Nedslagtningen i sundhedsvæsnet er heller ikke min egen skyld

Jeg har ifølge min helbredsjournal gennem alle årerne haft det, der kaldes et aldersvarende usædvanligt godt heldbred. Men jeg har det problem i forhold til sundhedsvæsnet, at jeg ikke kan få dem til at læse min journal og tage de efterhånden mange 1000 prøver alvorligt, som de selv har taget på mig og skrevet ind i min journal. I stedet terroriserer de mig fuldstændig ukontrollabelt for at få min til at “indse”, at der er tale om en psykologisk forstyrrelse i mit hoved, når jeg “påstår”, at jeg ikke fejler en skid, selvom det, jeg bygger mit såkaldte “postulat” på, er, de efterhånden flere 1000 prøver, som de selv har taget på mig og skrevet ind i min journal! Så jeg er i efterhånden en længere årrække blevet terroriseret med en mudderpøl af personlige fordomme af nogle behandlere i det danske sundhedsvæsen, der ikke gider tage deres egne prøver alvorligt! De skider højt og flot på en hvilken som helst form for behandlingsmæssig seriøsitet og fornuft, med det bevidst tilsigtede formål at drive mig til vanvid og smadre mig til menneskelig invalid. Det irriterer dem helt ad helvede til, at jeg gennem alle årerne har haft der, der kaldes et alderssvarende usædvanligt godt helbred. De hader patienter som mig, der har et godt helbred. Så jeg skal “nakkes” og smadres til invalid, så deres eget rådne liv kan få mening ved at opretholde en god døds- og invalidestatistik. Det er det, der kaldes psykisk terror og menneskelig ondskab. Og sådan noget er der ingen som helst menneskelig undskyldning for! Jeg er yderst sjældent syg, hvilket meget klart og tydeligt fremgår af de efterhånden mange 1000 prøver, der er blevet taget på mig og skrevet ind i min helbredsjournal. Det mest alvorlige, jeg har fejlet, er den periodiske stressbetonet overbelastning, som følge af den psykiske og fysiske vold, mobning og chikane jeg blandt andet er blevet og fortsat bliver udsat for i sundhedsvæsnet og i ledighedssystemet (» Nedslagtningen i sundhedssystemet er heller ikke min egen skyld; » Nedslagtningen i ledighedssystemet er heller ikke min egen skyld). Mod bevidst tilsigtet menneskelig ondskab kæmper vi alle forgæves.

Det lykkedes ikke for mig!

I 2010 gik det for alvor galt. Jeg blev flosset helt ud i det varmluftige. Og det skete parallelt både i sundhedsvæsenet (» Fodfæste efter behandlingsfejl – og behandlingsrelevant fokus og journalen som kontaktredskab.) og ledighedssystemet (» Nedslagtningen i ledighedssystemet er heller ikke min egen skyld) på én gang. Jeg havde til nød været i stand til at hænge sammen og overleve, så længe jeg havde kunnet afgrænse forsøgsdyrsmassakren til kun at omhandle et “krater” ad gangen.

Derfra var der ikke så mange andre muligheder, end at jeg “meldte mig ud af samfundet” – og begyndte at skrive. Og så ad den vej prøvede om det kunne lade sig gøre, at få sat punktum for at blive gjort til genstand for flere dyreforsøg? For der var jo ingen grund til at gentage de samme psykologisk forstyrrede eksperimenter, som jeg jo allerede havde været udsat for flere end rigelige af? Resultatet af at køre selvsving i flere dyreforsøg med mig som genstand, blev jo nok ikke anderledes end dem, der lå forud? Medmindre det selvfølgelig lykkedes at få taget livet af mig? Resultatet af at lege dyreforsøg med mennesker er og bliver jo umenneskeligt, uanset hvor mange gange det bliver gentaget!

Jeg var selvfølgelig ikke så pokkers begejstret for, at skulle bruge alt hvad jeg ejede og havde for at få dæmmet op for forsøgsdyrsmassakren og undgå at blive slået ihjel i sundhedsvæsnet og ledighedssystemet, der arbejder tæt sammen om at få mennesker som mig slået ihjel. På grund af personlige fordomme og menneskelig ondskab. Men det var jeg så bare nødt til. Ikke fordi jeg er rig. Det har jeg aldrig været. Men jeg er vant til at leve for lidt. Så måtte jeg jo prøve om det kunne lade sig gøre, at leve for mindre end lidt uden at dø af det. Andre muligheder var der jo ikke!

I marts 2012 var jeg så nødt til at tage chancen, og prøve at give mig selv en frisk start i sundhedsvæsnet hos en ny praktiserende læge – og så en “prop i” for alt det, der lå forud. Jeg var ikke interesseret i at skulle begynde at grave rundt i alt det gamle skidt. For det fik jeg jo ikke noget ud af. Sket var jo sket, og det kunne jo ikke lade sig gøre at skue tiden tilbage og give mig et nyt liv, som erstatning for det de havde stjålet fra mig? Den livstid, de havde stjålet fra mig med deres afsporede og ondsindede adfærd, var jo ødelagt for tid og evighed!

Ved henvendelsen hos ny praktiserende læge gjorde jeg det eneste, som jeg var i stand til – og det var, at jeg var ærlig. Jeg havde jo ikke andet end mit liv at gøre godt med i det “game”. Jeg er beklageligvis desværre ikke leder af en terroristorganisation, som jeg kan bede om at fabrikere en atombombe, som de kan true med at sprænge hele lortet i stykker med, hvis ikke andre gider opføre sig civiliseret overfor mig! Så jeg var nødt til at satse på, at det kunne lade sig gøre at komme i kontakt med noget, der mindede om civilisation i det danske sundhedsvæsen.

Men det lykkedes ikke for mig!

Den nye praktiserende læge var en af de sædvanlige, der ikke gad “lege læge”, men i stedet havde en hel kloak af psykologiske forstyrrelser, som hun havde brug for at få afreageret overfor patienter som mig (» En læge, der taler babysprog – og vil i kontakt med min sjæl?). Så jeg søgte en læge, men ramlede ind i en “menneskelig vampyr”, der havde brug for at flænse mig helt ind til rygmarven, for at kom til “at lege” en kombination af(?) kommunal sagsbehandler(?), jobkonsulent(?) og præst(?). Hun havde fået alle de informationer, hun havde brug for, for at være i stand til at tage stilling til mig som patient. Jeg var (som sædvanlig) velforberedt ved min henvendelse, så jeg kunne fatte mig i korthed – men henviste også til, at jeg havde skrevet de ting ned, der var sket, på min egen hjemmeside (» Diabetes 1 – Viden, Vinkler & Værdier (Frem til marts 2012), som var fuldt ud offentlig tilgængelig, så hvis hun havde brug for en uddybning, så kunne hun jo læse det der! Det var jo det, der var formålet med det! Der var selvfølgelig også den mulighed, at man fra lægeside gad læse min helbredsmæssige behandlingshistorik i journalen. Så ville problemet jo også være løst! Men det gider de ret konsekvent ikke! Det eneste, de er interesseret i, i det danske sundhedsvæsnet, det er at tvære rundt i en retfærdiggørelse af den kloak af amatørpsykologiske fordomme, som de har brugt som undskyldning for at ødelægge mange år af mit liv. Det evige forsøgsdyr – til døden! Det har de så åbenbart besluttet sig for – i det danske sundhedsvæsen? Men det liv har jeg ikke lyst til at leve! Hvis ikke jeg kan få status af menneske i det danske samfund, så har jeg ikke lyst til at leve mere! Sådan er jeg! Et liv som permanent forsøgsdyr er ikke et liv, der er værd at leve! Det er et menneskeligt helvede! Og det er kun godt, hvis det kan få ende! Og eftersom det kun er min død, der kan sætte en stopper for det? Ja – så må jeg jo dø! Andre muligheder er der jo ikke. Så skal jeg jo flygte til udlandet, og måske prøve at starte livet på en frisk ved at få en ny identitet et eller andet sted i verden langt væk fra Danmark. Men det har jeg ikke rigtigt overskud og ressourcer til.

Så efter det mislykkede forsøg på at få sat en stopper for forsøgsdyrsmassakren i sundhedsvæsnet, måtte jeg så tag en tur mere med at skrive for at “holde sammen på mig selv”. Jeg havde godt nok ikke råd til at blive ved med at stå uden indkomst. Men jeg havde jo ikke andre overlevelsesmuligheder!

I november 2012 var jeg igen nødt til igen at tage kontakt med en læge for at få en lægeerklæring på, at jeg var raskmeldt i forhold til ledighedssystemet. Lidt absurd eftersom jeg aldrig havde været sygemeldt? Det kan jo ikke lade sig gøre at blive sygemeldt til aflastning fra “jobbet” som forsøgsdyr i sundhedsvæsnet og ledighedssystemet! Det er jo kun min død, der kan stoppe det!

Det var et lægehus med flere læger, som jeg valgte overflytning til. Det gav nogle flere overlevelsesmuligheder? Eller også så var de flere om at “slagte” mig, så det gik hurtigere med aflivningen? Nok mest det sidste? Hellere slå en patient ihjel, end indrømme at de har behandlet en patient ualmindelig dårligt – og så pakke skidtet sammen, og give patienten en chance for at overleve og komme videre med sit liv, så længe der er et liv at komme videre med? Men det kan deres personligt underernærede og bekræftelseshungrende skizofrene egoer jo ikke overleve!

Det var så en anden læge, der trods alt var noget tættere indenfor normal civiliseret pædagogisk rækkevidde. Sådan da! For jeg fik da den med på vejen, at jeg måtte se at finde en løsning på mit problem med empati? Mit problem med empati? Jeg er mig bekendt ikke empatisk – og har aldrig været det! I en civiliseret verdensorden bliver evnen til at læse og skrive – og evnen til at forholde sig objektivt til andre mennesker, og det andre mennesker siger og gør, ikke opfattet som empati! Hvilke personlige fordomme der ligger til grund for at jeg skulle have et problem med empati? Ja – det ved jeg jo ikke? Og jeg orker heller ikke at skulle spilde krudt på at finde ud af det. Men jeg måtte jo konstatere at mit livslange problem med at få andre til at sanse og registrere mig som et selvstændigt individ – der er menneskeligt adskilt fra både dem selv og andre menneskers selvstændige individer i verden, ikke var noget, jeg var i stand til at finde en løsning på! For det var og er jo det, der var og er mit problem. Og ikke andet!

Så november 2012 var sidste gang, jeg har haft kontakt til sundhedsvæsnet. Eller det vil sige, jeg har så ringet til dem med jævne mellemrum for at få en ny recept på insulin. Det foregår (som altid) hurtigt og kortfattet fra min side, så de ikke kan nå at få væltet et psykologisk forstyrret krater i hovedet på mig. For det har jeg simpelthen ikke overskud til at tage stilling til. Hurtig besked og så røret på i en fart! Så kan det godt lade sig gøre, at få lukket af for “mudret”. Men det er jo selvfølgelig ikke holdbart, at den eneste måde, jeg kan få fred for at blive gjort til genstand for personlig udsplattet og grænsesøgende eksperimenter fra andre menneskers side, består i, at jeg er nødt til at isolere mig 100 % fra verden. Og når engang jeg er død – ja – så har problemet fundet sin endelige løsning!

Jeg kan ikke holde til mere. Og nu har jeg så vidst siden november 2012, at mine dage var talte. Resten af nedslagtningen stod ledighedssystemet så for. Men jeg gav så mit liv en chance, ved at se om det kunne lade sig gøre at “bære” igennem, og leve op til kravet om at fungere som betonmur for andres personlige behovsudlevelse uden selv at have basale menneskelig behov. Og det var jeg så beklageligvis desværre ikke. Og så må jeg jo dø. Længere er den jo ikke! Det kan jo ikke lade sig gøre, at bede andre om noget som helst overhovedet! Og da slet ikke om at samle sig sammen og opføre sig normalt civiliseret overfor mig som menneske. Det vil da være et personligt overgreb med deres personlige eksistens i verden, som de slet ikke vil være i stand til at overleve? Et overgreb der selvfølgelig straffes med døden!

Hvad jeg kunne have gjort anderledes?

Ja – det ved jeg selvfølgelig godt. Et oversavet jagtgevær og en jernstang ville da sikret have kunnet gøre underværker? Men jeg er beklageligvis desværre en af de civiliserede idioter, der er nem at jokke på. For jeg hævner mig jo ikke ved at gå amok med en kødøkse! Så det er gratis point at terrorisere et menneske som mig! Civiliseret adfærd lønner sig ikke i et primitivt samfund som det danske, der hylder det rå og afstumpede! Hvis du er et venligt, høfligt og civiliseret menneske, så bliver du pr. automatik opfattet som en evnesvag idiot. Jo større svin – jo bedre!

Det menneske, som man i det danske sundhedsvæsen i en nu længere årrække har terroriseret med det bevidst tilsigtede forsøg at slå mig ihjel, hvis ikke jeg var i stand til at “bære” igennem, og leve op til kravet om at fungere som betonmur for andres personlige behovsudlevelse uden selv at have basale menneskelig behov, er mig:

Facts om mig:

» Facts om mig

Reklamer

Facts om mig…

Facts om mig:

  • Jeg er selvfølgelig troende.

    Ikke i traditionel religiøs forstand. Men på den måde det passer sig for en, der har en høj IQ / bevidsthedsniveau – og har nogle voldsomme oplevelser med i livsbagagen.

    For en som mig, der har en høj IQ / bevidsthedsniveau, er det ikke bevidsthed og forståelse, der beskytter mig på det menneskelige plan. Tværtimod. Det er en menneskelig realistisk opfattelse af bevidsthedens og forståelsens begrænsning, der beskytter mig.

    » Troende?

    » Personlig ledelse 1991 – 2014

  • Ifølge Myers-Briggs Type Indikator er jeg en: ENFP.
  • Det meste af mit liv har jeg levet lidt som i en åben glaskiste omgivet af mennesker, der bare flænser tomgangsforstyrret rundt i deres egen verden uden rent evnemæssigt at være i stand til at absorbere noget som helst den anden vej på.

    Jeg blev tidligt voksen og lærte at klare mig selv (» KOMPETENCE CV)

    Jeg har ingen personlige nære venner eller fortrolige. Det har jeg aldrig haft. Det bunder i, at jeg aldrig har haft det held i livet at møde nogle mennesker, der rent evnemæssigt har været i stand til at opfatte mig som andet end et ligegyldigt undermennesker, som de har kunnet bruge til at afreagere en kloak af menneskelige fordomme, negativitet og problemer på. Jeg har ikke noget positivt til fælles med andre mennesker. Har aldrig haft det – og får det formodentlig heller aldrig. Det eneste positive, jeg indtil videre har været i stand til at opnå hos andre mennesker, er, at de finder nogle andre, som de kan gøre til genstand for deres bekræftelseshungrende forsøgsdyrseksperimenter. Så er jeg det problem fattigere, og kan få lidt fred til at tænke bare en lille smule på mig selv og mit eget liv. Så længe det varer.
  • Jeg hører til de mennesker, der er født med en høj IQ (Bevidsthedsniveau kaldte hun det, Jette, psykolog, Studenterrådgivningen i Aalborg, 1991, » Personlig ledelse 1991 – 2014).

    (Helt præcist hvor høj den er, ved jeg ikke. Jeg har taget nogle online tests (Januar 2014), og ifølge dem ligger jeg lige + Mensa-niveau (» Mensa.dk test (152 (Mensa-niveau=148); » Mensa Norge test (131 (Anden skala end den danske test): Svarende til det, de kalder 98,1 posentielen). På: » http://www.testiq.dk/da-dk/, fik jeg en score på 161: » IQ-certificate, der efter sigende skulle gøre mig til et geni? Ja – nu er de jo kun retningsvisende, disse online tests. Men et eller andet i den retning. Det præcise tal er heller ikke afgørende.)

    Det er evnen til at se mønstre og danne overblik, der er relevant for mig. Et konkret afgrænset eksempel til illustration af, hvad det vil sige: Centrale problematikker ved religiøse forandringsprocesser. Og dette er, som skrevet, kun et emnemæssigt konkret afgrænset eksempel! Det er ikke et “selvportræt”, en “fotokopi” af mit indre “selv” eller min hjerne! Det er der ikke noget af det, jeg har lavet i mit liv, der er. Og for dem, der har brug for flere konkrete eksempler, så kan de se dem på min efterhånden meget omfattende hjemmeside: UTNi.dk. Der burde efterhånden være fuldt ud tilstrækkeligt med konkrete eksempler, for dem der har brug for at få tværet tingene ud i konkrete detaljer, for rent evnemæssigt at være i stand til at forstå tingene godt nok?

  • Jeg har ifølge min helbredsjournal gennem alle årerne haft det, der kaldes et aldersvarende usædvanligt godt heldbred. Men jeg har det problem i forhold til sundhedsvæsnet, at jeg ikke kan få dem til at læse min journal og tage de efterhånden mange 1000 prøver alvorligt, som de selv har taget på mig og skrevet ind i min journal. I stedet terroriserer de mig fuldstændig ukontrollabelt for at få min til at “indse”, at der er tale om en psykologisk forstyrrelse i mit hoved, når jeg “påstår”, at jeg ikke fejler en skid, selvom det, jeg bygger mit såkaldte “postulat” på, er, de efterhånden flere 1000 prøver, som de selv har taget på mig og skrevet ind i min journal! Så jeg er i efterhånden en længere årrække blevet terroriseret med en mudderpøl af personlige fordomme af nogle behandlere i det danske sundhedsvæsen, der ikke gider tage deres egne prøver alvorligt! De skider højt og flot på en hvilken som helst form for behandlingsmæssig seriøsitet og fornuft, med det bevidst tilsigtede formål at drive mig til vanvid og smadre mig til menneskelig invalid. Det irriterer dem helt ad helvede til, at jeg gennem alle årerne har haft der, der kaldes et alderssvarende usædvanligt godt helbred. De hader patienter som mig, der har et godt helbred. Så jeg skal “nakkes” og smadres til invalid, så deres eget rådne liv kan få mening ved at opretholde en god døds- og invalidestatistik. Det er det, der kaldes psykisk terror og menneskelig ondskab. Og sådan noget er der ingen som helst menneskelig undskyldning for! Jeg er yderst sjældent syg, hvilket meget klart og tydeligt fremgår af de efterhånden mange 1000 prøver, der er blevet taget på mig og skrevet ind i min helbredsjournal. Det mest alvorlige, jeg har fejlet, er den periodiske stressbetonet overbelastning, som følge af den psykiske og fysiske vold, mobning og chikane jeg blandt andet er blevet og fortsat bliver udsat for i sundhedsvæsnet og i ledighedssystemet (» Nedslagtningen i sundhedssystemet er heller ikke min egen skyld; » Nedslagtningen i ledighedssystemet er heller ikke min egen skyld). Mod bevidst tilsigtet menneskelig ondskab kæmper vi alle forgæves.
  • Jeg har en ren straffeattest, og har aldrig begået noget kriminelt.
  • Jeg har levet et meget aktivt liv, der i sammenligning med andre også på mange punkter har været et meget hårdt og slidsomt liv.
    » KOMPETENCE CV
  • Jeg er det, man kalder “veluddannet”. Meget af den uddannelse, jeg har taget, er noget jeg har været nødt til at tage, for at se om det kan lade sige gøre, at finde en måde at afgrænse og aflaste mig selv for det massive krater af personlige problemer, andre sætter som krav til mig om, at jeg alene menneske i verden skal være i stand til at løse, hvis ikke jeg vil slås ihjel (» Sundhedsprofil: Principiel aflivning af mennesker med diabetes 1; » Når lægen laver fejl – er det patienten, der er hysterisk og “skør”; » Mordforsøget på HMI i 1996 var heller ikke min egen skyld; » Jeg blev OFFER – for en PYKISK SYG kollega – og der var ingen, der tog mig alvorligt).
    » VÆRKTØJSKASSEN
  • Sidst i 90’erne fik jeg lavet mit livstestamente, så jeg fremtidsbeskyttede mig selv mod en skæbne, der er værre end døden (» Sundhedsprofil: Principiel aflivning af mennesker med diabetes 1; » Når lægen laver fejl – er det patienten, der er hysterisk og “skør”; » Mordforsøget på HMI i 1996 var heller ikke min egen skyld; » Jeg blev OFFER – for en PYKISK SYG kollega – og der var ingen, der tog mig alvorligt). Når jeg på et tidspunkt knækker på grund af den permanente vold, mobning og chikane, som jeg blandt andet er blevet og fortsat bliver udsat for i sundhedsvæsnet og i ledighedssystemet (» Nedslagtningen i sundhedssystemet er heller ikke min egen skyld; » Nedslagtningen i ledighedssystemet er heller ikke min egen skyld), så skal der ikke foretages livsforlængende behandling på mig. Så skal jeg aflives, ved at man tager insulinen fra mig. Det er min sidste vilje. Jeg kan ikke tvangsbehandles. Det er juridisk bindende, så det SKAL respekteres. Det bliver den eneste gang i mit liv, jeg får gennemtrumfet, at mine helt personlige, private og intime grænser skal respekteres. Så det bliver selvfølgelig et stort øjeblik for mig, at jeg kan komme til at opleve det, inden jeg skal herfra?

  • Og nej – jeg har ingen problemer med at sætte personlige grænser. Jeg gør ikke andet. Så jeg er ekspert i at sætte grænser. Jeg har brugt det meste af mit liv på at sætte grænser overfor andre mennesker! Men det er jo lidt kompliceret, når andre mennesker ikke evnemæssigt af egen drift er i stand til at adskille dem selv og deres egne personer fra mig og min person – og stiller krav om, at jeg skal grundbevise, at andres personlige fordomme overfor mig, ikke har noget med mig og min person at gøre! Så bliver der jo ikke plads til, at jeg kan trække vejret og eksistere i nærheden af andre mennesker! Medmindre jeg er i stand til at fungere som betonmur for andres personlige behovsudlevelse uden selv at have basale menneskelig behov. Og det er jeg beklageligvis desværre ikke. Og den forbrydelse mod menneskeheden har jeg så fået en dødsdom for. En dødsdom som det ikke er menneskelig muligt for mig at få ændret til noget mere menneskelig civiliseret.

Tak Jette (Psykolog, Studenterrådgivningen i Aalborg, 1991, » Personlig ledelse 1991 – 2014)

Jette gav mig en overlevelsesmulighed, ved at lære mig hvordan jeg blev nødt til at beskytte mig mod mennesker, der ikke tog mig og mit liv alvorligt. For det var der ret konsekvent ingen udover mig selv, der gjorde. Det var en personlig “envejsmassakre” hele vejen rundt. Men det var ikke mig, der skabte problemerne. For det handlede slet ikke om mig. Jeg levede i en åben glaskiste omgivet af mennesker, der bare flænsede tomgangsforstyrret rundt i deres egen verden uden rent evnemæssigt at være i stand til at absorbere noget som helst den anden vej på. Og som Jette dengang lærte mig, så kunne jeg ikke forvente, at det blev anderledes. For andre menneskers vilje og evne til forandring, den kunne jeg ikke gøre hverken fra eller til overfor, og der er jo ingen af os, der kan tvinge andre til at tage os og vores liv alvorlig, hvis ikke de gider det. Så der var ikke så meget andet at gøre, end at hælde skidtet ud af mit liv, og håbe på, at det på et tidspunkt ville lykkedes for mig, at finde frem til nogle mennesker, der gad tage mig og mit liv alvorligt, så jeg kunne slippe fri af forsøgsdyrsmassakren, inden det slog mig ihjel. For der er jo ingen mennesker, der kan holde til at blive envejsmassakreret fra alle sider og kanter i en uendelighed. Men hun (Jette) kunne da godt være alvorligt bekymret for, om det nogen sinde ville lykkedes for mig. Fordi? Fordi det danske samfund er en mudderpøl af personlige fordomme, og jeg havde som barn af forældre med 7 års skolegang alle ods imod mig. Og det gjorde det ikke nemmere, at jeg var af hunkøn. Hvis jeg da bare i det mindste havde været en mand, så havde overlevelsesmulighederne set noget bedre ud. Men det var jeg beklageligvis desværre ikke. Jeg kan jo ikke gøre andet end at beklage, at jeg blev født som det menneske, som jeg nu engang desværre blev født som. Og beklage, at det åbenbart opfattes som så stor en forbrydelse mod det danske samfund, at det er noget, der er dødsstraf for. Andet kan jeg ligesom ikke gøre ved det problem.

» Personlig ledelse 1991 – 2014

Diabetes 1 er hverken livsstilsbetinget eller udpræget arvelig. Det er kun et fåtal af os, der lever med den arvelige disponering for at få sygdommen, der får den. Sygdommen genereres af en ubekendt x-faktor, der påvirker immunsystemet, så det begynder at danne antistoffer mod de insulinproducerende celler. Hvad der sætter gang i processen, er der indtil videre, ingen der ved. Det er hovedsageligt børn, der får sygdommen. Hvilket der er en basal logik i. Børns immunsystem og modstandskraft overfor sygdom er ikke så kraftigt udviklet, som hos voksne. Og så er der en række tilfælde, hvor også voksne af forskellige grunde, kan være sårbare overfor den ubekendte x-faktor, der generer diabetes 1. Nogle af os, der får sygdommen, er mennesker som mig, hvis modstandskraft overfor sygdom bliver svækket, fordi vi bliver udsat for ekstreme overbelastningssituationer

» Nedslagtningen i ledighedssystemet er heller ikke min egen skyld

» VÆRKTØJSKASSEN

» KOMPETENCE CV

» Nedslagtningen i sundhedssystemet er heller ikke min egen skyld

» Sundhedsprofil: Principiel aflivning af mennesker med diabetes 1

» Når lægen laver fejl – er det patienten, der er hysterisk og “skør”

» Jeg blev OFFER – for en PYKISK SYG kollega – og der var ingen, der tog mig alvorligt

» Mordforsøget på HMI i 1996 var heller ikke min egen skyld

» Det var ikke min egen skyld, at jeg blev offer for vold og fik diabetes 1

» KOMPETENCE CV

VÆRKTØJSKASSEN

SPROG, METODISKE FÆRDIGHEDER OG TEORETISKE REFERENCERAMMER

Sprog og IT

  • Sprog og begrebsverdner
  • IT og det digitale univers

Uddannelse og kurser

  • Grunduddannelse (Offentlig planlægning, akademiingeniør)
  • Supplerings- / efteruddannelse (Kommunikation, projektledelse og pædagogik)
  • Ungdomsuddannelse (Matematisk fysisk student)
  • Kurser i psykologi, personlige ledelse og det åndelige / abstrakte verdensbillede
  • Praktiske kurser
  • Kreative kurser og hobbybetonet selvoplæring

Erhvervsrettede grundkompetencer

  • Udrednings- og evalueringskompetencer
    • Journalistik
    • Komplekse udredninger
    • Mine erfaringsbaserede synsvinkler: Kultur, trivsel og organisationsudvikling
  • Implementerings- og forankringskompetencer
    • Det individuelle konkrete plan i praksis
    • Mit “ståsted” og synsvinkel: Kaospilotens ABC
    • Det overordnede plan for opfølgning, planlægning og styring
  • Faglige grundkompetencer
    • Projektledelse, koordinering og samarbejde
    • Offentlig planlægning, borger- og minoritetsdannelse
    • Organisationsudvikling og organisatorisk douple-loop læring
    • Pædagogik, læring og læringsrum
    • Kommunikation, debat og videndeling
    • Dokumentation og analyse

Udviklingskompetencer

  • Paradigmeskift på tværs af kulturen
  • Samarbejds- og koordineringskoncepter på tværs af kulturen
  • Undervisning og læring på tværs af kulturen

» VÆRKTØJSKASSEN

Opnår folkekirken reel trosfrihed ved udspillet til ny styringsstruktur?

Hvis en ny styringsstruktur for folkekirken, skal give folkekirken reel trosfrihed, skal strukturen kunne koordinere og styre udviklingen af de » Centrale problematikker ved religiøse forandringsprocesser – i tilfælde af, at der sker en adskillelse af kirke og stat – så den nuværende bureaukratiske og administrative struktur i tilknytning til staten falder væk.

Er det nuværende udspil til ny styringsstruktur godt nok centreret om de religiøse og trosmæssige problematikker, til at det vil kunne lade sig gøre?

» Centrale problematikker ved religiøse forandringsprocesser

» Folkekirkens forsømte forår?

» TROSVINKLER

Centrale problematikker ved religiøse forandringsprocesser

Religiøse forandringsprocesser er en kompleks størrelse, der påvirkes og udvikles gennem tiltag fra flere forskellige sider på en gang.

Så hvis man skal forsøge at påvirke og styre nogle af de religiøse forandringsprocesser, kræver det en mangesidet indsats.

En indsats der overordnet set tager højde for følgende centrale problematikker:

  1. Tolkningen af de hellige skrifter
    Tolkningen af de hellige skrifter er en fortløbende proces internt i de forskellige religiøse samfund. Og den udfordring er centreret omkring nytolkninger, der tager højde for det historiske perspektiv. Internt i religiøse miljøer kan der være stor forskel på, hvordan man vælger at vægte fortolkningerne i relation til nutidsaktuelle problemstillinger
    (Uddybende eksempler og beskrivelser: » Forbrødring mellem Tidehverv og Indre Mission, af Mogens S. Mogensen; » Folkekirken bør fokusere på begrebet: Personlig tro)
  2. Gudsforholdet
    Der kan være stor variation på, hvordan mennesker i religiøse sammenhænge forholder sig til Gudsforholdet: Noget overordnet, som bare er der, og ikke er noget, der gør nogen forskel på, hvordan mennesker lever deres liv; Noget overordnet, som der skal tages hensyn til gennem dogmer og ritualer; Noget overordnet, der skal stræbes efter for at opnå åndelig status og hierarki.
    Forskellene på Gudsforholdet går på tværs af religiøse tilknytninger, men påvirker holdningen til det sociale liv.
    (Uddybende eksempler og beskrivelser: » Den tværreligiøse “formel”; » Gud eller Guder?; » Forbrødring mellem Tidehverv og Indre Mission, af Mogens S. Mogensen).
  3. Forholdet til anderledestænkende
    Når det gælder udviklingen af forholdet til anderledestænkende, så spiller den statslige lovning en stor rolle. Et er, hvilken holdning mennesker med afsæt i det religiøse kan have til anderledestænkende, noget andet er, hvilken social opførsel der er accepteret og tilladelig overfor anderledestænkende. Hvordan mennesker med forskellige religiøse udgangspunkter bærer sig ad med at få det religiøse menneskesyn til at hænge sammen med et samfundsmæssigt og lovgivningsmæssigt menneskesyn, er også en proces, der foregår fortløbende.
    (Uddybende eksempler og beskrivelser: » Implementeringen af den individuelle trosfrihed er vejen til at bilægge religiøse konflikter og stridigheder; » Et er social etik – noget andet tro; » Den tværreligiøse “formel”; » Gud eller Guder?; » Samfundspolitisk styring og regulering; » Forbrødring mellem Tidehverv og Indre Mission, af Mogens S. Mogensen).
  4. Mission og / eller dialog?
    En problematik, der er blevet mere og mere aktuel efterhånden som samfundet har udviklet sig til at blive mere og mere multikulturelt, er hvorvidt man fra religiøs side skal vælge at missionere med omvendelse for øje overfor anderledestænkende eller om man skal indgå i dialog om hverdagslivets fælles problemstillinger?
    Men på sin vis er mission og dialog ikke nødvendigvis hinandens modsætninger. Ikke set ud fra en kristen synsvinkel, hvor det at udvikle fredelig sameksistens på tværs af menneskelige forskelligheder, er en kristen “grundsten”. Fredelig sameksistens kan kun udvikles i dialog omkring social etik i hverdagslivet.
    (Uddybende eksempler og beskrivelser: » Dialog og mission i folkekirken, af Mogens S. Mogensen)
  5. Personlige livsoplevelser
    Menneskers forhold til tro formes nødvendigvis ikke af de religiøse sammenhænge, som mennesker er født og opdraget i. Konkrete oplevelser i livet vejer nogen gange tungere hos den enkelte end retoriske prædikener.
    1. Personlige livsoplevelser og trosforholdet
      Det personlige meningsgivende trosaspekt bliver ret tit og ofte knyttet op på personlige livsoplevelser, der nødvendigvis ikke har direkte tilknytning til noget religiøst. Så hvilken sammenhæng, den enkelte kan knytte mellem de religiøse sammenhænge og det individuelle forhold til et overordnet trosperspektiv, kan der også være stor forskel på. Som tiden er nu, er der flere og flere, der søger et individuelt og personligt forhold til et meningsgivende trosperspektiv, hvilket også udfordrer de mere kollektive religiøse trosperspektiver. Der skal være sammenhæng og mening mellem det konkrete liv og det overordnede perspektiv.
      (Uddybende eksempler og beskrivelser: » Folkekirken bør fokusere på begrebet: Personlig tro; » DET RELIGIØSE OG ÅNDELIGE PARADIGMESKIFT).
    2. Personlige livsoplevelser og forholdet til anderledestænkende
      Menneskers forhold til anderledestænkende formes også mange gange af konkrete livsoplevelser. Så menneskers forhold til det tværreligiøse og eget overordnet trosperspektiv, kan også påvirkes ud ad flere forskellige tangenter, alt efter hvilke oplevelser og møder mennesker får, der udfordrer opfattelsen, holdningen og betydningen af: Hvad det vil sige at være anderledestænkende.
      (Uddybende eksempler og beskrivelser: » Dialog og mission i folkekirken, af Mogens S. Mogensen; » Den tværreligiøse “formel”; » Gud eller Guder?).

Listen er blandt andet inspireret af Mogens S. Mogensens indlæg: » Forbrødring mellem Tidehverv og Indre Mission?

» Opnår folkekirken reel trosfrihed ved udspillet til ny styringsstruktur?

» Implementeringen af den individuelle trosfrihed er vejen til at bilægge religiøse konflikter og stridigheder

» Den tværreligiøse “formel”

» DET RELIGIØSE OG ÅNDELIGE PARADIGMESKIFT

» Samfundspolitisk styring og regulering

» 3-DIMENSIONEL HELHED

» TROSVINKLER

Implementering af den individuelle trosfrihed er vejen til at bilægge religiøse konflikter og stridigheder

For mig er der ikke så meget tvivl om, at det er implementeringen af den individuelle trosfrihed, der er vejen til at bilægge religiøse konflikter og stridigheder.

Men selvom “løsningen” på sin vis kan virke ret “enkel”, så findes der ikke nogen letkøbt og enkel måde, hvorpå man kan implementere den individuelle trosfrihed på.

Det er noget, der kræver meget fra mange forskellige sider.

Det kræver blandt andet en stor udvikling i global og international diplomati.

Det er en af de problemstillinger, det ikke kan lade sig gøre at løse og implementere, medmindre man er i stand til at give andre de samme frihedsrettigheder, som man gerne selv vil have.

Så det er jo noget af en menneskelig udfordring – for de fleste…

En udfordring i social etik…

» Trosfriheden vil skabe den rummelige spiritualitet

» DET RELIGIØSE OG ÅNDELIGE PARADIGMESKIFT

» TROSVINKLER

» 3-DIMENSIONEL HELHED

Religiøse reformationer er både nødvendige og mulige!

Som verden ser ud i dag. Så er den generelle globale kulturelle åbenhed, så langt udviklet. At det ikke på sigte kan lade sig gøre at bremse behovet for religiøse reformationer. Spørgsmålet er mest, hvor lang tid der går, før reformationerne vinder indpas – eller om det ender med et opgør med de oprindelige religioner, og der i stedet opstår en helt anden form for åndelig / spirituel “verdensorden”?

Det er sådan noget, vi ikke kan vide på forhånd. Det eneste, vi kan vide, er, at der altid vil opstå et krav om og et behov for reformationer, efterhånden som verden forandrer sig. Og det gør den. Verden. Forandrer sig.

» Islams DNA, af Ricardt Riis

» Folkekirkens forsømte forår?

» DET RELIGIØSE OG ÅNDELIGE PARADIGMESKIFT

» TROSVINKLER

Folkekirkens forsømte forår?

Komma-sætningspolitik i det eksisterende skaber ingen grundlæggende forandringer i folkekirkens styringsstruktur.

Der eksisterer kun en løfteparagraf i grundloven, som kan bruges til at give folkekirken en historisk mulighed for at definere en ny selvstændig styringsstruktur.

Den mulighed får folkekirken kun en gang.

Det, der er folkekirkens dilemma, er, at det trosmæssige indhold er tæt integreret i den statslige bureaukratiske og administrative styringsmodel. Så det, der er grundlæggende vigtigt for folkekirken, er, at få adskilt form og indhold, i den nuværende styringsmodel. For efterfølgende at definere en helt ny styringsmodel, der har afsæt i det trosmæssige indhold.

Men det virker som om tingene “bider sig selv i halen”. Folkekirken mangler som trossamfund en selvstændig styringsenhed, og dermed eksisterer der ikke en selvstændig styringsenhed i folkekirken, der kan tage initiativet til at definere en ny selvstændig styringsenhed for folkekirken. Det virker helt farce-agtigt.

Så hvem kan tage det initiativ?

I den komma-sætningspolitik, der har præget debatterne og udspillene omkring den nye styringsstruktur, virker det som om, at det er ret begrænset, hvor mange der har været i stand til at se ud over det eksisterende og tænke i nye baner?

Et af Piet Heins små prosa-gruk lyder nogenlunde (efter hukommelsen) således: Der kan være stor lighed mellem at have løst et problem og slet ikke at have fattet problemet…

» Det afblegede synodespøgelse splitter de borgerlige, Kristeligt dagblad

» V-spild truer kirkereform, Kristeligt dagblad

» Længe leve(r ) statskirken!, af Mogens S. Mogensen

» Vandringer i troens landskab, Kirken i gyngen, af Lars Hougaard Clausen

» Folkekirkens form og indhold?

» Den næste kristne reformation?

» Hvilken styringsstruktur passer til sammenhængskraften i et trossamfund – som folkekirken?

» Ny styringsmodel for folkekirken?

» Folkekirken kvæler det spirituelle ved at dyrke det institutionelle

» FOLKEKIRKEN

» TROSVINKLER

Mordforsøget på HMI i 1996 var heller ikke min egen skyld

I 1996 blev jeg terroriseret til en hospitalsindlæggelse i forbindelse med en tidsbegrænset ansættelse på HMI, hvilket heller ikke var min egen skyld.

Som det fornuftige og seriøse lille menneske, som jeg nu engang var og er, så havde jeg selvfølgelig lavet en fornuftig og seriøs aftale om, hvilke opgaver det var, jeg blev ansat til at løse på HMI.

På HMI stod de over for en strukturændring, hvor der formodentlig ville blive en masse brok og diskussioner, som ville tage noget tid og ressourcer. Derfor havde de brug for at ansætte en person, der kunne ekspedere nogle af de opgaver, som de var kommet bagud med. Det var det jeg blev ansat til. Og jeg skulle ikke blandes ind i noget som helst af det, der foregik i forbindelse med strukturændringen. Jeg skulle have en “fredelig” pind på sidelinien, hvor jeg bare skulle koncentrere mig om at få ekspederet de opgaver, der blev aftalt, at jeg skulle ekspedere. Alt hvad der hed konflikter, prioritering af opgaver osv – det var ikke mit bord. Det skulle jeg bare smide tilbage i hovedet på dem, der havde ansvaret for de opgaver. Det var det, der blev aftalt med mig i forbindelse med min tidsbegrænsede ansættelse på HMI. Og så blev det også aftalt, at vi efterfølgende kunne se, om der var andre opgaver, jeg kunne få i forlængelse af det her, hvis det fungerede godt med mit ansættelsesforhold. Så der var en meget klar aftale med mig om, hvad min ansættelse på HMI indebar af opgaver og muligheder.

Dem, der deltog ved ansættelsesaftalen, var lederen Lilly Jensen og underdirektøren Elisabeth. Så ledelsen kunne jo ikke undskylde sig med at være 100% uvidende om, hvad det var, jeg var blevet ansat til? Listen over de opgaver, jeg var blevet ansat til at lave, var heller ikke min egen “opfindelse”. Den havde lederen Lilly Jensen selv lavet.

HMI var beskæftiget med at lave kvalitetssikringsprøvninger på hjælpemiddel – og udarbejdede produktinformationer til forhandlere.

De opgaver jeg blev ansat til at lave, var fire forskellige.

Den ene var om hoftebeskyttere, der var et nyt produkt på markedet. Det var blevet udviklet til at forebygge hofteskader hos ældre i forbindelse med faldulykker. Der skulle laves en generel vejledning (informationspjece) om produktet, og så skulle der indsamles informationer om de 3 – 4 produkter (hos producenterne), der var på markedet, og så skulle der udvikles noget udstyr til at måle slagstyrken på produkterne. Det sidste blev lavet af en af ingeniørerne på HMI (Bruno). De prøvninger, der skulle laves, skulle også beskrives i vejledningen. Og endelig skulle der laves en skabelon i produktdatabasen, hvor de relevante informationer skulle skrives ind.

Den anden opgave handlede om kørestole. Både manuelle og eldrevne. Her skulle der først laves en standardskabelon for hvilke informationer, der skulle med i produktdatabasen. Og derefter var der en hel dynge af forskellige kørestole, som skulle tastes ind. Og i de tilfælde hvor der manglede informationer, skulle de indhentes hos producenten. Det var en lidt større opgave. Det var en opgave, der skulle laves sammen med en ergoterapeut, der hed Leif.

Den tredje opgave handlede om inkontinens hjælpemidler. Det var også et nyt område, der skulle oprettes fra bunden af. Der skulle researches på, hvilke forhandlere og produkter der var på markedet. Og så skulle der laves en basisskabelon i produktdatabasen, som informationerne kunne tastes ind i. Den opgave var ny, og det var Lilly Jensen, der havde startet på den, og hende jeg skulle tage over efter.

Den fjerede opgave handlede om noget opstart af opgaverne på området tilgængelighed. Hos Center for Ligebehandling af Handicappede (» Anbefaling – Center for Ligebehandling af Handicappede) havde jeg lavet et par projekter om tilgængelighedsproblematikken, som Socialministeriet havde været så begejstret for, at de mente, at det var noget, der skulle arbejdes videre på. Så de havde bevilliget en sum penge til det videre arbejde, der til en start skulle foregå ved at oprette et center for tilgængelighed i tilknytning til HMI. De opgaver skulle løses sammen med en arkitekt (Bjarne), som de havde ansat.

Jeg blev ansat i en tidsbegrænset stilling på godt et halvt år, til at løse de opgaver.

Som udgangspunkt var der ikke noget i det ansættelsesforhold, der burde kunne give anledning til nogle problemer. Og jeg hører til de mennesker, der laver det, der er aftalt med mig, at jeg skal lave.

Så jeg havde ingen som helt grund til at være hverken alarmeret eller bekymret. For hvis jeg lavede det, der var aftalt med mig, at jeg skulle lave. Så burde der jo ikke være nogen problemer?

Der var intet ved mig og min ansættelse på HMI, der burde kunne give anledning til nogen som helst misforståelser hos nogen – overhovedet.

Jeg havde en klar aftale, som jeg heller ikke lagde skjul på. Så det vidste alle.

Så selvfølgelig kom det bag på mig at jeg blev terroriseret til en hospitalsindlæggelse. For det der lagde til grund for, at jeg blev åbenlyst terroriseret på arbejdspladsen, havde intet med mig og min tilstedeværelse på HMI at gøre. Det handlede ikke om mig. Og jeg var ikke ansat til at skulle have noget som helst med det at gøre.

Så jeg blev terroriseret fuldstændig ukontrollabelt for at holde fast i den arbejdsaftale, der var lavet med mig – og melde pas overfor at skulle rodes ind i noget personligt mudder, der ikke havde noget med mig at gøre. Hvilket der ifølge den aftale, der blev lavet med mig, da jeg blev ansat – heller ikke var noget, jeg skulle rodes ind i. Dem der terroriserede mig til en hospitalsindlæggelse, var lederen Lilly Jensen og arkitekten Bjarne, der kørte personlig krig på hinanden. Og der var ingen af dem, der kunne undskylde sig med, at de var uvidende om, at jeg ikke var ansat til at skulle rodes ind i deres skidt. Det vidste de godt. Begge to. Så det var gustent overlæg.

De vidste i øvrigt også, at jeg var diabetiker. De vidste også, at jeg kæmpede med en læge, der sjuskede rundt med insulinbehandlingen (» Når lægen laver fejl – er det patienten, der er hysterisk og “skør”)

Det her foregik fuldstændig åbenlyst. Og der var ingen, der greb ind og hjalp mig med at stoppe det.

Så nej, det var ikke min egen skyld, at jeg i 1996 blev terroriseret til en hospitalsindlæggelse. Jeg var ikke forberedt på, at man på det danske arbejdsmarked kunne risikere at blive terroriseret til en hospitalsindlæggelse for at passe det arbejde, man var ansat til. Hvor pokker skulle jeg dog vide det fra?

Det var det, der skete på HMI i 1996.

Efterfølgende var der ingen, der tog mig alvorligt. Hverken på hospitalet, i ledighedssystemet – eller de mennesker, jeg på det tidspunkt kendte. Selvom de fik at vide, hvad der var sket. De flænsede videre i mig, for at reparere den fejl ved mig og min person, som de mente var skyld i, at jeg ikke kunne forvente og forlange, at andre overholdt de aftaler, der blev lavet med mig. Det var mig og min person, der var skyld i det?

Så man påduttede mig det overmenneskelige ansvar og kors i livet, at det var min skyld, at andre sjoflede de aftaler, der blev lavet med mig. Det var mig og min person, der gjorde det?

Det var forfærdeligt.

Et var at blive udsat for det, jeg blev udsat for på HMI. Det var såmænd slemt nok.

Men det efterfølgende at blive påduttet, at jeg alene menneske i verden – skulle være personligt ansvarlig for andres menneskers opførsel. Voksne mennesker, der da burde være gamle nok til at tage ansvaret for dem selv og deres egen opførsel. Hvordan pokker kunne det nogensinde kunne blive min skyld – og mit ansvar?

Jeg afviklede efterfølgende alt, hvad jeg havde af kontakt til de mennesker og sammenhænge, jeg kendte på det tidspunkt. Mig bekendt var jeg ikke noget overmenneske. Kun et menneske.

Men sundhedsvæsnet kunne jeg jo ikke så godt slippe af med. Så det problem blev jeg jo ved med at hænge på. Et sundhedsvæsen, der havde den holdning til kvindelige diabetikere, at vi ikke kunne forlange og forvente, at andre mennesker burde være i stand til at opføre sig civiliseret overfor os som mennesker på det danske arbejdsmarked?

Og nej – det var (og er) heller ikke min egen skyld, at man i det danske sundhedsvæsen havde (og stadig har) den holdning til kvindelige diabetikere. Og det gør jo livet temmelig hårdt, at skulle leve op til at være et guddommeligt overmenneske (i det danske sundhedsvæsen), der ikke må stille krav eller forvente sig noget som helst overhovedet af andre mennesker, for ikke at blive et selvforskyldt offer for vold.

Så nej – det var ikke min egen skyld, det jeg blev udsat for…

Hverken på HMI – eller i sundhedsvæsnet – eller i ledighedssystemet – eller af de mennesker, jeg dengang kendte…

Jeg har ikke ansvaret for andres gøren og laden i livet. Det må stå for deres egen “regning”

Jeg er mig bekendt kun et menneske i verden. Så andet og mere har jeg jo ikke at gøre godt med i livet og verden. Hvad skulle det dog kunne være?

Jeg kom mig aldrig over oplevelsen på HMI. Sådan noget kan det aldrig lade sig gøre at komme over. For der er ikke noget hverken at forstå – eller “reparere”. Det var en syg oplevelse, der smadrede mit liv. Og konsekvenserne kom jeg jo til at hænge på, hvad enten jeg brød mig om det eller ej. Så konsekvenserne var jeg jo nødt til at påtage mig ansvaret for at prøve at få dæmmet op for. Det var jo mit liv, der blev smadret.

Jeg kom mig heller aldrig over, at have oplevet hvordan to objektivt normalt civiliserede voksne mennesker, var i stand til at afreagere deres personlige galde over hinanden, ved at terrorisere en toptilfældig udenforstående (mig) til en hospitalsindlæggelse. Menneskelig galskab på slap line. Ingen medmenneskelig minimums etik. Ingen indre “stopklodser” der satte grænser for, hvor vidt de var i stand til at drive det over for et andet menneske. Det rystede mig. Og det kom jeg heller aldrig over igen. Der er ting vi lever bedst med at være forskånet for at have oplevet. For livet bliver aldrig det samme igen.

Men min egen skyld – det var det ikke…

Der eksisterer heller ikke noget, der for mig hedder “bagklogskabens forklarende lys”. Det var sygt, dengang det skete. Og det er det stadig, nu mange år efter – sygt, det der dengang skete. Så det erkendelsesoffer andre forlanger af mig, for at jeg ligesom kan bevise overfor verden, at jeg er “kommet af med det” og “kommet videre”. Det “erkendelsesoffer” er jeg ikke i stand til at levere.

Ikke udover at det er en syg verden, hvor jeg som udgangspunkt ikke skal forvente mig ret meget andet end skidt – hvis ikke jeg vil være selvforskyldt i at blive slået ihjel.

Andet og mere var der ikke at forstå og erkende. Ikke for mig.

For det var det, der skete. For mig.

PUNKTUM.

Og punktum for perioden indenfor det handicappolitiske arbejdsområde.

Det var jeg selvfølgelig ked af. For jeg havde jo et ret godt overblik over de problemstillinger, der eksisterede på det område. Og havde også et godt ry, efter det jeg havde lavet hos Center for Ligebehandling af Handicappede. Så mulighederne for, at kunne have lavet noget mere indenfor dette område, var før oplevelsen på HMI ret gode. Efter HMI var de lig nul.

For eftersom andre var meget kloge på, hvad jeg burde have gjort anderledes. Hvorfor greb de så ikke ind, og hjalp mig med at få sat en stopper for, det der skete? Der var jo mange mennesker omkring mig, der godt vidste, hvad der foregik. Men der var ingen, der greb ind og hjalp mig.

Mennesker, der har overmenneskelige forventninger og krav til, hvad jeg skal være i stand til at kunne klare alene menneske i verden, kan jeg jo ikke stole på.

Facts om mig:

» Facts om mig

Det var ikke min egen skyld, at jeg blev offer for vold og fik diabetes 1

Det var ikke min egen skyld, at jeg blev offer for vold og fik diabetes 1.

Jeg åbnede bare min dør en sommerdag i 87, ligesom jeg plejede. Det var en af mine medstuderende. En jeg kendte. Det skete tit, at der var nogen der kiggede forbi og ringede på. Og jeg åbnede bare ligesom jeg plejede, uden at ane hvilket personligt helvede jeg fik lukket ind i mit liv.

Hendes bror havde taget sit eget liv.

Og ja – det var selvfølgelig trist for hende.

Det var en makaber og ulækker omgang.

Da hun var gået, måtte jeg ud og gå en tur, for at få noget frisk luft – og “ryste skidtet” af mig.

Hvad, jeg ikke var forberedt på, var, at hun var sindssyg. Eller blev sindssyg? Var eller blev? Det ved jeg ikke.

Det kom som en bombe nogle dage efter.

Hun og hendes samlever var blevet enige om, at jeg var så god at tale med, så hvis jeg havde besøgt hendes bror, som hun havde haft en idé om (Hun kunne godt lide at lave arrangementer og planer med andre mennesker. Hun glemte så bare at spørge andre, om de gad agere dominobrikker i hendes arrangementer. Jeg følte mig ikke forpligtiget af andres arrangementer bag ryggen på mig. Det kom jo ikke mig ved.), så havde jeg nok kunnet tale ham fra det. Og så udnævnte hun mig til selvmordsspecialist. Så hun var jo syg i hovedet. En anden medstuderende blev også syg i hovedet. Eller var det i forvejen? Blev eller var? Det ved jeg ikke. Hun begyndte at tåge forstyrret rundt: Vi var alle sindssyge. Et var at hun muligvis selv var det det? Men hvad kom det dog andre ved?

Derfra blev mit liv forvandlet til et regulært helvede.

De hærgede som en pest i mit liv. Jeg fik selvmordstrusler, og blev bombet med alt muligt sygt skidt. De gik bag ryggen på mig og blandede sig i alt. Bagtalte mig og svinede mig til med alt deres syge skidt. Jeg kunne ikke “trænge igennem” til dem og stoppe det.

Så de var sindssyge. Og også sygeligt ondskabsfulde overfor andre. Jeg ved ikke om de havde nogen venner, som de brød dem om. Måske? Det ved jeg ikke. Men det kom jo heller ikke mig ved. Mig var de ondskabsfulde overfor – på et plan, der var ekstremt afsporet og sygt.

Jeg forsøgte selvfølgelig at få noget hjælp og opbakning til at takle det her. Men det var ligegyldigt hvem jeg greb ud efter, så var der ingen, der hørte efter og tog det alvorligt. Enten blev ordet selvmord taget som en stikordsinvitation til, at få hældt flere problemer i hovedet på mig. Eller også var der en masse meninger om den, dem, bla bla bla – osv.

Det var det, der skete sommeren 1987, hvor mit liv blev forvandlet til et personligt helvede, uden at jeg kunne finde hjælp og opbakning til at få sat en stopper for det.

Og nej, det var ikke min egen skyld.

Jeg var bare et udadvendt og positivt menneske, der åbnede min dør, ligesom jeg plejede, uden at have fantasi til at forestille mig, hvilket personligt helvede jeg fik lukket ind i mit liv.

Hvor skulle jeg dog vide det fra?

Der er ingen af os, der kan forudse hvilke voldsomme ting, der kan ske i livet og verden.

Der er heller ingen af os, der kan forudse, hvordan omgivelserne reagerer, når der sker noget voldsomt.

Vi ved dårligt nok, hvordan vi selv vil reagere. Det ved vi først, når det sker, og vi står midt i det.

Fortsættelse følger:

» Det var ikke min egen skyld, at jeg blev offer for vold og fik diabetes 1 (2)

Facts om mig:

» Facts om mig