Har det åbne samfund forstærket tabuiseringen?

Det virker på sin vis som lidt af et paradoks, at der kan eksistere tabuer i et samfund, der på mange måder er så åbent, som det er. For der er jo en meget stor generel åbenhed, om stort set alle emner: Døden, selvmord, alvorlig sygdom, psyken, tro, åndelighed, økonomiske op og nedture, ledighed – og så videre. Der er jo masser af fuldt ud tilgængelig viden om stort set hvad som helst.

Men alligevel er der mange tabuer forbundet med mange problemstillinger, ligeså snart det kommer personlig tæt på.

Som jeg ser det, så bunder tabuiseringen i, at den større åbenhed ikke går i spænd med etikken og respekten for det individuelle personlige rum. Der er ligesom opstået en form for kollektivisering – når det gælder personlige problemstillinger. Har man viden og oplevelse om en problemstilling, så ved man alt om det – på hele menneskehedens vegne. Men på den måde reducerer man det individuelle personlige rum, for oplevelsen af at have problemet tæt på. Oplevelsen af at få problemerne tæt på forsvinder jo ikke, ved at der kommer større åbenhed om problemstillingerne. Det der gør ondt, gør stadig ondt. Det der er svært, er stadig svært.

Mange problemstillinger er ligesom gået hen og blevet allemandseje. Man kan for eksempel støde på pop smarte programmer i TV, hvor mennesker sidder og slår plat og krone om, hvem de tror, der har en psykisk sygdom. Det er en tingsliggørelse af de mennesker, der har en psykisk sygdom. Så reducerer man andre menneskers liv og livsvilkår til underholdning i stil med gættelege om salgsprisen på et hus.

Så får vi en kultur, hvor der er en masse smagsdommere, der ved bedre – end den, det reelt handler om.

På den måde kommer der et stort pres på den enkelte, når problemerne kommer tæt på. Mennesker kan nemt blive væltet omkuld af en mur af meninger – hvor der ikke bliver ret meget plads til dem selv, og hvordan de selv oplever, at de har det.

Og den måde mennesker kan forsøge at give sig selv et personligt frirum – er ved tavshed. Hvad andre ikke ved noget om – kan man ikke blive belemret med en masse forudfattede og standardiserede meninger om. Problemet med tabuiseringen og tavsheden er bare, at det nogle gange kan forstærke den negative oplevelse af svære perioder og problemer – fordi mennesker så udover at have det lidt svært med nogle problemstillinger – også kommer til at skulle – “lade som om”. Det er jo til enhver tid altid det nemmeste og sundeste, at kunne være direkte åben og ærlig omkring sig selv – overfor de mennesker man har omkring sig. Det er et langt stykke hen ad vejen – den halve “medicin” for personlig trivsel…

Reklamer

Handicappede skal ikke misbruges i prostitutionsdebatten…

Der er en del plat argumentation i prostitutionsdebatten.

At prostitution er noget, nogen handicappede kan have glæde af – er et argument, som, jeg synes, er under lavmålet.

Prostitution er jo ikke en alternativ behandlingsform. Og der skulle da meget nødig være nogle progressive pædagoger, der får den “geniale” ide – at begynde at opfatte prostitution som en alternative “metode”, så man kan eksperimentere med handicappedes følelsesliv ved at pådutte dem en prostitueret. Der er jo i forvejen nogle grupper af mennesker med handicap, der har været udsat for lige lovlige mange eksperimenter. Blandt andet dem, der som gruppe går under betegnelsen: Fysisk og psykisk udviklingshæmmede.

Der findes indenfor det mere sobre rådgivnings- og behandlingsområde ganske udmærket hjælp, råd og vejledning til mennesker, der af forskellige grunde kan få problemer med deres private personlige intime følelsesliv. En hjælp, råd og vejledning, der bygger på princippet hjælp til selvhjælp – og hvor der hersker den etik – at man fra behandlerside ikke maser sig selv på, som direkte aktør i andre menneskers private og personlige liv. Og hvor der hersker en anden form for anonymitet, end den der er i prostitutionsmiljøet – en anonymitet ved navn tavshedspligt. Hvis man af forskellige grunde har en interesse i at få noget mere viden om, hvad der eksisterer af hjælp, råd og vejledning til mennesker, der får problemer med deres private personlige intime følelsesliv, så findes der masser af information om det, som man kan søge viden om – hvis man ikke stirrer sig blind på reklamesøjlen for prostitutionsområdet.

Når man går ind og bruger handicappede som argument i prostitutionsdebatten – så får man det jo fremstillet, som om mennesker med handicap skulle være mere primitive, end andre mennesker. Så hvis der er nogen med et handicap, der kan have glæde af at bruge en prostitueret – så kan de jo nok ikke gøre for det. Det er jo en fordom – der vil noget.

Mennesker med handicap kæmper i forvejen en stor kamp – for at blive respekteret på lige fod med mennesker, der ikke har et handicap.

Selvfølgelig er der nogle mennesker med et handicap, der kan have glæde af en prostitueret.

Ligesom der er nogen erhvervsfolk på konference, der kan have glæde af at frekventere en prostitueret – i pausen.

Der er også nogen læger, der har glæde ved en prostitueret.

Nogen med blå øjenfarve.

Nogen med grøn øjenfarve.

Nogen jurister.

Såmænd også nogle pædagoger.

Der er sådan set, en del – der har glæde ved forlystelsesindustrien: Prostitution.

Der er jo ligesom en vis trafik…

Jeg ved ikke, om vi i Danmark skal til at have en såkaldt samfundspolitisk glædespolitik?

Ideen som sådan er da ganske udmærket. Men det kunne man jo gøre på så mange områder.

Der er også mennesker, der kan have glæde af nogle flere feriedage.

Nogen der kan have glæde af noget mere i løn.

Der er også nogen mennesker, der kan have stor glæde ved en god brandert. Og det er der såmænd også nogen mennesker med et handicap, der kan have glæde af. Men pudsig nok, så har det ikke indgået som argument for menneskers frihed til selv at bestemme deres alkoholforbrug – i debatterne omkring samfundets alkoholpolitik?

Vi skulle jo meget nødig beskylde nogen for at være fikseret. Og da helst ikke sexfikseret. Specielt da ikke mennesker, der kæmper for menneskers ret til at have glæde ved prostitution. For det har selvfølgelig ikke noget som helst med hverken sex eller fiksering at gøre?

Hvis der i ramme alvor – er nogen – der – selvfølgelig ud fra dybt seriøse og videnskabelige grunde – opfatter prostitutionsbesøg, som en nødvendig “behandlingsform” til handicappede. Så er der vel heller ikke noget til hindrer for, at man i den dybt seriøse og saglige “behandlingstankegang” – selv leverer “varen”, og blander de prostituerede udenom? Etikken i selv at levere “varen” eller gøre brug af en stand-in i form af en prostitueret – er jo den samme.

Jeg har i mit arbejdsliv beskæftiget mig en del med handicapområdet – både hjælpemiddelområdet, ligestillingsområdet og praktisk pædagogik på bosteder for mennesker med fysisk og psykisk udviklingshæmning. Jeg har ikke været ude for, at der har været problemstillinger, der ikke kan og ikke bliver taklet med den etik, der ellers er generelt gældende for pædagogisk arbejde, behandling, råd og vejledning. Og i den etik – indgår prostitutionsbesøg ikke som en del af pædagogikken, rådgivningen eller “behandlingsmetoderne”…

Det ville “klæde” prostitutionsdebatten – hvis man kaldte en spade for en spade. Prostitution er en forlystelsesindustri – som man samfundspolitisk kan tage stilling til, hvor mange ressourcer man skal bruge på at rydde op efter.

Og lad så være med at misbruge handicappede som argument i den debat – for at give prostitution en form for saglig og seriøs dybsindig “indpakning”. For de mennesker med et handicap, der ikke er i stand til at tage stilling til, hvorvidt de vil og kan have glæde af at bruge den forlystelsesindustri – på samme præmisser som mennesker, der ikke har et handicap – er mennesker, der absolut ikke har glæde af det.

Hvorvidt de, der finder glæde og interesse i at bruge forlystelsesindustrien prostitution, har et handicap eller ej – er prostitutionsdebatten fuldstændig uvedkommende…

Forbud mod købesex?

Den anden aften så jeg en debat om forbud mod købesex på » Lorry’s debatprogram: Meningsmaskinen.

Der er mange overvejelser og argumenter både for og imod – et sådant forbud. Og et af de argumenter, der dukker op både i denne og andre sammenhænge, når der diskuteres prostitution og et eventuelt forbud mod enten prostitution eller købesex, er: At det vil gå ud over ældre og handicappede?

Vil det det?

Hvad er det for et menneskesyn – og syn på menneskers seksualitet, der gør, at et forbud mod enten prostitution eller købesex vil kunne opfattes som et “anslag” mod ældre og handicappede? At seksuel tilfredsstillelse er en form for medfødt ret, som mennesket har krav på at få dækket – af andre mennesker?

Personlig åbenhed – er en læreproces…

Der er altid meget nyt at lære – i en foranderlig verden…

Og i det mere og mere digitaliserede kommunikationssamfund – er en af udfordringerne: Hvordan forholder vi os til personlig åbenhed i det digitale “rum”?

Der dukker med jævne mellemrum sager op fra Face-book – hvor åbenheden er gået for vidt. Jeg husker en sag fra en kommune (Jeg kan desværre ikke længere huske hvilken), hvor en gruppe borgere havde oprettet en hadegruppe mod en kommunalpolitiker, som de havde set sig vrede på. Det var til sidst gået helt over gevind, så det var kammet over i personlige trusler mod politikeren. Sagen blev politianmeldt – og borgerne fik en sag på halsen. Bagefter hed det sig, at det var svært at styre åbenheden i disse digitale netværker. Mennesker glemte ligesom sig selv – og blev revet med af stemningen.

Det havde jeg lidt svært ved helt at forstå. Der er vel grænser for, hvor meget man kan lade sig rive med af?

Men der er nok noget om det.

Det at kommunikere på det digitale netværk er stadig forholdsvist nyt. Udviklingen er gået utrolig hurtigt på dette felt. Og det “rum” skal nok have sin “prøvetid” ligesom så meget andet.

Mennesker skal have tid til at vænne sig til det – og prøve grænserne af i det. Lære at forholde sig til den åbne – personlige åbenhed – både sin egen og andres.

Vender vi blikket mod den politiske verden – der som ofte altid er meget lærerig at studere, når det gælder medier og åbenhed – så kan vi se mange eksempler på, hvordan hver sætning, formulering, ansigtsudtryk og stump tøj i beklædningen bliver dybdeanalyseret, vendt og drejet på alle leder og kanter. Vi kan også se hvor hæmmende, det nogen gange kan være for nogle mere seriøse og dybdegående debatter (» Når ekkoet bliver højere end lyden…).

Men det er efterhånden også noget, flere og flere kører træt af og begynder at vende sig imod.

Grundlæggende er personlig åbenhed noget positivt. Både demokratisk – men også menneskeligt, når det gælder de mere personlige emner.

Åbenheden kan give meget godt – men det er en læreproces – ligesom så meget andet…

En læreproces, der er svær at komme udenom…

For sådan er den tid – og den verden – vi lever i…

Et åbent ”ansigt” – kan godt virke som en ”ladeport” for projektioner…

Åbne og udadvendte mennesker – kan være meget udsatte for andres projektioner / spejlinger…

Ikke dermed sagt – at man så skal lade være med at være åben og udadvendt…

Det er nok bare meget godt, at være opmærksom på “faldgruben” – så det ikke “forvirrer”…

Andres projektioner / spejlinger / refleksioner / erkendelser – er andres “problem” / “bord” / “rum” / ansvar…

» Styr på empatien?

Udstilling af døde og lemlæstede – Dokumentar eller dødsporno?

På YouTube kan man se videoklip med » Gaddafis lemlæstede lig. På mig virker det voldsomt og markabert.

Da prinsesse Diana forulykkede i sin bil, blev der også bragt billeder af hende i kvæstet tilstand i nogle nyhedsmedier.

På et tidspunkt så jeg i en nyhedsudsendelse, at nysgerrige mennesker er et stigende problem for falckreddere og politi på ulykkessteder. I udsendelsen blev der vist, hvordan der blev brugt afskærmninger for at beskytte døde og tilskadekommende fra kameraer og nysgerrige blikke.

Dokumentar eller dødsporno?
Hvor går grænsen mellem, hvornår noget er dokumentar og virkelighedsinteresse – og hvornår kammer det over og bliver udstillende beskuelse i en form for spændingsunderholdning?

Der er selvfølgelig de etiske hensyn at vise for de døde, de kvæstede – og deres pårørende. Det hensyn vejer, synes jeg – tungt.

Men er det nødvendigt for dokumentarens skyld, at vi ser disse nærgående billeder af døde og kvæstede? Bliver krig mere ægte og bedre beskrevet, når vi ser billeder af lig?

Og er det sundt?

Er det sundt?
Er det sundt for os, at få død og lemlæstelse serveret i en eksponeret nyhedsudgave?

Der har gennem tiden været meget kritik af, at børn og unge ser voldsfilm. Det giver dem et forkrampet og uvirkeligt forhold til vold og død. Hvad med virkelighedens død og vold?

Er det sundt at se videoklip af Gadaffis lig, der bliver vist frem som et trofæ?

Påvirker det synet på vold og død i en negativ retning?

Etik, grænser – og den personlige oplevelse…

Ethvert menneske er EKSPERT – og har til enhver tid altid 100 % RET – når det gælder oplevelsen af, hvordan det er at være dette helt specielle og unikke menneske.

Vi kan se, forstå og sanse, hvordan andre har det. Har de det godt, har de det skidt, er de i godt humør – eller i dårligt humør. Men vi ved aldrig, hvordan livet opleves af andre.

Det eneste menneske vi kan opleve, hvordan det er at være – er os selv.

Når vi debattere og forholder os til vilkår, der handler om andre end os selv, så må det altid ske i respekt for den personlige oplevelse, hos de mennesker det handler om.

Vi har alle lov til at have en holdning til de vilkår, der gælder i vores samfund.

Vi har også alle lov til at byde ind med synsvinkler, erfaringer og ideer – med udgangspunkt i de forskellige ståsteder vi har.

Men hvis de synsvinkler, erfaringer og ideer vi byder ind med, ikke harmonerer med den personlige oplevelse, hos de mennesker hvis liv og livsvilkår det handler om – ja, så må vi træde et skridt tilbage, og revidere vores synsvinkler, erfaringer og ideer.

Der er formodentlig ingen af os, der nogensinde bliver så menneskelig perfekte, at vi ikke ind imellem kommer til at træde ind over andre menneskers oplevelsesverdener. Det sker der heller ikke nogen katastrofe ved, hvis vi erkender, at der tog vi fejl – træder et skridt tilbage, og giver plads til den personlige oplevelse.

Det er grundlæggende absurd at diskutere, hvorvidt nogen menneskers mening om, hvordan andre bør opleve sig selv, er mere rigtig – end det andre selv giver udtryk for.

Den personlige oplevelse hos det enkelte menneske er unik.

Og vil vi det gode for andre, så må det altid ske i respekt for den personlige oplevelse, hos de mennesker det handler om.

Psyken og psykisk sygdom – i perspektiv…

Der er mange myter og fordomme overfor psykisk sygdom – og dermed også overfor de mennesker, der lever med en psykisk diagnose. Der har altid eksisteret en stor berøringsangst, når det gælder menneskers psyke. Mennesker har lettere ved at acceptere og forholde sig til et amputeret ben, end en psykisk sygdom. I vores kultur, er der også mange, der har svært ved overhovedet at acceptere menneskelig “ustabilitet”, der påvirker den menneskelige psyke. Sorg, stress – følelsesmæssige påvirkninger og reaktioner på livet. Der skal ikke så meget til, før mennesker viger 10 skridt tilbage.

Det betyder også, at mange behandlingsformer indenfor for det psykiske område, er langt bag ud i udvikling. Meget har som udgangspunkt været baseret på tanken om, at “normalisere” nogle mennesker, man ikke opfattede som “rigtige” mennesker.

De behandlingsområder, hvor man til enhver tid vil være i stand til at udvikle de bedste behandlingsformer, er indenfor de behandlingsområder, hvor der er den største grad af “normalmenneskelig” accept, af de mennesker der har et eller andet behov for behandling. For der vil fokus i højere grad være rettet mod at behandle en sygdom – og se sygdommen som noget, der er “adskilt” fra personen – selvom en hvilken som helst sygdom jo altid vil påvirke personen.

Så en aftabuisering og afmystificering af psyken, psykisk sygdom og psykisk ustabilitet – er på sin vis en grundforudsætning for udviklingen af bedre behandlingsformer.

Der er mange, der gør et stort stykke arbejde for at afmystificere psykisk sygdom, i håb om at større social forståelse og accept af psykisk sygdom, vil gøre det letter for mennesker med psykiske diagnoser at blive accepteret og leve i samfundet.

Behandlingsformer

Jeg ved, at der i de senere år har været en produktudvikling på det medicinske område, når det gælder psykofarmaka. De første medicinske produkter, der blev fremstillet og brugt indenfor dette felt, var nogle “hestepiller” med nogle meget bredspektrede virkningsprofiler – og rigtig mange bivirkninger. Det vil sige, at mange af de mennesker, der brugte den medicin, fik en helt masse produkter, som ikke var særlig målrettet deres reelle behov. Nogle af de stoffer, der indgik i disse medicinske produkter, var udelukkende sløvende.

Et af de produkter jeg kender til, er Nozinan – der udover at have en kraftigt sløvende effekt – også har mange bivirkninger, når det gælder hjerte-, karsygdomme.

Jeg var på et tidspunkt med til at trappe en beboer med diagnosen udviklingshæmning ud af Nozinan – og “omstille” hans behandling til nogle af de nyere produkter på markedet. Det havde en helt fantastisk positiv effekt. Han havde med Nozinanen været fuldstændig dopet, og gik rundt i en form for zombiagtig tilstand. Og med de nyere produkter, forsvandt den sløvende effekt – og han fik kun den medicineffekt, der var mere direkte målrettet hans behov. Det gav ham en helt ny livskvalitet.

På den måde, er der sket en positiv udvikling indenfor dette behandlingsområde. Og der kan uden tvivl gøres meget mere – for der er jo stadig nogen, der har svært ved at finde og få en god behandling. Og så længe der er det, så er der meget, der kan gøres bedre.

Ideelt set, ville man kunne komme mange flere bivirkninger til livs, ved at begynde at tænke økologisk indenfor medicinfremstillingen.

Reelt set, så ligger der tilpas med viden om naturen og naturens indhold af “kemiske” stoffer, til at man ville kunne basere medicinproduktion på økologiske “råvarer”. Der er formodentlig ikke ret mange planter og dyr i verden, der ikke er blevet dissekeret under lup og sat på “formel” af biologer og andre naturvidenskabsfolk.

Det er heller ikke længere nogen “hemmelighed”, at der er flere bivirkninger ved kemisk fremstillede produkter for både natur og mennesker, end der er ved økologiske produktioner. Og det gælder jo alt – kost, tekstiler, energi, medicin – og så videre.

Så der er meget, der ville kunne blive meget bedre – både når det gælder produktudviklingen på det medicinske område, en generel holdningsændring i synet på psyken og psykisk sygdom – og den helbredende effekt der ligger i social accept og medmenneskelig respekt fra de sociale omgivelser.

En gråzone for plattenslagere

Indenfor alle sygdoms- og behandlingsområder, er der altid en gråzone af mere eller mindre seriøse mennesker, der ser en mulighed for at tjene penge og fremme egne interesser. Der opstår altid en stor “industri” omkring sygdom og behandling.

De værste af slagsen, er de lykkeriddere, der forsøger at bilde mennesker ind, at de har mirakelkuren, der kan fjerne menneskers sygdom. Og de mennesker, der er mest udsatte for den mentalitet, er de mennesker, der bliver mødt med flest fordomme, og hvor behandlingsmulighederne er dårligst.

Der er ikke ret mange mennesker (hvis nogen overhovedet?), der skal leve med et handicap eller en kronisk sygdom – der ikke hellere end gerne ville være foruden. Så for mange mennesker, så er det at skulle leve med en kronisk sygdom eller handicap, en balance mellem at acceptere det som et livsvilkår, “kæmpe” for de bedst mulige behandlingstilbud og livsmuligheder – uden at lægge hele sit liv og eksistens i hænderne på “drømmen” om mirakelkuren, der kan fjerne sygdommen. Og det gælder alle sygdomme og handicaps.

Jeg læste på et tidspunkt et indlæg skrevet af en mor til et lille barn, der havde fået konstateret diabetes. Hun var blevet ringet op af en healer, der tilbød at kurere hendes barn. Han var hurtigt blevet vippet ud af røret.

Det er menneskeligt plat og under lavmålet, at forsøge at udnytte andre menneskers sårbarhed til at lege lykkeridder. Mennesker kan jo godt lande et sted, hvor de bliver desperate nok, til at hoppe på hvad som helst – hvis livet bliver for tungt og svært.

Anders Breivik – et ”barn” af vor tid?

Enhver kultur skaber grobund for forskellige former for ekstreme afvigere. Fænomener som Anders Breivik har god grobund i den rationelle samtid vi lever i. Han er på skræmmende vis, et “perfekt” “barn” af vores tid.

Vi kan se det på en del af den debat, der har været efter hans massakre. Den har handlet om: Hænger Breiviks argumentation sammen?

Kan det ikke være ligegyldigt?

Hvorfor er det vigtigt at modargumentere en massemorders manifest?

Har han RET, hvis hans manifest ikke kan modargumenteres?

Vi lever i en samtidskultur, hvor det er menneskets evne til at argumentere rationelt for sit ståsted – der afgør, om det får RET eller ej. Og det er jo den “filosofi”, som Anders Breivik “rendyrker” ud i det ekstreme.

Modsvaret til rendyrkelsen af det menneskeligt rationelle, som er det vi kan gribe til – for at forebygge fænomener som Anders Breivik i at have grobund. Er det irrationelle.

Drop den næsegruse fascination af det logiske og rationelle…

Hyld de irrationelle momenter ved mennesket – der gør, at det er og forbliver menneskelig…

Hvem frelser hvem – og fra hvad?

Vi lever i en overfladefikseret og bekræftelsessøgende tid. Så der er rig lejlighed til at stifte bekendtskab med frelserfænomenet i mange forskellige varianter.

Jeg havde på et tidspunkt en tandlæge, der kom lidt på afveje. Nu var det en lille harmløs og ligegyldig ting – så den var meget underholdende. Ved et besøg til almindelig tandeftersyn, begyndte hun uopfordret at fortælle mig, at man nu havde mulighed at lave tilbygninger på tænderne, – så jeg kunne få fjernet mellemrummet mellem fortænderne i undermunden. Nu havde jeg aldrig selv efterlyst det som noget problem. Så jeg spurgte hende, om grunden til en sådan tand-tilbygning skyldtes noget tandhygiejnisk – eller om det var fordi, hun syntes, det så grimt ud? Hun blev passende flov – og fik travlt med at bedyre, at jeg skam havde nogle meget pæne tænder. Puh ha da da 😉

I andre sammenhænge er det knap så underholdende, men kan udarte sig til noget, der er ret belastende at have med at gøre.

Krav om menneskelige forandringer er ikke en gave – men en regning

Meget frelse tager udgangspunkt i eksistensen af en menneskelig mangel og fejl hos genstanden for frelserforsøget. Hele selvrealiseringsbølgen, der hærger store dele af samfundet, bygger på den grundantagelse, at mennesker er underudviklede udgaver af dem selv.

Selvværdsopbyggende tilbud kan være ret nedbrydende for selvværdet hos mennesker, der ikke er klar over, at de burde have et dårligt selvværd. Det har jeg oplevet nogle eksempler på. Min kroniske sygdom – diabetes 1 – giver ind imellem nogle af de oplevelser. For eksempel i form af opbyggelig opbakning og råd om, at jeg ikke behøver at føle mig som et ringere menneske, fordi jeg har diabetes. Det oplever jeg ikke som særlig opbyggeligt, eftersom jeg aldrig selv ville ha’ fået den tanke, at jeg burde føle mig som et ringere menneske.

Nogen mennesker vil gerne frelse og redde andre mennesker. Men medmindre det er noget, andre efterlyser, og dermed udtrykker et reelt behov for – så er det ikke andre mennesker, man frelser og redder. Men sig selv.

Andre menneskers bevæggrunde, tanker og selvopfattelser – kan man i realiteten ikke vide noget om. Og der ligger en stor portion medmenneskelig ringeagt i at smide sit eget frelserbehov uopfordret i hovedet på andre mennesker.

Måske er andre allerede frelst og reddet – på de punkter man forsøger at frelse og redde dem?

Lykkelig ufrelst uvidenhed

Du kan lære meget om andres meninger om mennesker og livet, ved at blive konfronteret med andres frelserbehov. God anvendelse af filosofien: Fortæl mig, hvem du tror jeg er, så ved jeg, hvor jeg har dig – kan være meget oplysende. Hvad godt – der så er i den oplysning?

Mange lever lykkeligt i uvidenheden om andres fordomme og meninger, og der kan være mere personlig “frelse” i det “ufrelste”…

– if it ain’t broke, fix it.