Når andres problemer bliver dit problem

Nogen gange kan man lande steder i livet – hvor andres reaktioner på deres problemer er så voldsomme – at det bliver dit problem.

Da jeg var midt i tyverne, fik jeg skylden for et selvmord. Det forgik på en måde – der var ude af sammenhæng med den fysiske virkelighed. Jeg fik svært ved at finde hjælp og opbakning til at takle problemet – og det kom til at påvirke mig og mit liv meget.

Selvmordet var meget velovervejet og godt planlagt. Han havde sikret sig, at der ikke var nogen der savnede ham i en periode. Han havde brugt flere metoder – spist sovepiller, skåret pulsårerne over, og lagt sig i et fyldt badekar. Det var ikke meningen, at det skulle slå fejl. Han havde besluttet sig for at dø.

Jeg kendte ikke ham, der begik selvmord. Havde set ham et par gange, og hilst overfladisk på ham i nogle tilfældige sociale sammenhænge.

Han var storebror til en af mine daværende veninder. Hende kalder vi Lone.

Da han begik selvmord, reagerede omgivelserne fuldstændig idiotisk overfor min veninde – mange vendte hende ryggen. Det gjorde jeg ikke. Så jeg lagde øre til de makabre detaljer, og hendes menneskelige forvirring og sorg over det der var sket.

En dag kom Lone på besøg – hun var ovenud glad. Hun fortalte, at hun og hendes mand havde talt om, at jeg var så god at tale med – så hvis der var nogen, der skulle kunne ha’ talt hendes bror fra at begå selvmord – så måtte det være mig. Så hvis jeg havde besøgt hendes bror, sidst jeg var i København, og brugt ham som guide til at vise mig noget af byen – sådan som min veninde havde foreslået, så havde han nok ikke endt med at tage sit eget liv. Hun brugte en fuldstændig tilfældig strøtanke, og proportionsforvrængede den til en livline, der kunne ha’ forebygget et selvmord. Så den var i den grad rivende gal.

Alt det jeg havde fortalt og gjort for at sætte selvmordet i perspektiv – og skyde skylden væk fra både hende og hendes nærmeste – fik negativ effekt for mig selv. Når mennesker vælger at tage deres eget liv, er det jo livet i sin helhed, der er ”gået i sort”. Det er jo ikke kun en lille bitte detalje, der afgør det. Men Lone havde brug for at finde et sted at parkere skyld og ansvar. Og det blev hos mig.

Det serverede hun for mig med et stort glad smil – som om hun havde foræret mig mit livs bedste gave.

Samtidig reagerede Lone ved at tale om det positive selvmord. Hendes brors selvmord havde åbenbart fået hende til at se ”lyset” og livets mening.

En anden veninde, som også var personligt tæt på, reagerede også meget voldsomt. Hun blev kynisk og begyndte at se tegn på selvmord overalt. Også hos mig. Hun kunne finde på at ringe og sige, at hun havde overvejet at ringe til mine naboer og bede dem tjekke om jeg hang i et reb, da jeg ikke havde taget telefonen, da hun ringede til mig et par timer i forvejen. Den veninde kalder vi Bente.

Lone hang fast i en eller anden frelseropfattelse af mig, og i tiden fremover fik jeg mange forvirrede meldinger fra hende: ”Hvis hun en dag skulle komme til at ville tage sit eget liv – om så jeg også ville redde hende” – og mere i den dur…

Det kom til at præge vores relationer til hinanden fremover. Det blev de ”roller”, jeg fik at kæmpe med fra Lone og Bente.

Det blev mit problem, at jeg blev gjort til genstand for nogle voldsomme reaktioner fra to mennesker, som jeg havde personligt tæt på. Det ramte mig hårdt, og fik selvfølgelig også nogle konsekvenser for mig og mit liv.

Den opgave kom jeg til at kæmpe meget med.

Mennesker er ikke øde øer. Vi påvirker de mennesker, vi har tæt på, med den måde vi takler vores livs problemer.

Reklamer