”Det onde” – en ”ubalanceret” udgave af ”det gode”…

“Det ondes” største styrke er, at det skaber frygt og forvirring blandt mennesker…

Så det at finde en måde at “placere” / “forlige” sig med “det onde” – handler ikke så meget om at acceptere den menneskelige ondskab, der sker i verden – men mere om at finde en måde forholde sig til verdens og menneskers grusomheder, så det ikke får lov til at skabe så meget frygt og forvirring, at der ikke er nogen, der tør “se” på det, “røre” ved det, “afmystificere” det, og forsøge at gøre noget konstruktivt ved problemerne…

“Hele kunsten er at få slagkraft uden at få slagside.”

/Piet Hein/

Det virker for mig, som en god måde at se “det gode” og “det onde” – som yderpoler på den samme skala – i stedet for modsætninger. “Det onde” er ikke mere “fremmedartet”, end at det er en mere eller mindre ekstrem “ubalanceret” udgave af “det gode”.

Og det, der afbalancerer det menneskelige udtryk som godt eller ondt – er medmenneskeligheden, der finder sin modpol i det egocentriske – som heller ikke er hinandens modpoler – men er yderpoler på den samme skala. Egoisme er en basal nødvendighed for den menneskelige overlevelse – og så kan den udarte sig til at blive mere eller mindre egocentrisk og blottet for medmenneskelig tolerance og hensyntagen.

» Hvordan opstår “det onde”?

» Samfundspolitisk styring og regulering…

» De sociale kløfter og sammenhængskraften…

Hvordan opstår ”det onde”?

Alle har et problem med “det onde”. Religionerne, videnskaberne, befolkningsgrupperne, samfundene – store som små. Hvordan opstår “det onde”?

Kan det afgrænses – så det kan hægtes på nogle bestemte mennesker?

Kan det afgrænses – så det kan hægtes på nogle bestemte ideologier?

Kan det afgrænses – så det kan hægtes på nogle bestemte centre i hjernen?

Kan det afgrænses – så det kan hægtes på nogle bestemte samfund?

Så man ligesom kan stoppe udbredelsen af “det onde”.

Det lykkes pudsigt nok aldrig?

Så opstår det igen – fra en helt anden side – på en helt anden måde.

Så kommer mennesker i tvivl.

Gad vide – om det var “meningen” – at verden skulle være god – så det ligesom er en “fejl”, når der sker noget ondt?

Eller – gad vide – om det var “meningen” – at verden skulle være ond – så det ligesom er et “mirakel”, når der sker noget godt?

Men det er faktisk meget enkelt: Det onde opstår, når mennesker mister troen på det gode.

Så “det onde” vil kunne opstå – overalt – hvor mennesker – af forskellige grunde – mister troen på det gode.

Og hvad skal der så til – for at mennesker ikke mister troen på det gode?

Hvad med oplevelsen af – at der sker noget menneskeligt godt?

Så det gode – ligesom er en mulighed – der er indenfor rækkevidde – som andet og mere end en hypotetisk mulighed – en illusion – der alligevel aldrig vil kunne blive virkelighed…

» Samfundspolitisk styring og regulering…

Et åbent ”ansigt” – kan godt virke som en ”ladeport” for projektioner…

Åbne og udadvendte mennesker – kan være meget udsatte for andres projektioner / spejlinger…

Ikke dermed sagt – at man så skal lade være med at være åben og udadvendt…

Det er nok bare meget godt, at være opmærksom på “faldgruben” – så det ikke “forvirrer”…

Andres projektioner / spejlinger / refleksioner / erkendelser – er andres “problem” / “bord” / “rum” / ansvar…

» Styr på empatien?

Styr på empatien?

Der vil altid være nogle “faldgruber” ved de personlighedstræk vi har. Noget vi kan ramle ind i og få problemer med, alt efter hvilken betydning andre tolker ind i vores ståsted og “udgangspunkt” i relation til dem.

Det empatiske personlighedstræk har også sådanne “faldgruber” i relation til omgivelserne.

Jeg vil i det følgende prøve at sætte nogle ord på, hvordan jeg ser og oplever de “faldgruber” – og hvilke “pejlemærker” man som empatisk menneske kan lære at “placere” det, der kommer fra omgivelserne, med…

Grundlæggende kan omgivelserne reagere med 3 fortolkninger, af det ståsted du har i relation til dem:

  1. Du ser mig…
  2. Du forstår mig…
  3. Du ligner mig…

Hvad kan vi se, forstå og have af fælles træk? Det er det, der skal bruges til at skelne og placere omgivelsernes tolkninger med. Og omgivelsernes tolkninger – viser sig i kraft af deres reaktioner. Det er omgivelsernes reaktioner, der viser os, hvor de “placerer” os.

Du ser mig…

Vi kan se det “stof” andre er gjort af – vi kan også kalde det “væsenskernen”. Det betyder, at vi kan se “gennem” de ydre lag af reaktioner og “facader” – og derfra tale mere direkte til mennesker, på det sted de står.

Reaktion: Direkte og åben kommunikation. Kan virke lidt som: Her er et venligt, tillidsvækkende og forstående “øre”. En man kan fortælle og betro lidt af hvert.

Fokus: Fokus på den direkte kommunikation, og sæt grænser for – hvor meget, du blandt andet har lyst til at blive betroet og lægge øre til. Men også – som en væsentlig ting – de uopfordrede betroelser, er du ikke “forpligtiget” af. Du skylder ikke “loyalitet” overfor andres betroelser, hvis ikke du har et ståsted og en aftale om – en form for loyalitet. (» Aftaler og forventninger)

Du forstår mig…

I relation til et andet menneske, kan vi forstå det, vi ser og får at vide – ikke andet. Det vil sige – vi kan forstå en fortælling og placere de ting, der sker i relation til den fortælling, og det vi i øvrigt selv ser og har af viden.

Reaktion: Det, du siger og gør, bliver tillagt en større personlig forstående betydning, end det, der reelt er tale om fra din side. (» Betydningsdannelse)

Fokus: Fokus på en formidling af, at du forstår det, du forstår, i kraft af din evne til at være menneskelig nærværende overfor det der sker, og det du får fortalt – og ikke andet…

Du ligner mig…

Grundlæggende har vi som udgangspunkt altid noget til fælles med de fleste mennesker, som vi møder på vores vej. Der vil altid være nogle fælles referencer. Men de fælles referencer vil altid kun være “delmængder” af en større helhed. Og helheden vil altid værre større end summen af “delmængderne”. Forstået på den måde: At den menneskelige helhed hos både andre og én selv – altid vil være større end det, der kan forstås og ses – udefra – af andre. (» HELE mennesker har “farver” – og skal “forstås” i 3 dimensioner…)

Reaktion: Der bliver udtrykt en forventning om, at der er tale om en form for personlig alliance – hvor dine personlige erkendelser og valg, bliver tillagt en personlig betydning for andres personlige erkendelser og valg. (» Når andres problemer bliver dit problem)

Fokus: Fokus på at sætte dine grænser ved at skille tingene ad – og “pege på” forskellene…

Ståsteder…

De “faldgruber” man som empatisk menneske kan have glæde af at lære at fokusere på – handler grundlæggende om en “synliggørelse” af “ståstedet” i relationerne til andre mennesker…

Hvad kan vi se, forstå og have af fælles træk?

Illustration i stor størrelse…

Tak Anne Marie 🙂

Kærlig hilsen Ulla

Betydningsdannelse…

Betydningsdannelse er et af mange centrale elementer i “relationskunsten”…

Vi giver liv til meget – i kraft af vores ord, spørgsmål, svar, kommentarer, opmærksomme ører, øjne der ser og meget mere. Vi sætter gang i noget…

Vi tænker det selv på en måde – uden nødvendigvis at tænke over, hvilken betydning andre vil lægge i det…

Når jeg tænker tilbage på mit livs mere voldsomme oplevelser, og stiller spørgsmålet: Hvad har jeg dog gjort? Hvordan blev jeg filtret ind i alt det der, det havde jo ikke noget med mig at gøre?

Og, nej – det havde ikke rigtigt noget med mig at gøre. Det var ikke min “historie”. Og hvordan blev jeg filtret ind i det? Ja – det var den betydning, andre lagde i det jeg sagde og gjorde. Men den betydning, er andres “historie” – ikke min…

Jeg lagde måske øre til en “historie”. Svarede med det, jeg så, med udgangspunkt i det sted jeg stod – uden at det var andet end det. Jeg stillede måske et lille tilfældigt spørgsmål, som jeg havde brug for et svar på – mest til eget brug – uden at vide, at det kunne ramme ind i noget, hvor det af nogen kunne opfattes som en “krigserklæring”.

Nogen gange, når jeg tænker på: Hvordan kan jeg beskytte mig selv overfor, at det sker igen? Ja – andres betydningsdannelse er der jo ikke nogen af os, der er herre over. Men det er nok en god idé at tænke på netop det, og så lade være med at tage det “på sig”. I første omgang overfor sig selv som menneske. Nogen gange, kan det så også være nødvendigt at sige det mere direkte – for at få “lukket af” overfor noget, der ellers vil komme til at styre og fylde for meget i ens eget livs “historie”. Men det vigtigste er nok, at man bliver ved med at forsætte sin egen “historie” – skriver, stiller spørgsmål, svarer, kommenterer, har et opmærksomt øre, øjne der ser – og alt det andet, som er en del af ens egen historie – selvom, det måske kan få en helt anden betydning, i andres “historier”, som de vil “flette” det ind i. Det gør heller ikke noget, bare andres “historier” vedbliver at være andres “historier” – så der vedbliver at være rum og plads til ens egen “historie”…

» Mens rødbederne koger., af Anne Marie Eriksen.

» Når andres problemer bliver dit problem