Når andres problemer bliver dit problem

Nogen gange kan man lande steder i livet – hvor andres reaktioner på deres problemer er så voldsomme – at det bliver dit problem.

Da jeg var midt i tyverne, fik jeg skylden for et selvmord. Det forgik på en måde – der var ude af sammenhæng med den fysiske virkelighed. Jeg fik svært ved at finde hjælp og opbakning til at takle problemet – og det kom til at påvirke mig og mit liv meget.

Selvmordet var meget velovervejet og godt planlagt. Han havde sikret sig, at der ikke var nogen der savnede ham i en periode. Han havde brugt flere metoder – spist sovepiller, skåret pulsårerne over, og lagt sig i et fyldt badekar. Det var ikke meningen, at det skulle slå fejl. Han havde besluttet sig for at dø.

Jeg kendte ikke ham, der begik selvmord. Havde set ham et par gange, og hilst overfladisk på ham i nogle tilfældige sociale sammenhænge.

Han var storebror til en af mine daværende veninder. Hende kalder vi Lone.

Da han begik selvmord, reagerede omgivelserne fuldstændig idiotisk overfor min veninde – mange vendte hende ryggen. Det gjorde jeg ikke. Så jeg lagde øre til de makabre detaljer, og hendes menneskelige forvirring og sorg over det der var sket.

En dag kom Lone på besøg – hun var ovenud glad. Hun fortalte, at hun og hendes mand havde talt om, at jeg var så god at tale med – så hvis der var nogen, der skulle kunne ha’ talt hendes bror fra at begå selvmord – så måtte det være mig. Så hvis jeg havde besøgt hendes bror, sidst jeg var i København, og brugt ham som guide til at vise mig noget af byen – sådan som min veninde havde foreslået, så havde han nok ikke endt med at tage sit eget liv. Hun brugte en fuldstændig tilfældig strøtanke, og proportionsforvrængede den til en livline, der kunne ha’ forebygget et selvmord. Så den var i den grad rivende gal.

Alt det jeg havde fortalt og gjort for at sætte selvmordet i perspektiv – og skyde skylden væk fra både hende og hendes nærmeste – fik negativ effekt for mig selv. Når mennesker vælger at tage deres eget liv, er det jo livet i sin helhed, der er ”gået i sort”. Det er jo ikke kun en lille bitte detalje, der afgør det. Men Lone havde brug for at finde et sted at parkere skyld og ansvar. Og det blev hos mig.

Det serverede hun for mig med et stort glad smil – som om hun havde foræret mig mit livs bedste gave.

Samtidig reagerede Lone ved at tale om det positive selvmord. Hendes brors selvmord havde åbenbart fået hende til at se ”lyset” og livets mening.

En anden veninde, som også var personligt tæt på, reagerede også meget voldsomt. Hun blev kynisk og begyndte at se tegn på selvmord overalt. Også hos mig. Hun kunne finde på at ringe og sige, at hun havde overvejet at ringe til mine naboer og bede dem tjekke om jeg hang i et reb, da jeg ikke havde taget telefonen, da hun ringede til mig et par timer i forvejen. Den veninde kalder vi Bente.

Lone hang fast i en eller anden frelseropfattelse af mig, og i tiden fremover fik jeg mange forvirrede meldinger fra hende: ”Hvis hun en dag skulle komme til at ville tage sit eget liv – om så jeg også ville redde hende” – og mere i den dur…

Det kom til at præge vores relationer til hinanden fremover. Det blev de ”roller”, jeg fik at kæmpe med fra Lone og Bente.

Det blev mit problem, at jeg blev gjort til genstand for nogle voldsomme reaktioner fra to mennesker, som jeg havde personligt tæt på. Det ramte mig hårdt, og fik selvfølgelig også nogle konsekvenser for mig og mit liv.

Den opgave kom jeg til at kæmpe meget med.

Mennesker er ikke øde øer. Vi påvirker de mennesker, vi har tæt på, med den måde vi takler vores livs problemer.

Reklamer

18 thoughts on “Når andres problemer bliver dit problem

  1. Der er et gammelt ord, der siger, at velgerninger bliver hævnet. Derfor skal gode gerninger gøres så skjult som muligt, så Faderen i himlen kan se dem og lønne dig for dem. Mennesker har svært ved at klare en velgerning.
    En lidt trist kommentar.

    Like

    • Hvis man vel og mærke tænker over, om det man gør, er velgerninger. Ellers er det svært at være stategisk i sine handlinger.

      Vi er jo nogen, der bare reagerer, uden at tænke over belønninger og velgerninger. Det regnskab går vi ikke så meget op i – når det kommer til det stykke i livet.

      Bedste hilsner Ulla

      Like

  2. Kære Ulla,

    Dit indlæg gjorde også et dybt indtryk på mig. Sat på spidsen er det, men sandt, desværre. I mindre målestok foregår den slags projiceringer hele tiden.

    Din kommentar ligeså interessant, Claes. Hvor stammer ordet fra, det med velgerningerne?

    Like

  3. Kære Ann-Kristin – tak for kommentar.

    Ja – desværre.

    Den lære, jeg fik med mig i livet, var, at menneskers reaktioner kan være ekstreme og uforudsigelige, når der sker alvolige ting i livet. Også hos mennesker, som du synes, du kender godt. Vær forberedt på lidt af hvert – og lad være med at blive “overrumplet”…

    Medmenneskelige projektioner er iøvrigt et interessant fænomen. Det foregår, som du ganske rigtigt skriver, hele tiden i mindre målestok. I krisesituationer bliver de bare mere udtalte og eksteme.

    Bedste hilsner Ulla

    Like

  4. Der er også et andet aspekt ved problemstillingen. Det er omgivelsernes holdning og reaktioner.

    Der er mange tabuer forbundet med livets mere alvorlige sider – og det betyder også, at omgivelserne ofte reagerer ved at stigmatisere dem, der bliver ramt. Det er også en medvirkende faktor til at nogen mennesker kan reagere meget ekstremt.

    Jo større åbenhed, jo mindre voldsomme og ekstreme bliver reaktionerne.

    Generel åbenhed om problemstillinger som denne – vil afhjælpe nogle af de konsekvenser, der kan opstå i de nære relationer til mennesker, der bliver hårdt ramt af “livet”…

    Bedste hilsner Ulla

    Like

  5. Ja – hvis og hvis.. Vores handlinger må vi selv tage ansvar for, men skrøbelige som vi er, er vi desværre rede til at føle skyldfølelse over handlinger vi ikke har gjort.
    Når et menneske så inderligt ønsker at afslutte livet som du beskriver Ulla, kan du være sikker på, at det på et eller andet tidspunkt ville lykkes for dette menneske uanset om du var der eller ej

    Like

  6. Tak for kommentar.

    Ja – det har jeg nu aldrig selv været i tvivl om. 😉 Jeg har aldrig haft skyldfølelse over selvmordet.

    Det, der blev problemstillingen for mig, handlede om den betydning mennesker, jeg havde personlig tæt på – havde behov for at tillægge mig – fordi de havde svært ved at forholde sig til selvmordet på en menneskelig realistisk måde.

    Du er ikke herre over andres reaktioner på livets med- og modgang – og nogle reaktioner kan være så voldsomme og ekstreme, at det bliver en belastning for dig og dit liv.

    Hvis andre reagerer menneskelig ekstremt overfor dig – så får du et problem – selvom det i realiteten ikke har noget med dig at gøre.

    Tabuer og stigmatisering spiller en stor rolle for menneskers reaktioner på livets mere alvorlige problemer. En problemstilling der er kommet mere og mere fokus på i de senere år.

    Se eventuelt:

    Landsforeningen efterladte efter selvmord’s hjemmeside

    Eller læs artiklerne:

    Tabuer om psykiske lidelser skal nedbrydes

    Viborg til kamp mod angsten

    Bedste hilsner Ulla

    Like

  7. Hvis andre mennesker har reageret ekstremt overfor dig, så kan det vel være nødvendigt at fravælge nærkontakt til disse mennesker, tænker jeg.

    Der er jo ingen grund til at lade andre menneskers mening, gøren og laden blive et problem for dig…

    Like

  8. Hvordan mennesker generelt bør takle den slags problemstillinger, afhænger i høj grad af, hvordan omstændighederne er.

    Hvordan det sociale miljø, omkring det der sker, er. Hvordan de mennesker, der er i miljøet reagerer – og meget andet. Hvordan netværkerne og relationerne i sammenhængen og i livet ellers er. Det at fravælge kontakt til nogle mennesker i et miljø, kan også betyde et fravalg af en social sammenhæng generelt. Det gør det for nogen. Og så handler det også om, hvordan oplevelsen påvirker dig som menneske, og hvordan du får det bearbejdet.

    Det findes der ikke en facitliste for.

    Bedste hilsner Ulla

    Like

  9. Hvordan har du det med det oplevede nu, Ulla? Hvordan har du integreret visdommen fra dine oplevelser?

    Jeg oplever desværre i perioder, at “visdommen” gør desillusioneret. Solen skinner lige meget på de smukke blomster som på ukrudtet, sådan er kærlighedens natur nu engang. Alt har lige ret – og det er da i orden! Men hjernen forstår mere end følelserne, der vil opleve surt og sødt for sig og forholde sig til tingene for sig.

    Så når jeg får øje på den mere spidsfindige mekanik i menneskesjælen (jeg har desværre/heldigvis (?) oplevet noget, der ligner dit), forsvinder gløderne undertiden i mig. Alt bliver lige meget. Både på den gode måde; Man tåler alt og udholder alt. Men også på den onde måde: Hvad så nu? Er den tossegode ikke lykkeligere? Hvorfor hidse sig op over noget? Hvorfor ændre noget, nytter det nogensinde noget? Hvad betyder tid?

    Du har helt ret: Det handler slet ikke om skyldfølelse. Den har jeg heller ingen af, og jeg har ellers nemt til det. Hvad handler det så om? Alting har sin ret, men hver ting går i sit eget tempo. Når jeg har det reelt godt, mærker jeg et mod, men ved det, hvor det vil hen? Tror det nogensinde igen? For med modet mærker jeg også en bekymrende ligegyldighed… Luther siger, det gode træ automatisk sætter gode frugter, det kan ikke andet. Skal man bare satse på, det er sådan, det er? Også selvom jeg nu tror, jeg ved, vi alle er gode træer, der alle sætter gode frugter. De smager bare forskelligt.

    Vi nærmer os påske, og opstandelsesmysteriet interesserer mig. Men det går også den anden vej: Det, man tror sikkert, er IKKE sikkert. Hvor opbyggende er det lige at fortælle det til folk?

    Jeg håber, min kommentar giver lidt mening, selvom det giver mening, hvis den ikke gør! Og måske jeg endda vil jeg foretrække, at den ikke gør.

    I så tilfælde på forhånd: Undskyld.

    Like

  10. Jeg lyder som en ordkløver, men jeg mener hvert eneste ord gravalvorligt. Derfor: Undskyld igen (eller netop ikke…)

    Like

  11. Kære Ann-Kristin

    Har set dine kommetarer. Skal lige tænke lidt over hvordan jeg skal svare dig – det er jo store spørgsmål. Jeg vender tilbage senere.

    Du behøver ikke undskylde…

    Bedste hilsner Ulla

    Like

  12. Et svar til dig Ann-Kristin…

    Jeg kan godt genkende meget af det, du skriver, fra perioden efter at det var sket.

    Det der skete for mig, var at mine grænser var blevet overskredet – så der blev ubalance mellem følelsernes grænser og forstandens forståelse. Det var for mit vedkommende en følelsesmæssig overbelastning, som absolut ikke var menneskelig sund.

    Jeg fandt en dygtig psykolog, der gav mig nogle redskaber til at håndtere den ubalance – så den grænse jeg sætter for forståelse, er den der harmonerer med mine følelsesmæssige grænser. Det kom selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden. Det var hårdt arbejde. Og det bestod blandt andet i at tage fat i problemet med de par veninder, jeg havde – på en meget direkte måde. Det var ikke sjovt – men der skulle sættes en stopper for det menneskelige ”drama”. Den følelsesmæssige ”forståelse” skal du ”leve” dig til – ved den måde du takler dit liv, og de problemstillinger og udfordringer, der bliver en del af det. Det kræver ærlighed – om dig selv, dine menneskelige grænser – og det du kan have med at gøre.

    Det handlede for mig om at give mig selv plads og rum til at være menneske og menneskelig. For det var den grænse, der var blevet overskredet af de ekstreme reaktioner, jeg oplevede, at blive gjort til genstand for.

    Mening. Nej. Det giver ingen mening, at der er mennesker, der tager deres eget liv. Det giver ingen mening, at der er mennesker, der bliver udsat for vold og mobning. Det giver ingen mening, at der dør en masse mennesker ved naturkatastrofer og krig. Det giver heller ingen mening, at mennesker der har haft livets alvor tæt på, skal leve med det som en form for skyld og skam over, at deres livserfaring spolerer illusionen om, at verden er lyserød.

    Men sådan er verden og menneskelivet. Og det er jo ikke budbringeren af viden om livets mere alvorlige sider, der har skabt verden. Problemerkendelse er den første betingelse for forandringer. Illusioner rykker ingenting.

    Alle mennesker er kun mennesker. Det er du og jeg også. Og ingen er større, eller lever med en større overmenneskelig forpligtigelse overfor menneskeheden, end andre. Det er helt i orden, at forvente noget af andre mennesker. Ellers giver du dig selv et åg af overforstående hensynsbetændelse. Og det åg er meget desillusionerende.

    Bedste hilsner Ulla

    Like

  13. Jeg vil bare sige tak, Ulla. Der er mange lag i dit svar, som jeg skal have tid til at synke. Dine ord virker godt. Jeg er især glad for tanken om, at det er den følelesmæssige rettesnor, man skylder sig selv at holde sig til. Vi er kun mennesker, og vi hverken kan eller skal andet. Det med meningen er jeg ikke færdig med mig selv med – men måske en dag, det kommer. Eller ikke….

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s