Psyken og psykisk sygdom…

Der er mange tabuer omkring psyken og psykisk sygdom. Det følgende er et forsøg på at lave et overordnet rids til placering af – hvad psyken og psykisk sygdom er for størrelser. Ridset er lavet på baggrund af den viden og erfaring, jeg har med emnet.

Psykisk sygdom er ikke mere “fremmedartet” – end at alle har “en rem af huden”. Forstået på den måde – at der “bare” er tale om en kraftigere / voldsommere oplevelse / eksponering af det – der ellers opleves som normalt i mindre målestok. Det vil sige, at psyken og psykisk sygdom mere skal ses som en skala – der går fra psykisk sund i den ene ende af skalaen og psykisk syg i den anden ende af skalaen. Stress er for eksempel en psykisk usund tilstand – et sted mellem sund og syg.

Det, der grundlæggende definerer / beskriver psykisk stabilitet / sundhed – er, i hvilken udstrækning mennesket selv er i stand til at referere sine tanker og følelser til noget af det, der eksisterer og sker i den fysisk konkrete verden. Herunder også de mere abstrakte størrelser som ideologier, kulturpåvirkninger, samfundsstrukturer og hvad vi ellers møder på og får af indtryk.

Så det er menneskets evne til at “normalisere” følelser og tanker – ved at danne “referencepunkter” til de fysiske omgivelser. Men den evne vil altid være begrænset af – hvilke “referencepunkter” der er til rådighed / inden for rækkevidde – som det er muligt at danne referencepunkter til.

Derfor vil der altid være en kulturbestemt faktor – der definere råderummet for psykisk sundhed / stabilitet – i kombination med den latente sårbarhed / påvirkelighed i kraft af personligheden.

I princippet vil alle kunne udvikle en eller anden form for psykisk sygdom / ustabilitet. Det er mest et spørgsmål om hvad, hvor meget – og over hvor lang tid. Selv professionelt trænede mennesker kan få “den dråbe” for meget – der får “bægeret til at flyde over”.

Vi ser det blandt andet hos hjemsendte soldater, hvor det har været aktuelt, at man fra samfundets side blev bedre til at følge op med hjælp – for at forebygge, at der var nogen, der udviklede alvorlige psykiske problemer, på baggrund af det de har oplevet som udsendte i krigszonerne.

De psykiatriske diagnoser kan i “skala-perspektivet” ses som en måde at definere de forskellige måder og faktorer, der kan give sig udslag i psykisk ustabilitet: Jordforbindelse / “verdensbillede”, splittelse / empati, mentalt filter / objektivisering, overfortolkning / perspektivering, og hvad der ellers findes af muligheder – og forskellige kombinationer af disse forskellige faktorer…

“Intet i denne verden er helt af en anden verden.”

/Piet Hein/

…

Jeg har blandt andet arbejdet med praktisk pædagogik på bosteder for mennesker med diagnosen fysisk og psykisk udviklingshæmning. Hvor den pædagogiske opgave bestod i at “normalisere” / stabilisere den psykiske ustabilitet ved at definere og skabe referencepunkterne til den fysiske verden – ved en kombination af: “Sproglig” tolkning af de individuelle udtryk som grundlag for udvikling af kommunikationen; og indretning af de fysiske rammer for hverdagslivet, som afgrænsning / regulering af ydre indtryk og påvirkninger.

…

» Samfundspolitisk styring og regulering…

» De gales samfund…

» HELE mennesker har “farver” – og skal “forstås” i 3 dimensioner…

…

Psyken og psykisk sygdom – i perspektiv…

Der er mange myter og fordomme overfor psykisk sygdom – og dermed også overfor de mennesker, der lever med en psykisk diagnose. Der har altid eksisteret en stor berøringsangst, når det gælder menneskers psyke. Mennesker har lettere ved at acceptere og forholde sig til et amputeret ben, end en psykisk sygdom. I vores kultur, er der også mange, der har svært ved overhovedet at acceptere menneskelig “ustabilitet”, der påvirker den menneskelige psyke. Sorg, stress – følelsesmæssige påvirkninger og reaktioner på livet. Der skal ikke så meget til, før mennesker viger 10 skridt tilbage.

Det betyder også, at mange behandlingsformer indenfor for det psykiske område, er langt bag ud i udvikling. Meget har som udgangspunkt været baseret på tanken om, at “normalisere” nogle mennesker, man ikke opfattede som “rigtige” mennesker.

De behandlingsområder, hvor man til enhver tid vil være i stand til at udvikle de bedste behandlingsformer, er indenfor de behandlingsområder, hvor der er den største grad af “normalmenneskelig” accept, af de mennesker der har et eller andet behov for behandling. For der vil fokus i højere grad være rettet mod at behandle en sygdom – og se sygdommen som noget, der er “adskilt” fra personen – selvom en hvilken som helst sygdom jo altid vil påvirke personen.

Så en aftabuisering og afmystificering af psyken, psykisk sygdom og psykisk ustabilitet – er på sin vis en grundforudsætning for udviklingen af bedre behandlingsformer.

Der er mange, der gør et stort stykke arbejde for at afmystificere psykisk sygdom, i håb om at større social forståelse og accept af psykisk sygdom, vil gøre det letter for mennesker med psykiske diagnoser at blive accepteret og leve i samfundet.

Behandlingsformer

Jeg ved, at der i de senere år har været en produktudvikling på det medicinske område, når det gælder psykofarmaka. De første medicinske produkter, der blev fremstillet og brugt indenfor dette felt, var nogle “hestepiller” med nogle meget bredspektrede virkningsprofiler – og rigtig mange bivirkninger. Det vil sige, at mange af de mennesker, der brugte den medicin, fik en helt masse produkter, som ikke var særlig målrettet deres reelle behov. Nogle af de stoffer, der indgik i disse medicinske produkter, var udelukkende sløvende.

Et af de produkter jeg kender til, er Nozinan – der udover at have en kraftigt sløvende effekt – også har mange bivirkninger, når det gælder hjerte-, karsygdomme.

Jeg var på et tidspunkt med til at trappe en beboer med diagnosen udviklingshæmning ud af Nozinan – og “omstille” hans behandling til nogle af de nyere produkter på markedet. Det havde en helt fantastisk positiv effekt. Han havde med Nozinanen været fuldstændig dopet, og gik rundt i en form for zombiagtig tilstand. Og med de nyere produkter, forsvandt den sløvende effekt – og han fik kun den medicineffekt, der var mere direkte målrettet hans behov. Det gav ham en helt ny livskvalitet.

På den måde, er der sket en positiv udvikling indenfor dette behandlingsområde. Og der kan uden tvivl gøres meget mere – for der er jo stadig nogen, der har svært ved at finde og få en god behandling. Og så længe der er det, så er der meget, der kan gøres bedre.

Ideelt set, ville man kunne komme mange flere bivirkninger til livs, ved at begynde at tænke økologisk indenfor medicinfremstillingen.

Reelt set, så ligger der tilpas med viden om naturen og naturens indhold af “kemiske” stoffer, til at man ville kunne basere medicinproduktion på økologiske “råvarer”. Der er formodentlig ikke ret mange planter og dyr i verden, der ikke er blevet dissekeret under lup og sat på “formel” af biologer og andre naturvidenskabsfolk.

Det er heller ikke længere nogen “hemmelighed”, at der er flere bivirkninger ved kemisk fremstillede produkter for både natur og mennesker, end der er ved økologiske produktioner. Og det gælder jo alt – kost, tekstiler, energi, medicin – og så videre.

Så der er meget, der ville kunne blive meget bedre – både når det gælder produktudviklingen på det medicinske område, en generel holdningsændring i synet på psyken og psykisk sygdom – og den helbredende effekt der ligger i social accept og medmenneskelig respekt fra de sociale omgivelser.

En gråzone for plattenslagere

Indenfor alle sygdoms- og behandlingsområder, er der altid en gråzone af mere eller mindre seriøse mennesker, der ser en mulighed for at tjene penge og fremme egne interesser. Der opstår altid en stor “industri” omkring sygdom og behandling.

De værste af slagsen, er de lykkeriddere, der forsøger at bilde mennesker ind, at de har mirakelkuren, der kan fjerne menneskers sygdom. Og de mennesker, der er mest udsatte for den mentalitet, er de mennesker, der bliver mødt med flest fordomme, og hvor behandlingsmulighederne er dårligst.

Der er ikke ret mange mennesker (hvis nogen overhovedet?), der skal leve med et handicap eller en kronisk sygdom – der ikke hellere end gerne ville være foruden. Så for mange mennesker, så er det at skulle leve med en kronisk sygdom eller handicap, en balance mellem at acceptere det som et livsvilkår, “kæmpe” for de bedst mulige behandlingstilbud og livsmuligheder – uden at lægge hele sit liv og eksistens i hænderne på “drømmen” om mirakelkuren, der kan fjerne sygdommen. Og det gælder alle sygdomme og handicaps.

Jeg læste på et tidspunkt et indlæg skrevet af en mor til et lille barn, der havde fået konstateret diabetes. Hun var blevet ringet op af en healer, der tilbød at kurere hendes barn. Han var hurtigt blevet vippet ud af røret.

Det er menneskeligt plat og under lavmålet, at forsøge at udnytte andre menneskers sårbarhed til at lege lykkeridder. Mennesker kan jo godt lande et sted, hvor de bliver desperate nok, til at hoppe på hvad som helst – hvis livet bliver for tungt og svært.