En forsøgsspærrer der virker?

Ifølge dansk patientlovning er der ingen, der er tvunget til at tilsætte den naturvidenskabelige behandling for at deltage i forsøg.

Men et nej tak til forsøg, virker kun i det danske sundhedsvæsen, hvis der er ærlighed omkring, hvad der er forsøg.

Og op til i dag er der mange i det danske sundhedsvæsen, der ikke vil acceptere og anerkende den hidtil eneste eksisterende naturvidenskabelige behandling (Kulhydratælling og dosering af den dertil passende mængde insulin) af mennesker med diabetes 1.

» Folder: Diabetes 1 – enkel beskrivelse

» Sundhedsprofil: Principiel aflivning af mennesker med diabetes 1

» Forsøgspraksis

Sundhedsprofil: Principiel aflivning af mennesker med diabetes 1

Diabetes 1 bliver af mange behandlere fremstillet som en kompliceret sygdom.

Det er den ikke. Den er så praktisk enkel, at selv små børn i førskolealderen så småt kan begynde at lære det, der er brug for at lære.

Jeg anklager
Jeg anklager den diabetiske behandlerverden og det danske sundhedsvæsen for i perioden fra 1990 (mindst) og op til dag, med gusten overlæg at terrorisere mennesker med diabetes 1 med en mudderpøl af personlige fordomme, i stedet for at tage vores liv, helbred og behandling alvorligt.

For allerede i 1990 kunne en hvilken som helst, der var i stand til at læse og skrive, gå ind på et hvilket som helst folkebibliotek i Danmark, og låne den faglige litteratur, hvori man kunne læse, at:

Diabetes 1 ikke var hverken udpræget arvelig eller livsstilsbetinget. Men det var en virusbetinget sygdom. Hvor en eller anden ubekendt ydre faktor, påvirkede immunsystemet, så kroppen begyndte at danne antistoffer mod de insulinproducerende celler, og nedbrød kroppens insulinproduktion. Så sygdommen kunne ikke forebygges eller helbredes. En forebyggelse og helbredelse kræver, at man: Enten får fundet frem til, hvilken ubekendt ydre faktor, der sætter gang i nedbrydningsprocessen; Eller man ved målrettet forskning får lavet en vaccine, der kan slå de antistoffer ned, som kroppen begynder at producere (Ligesom man gennem tiderne har lavet forskellige vacciner mod så mange andre ting).

Det er kulhydratmængden i kosten, der styrer kroppens blodsukkerniveau, og det er insulinen, der omsætter kosten til energi, så kosten kan bruges til produktion af kroppens celler. Hvis ikke mennesker selv producerer eller får tilført insulin i form af indsprøjtninger, så stopper kroppens celleproduktion. Og hvis kroppens celleproduktion stopper, så dør mennesker.

Og allerede i 1990 havde man den viden om næringsindholdet i madvarer, og de nødvendige produkter i form af blodsukkermålinger og insulin med forskellige virkningsprofiler, der skulle til, for at man uden problemer kunne tilbyde, at mennesker med diabetes 1, kunne få tilrettelagt deres behandling med en langsomvirkende insulin, der sikrede døgnvirkning – og en insulin med en kortere virkningsprofil til regulering af blodsukkeret ved at tælle kulhydratindholdet i kosten og en passende dosering af insulinen med den kortere virkningsprofil.

Eftersom de mennesker, der er ansat i den diabetiske behandlerverden og det danske sundhedsvæsen, uden undtagelse, selvfølgelig er nogle superintelligente og fagligt dygtige mennesker, så har de selvfølgelig også, alle uden undtagelse haft den viden siden 1990 (Mindst).

Men trods det, at man i den diabetiske behandlerverden og det danske sundhedsvæsen siden 1990 (Mindst) har haft viden om den hidtil eneste eksisterende naturvidenskabelige behandling (Kulhydrattælling og en dertil passende dosering af insulinen), så er det først i 2010, at man så småt, selvfølgelig kun på forsøgsbasis, begynder at vil informere mennesker med diabetes 1 om det. Og samtidig har man i den samme årrække, chikaneret nogle af os med diabetes 1, der selv har lært os op, ved at hænge os ud som ansvarsløse og alternativt forstyrrede.

» Sundhedsprofil: Principiel aflivning af mennesker med diabetes 1

» Sundhedsskadelig forsøgspraksis på diabetesområdet giver fejlbehandling og spiseforstyrrelser

» Diabetes 1 – Viden, Vinkler & Værdier

» KOMPETENCE CV

Organisationsændringer og stress

“Organisationsændringer kan medføre stress og sygdom, hvis ikke ændringerne følges op af tydelig ledelse og god social støtte fra ledelse og kolleger imellem. Det bør medtænkes når arbejdspladser planlægger forandringer.”

» Organisationsændringer og stress, af Naja Hulvej Rod

» SELVETs realisering, ARBEJDSMILJØ – og PSYKISK kollaps

» Koordinerende KRYKKER – i KAOS

» Social- og sundhedsområderne under indflydelse af moderne management

Livet som ”procesdyr” i ”mudderpølen”

Der er nogen der tror, at mit liv tog et stort skifte, da jeg begyndte at arbejde på bosteder for udviklingshæmmede. Det gjorde det ikke. Jeg blev sådan set ved med at lave det, jeg havde lavet hele mit liv: Fungere som medmenneskelig stabilisator for ustabile mennesker.

Men der var den store forskel, at for første gang var det mit job. Det var aftalt, at det var det, jeg skulle lave. Så jeg gjorde sådan set bare en dyd ud af elendigheden. Også efter filosofien, at så fik jeg da noget afgrænsning ind i mit liv. I stedet for at skulle kæmpe for, at få fred til at lave det andet, der var aftalt, at det var meningen at jeg skulle lave – for så alligevel bare, at skulle fungere som menneskelig stabilisator for ustabile menneskers adfærdsudlevelse med mig som ufrivillig skydeskive. Så var det i stedet, det jeg lavede og var ansat til.

Men der var en stor forskel, da jeg første gang satte mine ben på et bosted for voksne udviklingshæmmede. Hvor var de nemme. De var de rene lam i sammenligning med de såkaldte “normale” mennesker, der havde udsat mig for vold, med det bevidst tilsigtede forsøg, at forsøge at smadre mig til invalid eller slå mig ihjel. Det var som at komme ind i en verden, hvor det billedlig talt var som at løfte en karton mælk, som var forventet fyldt, men når jeg løftede den, var den i virkeligheden tom. Så for første gang oplevede jeg, at der var noget, der var menneskelig nemt. Pædagogikken lykkedes – hver gang (» Specialpædagogik og relationer).

Og på den måde, blev årene indenfor det område, nogle af de bedste i mit liv. Der var noget, der lykkedes for mig – rent menneskeligt. På den gode måde. Jeg var ikke bare et stykke ligegyldig menneskeligt affald, som andre kunne afreagere på, for at få dækket et afreageringsbehov. Sådan som det ellers altid var. Nej, der var gensidighed i tingene. Der var ikke tale om ensidighed afreagering. Der var tale om at nå hinanden menneskeligt og fungere sammen som mennesker. Det havde jeg aldrig oplevet hverken før – eller siden.

Nej ellers var det hele vejen igennem – et liv – som andres eksperiment. Som dyret – i mudderpølen.

Jeg er opvokset på et lille frilandsgartneri i det nordjyske. Mine forældre havde ikke rigtigt ressourcer til at være noget for mig, selvom de var (og stadig er) nogle rigtigt søde og rare mennesker, og jeg havde også tre brødre, der var noget sarte og svagelige, som der altid skulle tages en masse hensyn til. Så måtte jeg jo klare mig selv. Og det gjorde jeg så. Jeg havde en stor livsenergi, var født optimist med et lyst sind – og havde et højt aktivitetsniveau. Så der blev læst, studeret, tegnet, malet – og hjulpet til med praktiske ting i marken og huset, alt efter hvad, der var brug for.

Jeg flyttede hjemmefra mine forældre, da jeg gik i gymnasiet. Mine forældre fik økonomiske problemer, og de havde så også mine tre brødre at tage sig af, så det var helt fint for mig at komme hjemmefra og videre med mit eget liv. Så jeg flyttede på kollegium.

Men mit liv var – trods min egen positive energi og altid meget høje aktivitetsniveau – ikke udpræget uproblematisk. Det forfulgte mig lidt, at der var mange, der havde brug for at banke mig op på en overmenneskelig piedestal. Verden var fyldt med ubehjælpsomme mennesker, der havde brug for meget. Jeg var nu god til at sige fra, og få vippet det værste skidt ud af mit liv.

Selvmordstrusler var en del af billedet. En dag på universitetet, var der en af mine medstuderende – der ganske uopfordret kom og sagde til mig, at han havde overvejet at begå selvmord. Jeg reagerede ved, at sige – at jeg troede, at jeg ville tage mig en kop kaffe. Jeg blev vred over det. Det var noget underligt skidt at vælte i hovedet på mig. Sådan var det tit. Mennesker kunne lige pludselig ganske uopfordret finde på at vælte et krater i hovedet på mig. Ham her begyndte så at skrive kærlighedsdigte til mig. Det var jeg ret led ved. Og så var der konsekvent også altid en del, der gerne ville opdrage på min forståelse, når jeg meldte pas over for de der uopfordrede kratere, som mennesker kunne finde på at vælte i hovedet på mig. Jamen Ulla du må jo forstå. Der var ingen grænser for, alt det jeg skulle forstå. Jeg hældte det nu igennem. Hvis de selv var så forstående, så kunne de jo selv – tage problemet. Men sådan var det jo aldrig.

Så der var meget personlig dramatik omkring overfladisk personlig bekræftelse. Overfladiske og bekræftelsessøgende mennesker har aldrig sagt mig særlig meget. Så vi passede ikke særlig godt sammen. Men de fyldte anmassende meget. Det gør overfladiske og bekræftelsessøgende mennesker altid.

Så var der også de alvorlige problemer. Mennesker, der blev udsat for noget voldsomt.

En af naboerne på mit kollegium blev udsat for en grov voldtægt. Hun blev holdt til fange af en psykopat og hans medhjælper i 8 timer, og voldtaget på skift af dem begge to.

Hun havde det svært, og kæmpede med alvorlige angstanfald. Hun kom under behandling under den åbne psykiatri – og var i en periode kun hjemme på besøg hos sig selv i dagtimerne. Hun kom nogle gange over til mig, når hun fik et anfald. Hun hyperventilerede i en pose – for at stoppe anfaldene. Så lånte hun min seng (Jeg boede i en et-værelset, så seng og sofa var det samme), og slappede af mens vi ventede på dem, hun havde et telefonnummer på, som jeg ringede efter. Jeg fik selvfølgelig noget af vide om det, der var sket. Det var barske ting. Fik hilst på hendes mor og søster, når de kom forbi og hentede hende. Jeg lavede som regel en kop kaffe til dem. Retssagen var en hård omgang for hende. Men de blev begge to dømt til behandling. For hende var det svært, at få noget ordentlig hjælp at komme videre på. Hun ramlede ind i en af overfaldsmændene på det samme tilbud som hendes eget. Det klagede hun over. Men det blev hende der måtte trække sig og finde på noget andet. For han havde krav på hjælp i det tilbud.

Verden var barsk dengang – i 80’erne. Barsk mod ofre. Der var ikke meget hjælp at hente i det videre liv. På det punkt har verden ikke ændret sig ret meget. Måske snarer tværtimod. Verden er stadig barsk mod ofre – og mange får svært ved at komme godt videre ovenpå voldsomme oplevelser – for der er ikke så meget konstruktiv opbakning og hjælp at få.

» KOMPETENCE CV

» Livet som “procesdyr” i “mudderpølen”

Specialpædagogik og relationer

Gode sociale relationer mellem mennesker bygger på gensidig respekt for hinandens personlige grænser på både det mentale / åndelige, sociale og sproglige, og det fysiske og materielle plan.

Skævvredne relationer
Stort fokus på det mentale / åndelige plan: De sociale og fysiske grænser overskrides.

Stort fokus på det sociale og sproglige plan: De mentale / åndelige og fysiske grænser overskrides.

Stort fokus på det fysiske og materielle plan: De mentale / åndelige og sociale grænser overskrides.

Et opgør med illusionen om, at det kan lade sig gøre at konstruere sig til en forståelse af andres tanker
Et af de vigtigste opgør indenfor det specialpædagogiske felt, er opgøret med illusionen om, at det kan lade sig gøre at konstruere sig til en forståelse af andres tanker.

En konstrueret forståelse af andres tanker, baseret på objektive observationer – er en overskridelse af et andet menneskes basale personlige grænser.

I de tilfælde, hvor mennesker ikke har noget sprog, har mennesket ikke ret mange andre muligheder for at udtrykke sin frustration over, at få sine grænser overskredet – end gennem en eller anden form for adfærdsmæssig reaktion. Det kan så enten være udadvendt destruktivt eller indadvendt selvdestruktivt.

Det eneste, det kan lade sig gøre at konstruere sig til en forståelse af, gennem objektive observationer – er det sproglige udtryk. Hvad er det, mennesker prøver at give udtryk for / sige – gennem sine reaktioner og adfærd.

Vores tankeunivers er der ingen andre end os selv, der kan gennemskue og forstå. Det har vi for os selv. Og det gælder også mennesker, der har et begrænset udtryk, hvor de eventuelt kan fortælle noget om deres tankeunivers. Selvom mennesker ikke kan fortælle noget om deres mentale univers, så eksisterer det alligevel.

Gennem tiderne har der været – og er til dels stadig – mange finurlige og mere eller mindre okkulte opfattelser af, hvad der foregår i hovedet på mennesker, der ikke har et sprogligt udtryk, som de kan fortælle det med. Der har også været – og er til dels stadig – fikse forestillinger om, at det ad empatiens vej, kan lade sig gøre at fornemme, den andens inderste tanker.

Andres tanker, kommer vi aldrig i nærheden af at kunne “kigge ind i”. Det er rene spekulationer, overfortolkning, fordomme og overtro.

» Diagnoser og tankesystemer

Alle har et sprog – for dem, der gider “høre efter”
Allerede for fra fødslen har vi et sprog. Godt nok et ret begrænset sprog, som det kræver tålmodig at tolke og forstå. De fleste udvikler derfra sproget i tæt social kontakt med mennesker, de har tæt på. Med tiden udvides sproget og forståelsen for sprogets betydning, efterhånden som den sociale kreds af mennesker udvides.

Den sproglige udvikling for mennesker, der på grund af medfødte hjerneskader har svært ved at lære et verbalt sprog, følger det samme sproglige udviklingsforløb, som hos mennesker, der ikke har medfødte besværligheder med den sproglige udvikling.

Det starter med, at der er nogen, der gider høre efter. Derfra bygges sproget og sprogets betydningsdannelse op. Alt efter hvilke medfødte evner for sprogligt udtryk, kan der bruges forskellige former hjælpeteknikker. For eksempel: Tegnstøttet kommunikation eller fotos.

De fysiske grænser – er dine egne personlige grænser
Gennem tiderne har der været forskellige bud på, hvordan man takler personlige grænser hos mennesker, der har et voldsomt adfærdsmønster.

Der har været afretningen, med fysisk metoder i form af fiksering og tilsvarende overfor de mennesker, der havde et voldsomt adfærdsmønster. Så har der også været en periode, hvor man opfattede det voldsomme udtryk, som noget der skulle accepteres af de ansatte indenfor området. Så voldsom adfærd var en del af jobbet indenfor disse områder.

Men der er ingen af delene, der er “rigtige”.

Som medarbejder skal du tværtimod altid fastholde dine personlige grænser, som noget der skal respekteres af beboerne. Men det skal gøres med udgangspunkt i en forståelse for, at den voldsomme adfærd, der kan være hos nogle af beboerne, kommer fra mennesker, der har oplevet, at deres personlige grænser er blevet voldsomt overskredet.

Så forløbet i at etablere normale gensidigt respektfulde grænseflader, består i en kombination af at fastholde sine egne personlige grænser, samtidig med at man forsøger at støtte beboeren i at finde og udtrykke sine egne harmoniske og stabile personlige grænser. Det kan nogle gange være meget hårdt og personligt krævende, at arbejde med etablering og stabilisering af de personlige grænseflader.

På et tidspunkt havde jeg en oplevelse, hvor jeg fik nok. Der var tale om en medicinnedtrapning. Mennesker, der har været ret kraftigt overmedicineret, reagerer med voldsomme abstinenser, når de bliver trappet ned i medicin. Det havde efterhånden stået på nogle måneder, da jeg en morgen fik for meget.

Udover den vanlige højlydte råben og skrigen (Og til tider slag og spark på inventar og vægge), tog han en af armstøtterne på badeværelset og hamrede ned i flisegulvet. Det gav en højlydt smeld, og det sang for ørerne af mig. Da kunne jeg ikke mere. Det sagde jeg til ham. Jeg gav op, og så måtte han vente på at der mødte nogle andre ind, der kunne tage over og hjælpe ham færdig. Så skete der det, at han begyndte at græde. Jeg havde det lidt som: At nu var elendigheden da helt total. Jeg havde en drønende hovedpine, det susede for ørerne – og så sad beboeren og græd. Så var bunden nået. Men jeg blev så, og hjalp ham færdig med de praktiske ting, som han havde brug for hjælp til om morgenen. Men efter den episode vendte bøtten. Han faldt ligesom til ro. For eftertiden når jeg var på arbejde, var han altid meget velafbalanceret og rolig. Han havde stadig sin stædighed og temperament. Men det var slut med de helt ukontrollable voldsomme reaktioner.

Så vi fik afpasset vores personlige grænser med hinanden – beboeren og jeg. Men det var en noget voldsom og hård omgang.

Historier fra specialpædagogisk praksis
Konkrete historier, der illustrerer nogle af de mange facetter der er i den specialpædagogiske hverdagspraksis.

Der er ingen mennesker, der er ens. Så alle episoder er unikke, individuelle og specielle – og kan ikke efterfølgende bruges til generelle pædagogiske standarder på området.

» Dig og mig – og vi to – hvem er klogest på hvad og hvem?

» Hvem er VIGTIGST i verden?

» Den “slags” mennesker – i “skæve” miljøer

Relationskunst i specialpædagogisk praksis
Det tætteste man ind til videre er kommet til at beskrive en form for faglighed, indenfor det specialpædagogiske område, er det, der kaldes relationskunst.

» Fra tilskuer til deltager – Om kommunikation og samhandling med udviklingshæmmede

Formelle rammer og ydre vilkår for specielpædagogisk praksis

» Eksempel på skema til beskrivelse af funktion, behov for hjælp og udviklingsmuligheder (Pensionat Kamager / Tårnby kommune)

» Handleplaner og pædagogik

» Kommunale ydelser er baseret på funktionalitet – ikke diagnoser

» Social- og sundhedsområderne under indflydelse af moderne management

» Diagnoser og tankesystemer

» Koordinerende KRYKKER – i KAOS

» SELVEts realisering, ARBEJDSMILJØ – og PSYKISK kollaps

» Sammenhængskraften

Kommunale ydelser er baseret på funktionalitet – ikke diagnoser

Deres er ikke menneskers diagnoser, der ligger til grund for hvilke ydelser til personlig støtte, som de kan få kommunale bevillinger til. Det er deres funktionalitet.

» Eksempel på skema til beskrivelse af funktion, behov for hjælp og udviklingsmuligheder (Pensionat Kamager / Tårnby kommune)

Så hvad skal vi med alle de diagnoser?

» Tvivlsom diagnosticering af ADHD

» Diagnoser og tankesystemer

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

» Handleplaner og pædagogik

Den tværreligiøse ”formel”

Den tværreligiøse “formel”
Sammenhængene mellem universel og social orientering ↕	Universel orientering: Den gode altfavnende guddom Social orientering: Fremme den fredelige tværkulturelle sameksistens
	Orientering 2
	Orientering 3
	Universel orientering: Belønning og afstraffelse Social orientering: Dogmatisk: Regler og ritualer skal følges slavisk for at behage en hård og straffende guddom
	Orientering 5
	Orientering 6
	Universel orientering: Status og hierarki Social orientering: Ekstremister: Status ved udryddelse af anderledestænkende
Religiøst tilhørsforhold →	↑ Religion 1	↑ Religion 2	↑ Religion 3	↑ Religion 4	↑ Religion 5

Egen erfaringsbaseret skematiske opstilling af sammenhængene mellem universel og social orientering. Lavet på baggrund af debatter og videndeling omkring det tværkulturelle samfunds problematikker.

Den universelle orientering går på tværs af religiøse og kulturelle forskelle, og spiller en afgørende betydning for opfattelsen og indstillingen til andres kulturelle og religiøse baggrund.

» Diagnoser og tankesystemer

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

» En fælles trosdimension er central for det tværreligiøse kulturmøde

» Troen – og de religiøse “kanter”

» Du er et meget dejligt menneske

» Folkekirken kvæler det spirituelle ved at dyrke det institutionelle

» Den universelle kerneværdi, der definerer det gode

» Kan menneskerettigheder og demokrati repræsentere en tværkulturel sammenhængskraft?

» TROSVINKLER

…

» Sammenhængskraften

Diagnoser og tankesystemer

Samfundsmodeller og tankesystemer
Vores samfund er bygget op af tankesystemer, der er baseret på en kombination af ideologier – og diagnoser og minoritetskarakteristikker af de mennesker, der er afvigende for normalitetsbegreberne i ideologierne.

På den måde bygges der en samfundskonstruktion, der er baseret på fiktive opfattelser (ideologier) af de ideelle mennesker i det ideelle samfund – som så bliver understøttet af fiktivt konstruerede personligheder, der får forskellige former for roller, status og placeringer i samfundskonstruktionen.

Så får vi et rollesamfund, hvor de enkelte samfundsborgere udlever deres indbyrdes roller med hinanden – i et kollektivt iscenesat rollespil.

Vi har patientrollen, lederrollen, moderrollen, faderrollen, medarbejderrollen, borgerrollen – og ind imellem konstruerer samfundet så også nogle rollemodeller, som udviser et specielt talent for personlig performance, som andre kan aflure teknikken og tage ved lære af.

Derefter får vi vores frihed til at finde og forme vores egen plads og identitet i samfundskonstruktionen – ud fra evnen til at udvise den bedste personlige performance og evne til at udleve rollerne i det kollektivt iscenesatte rollespil.

Et samfund baseret på udlevelse af fantasifulde rollespil, diagnosekonstruktioner og minoritetskarakteristikker
Når vi bygger hele den sociale samfundsmodel på en systembaseret registrering af individets “tilhørsforhold” til de mange forskellige roller, diagnosekonstruktioner og minoritetskarakteristikker, bliver det for alvor absurd. For så bliver den enkeltes muligheder for helstøbte liv, “helbredelse” og “normalintegration” koblet op på, i hvilken udstrækning det kan lade sig gøre at revolutionere hele samfundsmodellen af roller, diagnosekonstruktioner og minoritetskarakteristikker.

Så får vi fænomenet – de fremmedgjorte samfundsborgere, der bliver påduttet en ydre stereotyp identitet, der slet ikke handler om dem. De stereotype identiteter er andre menneskers opfindelse.

Systemverdens tankesystemer

Eksempler på hvordan samfundsmodeller hænger sammen i et gensidigt konstrueret samspil med ideologiske opfattelser af det ideelle menneske:

» Samfundspolitisk styring og regulering

» Social- og sundhedsområderne under indflydelse af moderne management

» Foucault: Disciplinering – En moderne magtteknologi

Civilsamfundets livsverden

Beskrivelse af hvordan diagnoser og sociale minoritetskarakteristikker bliver konstrueret – og link til en række konkrete eksempler på, hvordan det influerer på enkeltindividets livsvilkår:

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

“Melodien” i den måde man i et samfund konstruerer diagnoser og sociale minoritetskarakteristikker er ret enkel.

Og det er den samme “melodi” uanset hvilken form for normafvigelse, der er tale om: Mental, fysisk, åndelig eller social status og livsstil.

Konstruktion af diagnoser og sociale minoritetskarakteristikker
Diagnoser og minoritetskarakteristikker bliver konstrueret ved, at en gruppe mennesker bliver enige om, at der er noget sært og underligt ved nogle af de andre. Så sætter de sig ned og laver en liste over alle de ting, de har observeret og synes, der er afvigende ved de andre. Når listen er færdig, laver de et sammenkog til en definition på en personlighedstype. Derefter sætter de sig ned og tænker over, hvad de kan gøre ved dem og udsætte dem for, de der andre – så de kan blive lige så “normale” som dem selv.

Men der mangler ligesom nogen i den konstruktion – og det er de mennesker, som diagnoserne og minoritetskarakteristikkerne skulle handle om.

Når mennesker efterfølgende skal forsøge at blive “helbredt” eller “normalintegreret” – bliver det ikke med udgangspunkt i dem selv som mennesker. Diagnoserne og minoritetskarakteristikkerne handler slet ikke om de mennesker, der får klistret diagnoserne og minoritetskarakteristikkerne på sig. Diagnoserne og minoritetskarakteristikkerne er et spejl af, hvordan de mennesker, der har konstrueret og fundet på diagnoserne og minoritetskarakteristikkerne, tolker og opfatter andre menneskers udtryk og adfærd.

Så “helbredelsen” og “normalintegrationen” kommer i virkeligheden til at handle om, i hvilken udstrækning det for den enkelte kan lade sig gøre at afmystificere, de forudfattede fortolkninger, opfattelser og fordomme, som de har fået klistret på sig i form af at skulle være repræsentant for en konstrueret stereotyp personlighed – med nogle tilhørende stereotype “personlighedsforstyrrelser”.

Men hvor sidder “sygdommen”?

Hos dem der har konstrueret diagnoserne og minoritetskarakteristikkerne – eller dem, der er objekt for dem?

Et samfund baseret på fantasifulde diagnosekonstruktioner og minoritetskarakteristikker
Når man så begynder at bygge hele den sociale samfundsmodel på en systembaseret registrering af individets “tilhørsforhold” til de mange forskellige diagnosekonstruktioner og minoritetskarakteristikker, bliver det for alvor absurd. For så bliver den enkeltes muligheder for “helbredelse” og “normalintegration” koblet op på, i hvilken udstrækning det kan lade sig gøre at revolutionere hele samfundsmodellen af diagnosekonstruktioner og minoritetskarakteristikker.

Så får vi fænomenet – de fremmedgjorte samfundsborgere, der bliver påduttet en ydre stereotyp identitet, der slet ikke handler om dem. De stereotype identiteter er andre menneskers opfindelse.

» En fælles trosdimension er central for det tværreligiøse kulturmøde

» Vidnesbyrd og fredelig sameksistens – kristen-muslimske relationer i Afrika, af Mogens S. Mogensen

» Sundhedsprofil: God regulering af diabetes 2 uden vægttab

» Sundhedsprofil: Forhøjet stofskifte er ikke kronisk

» Tvivlsom diagnosticering af ADHD

» Regnet blandt tosser, af Anne Marie Eriksen

» “Normal-tosset”, af mig

» Sindssygdom og psykologi, af Michel Foucault

» Foucault: Disciplinering – En moderne magtteknologi

» Fra tilskuer til deltager – Om kommunikation og samhandling med udviklingshæmmede

» Kvindeliv – Om etniske minoritetskvinders deltagelse på arbejdsmarkedet og deres integration

» Sådan informerer du alle! – en vejledning i at informere handicappede

» Skoler lever ikke op til adgangskrav

En fælles trosdimension er central for det tværreligiøse kulturmøde

Det er grundlæggende vigtigt, at mennesker på tværs af religiøse og kulturelle forskelle kan “mødes så langt”, at det er den samme Gud / guddommelige univers, de tror på eksistensen af. Det er det, der afgør, hvorvidt mennesker tror, at det er den samme planet i universet, vi befinder os på.

Men det er ikke de forskellige religiøse tilhørsforhold, der er afgørende for, hvorvidt mennesker er i stand til at mødes på tværs af religiøse og kulturelle forskelle. Der handler det mere om den fortolkede orientering.

Det er opfattelsen af det universelle / kosmiske “baggrundsbillede”, der skaber det rummelige spirituelle fællesskab – indenfor eller på tværs af religiøse “billeder” / dogmer / “forståelsesrammer”.

En kristen, der tror på den altfavnende universelle godhed, vil have mere til fælles med en, der bekender sig til tanken om reinkarnation med det samme universelle “baggrundsbillede” i form af en altfavnende universel godhed – end med en kristen, der har en fordømmende og straffende Gud som universel “baggrundsbillede”.

Så den rummelige og tværkulturelle sammenhængskraft på tværs af kulturbaggrunde og religiøse forestillingsverdner – er baseret på opfattelsen af det universelle / kosmiske “baggrundsbillede” – og ikke paralleller mellem kerneværdierne i de forskellige religiøse forestillingsverdener…

Det er den fælles “troshorisont”, der skaber den rummelige spiritualitet: Socialt fællesskab og ligeværd; Belønning og afstraffelse; Hierarki og status; eller?

Og hvis man skulle forsøge at sætte en mere konstruktiv dagsorden for de tværreligiøse debatter og diskussioner, så bør den i højere grad være centreret omkring det vi kan kalde “troshorisonter” eller universelle / kosmiske “baggrundsbilleder”. For det er der, de reelle forskelle og ligheder mellem mennesker på tværs af religiøse og kulturelle baggrunde viser sig.

Der findes ekstreme elementer og fredelige fortolkere indenfor alle religioner og kulturer. Og de ville såmænd nok være lige så ekstreme eller fredsommelige – uanset hvilken religiøs og kulturel baggrund de havde som afsæt for deres sociale virke i verden.

» Hvilken forskel gør det, om kristne og muslimer tilbeder den samme Gud?, af Mogens S. Mogensen

» Gud eller Guder?

» Trosperspektiver, religion og rummelig spiritualitet

» TROSVINKLER