Forbedret psykiatri?

Mennesker der får psykisk diagnoser er lige så forskellige som andre mennesker, og det er årsagerne der giver anledning til den psykiske ustabilitet også. Når man fremadrettet skal tænke i behandling, må det foregå med udgangspunkt i de individuelle årsager, der giver anledning til ustabiliteten.

Er der tale om traumatiske oplevelser, der ikke blev taklet med konstruktiv opbakning fra omgivelserne? Vold? Mobning? Ulykker? Dødsfald?

Er der tale biologisk over- eller underproduktion af kemiske stoffer, der påvirker psyken?

Er der tale om gener i forbindelse med anden sygdom og eventuelt behandling af anden sygdom? Der er for eksempel mennesker, der har mere eller mindre kroniske smerter. Der er også mennesker, der kan have svært ved at få udredt og diagnosticeret en somatisk sygdom og bliver meget personligt påvirket af det.

Er der tale om medfødte fysisk og / eller kognitive handicaps, der medfører nogle sociale og sproglige barrierer i relation til omgivelserne? Jeg har i en periode arbejdet med voksne udviklingshæmmede på det daværende Sundbyvang. Og for den gruppe mennesker var manglen på et forståeligt sprog i forhold til omgivelserne en af grundene til en ustabil og til tider voldsom adfærd.

Helbredelse og tabuer?
Lige så vel som årsagerne til psykisk sygdom og ustabilitet er meget individuelle, så vil en efterfølgende helbredelse / behandling også være tilsvarende individuel.

Der er mange tabuer omkring psyken og psykisk sygdom. Tabuerne kan i sig selv udgøre en stor barriere for, at mennesker, der på et tidspunkt får en psykisk diagnose, efterfølgende kan få svært ved at komme fri af det igen.

<

p style=”text-align:center;”>

Psykisk sygdom / ustabilitet kan ikke helbredes, hvis det isoleres til at være en problemstilling, der udelukkende er “hægtet” på den enkelte. Det er en problemstilling, der handler om den enkelte i relation til omgivelserne.

Så en af vejene til helbredelse er et individuelt fokus på årsagerne bag den psykiske ustabilitet, og et individuelt tilrettelagt forløb der styrker den enkelte i at takle dette. Eventuelt i form af et miljøskifte hvor de barrierer (sociale fordomme og mobning?), der gav anledning til ustabiliteten, ikke eksisterer?

Handleplansarbejdet?
Jeg har praktisk erfaring med handleplansarbejde som et fagligt redskab til at fastholde et individuelt fokus på planlægningen af aktiviteter og behandlingstilbud indenfor det specialpædagogiske område (Botilbud for voksne udviklingshæmmede (2002 – 2007).

Hvor godt bliver det individuelle fokus håndteret indenfor det psykiatriske felt? Er der fokus på aktiviteter, der styrker de sociale kompetencer i relation til omgivelserne? Er der fokus på aktiviteter, der styrker de erhvervsrettede faglige kompetencer?

Vejen “ud af” en psykiatrisk diagnose består i en kombineret udvikling / styrkelse af de sociale og faglige kompetencer, der spiller konstruktivt og realistisk sammen med omgivelserne.

» Specialpædagogikken i etisk perspektiv

LEAN
De grundlæggende principper i LEAN tankegangen fungerer fint som udgangspunkt for kompetenceudvikling hos de ansatte og udvikling af indholdet i behandlingstilbuddene, så de er mere realistisk rettet mod behovene hos målgruppen.

Men der er altid den risiko, at det individuelle fokus hos den enkelte patient forsvinder, hvis der kommer for stort fokus på den erfaringsdannelse, der er målrettet organisationsudviklingen og kompetenceudvikling hos de ansatte.

Noget af det vigtigste i behandling af psykisk sygdom / ustabilitet er netop at styrke den enkeltes personlige integritet, så patienterne ikke bliver “brugt” som objekter i en erkendelsesmæssig udviklingsproces, der ensidigt styrker kompetenceudviklingen hos de ansatte og aktivitetsindholdet i behandlingstilbuddene. For så bliver patienternes integritet “flosset” og “blokeret” i en “underdrejet rolle” i relation til behandlingssystemet. Og patienterne kommer dermed aldrig “fri af” hverken diagnoserne eller behandlingssystemet.

Læs mere om tankegangen i LEAN: » HER

Flere synsvinkler
» Stress handler ikke om at placere skyld – men om at tage et ansvar (2017)

» UDVIKLINGSOMRÅDE: Fællessprogligt paradigme for psykiatri, specialpædagogik, socialpsykiatri, neuropsykologi, stress og psykisk arbejdsmiljø – og hjernens lagerstyring (2016)

» Forsker advarer: Snart er vil alle patienter (2016)

» Tvivlsom diagnosticering af ADHD (2014)

» Psyken og psykisk sygdom (2012)

» De “gales” samfund? (2012)

De lægefaglige journaler er patienternes tryghed i et kaotisk sundhedsvæsen

De lægefaglige journaler er patienternes eneste tryghed i et kaotisk sundhedsvæsen.

For det er de lægefaglige journaler, der dokumenterer alt det, der er blevet lavet af lægefaglige undersøgelser, behandlinger – og hvad der er blevet ordineret af medicin (både type og dosis).

Det er den ene vinkel på det.

Men de lægefaglige journaler dokumenterer også alt det, der ikke er blevet foretaget af lægefaglige undersøgelser.

Så når man i forlængelse af, at der sker katastrofale fejl i sundhedsvæsnet. Ja – så handler det ikke udelukkende om, hvad der er blevet foretaget af undersøgelser, så man med udgangspunkt i de lægefaglige journaler kan dokumentere, i hvilken udstrækning der blev handlet i god tro, hvis der sker fejl.

Det handler også om hvilke undersøgelser, der ikke blev foretaget. Og som man efterfølgende kan vurdere på, om der var tale om en form for grov uagtsomhed og forsømmelighed, at man ikke lavede de nødvendige undersøgelser?

Og på et tidspunkt bør man også prøve at komme så langt, at det må være patienternes liv og helbred, der vejer tungest. Så alt mudret omkring at ville indrømme fejl for at beskytte sig selv, uden at tænke på konsekvenserne for dem, det går ud over – må komme i anden række. Et er at begå fejl, og påføre menneskers liv nogle ret alvorlige konsekvenser. Men hvis man efterfølgende nægter at tage ansvaret for de fejl, der reelt sker mange af i sundhedsvæsnet, så påfører man jo menneskers liv så mange ekstra katastrofale konsekvenser, at selvom det måske i første omgang lykkedes for mennesker at overleve de fejl, der bliver begået – rent helbredsmæssigt – ja så overlever de ikke de efterfølgende besværligheder med at få fulgt op på fejlene, så det ikke får alvorlige konsekvenser for alt efterfølgende behandling.

Konkrete eksempler:

» Det skal ikke være en kamp at få lægehjælp i Danmark (2009)

» Lægefaglig etik og grænser (2017)

Læger der er til alvorlig fare for patienternes liv og helbred

Det kom til at tage 7 år, at få foretaget en fuldstændig banal overflytning fra det diabetiske behandlingsområde (På daværende tidspunkt specifikt Bispebjerg) til en praktiserende læge. Det første forsøg i 2012, var en regulær katastrofe – og den katastrofe har været ved at koste mig livet og mit som udgangspunkt gode helbred.

Jeg har på nuværende tidspunkt haft det held, at jeg har fået en overflytning til en anden læge, der lykkeligvis har en lægefaglig seriøs tilgang og holdning til mig som patient.

Jeg er ifølge de første helbredstjek hos den nye læge, sluppet fra det her ret katastrofale forløb, uden at have fået helbredsmæssige varige men at det.

Min evne til at regulere min diabetes og passe godt på mig selv, reddede så mit liv og helbred, trods de ret alvorlige og kritiske omstændigheder, det kom til at foregå under.

Men det er da hasard med mit liv og helbred på et plan, der må siges at være uforsvarligt.

Relevant lægefaglig dokumentation
Hvad der lå til grund for, at den læge jeg i 2012 bad om at hjælpe mig med en hurtig overflytning væk fra det diabetiske behandling område (På dette tidspunkt specifikt Bispebjerg hospital), inden de helbredsmæssige alvorlige ting jeg havde været udsat for der, risikerede at koste mig livet, svigtede sit ansvar som læge og ikke tog mig og mit liv alvorligt? Ja – det ved jeg ikke.

For det skyldtes ikke mangel på lægefaglige informationer.

For den pågældende læge fik fuld adgang til min journal på Bispebjerg hospital. Og fik dermed adgang til de lægefaglige informationer, der fremgår af de diabetes vandrejournaler, som jeg selv som patient fik et papirprint af. Jeg har gemt nogle af de sidste vandrejournaler fra perioden på Bispebjerg.

Og de lægefaglige informationer, man kan læse ud af de diabetes vandrejournaler, er blandt andet: At jeg har haft diabetes 1 siden 1989, at jeg har et godt helbred (mine helbredsresultater ved blodprøver ligger alle sammen indenfor det acceptable normalområde). Og det fremgår også at jeg selv regulerer insulinen løbende med udgangspunkt i de blodsukkermålinger, jeg tager.

Så alene de lægefaglige informationer var fuldt ud tilstrækkelig til at lave en hurtig overflytning. Hvis der er tale om en ukompliceret patient med et godt helbred, som mig, så er der ikke behov for flere informationer.

Men trods det, at den pågældende læge fik adgang til de lægefaglige informationer, der var nødvendige for at lave en hurtig overflytning væk fra det diabetiske behandlingsområde (på det tidspunkt specifikt Bispebjerg), inden det kostede mig livet, så svigtede hun sit ansvar som læge, ved ikke at tage mig og mit liv alvorligt og bragte mit liv og helbred i alvorlig fare, da jeg efterfølgende kom til at stå uden læge i 5 år (af gavn), mens jeg krattede rundt for, at få noget opbakning og hjælp til at få et skiftet til en anden læge, der var noget mere lægefaglig seriøs i sin tilgang til mig som patient. En læge, der gad tage mit liv og helbred alvorligt. En læge, der var lægefaglig seriøs i sin tilgang til mig som patient.

» Læs eventuelt mere HER: Helbredshistorik (2017)

Indberetningspligt?
Hvorvidt læger i det danske sundhedsvæsen har indberetningspligt, når de får lægefaglig dokumentation på, at der foregår ting indenfor et behandlingsområde (Diabetes 1 – og her specifikt Bispebjerg og Amager hospitaler)? Ja – det ved jeg så ikke.

Men den læge, som jeg i 2012 bad om at hjælpe mig væk fra det diabetiske behandlingsområde (På dette tidspunkt specifikt Bispebjerg) fik som tidligere nævnt fuld adgang til min journal på Bispebjerg. Og hun fik dermed også adgang til lægefaglig dokumentation på, at de ting der foregik indenfor det diabetiske behandlingsområde (Her specifikt blandt andet Amager og Bispebjerg hospitaler), var så katastrofale, at det risikerede at slå patienterne ihjel.

Jeg havde på dette tidspunkt ingen interesse i at køre noget sag på de ting, jeg havde været udsat for indenfor det diabetiske behandlingsområde. Dels var det meste af det formodentlig forældet set i et sagsperspektiv? Og dels så får man som patient intet ud af at køre sager overfor sundhedsvæsnet. Og hvis man, som jeg, har været i stand til at passe så godt på mig selv og mit helbred, at jeg var sluppet fra de voldsomme oplevelser uden at have fået helbredsmæssige mén af det, så handler det mest om bare at komme fri af det – og videre med livet. Der er andre, der slipper mindre godt fra at blive udsat for det behandlingsmæssige katastrofale sjusk, der er foregået indenfor det diabetiske behandlingsområde. Nogen der er blevet alvorligt invalideret af det. Og så er der jo også nogen, der mister livet.

I hvilken udstrækning læger der får lægefaglig dokumentation på, at der foregår ting indenfor sundhedsvæsnet, der er så katastrofale, at det risikerer at slå patienterne ihjel – har en form for indberetningspligt eller ej? Og dermed prøve at sætte en stopper for det, inden det slår nogen ihjel. Ja – det ved jeg så ikke.

Men den læge som jeg i 2012 bad om en overflytning væk fra det diabetiske behandlingsområde, fik som tidligere nævnt fuld adgang til min journal på Bispebjerg, og dermed også adgang til lægefaglig dokumentation på, at de ting der foregik, var så katastrofale, at det risikerede at lå patienterne ihjel.

Og hvad hun så ville bruge den lægefaglige dokumentation til, måtte jo så være op til hende?

» Læs eventuelt mere HER: Helbredshistorik (2017)

En læge, der taler babysprog og vil i kontakt med min sjæl? (2012)
Min nye læge var ikke en udpræget succes. Hun talte babysprog og ville i kontakt med min sjæl.

Jeg var da stået helt af. Det er noget rigtigt skidt. Jeg er bare så død træt at alle de mærkelige adfærdsforstyrrede mennesker. Hvorfor kan de ikke bare opføre sig “normalt”.

Er verden bare generelt så “tosset”?

Men lægen – ja. Jeg havde i telefonen fortalt, at jeg havde været overbelastet – og skulle væk fra Bispebjerg hospital – for de rodede godt og grundigt rundt med min behandling. Og så måtte jeg jo satse på at hende her den nye tog mig alvorligt – og ikke fulgte op på “aben”.

Det gjorde hun så – fulgte op på aben. Det er næsten ikke til at bære.

Men hun begyndte at fedte rundt i – om jeg var “færdig” med institutionsområdet som arbejdsområde? Jeg hældte den igennem. Jeg fortalte at jeg havde været nødt til at melde mig ud af samfundet og stod uden indkomst – for at blive aflastet fra mere amatørpsykologisk pladder. Så sad hun og hoppede i stolen: Så du er bare sej – du klarer dig selv. Jeg sagde til hende, at det jo altså ikke var for underholdningens skyld.

Ja der var en helt masse andet også. Noget med at diabetes jo også kunne påvirke psyken. Så hun fedtede godt og grundigt rundt i det hele. Begyndte på – at det jo også var positivt, at jeg havde kunnet leve så mange år med diabetes uden senkomplikationer. Jeg var stået helt af. Hvis det var det eneste jeg fik ud af livet – så ville jeg hellere have været død. Hvorfor helvede kan de ikke holde næsen fra mit liv? Jeg skal nok selv bestemme hvad jeg oplever som positivt. De tænker kun på den selv i det lede system. Jeg er ikke andet end deres lille forsøgsdyrsagtige sygdom. Og jeg hader det. Det er en pest, som de har travlt med at invalidere diabetikere.

Dagen efter min første tid – skulle jeg så have taget nogle blodprøver – og møde fastende. Og da jeg mødte op – sad hun der i receptionen – og begyndte at tale babysprog: Nåh din lille stakkel – og du er fastende. Så skulle jeg lige reduceres til idiot. Jeg svarede – at det jo nok ikke var det, der kom til at slå mig ihjel. Tåbelige menneske. Jeg kunne næsten ikke holde det ud. Jeg fik taget mine blodprøver – uden videre besvær og fnidder. Og så var det ellers ud af døren. Men for pokker, hvor det da gjorde ondt. Så jeg måtte erkende, at jeg havde fået en ny besættende læge, der har lidt problemer med normal voksenkontakt.

Jeg var oppe og få svar på mine prøver ugen efter. Det så alt sammen fint ud – bortset fra noget vitaminmangel. D-vitamin. Så jeg skulle spise nogle tabletter af det. Vi aftalte at jeg skulle komme igen en måned senere. Det er efterhånden 2 måneder siden. Jeg har slet ikke kunnet orke, at skulle gennem mere med den mur af et menneske.

Så begyndte hun også på, at D-vitaminmangel også kunne give depressioner. Det er muligt at det kan give lidt ekstra. Men så hun tog mig slet ikke alvorligt.

Grunden til mine depressioner – er at jeg har været udsat for vold, overbelastning og stress i nogle job – og gentagelsesfejl og rod med min behandling på diabetes ambulatoriet! Og jeg har ikke på noget som helst tidspunkt fået nogen som helst form for opbakning, hjælp og aflastning til at takle de problemer. For der har aldrig været nogen, der har taget mig og mit liv alvorligt – undtagen mig selv.

Men så måtte jeg jo skrive noget mere detaljeret om, hvad det er jeg har været udsat for i mit liv – for at få det banket ud i neon.

Men det er ærligt talt deprimerende, at skulle kæmpe så hårdt for at blive taget alvorligt, af dem der påstår, at de skulle være til for mig. De har jo været ved at slå mig ihjel. Og jeg tilgiver aldrig, de mange ødelagte år af mit liv.

Jeg har aldrig mødt nogen, der ville mig det godt…

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med det…

Jeg kan jo ikke tvinge nogen til at ville mig det godt…

Oprindeligt indlæg fra 2012: » En læge, der taler babysprog og vil i kontakt med min sjæl? (2012)

Andre sider
» Helbredshistorik (2017)

» Sundhedsprofiler & Videnskabsetik (2015)

» Sundhedsprofil: Principiel aflivning af mennesker med diabetes 1 (2014)

» På Færøerne ville jeg være en “menneskelig normal diabetiker (2012)

» Sundhedsskadelig forsøgspraksis på diabetesområdet giver fejlbehandling og spiseforstyrrelser (2012)

» Dansk diabetesbehandling er ikke centreret om grundforståelsen for, hvad sygdommen handler om (2011)

» Livet bliver svært, når man skal være enten Gud eller død for at være “normal” (2011)

» Du bliver syg af det sygeliggjorte (2011)

» Flere opgaver og projekter

» Hjemmeside: Livet med diabetes 1

Udviklingsområde på tværs af kulturen: Helbredshistorik

“I et sundhedsvæsen, hvor samarbejdsrelationerne fungerer meget dårligt, kan det være nødvendigt at lave sin egen sammenhængende helbredshistorik, for at fastholde et seriøst fokus på eget liv og helbred i relation til sundhedsvæsnet.

Specielt hvis man har en kronisk sygdom, som der er mange fordomme overfor. Sådan som det for eksempel er tilfældet med diabetes 1.”

Læs mere: » Helbredshistorik

Tværkulturel sammenhængskraft: Sundhedsprofiler, patientsikkerhed og videnskabsetik – i en fragmenteret styringsstruktur for tværfaglig koordinering

 

Hvis fokus i alt for høj udstrækning bliver centret om en eller 2 af livsdimensionerne (mentale / åndelige, sociale eller fysiske / materielle) – og de andre bliver klemte eller glemte, opstår der trivselsproblemer.

Vi ser det i den foranderlige stresskultur, hvor flere og flere i perioder oplever trivselsproblemer, når der ikke er god overensstemmelse mellem det fysiske, sociale og åndelige liv.

Og det er også den problemstilling, vi kan genkende, når mennesker bliver identificeret med deres diagnoser. Det er den ydre verdens metoder (kontrollen over naturen), der går igen i behandlingstankegangen: Tingsliggørelsen på baggrund af en diagnose.

Læs mere: » HELE mennesker har “farver” – og skal “forstås” i 3 dimensioner ((1991) 2011)

“Stadig flere livsområder søges organiseret efter økonomiske kriterier og underlagt bureaukratisk regulering. Men herved anvender man styringsinstrumenter som penge og politisk magt til at løse opgaver, som ikke kan løses krisefrit ved sådanne midler. Både penge og magt er skabt til at løse problemer i den materielle reproduktion, men bliver i stigende grad også anvendt til at påvirke den symbolske reproduktion, hvilket de ikke er velegnede til. Konsekvensen bliver, at samfundsmedlemmerne føler sig tingslig- og fremmedgjorte.”

Læs mere: » Habermas: Kolonialisering af livsverden (1991)

Menneskesyn og behandlingsformer (2014)
“Sygdomsopfattelsen dikterer, hvilke behandlingsmuligheder der er til rådighed, og hvordan behandlingsmulighederne bliver brugt. Over tid kan der opstå en vanebetinget kategorisering af sygdomme, hvor sygdomme bliver identificeret med bestemte behandlingsformer og statistiske helbredsrater. Så bliver behandlingsformerne det centrale, og erstatter det biologiske fokus på, hvad sygdommene handler om. Det biologiske fokus er centralt til vurderingen af den individuelle behandling.”

Konkrete eksempler:

» Sundhedsprofil: Principiel aflivning af mennesker med diabetes 1 (2014)

» Sundhedsprofil: God regulering af diabetes 2 uden vægttab (2014)

» Sundhedsprofil: Forhøjet stofskifte er ikke kronisk (2014)

Sundhedsprofiler og videnskabsetik (2015)
“Den måde man regulerer og styrer den faglige seriøsitet i behandlingstilbuddene på det praktiske og konkrete plan, sker blandt andet gennem videnskabsetiske retningslinier.”

“Det videnskabelige kan godt være lidt af en kompleks verden – hvor både de eksakte videnskaber (de naturvidenskabelige), de erfaringsbaserede videnskaber (pseudovidenskaberne: Pædagogik, psykologi, sociologi, samfundsfag mm) – og den pseudovidenskabelige håndtering / anvendelse af både de eksakte og de erfaringsbaserede videnskaber.”

Læs mere: Sundhedsprofiler & Videnskabsetik (2015)

Sundhedsplatformen (2017)
“»De mange skabeloner gør behandlingen meget dyrere og tungere, fordi man slavisk udfører en masse indgreb uden at forholde sig til, om det giver mening for patienten,« siger han.

Af samme grund har han heller ikke meget tilovers for de drop down-menuer med standardiserede vendinger, som SP tilbyder lægen at bruge i sin journal, selvom de sjældent passer 100 pct. på den enkelte patients tilstand.

»Når patienten kommer tilbage om fire år, vll ingen kunne danne sig et helhedsbillede af, hvordan patienten har det,« siger Ulf Helgstrand.

SP har i hans øjne betydet, at journalerne nu er fyldt med staccato-forkortelser, som gør journalerne til sort snak for læger fra andre specialer. Spørgsmålet er, om lægerne på f.eks. en reumatologisk afdeling ved, at CFA er karkirurgens forkortelse for en pulsåre.

»Notaterne vil aldrig mere rumme de nuancer, der skal til, for at kunne vurdere, hvor syg patienten er. Individualismen forsvinder, og detaljerne bliver totalt væk, for jeg har ikke tid til at formulere det. Det er ikke, fordi jeg synes, journalerne skal være lange bibler, men det relevante skal være der,« siger han.”

Læs mere: Garvet karkirurg siger op på grund af sundhedsplatformen

Patientsikkerhed, samtykke og sundhedsdatabaser
“Bevægelsen væk fra patientsamtykket startede med en faglig intention om systematisk at indsamle behandlingsresultater for få farlige velafgrænsede sygdomme, i håbet om at det kunne pege på den bedst mulige behandling for kommende patienter. Cancerregistret blev skabt, og derved startede den særlige danske registertradition. Når mennesker fejler meget alvorlige og helt velafgrænsede sygdomme, vil behandlingsanbefalinger ofte være klare, og man har for disse en teoretisk idé om, at der findes en standard for bedste behandling. Med begrundelse i at det er til patientens bedste, indførte man en undtagelsesregel, der pålagde alle læger at indberette alle cancerdiagnoser og behandlinger uden samtykke fra patienten.

Problemet med standardopskrifter på behandling er, at de ofte kun fungere i en ideel verden, hvor alle andre faktorer holdes ude. Patienternes sygdomme skal være meget velafgrænsede, og personlige præferencer og hensyn til andre sygdomme skal udelukkes. En så firkantet problemforståelse af sygdomsbehandling kan selvfølgelig ikke passe på alle. Der vil altid være individuelle prioriteringer, faglige såvel som personlige, som vil spille ind. Og de læger, der i sin tid tog initiativ til at danne Cancerregistret, vidste derfor godt, at registret ikke kunne bruges til kontrol af den enkelte behandling. Det var derfor slet ikke formålet med Cancerregistret.

I 2000 fik det administrative system imidlertid øjnene op for muligheden for at anvende registre til at kontrollere, styre og regulere adfærd i sundhedsvæsenet. Idéen var at konstruere en new public management-model for faglige beslutninger og herefter løbende føre kontrol med, at systemet fungerer ensartet, optimalt og rationelt. I daglig tale kaldes det for kvalitetsstyring. I løbet af få år oprettede Det Nationale Indikatorprojekt en lang række nye kvalitetsdatabaser, hvortil læger pålagdes at indberette patienternes oplysninger.”

“De lægefaglige beslutninger er lagt i hænderne på standarder. Ved at opbygge behandlingsstandarder på baggrund af klinikske vejledninger, bygget på videnskabelig evidens om de enkelte sygdomme, har man skabt et akademisk optimalt mål for alle. Systemets mål er ensartethed. Variation og afvigelse anses for dårlig kvalitet. Problemet er, at sygdomsspecifikke “one size fits all”-modeller sjældent fungerer på mennesker i den virkelige verden. Behandlingsopskriften stiller spørgsmål ved, hvorfor du skiller dig ud, og tager ikke højde for, at forklaringen, der ligger bag, kan være ganske velovervejet.

Med begrundelse i kvalitetsforbedringer er det lykkedes både at sætte fagligheden ud af spil og at indkræve afrapportering af så store mængder data, at patientens ret til samtykke tilsidesættes på stort set alle områder. Det mest overraskende er dog, at det er sket uden at vise, at det skaber bedre resultater for patienterne. Den AlmenMedicinske Database (DAMD) kunne for nogle år siden sammenligne resultater for diabetespatienter, hvis læger enten benyttede sig af indrapportering eller ikke gjorde. Man fandt ingen forskel på behandlingsresultaterne for de to grupper. De behandlingsforbedringer, man ser hos diabetespatienter, kan altså ikke tilskrives overvågning og kontrol, men snarere ny medicin og viden.”

“Patientsamtykke og faglighed er to sider af samme sag. Administrativ kontrol er og bliver det største problem i sundhedsvæsenet i dag. Det stjæler tiden, vulgariserer professionalismen i de sundhedsfaglige beslutninger, og det ødelægger fortroligheden. Der er behov for, at selvbestemmelse og faglighed gives tilbage til patienter og læger. En revitalisering af samtykket ville kunne gøre en stor forskel.”

Læs mere: » Patienters retssikkerhed tilsidesættes (2017)

“Der skal helt særlige grunde til at ignorere hensynet til folks privatliv. Og her risikerer vi faktisk, at folk vælger ikke at fortælle alle detaljer til deres praktiserende læger, fordi de er bekymrede for, hvem der læser med. Og dermed ender det sekundære formål – forskning – med at stå i vejen for det primære formål, som er selve behandlingen.”

“Det er en udbredt misforståelse, at vi bruger sundhedsdata til at udvikle ny medicin. Det er korrekt, at vi kan bruge data til at udforske sammenhænge, men de kraftige sammenhænge er allerede fundet. Nu leder vi i stedet efter svagere mønstre såsom sjældne bivirkninger ved ny medicin.”

“Men kan du garantere, at en sådan opblødning af registerkravene ikke på sigt vil skade dansk sundhedsforskning?

“Nej, det kan jeg ikke garantere. Men de store gennembrud i den medicinske forskning er ikke kommet fra epidemiologerne. Registerforskningen kan bruges til at kigge på sammenhænge. Altså at folk, som ryger, har en bestemt type diagnoser. Men det er kun korrelationer og ikke kausaliteter, og derfor ser jeg ikke den store grund til at være bekymret.””

Læs mere: » Patientformand: Databeskyttelse vigtigere end forskning (2016)

Livshistorik, integritet og trivsel (2017)
“Der er kun en vej – hvis man bliver flosset i nogle reduktionistiske selvrealiseringskoncepter – og det er at genetablere livshistorikken – og hukommelsen for den viden man har (specielt den del, der handler om overblik – det er den, der beskytter de mentale grænser – og evnen til at filtrere indtryk fra omgivelserne) – og holde fast i det ståsted – for at undgå en form for permanent skade.

“”Skader i den frontale del af hjernen ændrer vores moralske natur, vores sociale væremåde. Familierne til de hjerneskadede siger det også: at den skadede ikke længere er den samme person, som han eller hun var før skaden. Hvis du nogensinde har set en frontal hjerneskade, der fuldstændig har ændret dét, som vi mente var den persons moralske, menneskelige natur, så er det meget svært at tro på, at der kan være nogen som helst forlængelse af jeget eller selvet uden for hjernen. Vi er vores hjerner,” siger Henry Marsh med eftertryk.”

Læs mere: » Livshistorik, integritet og trivsel (2017)

Adfærdspsykologiske forsøg og eksperimenter skaber trivselsproblemer (2016)
“Adfærdspsykologisk forsøg og eksperimenter i ledighedssystemet skaber helbreds- og trivselsproblemer.”

Læs mere: » Adfærdspsykologiske forsøg og eksperimenter skaber trivselsproblemer (2016)

UDVIKLINGSOMRÅDE: Fællessprogligt paradigme for psykiatri, specialpædagogik, socialpsykiatri, neuropsykologi, stress og psykisk arbejdsmiljø – og hjernens udvikling og lagerstyring (2016)
“Når man taler om tværfaglig koordinering, så forgår det ofte på en rationel og strukturel måde i for af ansvars- og opgavefordeling. Men det er ikke den form for koordinering, der er behov for indenfor det brede felt for psykisk overbelastning og ustabilitet. Det, der er behov for, er en grundfaglig koordinering, så at man indenfor for alle områder forholder sig til problemstillingerne ud fra det samme grundlæggende faglige paradigme.

Forståelsen for hjernens udvikling og lagerstyring er den eneste af disse faglige områder, der tilhører det naturvidenskabelige område, og dermed også er i stand til at have status af at være kontekstfri i sin tilgang og forståelse af udviklingen af og beskyttelse af den individuelle integritet og personlighed. De øvrige faglige områder, tilhører de pseudovidenskabelige områder, og er dermed kultur og kontekst bestemte, og kan ikke danne grundlag for en generel faglig koordinering uden at blive “varmluftige”.

Så den grundforståelse, der bør ligge til grund for koordineringen på tværs af de forskellige områder, er forståelsen for, at hjernen er en muskel, der udvikles og påvirkes i sammenspillet med stimuli fra omgivelserne. Men også en muskel der rummer essensen af vores livserfaring, som vi kan trække på, når vi skal vurdere de ting, der foregår omkring os – og derudfra reagere konstruktivt – til beskyttelse af vores egen stabilitet og integritet. Og i tilfælde af psykisk overbelastning og ustabilitet, bør man så vidt muligt undgå at begynde at symptombehandle, sådan som det ret tit og ofte sker. Men i stedet forholde sig til, hvad der i hvert enkelt tilfælde skal til, for at stabilisere overbelastningen / ustabiliteten.”

Læs mere: » UDVIKLINGSOMRÅDE: Fællessprogligt paradigme for psykiatri, specialpædagogik, socialpsykiatri, neuropsykologi, stress og psykisk arbejdsmiljø – og hjernens udvikling og lagerstyring (2016)

Wellness-syndromet

Ny bog om sundhedsfanatisme

Interessant artikel om bogen hos Kommunikationsforum, der kommer rundt mange relevante problemstillinger vedrørende overdreven sundhedsdyrkelse, som jeg fint kan tilslutte mig.

Fra artiklen hos Kommunikationsforum:

…””Det overdrevne fokus på diæter og madlavning vidner om, at det at spise har fået en helt ny mening. Spisebordet er ikke længere det alter, der danner rammen om det at dele et godt måltid og en hyggelig samtale. I stedet er det blevet en slags apotekerdisk, hvor vi hele tiden holder øje med vores fedt og kalorieindtag, da det at spise er blevet reduceret til en slags medicinindtag,” siger Spicer og forklarer, at alle de nydelser, vi engang formålsløst kastede os ud i, i dag er uhyre målrettede og har et eneste mål: Nemlig at øge vores sundhed. Vin og fedt er helt o.k., hvis det passer ind i sundhedsskemaet. Og i en tid, hvor vi har mistet troen på politikere og præster, har vi i stedet vendt vores opmærksomhed mod diætister og kendte chefkokke, som er blevet dem, der skal give os svarene på livets store spørgsmål.”…

…”Lev livet i stedet for at måle det
Han anbefaler, at folk konkret holder op med at måle og overvåge deres liv gennem alt lige fra selftrackere, løbeprogrammer, diæter og søvntestere og i stedet kort og godt begynder at leve det.

“Det er enormt vigtigt, at folk indser, at ofte så er den bedste måde at opnå sådan noget som sundhed og lykke på faktisk at forfølge det indirekte. Når du går en tur, så fokusér på gåturen og den glæde, du får ved at tale med den person, du følges med, fremfor hvor sund du bliver, og hvor mange kalorier du forbrænder. Det samme gælder for lykke. Hvis vi konstant spørger os selv, om vi er lykkelige nok, og om vi trives, er der stor sandsynlighed for, at det vil få præcis den modsatte effekt,” slutter han.”…

Læs mere » Wellness-syndromet, Kommunikationsforum

Læs også » Selvets disciplinering – en ny pagt i arbejdslivet, af Kirsten Marie Bovbjerg

Se mere om den organisatoriske vinkel i min studieopgave: Foucault: Disciplinering – En moderne magtteknologi

Se andre synsvinkler på sundhed og menneskesyn på min blog: » SUNDHEDSPROFILER (1989 – 201*) – om sundhedssyn, menneskesyn og behandlingsmuligheder

Integritet?

Integritet handler om at være: SIG SELV – “BEKENDT” 🙂

» Kaospilotens ABC

» Krykker i KAOS, Stabilitet & Forankring

Medmenneskelig etik?

Medmenneskelig etik?

Medmenneskelig etik er ikke en regelret og rationel størrelse.

Det er den empatiske evne til at vurdere andres forudsætninger og “ståsteder”.

» Relationskunst på “formel”

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

» Har Krølle udsigt til at få arbejde?

» Den livslange undskyldning

» God sagsbehandling handler ikke om regelret retfærdighed!

» Specialpædagogikken i etisk perspektiv

Psykopat?

De samme karaktertræk gør sig gældende uanset hvilken type relation, der er tale om: Chef, kollega, “venner”, sagsbehandler, ?

Så listen kan fint bruges som “tjekliste” til vurdering af “skæve” relationer i bred forstand 🙂

» 6 tegn på, at din kæreste er psykopat (Dagens.dk)

Digital netværkskommunikation – muligheder og begrænsninger?

Den første gang, jeg selv prøvede at arbejde med digital koordinering over nettet, var i forbindelse med kurset i projektledelse på DTU: » Projektledelse og forandringsprocesser.

Jeg syntes selvfølgelig, at det var vildt interessant, og var også en af (de få) meget aktive, når det gjaldt den fælles feedback og opfølgning.

På nogen punkter var det også en lidt underlig oplevelse. En oplevelse i hvordan åbenhed på sin vis kan virke “grænseoverskridende”. Der var en generel mangel på feedback hos holddeltagerne. Det fik navnet “den gabende tavshed”. Men som en af de åben og aktive opstod der en underlig form for “vi kender dig”, når jeg den ene gang om ugen var til foredrag. Og netop den lidt besynderlig kontrast mellem åbenhed på det fælles netværk – med mennesker, som man ikke kender på det personlige plan, kunne godt give anledning til nogle besynderlige tolkninger og opfattelser.

Så det kræver en høj grad af etik og erfaring, at være i stand til at vurdere og afveje verbal åbenhed mellem mennesker, der ikke kender hinanden på det fysisk konkrete og personlige plan.

» Åbenhed og forråelse?