Hvis fokus i alt for høj udstrækning bliver centret om en eller 2 af livsdimensionerne (mentale / åndelige, sociale eller fysiske / materielle) – og de andre bliver klemte eller glemte, opstår der trivselsproblemer.
Vi ser det i den foranderlige stresskultur, hvor flere og flere i perioder oplever trivselsproblemer, når der ikke er god overensstemmelse mellem det fysiske, sociale og åndelige liv.
Og det er også den problemstilling, vi kan genkende, når mennesker bliver identificeret med deres diagnoser. Det er den ydre verdens metoder (kontrollen over naturen), der går igen i behandlingstankegangen: Tingsliggørelsen på baggrund af en diagnose.
Læs mere: » HELE mennesker har “farver” – og skal “forstås” i 3 dimensioner ((1991) 2011)
“Stadig flere livsområder søges organiseret efter økonomiske kriterier og underlagt bureaukratisk regulering. Men herved anvender man styringsinstrumenter som penge og politisk magt til at løse opgaver, som ikke kan løses krisefrit ved sådanne midler. Både penge og magt er skabt til at løse problemer i den materielle reproduktion, men bliver i stigende grad også anvendt til at påvirke den symbolske reproduktion, hvilket de ikke er velegnede til. Konsekvensen bliver, at samfundsmedlemmerne føler sig tingslig- og fremmedgjorte.”
Læs mere: » Habermas: Kolonialisering af livsverden (1991)
Menneskesyn og behandlingsformer (2014)
“Sygdomsopfattelsen dikterer, hvilke behandlingsmuligheder der er til rådighed, og hvordan behandlingsmulighederne bliver brugt. Over tid kan der opstå en vanebetinget kategorisering af sygdomme, hvor sygdomme bliver identificeret med bestemte behandlingsformer og statistiske helbredsrater. Så bliver behandlingsformerne det centrale, og erstatter det biologiske fokus på, hvad sygdommene handler om. Det biologiske fokus er centralt til vurderingen af den individuelle behandling.”
Konkrete eksempler:
» Sundhedsprofil: Principiel aflivning af mennesker med diabetes 1 (2014)
» Sundhedsprofil: God regulering af diabetes 2 uden vægttab (2014)
» Sundhedsprofil: Forhøjet stofskifte er ikke kronisk (2014)
Sundhedsprofiler og videnskabsetik (2015)
“Den måde man regulerer og styrer den faglige seriøsitet i behandlingstilbuddene på det praktiske og konkrete plan, sker blandt andet gennem videnskabsetiske retningslinier.”
“Det videnskabelige kan godt være lidt af en kompleks verden – hvor både de eksakte videnskaber (de naturvidenskabelige), de erfaringsbaserede videnskaber (pseudovidenskaberne: Pædagogik, psykologi, sociologi, samfundsfag mm) – og den pseudovidenskabelige håndtering / anvendelse af både de eksakte og de erfaringsbaserede videnskaber.”
Læs mere: Sundhedsprofiler & Videnskabsetik (2015)
Sundhedsplatformen (2017)
“»De mange skabeloner gør behandlingen meget dyrere og tungere, fordi man slavisk udfører en masse indgreb uden at forholde sig til, om det giver mening for patienten,« siger han.
Af samme grund har han heller ikke meget tilovers for de drop down-menuer med standardiserede vendinger, som SP tilbyder lægen at bruge i sin journal, selvom de sjældent passer 100 pct. på den enkelte patients tilstand.
»Når patienten kommer tilbage om fire år, vll ingen kunne danne sig et helhedsbillede af, hvordan patienten har det,« siger Ulf Helgstrand.
SP har i hans øjne betydet, at journalerne nu er fyldt med staccato-forkortelser, som gør journalerne til sort snak for læger fra andre specialer. Spørgsmålet er, om lægerne på f.eks. en reumatologisk afdeling ved, at CFA er karkirurgens forkortelse for en pulsåre.
»Notaterne vil aldrig mere rumme de nuancer, der skal til, for at kunne vurdere, hvor syg patienten er. Individualismen forsvinder, og detaljerne bliver totalt væk, for jeg har ikke tid til at formulere det. Det er ikke, fordi jeg synes, journalerne skal være lange bibler, men det relevante skal være der,« siger han.”
Læs mere: Garvet karkirurg siger op på grund af sundhedsplatformen
Patientsikkerhed, samtykke og sundhedsdatabaser
“Bevægelsen væk fra patientsamtykket startede med en faglig intention om systematisk at indsamle behandlingsresultater for få farlige velafgrænsede sygdomme, i håbet om at det kunne pege på den bedst mulige behandling for kommende patienter. Cancerregistret blev skabt, og derved startede den særlige danske registertradition. Når mennesker fejler meget alvorlige og helt velafgrænsede sygdomme, vil behandlingsanbefalinger ofte være klare, og man har for disse en teoretisk idé om, at der findes en standard for bedste behandling. Med begrundelse i at det er til patientens bedste, indførte man en undtagelsesregel, der pålagde alle læger at indberette alle cancerdiagnoser og behandlinger uden samtykke fra patienten.
Problemet med standardopskrifter på behandling er, at de ofte kun fungere i en ideel verden, hvor alle andre faktorer holdes ude. Patienternes sygdomme skal være meget velafgrænsede, og personlige præferencer og hensyn til andre sygdomme skal udelukkes. En så firkantet problemforståelse af sygdomsbehandling kan selvfølgelig ikke passe på alle. Der vil altid være individuelle prioriteringer, faglige såvel som personlige, som vil spille ind. Og de læger, der i sin tid tog initiativ til at danne Cancerregistret, vidste derfor godt, at registret ikke kunne bruges til kontrol af den enkelte behandling. Det var derfor slet ikke formålet med Cancerregistret.
I 2000 fik det administrative system imidlertid øjnene op for muligheden for at anvende registre til at kontrollere, styre og regulere adfærd i sundhedsvæsenet. Idéen var at konstruere en new public management-model for faglige beslutninger og herefter løbende føre kontrol med, at systemet fungerer ensartet, optimalt og rationelt. I daglig tale kaldes det for kvalitetsstyring. I løbet af få år oprettede Det Nationale Indikatorprojekt en lang række nye kvalitetsdatabaser, hvortil læger pålagdes at indberette patienternes oplysninger.”
“De lægefaglige beslutninger er lagt i hænderne på standarder. Ved at opbygge behandlingsstandarder på baggrund af klinikske vejledninger, bygget på videnskabelig evidens om de enkelte sygdomme, har man skabt et akademisk optimalt mål for alle. Systemets mål er ensartethed. Variation og afvigelse anses for dårlig kvalitet. Problemet er, at sygdomsspecifikke “one size fits all”-modeller sjældent fungerer på mennesker i den virkelige verden. Behandlingsopskriften stiller spørgsmål ved, hvorfor du skiller dig ud, og tager ikke højde for, at forklaringen, der ligger bag, kan være ganske velovervejet.
Med begrundelse i kvalitetsforbedringer er det lykkedes både at sætte fagligheden ud af spil og at indkræve afrapportering af så store mængder data, at patientens ret til samtykke tilsidesættes på stort set alle områder. Det mest overraskende er dog, at det er sket uden at vise, at det skaber bedre resultater for patienterne. Den AlmenMedicinske Database (DAMD) kunne for nogle år siden sammenligne resultater for diabetespatienter, hvis læger enten benyttede sig af indrapportering eller ikke gjorde. Man fandt ingen forskel på behandlingsresultaterne for de to grupper. De behandlingsforbedringer, man ser hos diabetespatienter, kan altså ikke tilskrives overvågning og kontrol, men snarere ny medicin og viden.”
“Patientsamtykke og faglighed er to sider af samme sag. Administrativ kontrol er og bliver det største problem i sundhedsvæsenet i dag. Det stjæler tiden, vulgariserer professionalismen i de sundhedsfaglige beslutninger, og det ødelægger fortroligheden. Der er behov for, at selvbestemmelse og faglighed gives tilbage til patienter og læger. En revitalisering af samtykket ville kunne gøre en stor forskel.”
Læs mere: » Patienters retssikkerhed tilsidesættes (2017)
“Der skal helt særlige grunde til at ignorere hensynet til folks privatliv. Og her risikerer vi faktisk, at folk vælger ikke at fortælle alle detaljer til deres praktiserende læger, fordi de er bekymrede for, hvem der læser med. Og dermed ender det sekundære formål – forskning – med at stå i vejen for det primære formål, som er selve behandlingen.”
“Det er en udbredt misforståelse, at vi bruger sundhedsdata til at udvikle ny medicin. Det er korrekt, at vi kan bruge data til at udforske sammenhænge, men de kraftige sammenhænge er allerede fundet. Nu leder vi i stedet efter svagere mønstre såsom sjældne bivirkninger ved ny medicin.”
“Men kan du garantere, at en sådan opblødning af registerkravene ikke på sigt vil skade dansk sundhedsforskning?
“Nej, det kan jeg ikke garantere. Men de store gennembrud i den medicinske forskning er ikke kommet fra epidemiologerne. Registerforskningen kan bruges til at kigge på sammenhænge. Altså at folk, som ryger, har en bestemt type diagnoser. Men det er kun korrelationer og ikke kausaliteter, og derfor ser jeg ikke den store grund til at være bekymret.””
Læs mere: » Patientformand: Databeskyttelse vigtigere end forskning (2016)
Livshistorik, integritet og trivsel (2017)
“Der er kun en vej – hvis man bliver flosset i nogle reduktionistiske selvrealiseringskoncepter – og det er at genetablere livshistorikken – og hukommelsen for den viden man har (specielt den del, der handler om overblik – det er den, der beskytter de mentale grænser – og evnen til at filtrere indtryk fra omgivelserne) – og holde fast i det ståsted – for at undgå en form for permanent skade.
“”Skader i den frontale del af hjernen ændrer vores moralske natur, vores sociale væremåde. Familierne til de hjerneskadede siger det også: at den skadede ikke længere er den samme person, som han eller hun var før skaden. Hvis du nogensinde har set en frontal hjerneskade, der fuldstændig har ændret dét, som vi mente var den persons moralske, menneskelige natur, så er det meget svært at tro på, at der kan være nogen som helst forlængelse af jeget eller selvet uden for hjernen. Vi er vores hjerner,” siger Henry Marsh med eftertryk.”
Læs mere: » Livshistorik, integritet og trivsel (2017)
Adfærdspsykologiske forsøg og eksperimenter skaber trivselsproblemer (2016)
“Adfærdspsykologisk forsøg og eksperimenter i ledighedssystemet skaber helbreds- og trivselsproblemer.”
Læs mere: » Adfærdspsykologiske forsøg og eksperimenter skaber trivselsproblemer (2016)
UDVIKLINGSOMRÅDE: Fællessprogligt paradigme for psykiatri, specialpædagogik, socialpsykiatri, neuropsykologi, stress og psykisk arbejdsmiljø – og hjernens udvikling og lagerstyring (2016)
“Når man taler om tværfaglig koordinering, så forgår det ofte på en rationel og strukturel måde i for af ansvars- og opgavefordeling. Men det er ikke den form for koordinering, der er behov for indenfor det brede felt for psykisk overbelastning og ustabilitet. Det, der er behov for, er en grundfaglig koordinering, så at man indenfor for alle områder forholder sig til problemstillingerne ud fra det samme grundlæggende faglige paradigme.
Forståelsen for hjernens udvikling og lagerstyring er den eneste af disse faglige områder, der tilhører det naturvidenskabelige område, og dermed også er i stand til at have status af at være kontekstfri i sin tilgang og forståelse af udviklingen af og beskyttelse af den individuelle integritet og personlighed. De øvrige faglige områder, tilhører de pseudovidenskabelige områder, og er dermed kultur og kontekst bestemte, og kan ikke danne grundlag for en generel faglig koordinering uden at blive “varmluftige”.
Så den grundforståelse, der bør ligge til grund for koordineringen på tværs af de forskellige områder, er forståelsen for, at hjernen er en muskel, der udvikles og påvirkes i sammenspillet med stimuli fra omgivelserne. Men også en muskel der rummer essensen af vores livserfaring, som vi kan trække på, når vi skal vurdere de ting, der foregår omkring os – og derudfra reagere konstruktivt – til beskyttelse af vores egen stabilitet og integritet. Og i tilfælde af psykisk overbelastning og ustabilitet, bør man så vidt muligt undgå at begynde at symptombehandle, sådan som det ret tit og ofte sker. Men i stedet forholde sig til, hvad der i hvert enkelt tilfælde skal til, for at stabilisere overbelastningen / ustabiliteten.”
Ullas Vinkler... 