Et åbent ”ansigt” – kan godt virke som en ”ladeport” for projektioner…

Åbne og udadvendte mennesker – kan være meget udsatte for andres projektioner / spejlinger…

Ikke dermed sagt – at man så skal lade være med at være åben og udadvendt…

Det er nok bare meget godt, at være opmærksom på “faldgruben” – så det ikke “forvirrer”…

Andres projektioner / spejlinger / refleksioner / erkendelser – er andres “problem” / “bord” / “rum” / ansvar…

» Styr på empatien?

Egocentriker – eller martyr?

Dilemmaet mellem det personlige og det sociale ansvar – er noget, de fleste på et eller andet tidspunkt bliver konfronteret med.

Hvor socialt ansvarlig kan man være, uden at “ofre” sig selv? Og hvor personlig ansvarlig kan man være, uden at komme til at fremstå som en “egotripper”?

Skal man vende det “blinde” øje og det “døve” øre til mobning, for at beskytte sig selv mod at komme i skudlinie ved at tage afstand fra det?

Skal man beskytte sig selv med et regelsæt og gøre ingenting, selvom man godt ved, at der foregår noget, der har alvorlige konsekvenser for nogle menneskers eksistens og liv?

Skal man vende det “blinde” øje og det “døve” øre til, hvis man bliver vidne til et overfald, for at undgå at blive rodet ind i problemer?

Skal man have dårlig samvittighed over at nyde et godt måltid mad med en god vin, når man ved, at der er mennesker, der sulter?

Listen over dilemmaer er lang.

Oppe fra og ned, så ville samfundet være et generelt bedre sted at leve, hvis alle reagerede og greb ind, når der foregik noget socialt “forkert”, der går hårdt ud over nogen. Men de fleste er jo under påvirkning af den kollektive norm. Hvis normen er, at “enhver er sin egen lykkes smed” – så er det ikke særlig smart, at få for mange problemer personlig tæt på.

Mennesker bliver jo ikke ligefrem belønnet for at være socialt ansvarlige. Tværtimod. Det virker lidt naivt, martyragtigt og dumt…

Når andres problemer bliver dit problem

Nogen gange kan man lande steder i livet – hvor andres reaktioner på deres problemer er så voldsomme – at det bliver dit problem.

Da jeg var midt i tyverne, fik jeg skylden for et selvmord. Det forgik på en måde – der var ude af sammenhæng med den fysiske virkelighed. Jeg fik svært ved at finde hjælp og opbakning til at takle problemet – og det kom til at påvirke mig og mit liv meget.

Selvmordet var meget velovervejet og godt planlagt. Han havde sikret sig, at der ikke var nogen der savnede ham i en periode. Han havde brugt flere metoder – spist sovepiller, skåret pulsårerne over, og lagt sig i et fyldt badekar. Det var ikke meningen, at det skulle slå fejl. Han havde besluttet sig for at dø.

Jeg kendte ikke ham, der begik selvmord. Havde set ham et par gange, og hilst overfladisk på ham i nogle tilfældige sociale sammenhænge.

Han var storebror til en af mine daværende veninder. Hende kalder vi Lone.

Da han begik selvmord, reagerede omgivelserne fuldstændig idiotisk overfor min veninde – mange vendte hende ryggen. Det gjorde jeg ikke. Så jeg lagde øre til de makabre detaljer, og hendes menneskelige forvirring og sorg over det der var sket.

En dag kom Lone på besøg – hun var ovenud glad. Hun fortalte, at hun og hendes mand havde talt om, at jeg var så god at tale med – så hvis der var nogen, der skulle kunne ha’ talt hendes bror fra at begå selvmord – så måtte det være mig. Så hvis jeg havde besøgt hendes bror, sidst jeg var i København, og brugt ham som guide til at vise mig noget af byen – sådan som min veninde havde foreslået, så havde han nok ikke endt med at tage sit eget liv. Hun brugte en fuldstændig tilfældig strøtanke, og proportionsforvrængede den til en livline, der kunne ha’ forebygget et selvmord. Så den var i den grad rivende gal.

Alt det jeg havde fortalt og gjort for at sætte selvmordet i perspektiv – og skyde skylden væk fra både hende og hendes nærmeste – fik negativ effekt for mig selv. Når mennesker vælger at tage deres eget liv, er det jo livet i sin helhed, der er ”gået i sort”. Det er jo ikke kun en lille bitte detalje, der afgør det. Men Lone havde brug for at finde et sted at parkere skyld og ansvar. Og det blev hos mig.

Det serverede hun for mig med et stort glad smil – som om hun havde foræret mig mit livs bedste gave.

Samtidig reagerede Lone ved at tale om det positive selvmord. Hendes brors selvmord havde åbenbart fået hende til at se ”lyset” og livets mening.

En anden veninde, som også var personligt tæt på, reagerede også meget voldsomt. Hun blev kynisk og begyndte at se tegn på selvmord overalt. Også hos mig. Hun kunne finde på at ringe og sige, at hun havde overvejet at ringe til mine naboer og bede dem tjekke om jeg hang i et reb, da jeg ikke havde taget telefonen, da hun ringede til mig et par timer i forvejen. Den veninde kalder vi Bente.

Lone hang fast i en eller anden frelseropfattelse af mig, og i tiden fremover fik jeg mange forvirrede meldinger fra hende: ”Hvis hun en dag skulle komme til at ville tage sit eget liv – om så jeg også ville redde hende” – og mere i den dur…

Det kom til at præge vores relationer til hinanden fremover. Det blev de ”roller”, jeg fik at kæmpe med fra Lone og Bente.

Det blev mit problem, at jeg blev gjort til genstand for nogle voldsomme reaktioner fra to mennesker, som jeg havde personligt tæt på. Det ramte mig hårdt, og fik selvfølgelig også nogle konsekvenser for mig og mit liv.

Den opgave kom jeg til at kæmpe meget med.

Mennesker er ikke øde øer. Vi påvirker de mennesker, vi har tæt på, med den måde vi takler vores livs problemer.

Patientrollen

Centrale problemstillinger for rollen som patient.

Kommunikationsformen
Fokuser på at fastholde og implementere det, der med transaktionsanalysens ord kaldes voksendialog.

Det er din opgave som patient, at sikre ligeværdig (voksen) dialog – den er ikke en selvfølge indenfor sundhedsvæsnet.

Eksempel: Dårlig opførsel – en unødvendig belastning

Din egen oplevelse
I en sammenhæng hvor statistiske sandheder, stereotype holdninger og klientgørelse dominerer – er det vigtigt at fastholde dig selv og din egen oplevelse. Det er ligegyldigt hvor mange andre, der har det dårligt med noget, der fungerer fint for dig – og det er ligegyldigt, hvor mange andre der har det godt med noget, der fungerer dårligt for dig.

Det er dig og dit liv, det handler om.

Eksempel: Insulinvirkningen er Ikke lægens bord

Sæt dagsordnen, og fasthold de problemstillinger, der er relevante for dig
Der er i disse sammenhænge mange forudfattede holdninger til, hvad du bør have af problemer – specielt når det gælder din holdning til dig selv og dit helbred. Du kan let komme i defensiven, hvor det handler om at testkøre dig for den liste af problemer, den verden har brug for at få bekræftet, at “en som dig” bør have.

Det kan være meget personligt belastende – og du kan ikke bruge det til noget som helt konstruktivt.

Eksempel: Overdreven sygeliggørelse

Bevar overblikket og forståelsen for helheden
Der er ikke ret meget forståelse på helheder i livs- og behandlingsforløb i sundhedsvæsnet. Det er en verden, der drukner i detaljefiksering ude af kontekst.

Det er din opgave at bevare overblikket og forståelsen for årsager og konsekvenser – når det gælder dit liv og helbred. Ellers får du flere problemer med dig ud af døren fra den verden, end du havde, da du gik ind af den.

Eksempel: Når lægen laver fejl – er det patienten, der er hysterisk og “skør”