”Det onde” – en ”ubalanceret” udgave af ”det gode”…

“Det ondes” største styrke er, at det skaber frygt og forvirring blandt mennesker…

Så det at finde en måde at “placere” / “forlige” sig med “det onde” – handler ikke så meget om at acceptere den menneskelige ondskab, der sker i verden – men mere om at finde en måde forholde sig til verdens og menneskers grusomheder, så det ikke får lov til at skabe så meget frygt og forvirring, at der ikke er nogen, der tør “se” på det, “røre” ved det, “afmystificere” det, og forsøge at gøre noget konstruktivt ved problemerne…

“Hele kunsten er at få slagkraft uden at få slagside.”

/Piet Hein/

Det virker for mig, som en god måde at se “det gode” og “det onde” – som yderpoler på den samme skala – i stedet for modsætninger. “Det onde” er ikke mere “fremmedartet”, end at det er en mere eller mindre ekstrem “ubalanceret” udgave af “det gode”.

Og det, der afbalancerer det menneskelige udtryk som godt eller ondt – er medmenneskeligheden, der finder sin modpol i det egocentriske – som heller ikke er hinandens modpoler – men er yderpoler på den samme skala. Egoisme er en basal nødvendighed for den menneskelige overlevelse – og så kan den udarte sig til at blive mere eller mindre egocentrisk og blottet for medmenneskelig tolerance og hensyntagen.

» Hvordan opstår “det onde”?

» Samfundspolitisk styring og regulering…

» De sociale kløfter og sammenhængskraften…

Reklamer

Hvordan opstår ”det onde”?

Alle har et problem med “det onde”. Religionerne, videnskaberne, befolkningsgrupperne, samfundene – store som små. Hvordan opstår “det onde”?

Kan det afgrænses – så det kan hægtes på nogle bestemte mennesker?

Kan det afgrænses – så det kan hægtes på nogle bestemte ideologier?

Kan det afgrænses – så det kan hægtes på nogle bestemte centre i hjernen?

Kan det afgrænses – så det kan hægtes på nogle bestemte samfund?

Så man ligesom kan stoppe udbredelsen af “det onde”.

Det lykkes pudsigt nok aldrig?

Så opstår det igen – fra en helt anden side – på en helt anden måde.

Så kommer mennesker i tvivl.

Gad vide – om det var “meningen” – at verden skulle være god – så det ligesom er en “fejl”, når der sker noget ondt?

Eller – gad vide – om det var “meningen” – at verden skulle være ond – så det ligesom er et “mirakel”, når der sker noget godt?

Men det er faktisk meget enkelt: Det onde opstår, når mennesker mister troen på det gode.

Så “det onde” vil kunne opstå – overalt – hvor mennesker – af forskellige grunde – mister troen på det gode.

Og hvad skal der så til – for at mennesker ikke mister troen på det gode?

Hvad med oplevelsen af – at der sker noget menneskeligt godt?

Så det gode – ligesom er en mulighed – der er indenfor rækkevidde – som andet og mere end en hypotetisk mulighed – en illusion – der alligevel aldrig vil kunne blive virkelighed…

» Samfundspolitisk styring og regulering…

Psyken og psykisk sygdom…

Der er mange tabuer omkring psyken og psykisk sygdom. Det følgende er et forsøg på at lave et overordnet rids til placering af – hvad psyken og psykisk sygdom er for størrelser. Ridset er lavet på baggrund af den viden og erfaring, jeg har med emnet.

Psykisk sygdom er ikke mere “fremmedartet” – end at alle har “en rem af huden”. Forstået på den måde – at der “bare” er tale om en kraftigere / voldsommere oplevelse / eksponering af det – der ellers opleves som normalt i mindre målestok. Det vil sige, at psyken og psykisk sygdom mere skal ses som en skala – der går fra psykisk sund i den ene ende af skalaen og psykisk syg i den anden ende af skalaen. Stress er for eksempel en psykisk usund tilstand – et sted mellem sund og syg.

Det, der grundlæggende definerer / beskriver psykisk stabilitet / sundhed – er, i hvilken udstrækning mennesket selv er i stand til at referere sine tanker og følelser til noget af det, der eksisterer og sker i den fysisk konkrete verden. Herunder også de mere abstrakte størrelser som ideologier, kulturpåvirkninger, samfundsstrukturer og hvad vi ellers møder på og får af indtryk.

Så det er menneskets evne til at “normalisere” følelser og tanker – ved at danne “referencepunkter” til de fysiske omgivelser. Men den evne vil altid være begrænset af – hvilke “referencepunkter” der er til rådighed / inden for rækkevidde – som det er muligt at danne referencepunkter til.

Derfor vil der altid være en kulturbestemt faktor – der definere råderummet for psykisk sundhed / stabilitet – i kombination med den latente sårbarhed / påvirkelighed i kraft af personligheden.

I princippet vil alle kunne udvikle en eller anden form for psykisk sygdom / ustabilitet. Det er mest et spørgsmål om hvad, hvor meget – og over hvor lang tid. Selv professionelt trænede mennesker kan få “den dråbe” for meget – der får “bægeret til at flyde over”.

Vi ser det blandt andet hos hjemsendte soldater, hvor det har været aktuelt, at man fra samfundets side blev bedre til at følge op med hjælp – for at forebygge, at der var nogen, der udviklede alvorlige psykiske problemer, på baggrund af det de har oplevet som udsendte i krigszonerne.

De psykiatriske diagnoser kan i “skala-perspektivet” ses som en måde at definere de forskellige måder og faktorer, der kan give sig udslag i psykisk ustabilitet: Jordforbindelse / “verdensbillede”, splittelse / empati, mentalt filter / objektivisering, overfortolkning / perspektivering, og hvad der ellers findes af muligheder – og forskellige kombinationer af disse forskellige faktorer…

“Intet i denne verden er helt af en anden verden.”

/Piet Hein/

Jeg har blandt andet arbejdet med praktisk pædagogik på bosteder for mennesker med diagnosen fysisk og psykisk udviklingshæmning. Hvor den pædagogiske opgave bestod i at “normalisere” / stabilisere den psykiske ustabilitet ved at definere og skabe referencepunkterne til den fysiske verden – ved en kombination af: “Sproglig” tolkning af de individuelle udtryk som grundlag for udvikling af kommunikationen; og indretning af de fysiske rammer for hverdagslivet, som afgrænsning / regulering af ydre indtryk og påvirkninger.

» Samfundspolitisk styring og regulering…

» De gales samfund…

» HELE mennesker har “farver” – og skal “forstås” i 3 dimensioner…

Der er mange omkostninger – ved prostitution…

Samfundet bruger mange ressourcer på at rydde op efter det, der foregår indenfor prostitutionsområdet.

Det kan være svært at få helt klarhed over, hvordan det samfundspolitisk er mest hensigtsmæssigt at forholde sig til det problemfelt, der er omkring prostitution – da der også er en række menneskelige problemer af social karakter at tage hensyn til. Jeg vil i det følgende prøve at lave en overordnet skitsering af problemfeltet.

  1. Organiseret kriminalitet i form af illegal handel med mennesker.

    Hvad der mere konkret foregår indenfor det felt, må det nok være op til de mennesker, der arbejder med bekæmpelse af organiseret kriminalitet at give en beskrivelse af – og nogle bud på løsningsmodeller for. Men ellers hersker der jo den banale markedsøkonomiske logik: Ingen kunder – ingen handel.

  2. Mennesker der på grund af personlige og / eller sociale problemer begynder at erhverve sig selv ved prostitution. Her kan der blandt andet være tale om misbrugsproblemer i form af stoffer og alkohol.

    Her forsøger man fra samfundets side – både det officielle system og frivillige organisationer, at afhjælpe de personlige og / eller sociale problemer – der også giver et afhængighedsforhold til livet som prostitueret.

  3. Mennesker der får personlige og / eller sociale problemer i forbindelse med livet i prostitutionsmiljøet – enten som prostitueret eller kunde.

    Her yder man fra samfundets side anonym hjælp og rådgivning – blandt andet i form af tilbud om psykologhjælp.

  4. Så er der en gruppe mennesker, der kan være svær at placere. Det er prostituerede, der på den ene side giver udtryk for, at de har det godt med livet som prostitueret – men på den anden side giver udtryk for, at det giver dem nogle personlige og / eller sociale problemer – da de lever et anonymt dobbeltliv på grund af stigmatisering fra samfundets side og frygten for reaktionerne fra de mennesker, som de definerer som deres nærmeste.

    Her kommer man fra samfundets side lidt til kort. For de muligheder, man har at gøre godt med, er dem, man allerede gør brug af: Enten tilbud om hjælp og rådgivning til at takle de personlige og / eller sociale problemer, der er ved livet som prostitueret – eller tilbud om hjælp til at vælge et liv udenfor prostitutionsverden.

Som jeg ser det, så er det køberne i prostitutionsmiljøet, man fra samfundets side kan rette et ekstra fokus på – for at forebygge og begrænse de negative konsekvenser ved prostitution. Da de, der erhverver sig som prostitueret, står i et afhængighedsforhold til livet som prostitueret, der er en blanding af økonomi, kultur, livsstil, personlige og sociale problemer.

Hvorvidt det ekstra fokus skal bestå af lovgivning, information eller andet?

Handicappede skal ikke misbruges i prostitutionsdebatten…

Der er en del plat argumentation i prostitutionsdebatten.

At prostitution er noget, nogen handicappede kan have glæde af – er et argument, som, jeg synes, er under lavmålet.

Prostitution er jo ikke en alternativ behandlingsform. Og der skulle da meget nødig være nogle progressive pædagoger, der får den “geniale” ide – at begynde at opfatte prostitution som en alternative “metode”, så man kan eksperimentere med handicappedes følelsesliv ved at pådutte dem en prostitueret. Der er jo i forvejen nogle grupper af mennesker med handicap, der har været udsat for lige lovlige mange eksperimenter. Blandt andet dem, der som gruppe går under betegnelsen: Fysisk og psykisk udviklingshæmmede.

Der findes indenfor det mere sobre rådgivnings- og behandlingsområde ganske udmærket hjælp, råd og vejledning til mennesker, der af forskellige grunde kan få problemer med deres private personlige intime følelsesliv. En hjælp, råd og vejledning, der bygger på princippet hjælp til selvhjælp – og hvor der hersker den etik – at man fra behandlerside ikke maser sig selv på, som direkte aktør i andre menneskers private og personlige liv. Og hvor der hersker en anden form for anonymitet, end den der er i prostitutionsmiljøet – en anonymitet ved navn tavshedspligt. Hvis man af forskellige grunde har en interesse i at få noget mere viden om, hvad der eksisterer af hjælp, råd og vejledning til mennesker, der får problemer med deres private personlige intime følelsesliv, så findes der masser af information om det, som man kan søge viden om – hvis man ikke stirrer sig blind på reklamesøjlen for prostitutionsområdet.

Når man går ind og bruger handicappede som argument i prostitutionsdebatten – så får man det jo fremstillet, som om mennesker med handicap skulle være mere primitive, end andre mennesker. Så hvis der er nogen med et handicap, der kan have glæde af at bruge en prostitueret – så kan de jo nok ikke gøre for det. Det er jo en fordom – der vil noget.

Mennesker med handicap kæmper i forvejen en stor kamp – for at blive respekteret på lige fod med mennesker, der ikke har et handicap.

Selvfølgelig er der nogle mennesker med et handicap, der kan have glæde af en prostitueret.

Ligesom der er nogen erhvervsfolk på konference, der kan have glæde af at frekventere en prostitueret – i pausen.

Der er også nogen læger, der har glæde ved en prostitueret.

Nogen med blå øjenfarve.

Nogen med grøn øjenfarve.

Nogen jurister.

Såmænd også nogle pædagoger.

Der er sådan set, en del – der har glæde ved forlystelsesindustrien: Prostitution.

Der er jo ligesom en vis trafik…

Jeg ved ikke, om vi i Danmark skal til at have en såkaldt samfundspolitisk glædespolitik?

Ideen som sådan er da ganske udmærket. Men det kunne man jo gøre på så mange områder.

Der er også mennesker, der kan have glæde af nogle flere feriedage.

Nogen der kan have glæde af noget mere i løn.

Der er også nogen mennesker, der kan have stor glæde ved en god brandert. Og det er der såmænd også nogen mennesker med et handicap, der kan have glæde af. Men pudsig nok, så har det ikke indgået som argument for menneskers frihed til selv at bestemme deres alkoholforbrug – i debatterne omkring samfundets alkoholpolitik?

Vi skulle jo meget nødig beskylde nogen for at være fikseret. Og da helst ikke sexfikseret. Specielt da ikke mennesker, der kæmper for menneskers ret til at have glæde ved prostitution. For det har selvfølgelig ikke noget som helst med hverken sex eller fiksering at gøre?

Hvis der i ramme alvor – er nogen – der – selvfølgelig ud fra dybt seriøse og videnskabelige grunde – opfatter prostitutionsbesøg, som en nødvendig “behandlingsform” til handicappede. Så er der vel heller ikke noget til hindrer for, at man i den dybt seriøse og saglige “behandlingstankegang” – selv leverer “varen”, og blander de prostituerede udenom? Etikken i selv at levere “varen” eller gøre brug af en stand-in i form af en prostitueret – er jo den samme.

Jeg har i mit arbejdsliv beskæftiget mig en del med handicapområdet – både hjælpemiddelområdet, ligestillingsområdet og praktisk pædagogik på bosteder for mennesker med fysisk og psykisk udviklingshæmning. Jeg har ikke været ude for, at der har været problemstillinger, der ikke kan og ikke bliver taklet med den etik, der ellers er generelt gældende for pædagogisk arbejde, behandling, råd og vejledning. Og i den etik – indgår prostitutionsbesøg ikke som en del af pædagogikken, rådgivningen eller “behandlingsmetoderne”…

Det ville “klæde” prostitutionsdebatten – hvis man kaldte en spade for en spade. Prostitution er en forlystelsesindustri – som man samfundspolitisk kan tage stilling til, hvor mange ressourcer man skal bruge på at rydde op efter.

Og lad så være med at misbruge handicappede som argument i den debat – for at give prostitution en form for saglig og seriøs dybsindig “indpakning”. For de mennesker med et handicap, der ikke er i stand til at tage stilling til, hvorvidt de vil og kan have glæde af at bruge den forlystelsesindustri – på samme præmisser som mennesker, der ikke har et handicap – er mennesker, der absolut ikke har glæde af det.

Hvorvidt de, der finder glæde og interesse i at bruge forlystelsesindustrien prostitution, har et handicap eller ej – er prostitutionsdebatten fuldstændig uvedkommende…