Personlig åbenhed – er en læreproces…

Der er altid meget nyt at lære – i en foranderlig verden…

Og i det mere og mere digitaliserede kommunikationssamfund – er en af udfordringerne: Hvordan forholder vi os til personlig åbenhed i det digitale “rum”?

Der dukker med jævne mellemrum sager op fra Face-book – hvor åbenheden er gået for vidt. Jeg husker en sag fra en kommune (Jeg kan desværre ikke længere huske hvilken), hvor en gruppe borgere havde oprettet en hadegruppe mod en kommunalpolitiker, som de havde set sig vrede på. Det var til sidst gået helt over gevind, så det var kammet over i personlige trusler mod politikeren. Sagen blev politianmeldt – og borgerne fik en sag på halsen. Bagefter hed det sig, at det var svært at styre åbenheden i disse digitale netværker. Mennesker glemte ligesom sig selv – og blev revet med af stemningen.

Det havde jeg lidt svært ved helt at forstå. Der er vel grænser for, hvor meget man kan lade sig rive med af?

Men der er nok noget om det.

Det at kommunikere på det digitale netværk er stadig forholdsvist nyt. Udviklingen er gået utrolig hurtigt på dette felt. Og det “rum” skal nok have sin “prøvetid” ligesom så meget andet.

Mennesker skal have tid til at vænne sig til det – og prøve grænserne af i det. Lære at forholde sig til den åbne – personlige åbenhed – både sin egen og andres.

Vender vi blikket mod den politiske verden – der som ofte altid er meget lærerig at studere, når det gælder medier og åbenhed – så kan vi se mange eksempler på, hvordan hver sætning, formulering, ansigtsudtryk og stump tøj i beklædningen bliver dybdeanalyseret, vendt og drejet på alle leder og kanter. Vi kan også se hvor hæmmende, det nogen gange kan være for nogle mere seriøse og dybdegående debatter (» Når ekkoet bliver højere end lyden…).

Men det er efterhånden også noget, flere og flere kører træt af og begynder at vende sig imod.

Grundlæggende er personlig åbenhed noget positivt. Både demokratisk – men også menneskeligt, når det gælder de mere personlige emner.

Åbenheden kan give meget godt – men det er en læreproces – ligesom så meget andet…

En læreproces, der er svær at komme udenom…

For sådan er den tid – og den verden – vi lever i…

Reklamer

Hvor meget skal vi blande os i andre landes indenrigspolitik?

Som Mogens S. Mogensen påpeger i indlægget: » USA i dårlig selskab – så har vi en form for forpligtigelse til at forholde os kritisk til de humanitære forhold i andre lande – ikke mindst når det gælder vores allierede.

Vi lever i en globaliseret verden, og vi kan ikke bare vende det blinde øje og døve øre til alt, der foregår – for det vedkommer os – eller vil komme til at vedkomme os på et tidspunkt.

Men hvor meget der vedkommer os, kan der – og er der – delte opfattelser af.

Jeg er af den holdning, at alt der på det overordnede plan har direkte indflydelse på de grundlæggende eksistensvilkår på det globale plan – det vedkommer os. Det gælder blandt andet: Humanitære forhold som dødsstraf og fattigdom; økologi og forurening; og international kriminalitet. På de punkter – er vi nødt til at blande os – for de vilkår kan ikke afgrænses til et internt nationalt anliggende.

Og så kan jeg ikke lade være med at drage en sammenlignende parallel til et andet eksempel. Fra 1. januar trådte en ny EU-lov i kraft. Fiskehandlerne i EU skal nu oplyse fiskenes navne på latin: » Latinske fisk på plakaten – for at forebygge forbrugervildledning. Er det her virkelig så livsvigtigt, at det er noget, der påkræver en indenrigspolitisk indblanding fra EU’s side? Jeg tager mig til hovedet, og undrer mig over, at vores EU-parlamentarikere ikke har noget mere vigtigt at gå op i, og bruge tiden på – i en økonomisk kriseperiode, hvor der da er vigtige problemstillinger nok, at tage fat i?

Når det kommer til indblanding i andre landes indenrigspolitik, så bør det centres og afgrænses til forhold – der har betydning for de grundlæggende eksistensvilkår, i et perspektiv der er større end det nationale.

Hvorvidt fiskehandlernes oplysning om fiskenes navne på latin, har en betydning, der er så stor, at det kan gribe vitalt ind i andre landes grundlæggende eksistensvilkår?

Ja, jeg synes, det virker som en proportionsforvrænget problemopfattelse, set i lyset af, at vi lever i et verdenssamfund, der har andre, og langt større problemer at kæmpe med: Den globale økologi, international kriminalitet – og humanitære problemer som dødsstraf og fattigdom.

Når ekkoet bliver højere end lyden…

Spindoktorer har fyldt meget som kommentatorer i de digitale mediers dækning af den nu overståede valgkamp.

Politikerne kæmper en hård kamp for at brænde igennem i medierne. Og nogen af dem de er oppe imod, er gamle og nuværende spindoktorer, der er meget eftertragtede som politiske kommentatorer.

Jo mere spindoktorer vinder indpas som politiske kommentarer, jo mere bliver de politiske debatter fokuseret på det politiske spil og strategier – og kan gøre det svært for politikerne at komme igennem med deres politiske holdninger og budskaber. Så kan der opstå det fænomen, at ekkoet bliver højere end lyden, som Bent Falbert udtrykte det i en debatudsendelse på DR2 under valgkampen.

Analyserne af, hvad politikerne nok mener, har af skjulte hensigter og strategier, med det de siger – kan komme til at tage ordet ud af munden på politikerne. Som en af de mange valgkommentatorer og debattører udtrykte det, så kan det jo godt være, at politikerne mener det, de siger – men det kommer bare til at stå i skyggen af spinkommentatorernes analyser.

Spinkommentatorer udkonkurrerer den pågående journalistik…

Der er stor forskel på dybdeborende og pågående journalistik – og brugen af spindoktorer som politiske kommentatorer.

Den gode dybdeborende og pågående journalistik er rettet mod at få nogle svar og argumenter ud af politikerne. Så her er det politikerne, deres holdninger og ståsteder, der er i centrum. Spinkommentatorerne på sidelinien retter derimod fokus mod dem selv – og deres eget kendskab og interesse for politisk spil og strategi. Så bliver politikerne statister i de politiske debatter.

Tendensen med en større og større brug af politiske spinkommentatorer, er til dels sket på bekostning af den pågående journalistik.

Set ud fra en demokratisk synsvinkel, så er den tendens uheldig. Den pågående journalistik er langt mere politisk relevant og interessant. Det er trods alt politikerne, der skal stemmes om til et valg – og dem der efterfølgende skal tage de politiske beslutninger?

Kan menneskerettigheder og demokrati repræsentere en tværkulturel sammenhængskraft?

Hvis menneskerettigheder og demokrati skal kunne skabe tværkulturel sammenhængskraft, skal de i princippet være i stand til at repræsentere et alment / universelt menneskesyn, der går på tværs af kulturer, så det er noget, alle uanset identitet og centrale livsværdier er i stand til at “spejle” sig i – uden at det kommer til at fremstå som en modsætning til de universelle “sandheder”, der ellers knytter sig til de forskellige identiteter og centrale livsværdier: Sociale, religiøse, etniske, kønslige mm

Grundbetingelserne for det der kan skabe sammenhængskraft – må være en eller anden form for universel / almenmenneskelig værdi.

Det er det universelle element, der skaber sammenhængskraften.

Inspirationskilde: Karen M. Larsens indlæg: Hijra – en kompleks identitet og rolle

Dårlig presseetik skader demokratiet

Hvad skal vi med personlige udleveringer af vores politikere? DR’s video med en stresset Bertel Haarder der mister tålmodigheden, kunne vi godt undvære.

Den politiske scene er i forvejen præget af en grumset midtersøgende masse – uden tydelige ideologiske markeringer og ”hovsa”-agtige mærkesagsmarkeringer. Når det bliver ”peppet” op med en journalistisk fascination af personsager og personlige udleveringer af vores politikere – bliver det svært for os samfundsborgere, at finde den saglige substans i de politiske debatter.

Sommerens Helle og Lene sager – var da hændervridende ligegyldige for de samfundsopgaver, der er relevante for os som samfundsborger: Krisetid, et ustabilt arbejdsmarked, en ”udsultet” folkeskole, og svære kår for samfundets mest udsatte grupper.

Og nu en video med Bertel Haarder – der mest af alt er dårlig presseetik.

Vi kan dårligt undvære god dybdegravende journalistik, der kan skabe opmærksomhed omkring oversete og forsømte forhold i vores samfund. Det har mange gange rusket godt op i mange relevante sager og problemstillinger.

Men spar os dog for at spilde tid og ressourcer på at forplumre de politiske debatter med tåbelige personsager og personlige udleveringer.