Der er mange omkostninger – ved prostitution…

Samfundet bruger mange ressourcer på at rydde op efter det, der foregår indenfor prostitutionsområdet.

Det kan være svært at få helt klarhed over, hvordan det samfundspolitisk er mest hensigtsmæssigt at forholde sig til det problemfelt, der er omkring prostitution – da der også er en række menneskelige problemer af social karakter at tage hensyn til. Jeg vil i det følgende prøve at lave en overordnet skitsering af problemfeltet.

  1. Organiseret kriminalitet i form af illegal handel med mennesker.

    Hvad der mere konkret foregår indenfor det felt, må det nok være op til de mennesker, der arbejder med bekæmpelse af organiseret kriminalitet at give en beskrivelse af – og nogle bud på løsningsmodeller for. Men ellers hersker der jo den banale markedsøkonomiske logik: Ingen kunder – ingen handel.

  2. Mennesker der på grund af personlige og / eller sociale problemer begynder at erhverve sig selv ved prostitution. Her kan der blandt andet være tale om misbrugsproblemer i form af stoffer og alkohol.

    Her forsøger man fra samfundets side – både det officielle system og frivillige organisationer, at afhjælpe de personlige og / eller sociale problemer – der også giver et afhængighedsforhold til livet som prostitueret.

  3. Mennesker der får personlige og / eller sociale problemer i forbindelse med livet i prostitutionsmiljøet – enten som prostitueret eller kunde.

    Her yder man fra samfundets side anonym hjælp og rådgivning – blandt andet i form af tilbud om psykologhjælp.

  4. Så er der en gruppe mennesker, der kan være svær at placere. Det er prostituerede, der på den ene side giver udtryk for, at de har det godt med livet som prostitueret – men på den anden side giver udtryk for, at det giver dem nogle personlige og / eller sociale problemer – da de lever et anonymt dobbeltliv på grund af stigmatisering fra samfundets side og frygten for reaktionerne fra de mennesker, som de definerer som deres nærmeste.

    Her kommer man fra samfundets side lidt til kort. For de muligheder, man har at gøre godt med, er dem, man allerede gør brug af: Enten tilbud om hjælp og rådgivning til at takle de personlige og / eller sociale problemer, der er ved livet som prostitueret – eller tilbud om hjælp til at vælge et liv udenfor prostitutionsverden.

Som jeg ser det, så er det køberne i prostitutionsmiljøet, man fra samfundets side kan rette et ekstra fokus på – for at forebygge og begrænse de negative konsekvenser ved prostitution. Da de, der erhverver sig som prostitueret, står i et afhængighedsforhold til livet som prostitueret, der er en blanding af økonomi, kultur, livsstil, personlige og sociale problemer.

Hvorvidt det ekstra fokus skal bestå af lovgivning, information eller andet?

Reklamer

Et åbent ”ansigt” – kan godt virke som en ”ladeport” for projektioner…

Åbne og udadvendte mennesker – kan være meget udsatte for andres projektioner / spejlinger…

Ikke dermed sagt – at man så skal lade være med at være åben og udadvendt…

Det er nok bare meget godt, at være opmærksom på “faldgruben” – så det ikke “forvirrer”…

Andres projektioner / spejlinger / refleksioner / erkendelser – er andres “problem” / “bord” / “rum” / ansvar…

» Styr på empatien?

FORKLARINGEN – på Breivik’s handlinger…

Det har floret med analyser, meninger og reaktioner ovenpå Anders Breivik’s massakre i sidste uge.

Kompasnålen har formodentlig efterhånden været hele vejen rundt i en søgen efter: Hvad der i Breivik’s liv kan give en forklaring på hans handlinger. I håbet om at finde det sted, hvor pilen kan stoppe op – DER har vi FEJLEN! Så kunne vi alle sammen ånde lettet op – rette FEJLEN – og leve videre i en tryg forvisning om, at nu – kan det samme ikke ske igen.

Men uanset hvor vi vender pilen hen, så er der intet, der kan bære hele forklaringen. Der er mange forklaringer, der tilsammen kan give en form for efterrationaliserende forklaring – på Breivik. Men ikke på hvordan vi skal forebygge lignende tilfælde i fremtiden.

For som det ofte er, når der sker noget tragisk og ekstremt, der ryster og forskrækker os. Så er der tale om et sammenfald af en lang række vilkår og hændelser – over tid – i kombination med en mangel på sund menneskelig tyngde.

Hvad der påvirkede hvad og hvem – og i hvilken rækkefølge. Ja i bakspejlet vil det selvfølgelig kunne lade sig gøre at kortlægge det. Men der ligger ikke noget forebyggende perspektiv i det. Dertil er en Breivik alt for ekstrem. Der er mange mennesker, der læser de ting, Breivik har læst; Mange mennesker der har oplevet de samme ting, som Breivik har oplevet; Mange mennesker der har haft samme opvækstbetingelser, som Breivik har haft. Men de mange andre, er ikke blevet massemordere af den grund.

For noget tid siden var der en anden tragisk hændelse. En far myrdede sine tre børn, efter at han var blevet fyret fra en lederstilling. Det kunne vi heller ikke bruge til noget generaliserende forebyggende. Der er mange mennesker, der får en fyreseddel, uden at de efterfølgende slår deres egne børn ihjel.

Det, vi reelt kan konkludere, er – at mennesket har en skyggeside, der under en kombination af en række forskellige påvirkninger over tid – kan få et menneske til at køre ud ad nogle ekstreme tangenter.

Vi kan også konkludere, at det kan ske. Det er lige sket i Norge.

Det sker med jævne mellemrum, at mennesker reagerer destruktivt og ekstremt.

Der hersker nogle vilkår i vores kultur, hvor det er muligt for mennesker, at miste den sunde menneskelige tyngde – og køre ud ad nogle destruktive og ekstreme tangenter.

Forebyggende?

Hvad skal der til, for at mennesker får og bevarer en sund menneskelig tyngde?

Det findes der ikke ét enkelt entydigt klart svar på. Det ligger i de mange små ting i livet – over tid…

Lidt mere betænksomhed, lidt mere opmærksomhed, lidt mere hensyntagen, lidt klarer stillingtagen til godt og ondt – i de mange små ting i livet – over tid…

Læs eventuelt indlæggene:

Anders Breivik – et “barn” af vor tid?

Er tanker farlige?

Egocentriker – eller martyr?

Dilemmaet mellem det personlige og det sociale ansvar – er noget, de fleste på et eller andet tidspunkt bliver konfronteret med.

Hvor socialt ansvarlig kan man være, uden at “ofre” sig selv? Og hvor personlig ansvarlig kan man være, uden at komme til at fremstå som en “egotripper”?

Skal man vende det “blinde” øje og det “døve” øre til mobning, for at beskytte sig selv mod at komme i skudlinie ved at tage afstand fra det?

Skal man beskytte sig selv med et regelsæt og gøre ingenting, selvom man godt ved, at der foregår noget, der har alvorlige konsekvenser for nogle menneskers eksistens og liv?

Skal man vende det “blinde” øje og det “døve” øre til, hvis man bliver vidne til et overfald, for at undgå at blive rodet ind i problemer?

Skal man have dårlig samvittighed over at nyde et godt måltid mad med en god vin, når man ved, at der er mennesker, der sulter?

Listen over dilemmaer er lang.

Oppe fra og ned, så ville samfundet være et generelt bedre sted at leve, hvis alle reagerede og greb ind, når der foregik noget socialt “forkert”, der går hårdt ud over nogen. Men de fleste er jo under påvirkning af den kollektive norm. Hvis normen er, at “enhver er sin egen lykkes smed” – så er det ikke særlig smart, at få for mange problemer personlig tæt på.

Mennesker bliver jo ikke ligefrem belønnet for at være socialt ansvarlige. Tværtimod. Det virker lidt naivt, martyragtigt og dumt…

Når andres problemer bliver dit problem

Nogen gange kan man lande steder i livet – hvor andres reaktioner på deres problemer er så voldsomme – at det bliver dit problem.

Da jeg var midt i tyverne, fik jeg skylden for et selvmord. Det forgik på en måde – der var ude af sammenhæng med den fysiske virkelighed. Jeg fik svært ved at finde hjælp og opbakning til at takle problemet – og det kom til at påvirke mig og mit liv meget.

Selvmordet var meget velovervejet og godt planlagt. Han havde sikret sig, at der ikke var nogen der savnede ham i en periode. Han havde brugt flere metoder – spist sovepiller, skåret pulsårerne over, og lagt sig i et fyldt badekar. Det var ikke meningen, at det skulle slå fejl. Han havde besluttet sig for at dø.

Jeg kendte ikke ham, der begik selvmord. Havde set ham et par gange, og hilst overfladisk på ham i nogle tilfældige sociale sammenhænge.

Han var storebror til en af mine daværende veninder. Hende kalder vi Lone.

Da han begik selvmord, reagerede omgivelserne fuldstændig idiotisk overfor min veninde – mange vendte hende ryggen. Det gjorde jeg ikke. Så jeg lagde øre til de makabre detaljer, og hendes menneskelige forvirring og sorg over det der var sket.

En dag kom Lone på besøg – hun var ovenud glad. Hun fortalte, at hun og hendes mand havde talt om, at jeg var så god at tale med – så hvis der var nogen, der skulle kunne ha’ talt hendes bror fra at begå selvmord – så måtte det være mig. Så hvis jeg havde besøgt hendes bror, sidst jeg var i København, og brugt ham som guide til at vise mig noget af byen – sådan som min veninde havde foreslået, så havde han nok ikke endt med at tage sit eget liv. Hun brugte en fuldstændig tilfældig strøtanke, og proportionsforvrængede den til en livline, der kunne ha’ forebygget et selvmord. Så den var i den grad rivende gal.

Alt det jeg havde fortalt og gjort for at sætte selvmordet i perspektiv – og skyde skylden væk fra både hende og hendes nærmeste – fik negativ effekt for mig selv. Når mennesker vælger at tage deres eget liv, er det jo livet i sin helhed, der er ”gået i sort”. Det er jo ikke kun en lille bitte detalje, der afgør det. Men Lone havde brug for at finde et sted at parkere skyld og ansvar. Og det blev hos mig.

Det serverede hun for mig med et stort glad smil – som om hun havde foræret mig mit livs bedste gave.

Samtidig reagerede Lone ved at tale om det positive selvmord. Hendes brors selvmord havde åbenbart fået hende til at se ”lyset” og livets mening.

En anden veninde, som også var personligt tæt på, reagerede også meget voldsomt. Hun blev kynisk og begyndte at se tegn på selvmord overalt. Også hos mig. Hun kunne finde på at ringe og sige, at hun havde overvejet at ringe til mine naboer og bede dem tjekke om jeg hang i et reb, da jeg ikke havde taget telefonen, da hun ringede til mig et par timer i forvejen. Den veninde kalder vi Bente.

Lone hang fast i en eller anden frelseropfattelse af mig, og i tiden fremover fik jeg mange forvirrede meldinger fra hende: ”Hvis hun en dag skulle komme til at ville tage sit eget liv – om så jeg også ville redde hende” – og mere i den dur…

Det kom til at præge vores relationer til hinanden fremover. Det blev de ”roller”, jeg fik at kæmpe med fra Lone og Bente.

Det blev mit problem, at jeg blev gjort til genstand for nogle voldsomme reaktioner fra to mennesker, som jeg havde personligt tæt på. Det ramte mig hårdt, og fik selvfølgelig også nogle konsekvenser for mig og mit liv.

Den opgave kom jeg til at kæmpe meget med.

Mennesker er ikke øde øer. Vi påvirker de mennesker, vi har tæt på, med den måde vi takler vores livs problemer.