentret kunne tage og dele ud af til arbejdsgivere?

Officielt er det jobcentrets job og opgave at informere både ledige og arbejdsgiver omkring løntilskudsordninger. Men den opgave gider de åbenbart ikke at løse?

» Københavns kommunes jobcenter (2012 – 2014)

HR?

Under introduktionen den første dag, var der en af de andre ledige (En ung dame, vist nok nyuddannet, så vidt jeg husker.), der spurgte, om de havde nogle erfaringer med HR.

En lidt ældre herre blandt medarbejderne (Han skulle vist forestille sig, at være lidt “overordnet” de andre?), svarede, at det havde de masser af. Mere end 25 år, svarede han mens han pegede rundt på både sig selv og de øvrige medarbejdere. Han havde et jaget udtryk i øjnene og virkede ikke særlig troværdig. Og det var og er det jo heller ikke. Niveauet for det, der i jobcentersammenhæng kaldes HR, er skræmmende. Kurser for ledige, hvor de kan sidde i en rundkreds og dufte til et æble og lære at undersøge deres eget tis? (Som er en af de skandaler, der har været i medierne).

Den unge dame virkede lidt nervøs, og så ikke ud til, at hun var beroliget af medarbejderens svar. Jeg ved ikke hvad, der blev af hende. Så vidt jeg husker, så forsvandt hun ret hurtigt fra møderækken allerede den første dag, og dukkede ikke op igen. Så vidt jeg husker.

» Københavns kommunes jobcenter (2012 – 2014)

Er ytringsfriheden sat ud af kraft?

Et andet indfald fra Søren handlede om ytringsfriheden. Hvis man offentligt udtalte sig negativt om Københavns kommune, så kunne man ikke efterfølgende blive ansat i Københavns kommune.

Jeg ved ikke om det skulle opfattes som en trussel eller et nødråb? Men uanset hvilken en af udlægningerne, der var den rigtige (Spørg Søren), så er der officielt ingen mennesker i det danske samfund, der skal trues med personlige sanktioner, hvis de ytre sig offentligt. Men et er offentlig politik i det generelle samfund, og noget andet Københavns kommunes jobcenter?

» Københavns kommunes jobcenter (2012 – 2014)

Coach?

Umiddelbart virkede det som om, de ansatte havde været på kursus i venlighedstræning. Der blev givet hånd til hver enkelt, og sagt velkommen til hver enkelt da vi mødte op.

Startintroduktion blev foretaget af en smilende og energisk medarbejder ved navn Søren. Han havde været på kursus i coach, og virkede meget veloplagt ved tanken om at have fået en god metode til at køre rundt med “indmaden” i de ledige.

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

» Mærk verden – En beretning om bevidsthed, af Tor Nørretranders

Uover programmet for de 4 dage, så fik vi også nogle generelle informationer om selve eksperimentet. Hver dag havde sit tema. Den sidste dag skulle være en afrunding med individuelle samtaler, hvor den enkelte kunne vende udbyttet at introduktionen med en af medarbejderne. Indholdet i introduktionen spændte bredt, så det ville være meget forskelligt i hvilken udstrækning, det var relevant for den enkelte.

De var overbemandet på medarbejdersiden til dette eksperiment. Jeg tror, de var en 8 – 10 medarbejder til et hold på omkring de 30, eller noget i den størrelsesorden. Så de var ikke ligefrem det man kan kalde overbebyrdet.

Nu var Søren meget begejstret for sit kursus i coach, og selvom det ikke var det, der stod på programmet, så kunne han ikke vente med at få det prøvet af. Det foregik ved at han var forudindtaget og selektiv i sin adfærd overfor de enkelte ledige. Han havde besluttet hvad, der var relevant for den enkelte at spørge om og konkludere omkrig oplæggene. Jeg blev peget “ud af boksen” i forbindelse med et af emnerne på dagsorden. Jeg kan ikke længere huske hvilket. Det er heller ikke særlig relevant. Det centrale er, at selvom det hed sig, at det handlede om introducerende information, så var der også noget andet på programmet, der virkede forstyrrende og grænseoverskridende.

Men der var åbenbart et eller andet Søren havde misforstået med det der coach. Det kan ikke lade sig gøre at købe et eller andet kursus, der giver en “særlig evne” til at dirigere rundt med “indmaden” i andre mennesker. Hvordan skulle det dog kunne lade sig gøre? Men man skal da ikke fornægte, at det på sigt kan have en eller anden terapeutisk effekt. På ham selv. Det er jo det metoder kan bruges til. At få et redskab til systematisering af egen viden og vurdering af andre mennesker. Og ikke andet.

» Den etiske grænse mellem det jordiske og det mentale / åndelige?.

» Koordinerende krykker & Fællessproglige referencer: Hjernens lagerstyring og hukommelses kapacitet.

» Trosvinkler (196* – 201*): Om trosperspektiver, religion og rummelig spiritualitet

Der er også det ved begrebet coach, der betyder træner og er taget fra idrættens verden, at det kun har sin berettigelse i den udstrækning, at mennesker har en eller anden form for fælles problemstilling eller opgave at fokusere coachen / træningen omkring. Og det har vi jo ikke. De ledige, der kommer i nærheden af Københavns kommunes jobcenter, og medarbejderne i Københavns kommunes jobcenter.

» Coaching – læring og udvikling, redigeret af Reinhard Stelter

» Specialpædagogikken i et etisk perspektiv

» Kultursociologi – Etisk Ligestilling & Socialpsykologi (1987 – 2015)

Og vi skulle da også meget nødig tage så meget skade af, at blive udsat for de ansatte i jobcentret, at vi går hen og får en hel del til fælles med dem.

» Københavns kommunes jobcenter (2012 – 2014)