CV

INTRO

Mine tværfaglige generalistkompetencer indenfor kommunikation, koordinering og samarbejde, giver mig evnen til at arbejde tværfagligt og problemorienteret med særlig fokus på struktur, videndeling og opgavekonkretisering.

Jeg har en akademisk kombinationsuddannelse bestående af: En grunduddannelse i offentlig planlægning fra ingeniørstudiet på Aalborg Universitet, suppleret med kommunikation, projektledelse og pædagogik – under åben uddannelse – fra henholdsvis Århus Universitet, DTU og KUA. Jeg har flair for IT og er selvlært i webdesign og anvendelse af sociale digitale netværk.

Min praktiske erfaringsbaggrund spænder bredt. Jeg har erfaring med tværfagligt samarbejde, koordinering og videndeling inden for det centralpolitiske arbejdsområde, minoritetsområdet, døgninstitutionsområdet og området for turisme. Herunder blandt andet erfaring med implementering af nye procedurer for videndeling, og ledelseserfaring med projektkoordinering, ansættelsessamtaler og introduktion og oplæring af nye medarbejdere.

Som person er jeg empatisk og analytisk – med sans for kreativ og praktisk problemløsning, en kompleks skelne- og opfattelsesevne, et højt abstraktionsniveau og en god jordforbindelse.

 

FORANDRINGS- / UDVIKLINGSKOMPETENCE

Jeg har kompetence til at arbejde forandrings- og udviklingsorienteret med organisatoriske samarbejdsflader:

  • Udredning af komplekse problemstillinger: Viden, opgaver, konkrete vilkår og samarbejdsstruktur. (Eksempel: Organisationsplan til beskrivelse af praksisfællesskabernes samarbejdsstrukturer indenfor områder med mange forskellige aktører)
  • Struktur for lettilgængelig videndeling: Vidensområder: Fagspecifik viden, konkret praktisk viden; Kanaler for videndeling: Personlig, skriftlig og digital. (Eksempel: Opgave- / arbejdsbeskrivelser)
  • Konceptudvikling for organisatorisk / social sammenhængskraft: Definition og beskrivelse af de fælles referencerammer / dagsordener, der skaber grundlaget for dialog. (Eksempler: Pædagogiske handleplaner; Begrebet tilgængelighed indenfor handicapområdet)

 

VÆRKTØJSKASSEN

Værktøjskassen er den kompleksitet af synsvinkler og arbejdsredskaber, som jeg kan trække på ved opgaveløsninger. Nogle af redskaberne og metoderne har jeg lært i job, andre under uddannelse – og nogle har jeg selv udviklet, på baggrund af de mønstre jeg ser og / eller har erfaret ved komplekse og abstrakte problemstillinger.

Metoder:

  • Dialog og dagsorden
    • Det religiøse kulturmøde
    • Begrebet tilgængelighed
    • Handleplaner og kontraktaftaler
  • Kulturdannelse og sammenhængskraft
    • Disciplinering, effektivisering og borgerdannelse
    • 3 parallelle spor for samfundsudvikling
  • Statistik: Som du spørger – får du svar
  • Praksisfællesskaber
  • Trivsel og forandringsprocesser
    • Afgrænsning og handlemuligheder
    • Erfaring, bevidsthed og kunnen

 

Se uddybning: Metode CV: http://fagogsamfund.utni.dk/pdf/metode-CV-ullatn.pdf

 

BAGGRUNDSVIDEN OG ERFARING

  • Webdesign, erfaringsdannelse og digitale netværk (2010 – …)
    • Min egen
  • Turisme (2008 – 2009)
    • Nettobådene
  • Selvbestemmelse og arbejdsmiljø på bostederne (2002 – 2007)
    • Praksisfællesskaberne for bostederne (Studieopgave)
    • Pensionat Kamager
    • Bostedet Solstriben
    • Social Service
  • Uformelle netværk og minoriteter (2000 – 2001)
    • Kontaktstedet i Herlev
    • Minoritetsafdelingen Mellemfolkeligt Samvirke
  • Børn og kreativitet (1997)
    • Børnehaven Amagerhus
  • Hjælpemidler, handicap og ligebehandling (1994 – 1996)
    • Hjælpemiddelinstituttet
    • Center for Ligebehandling af Handicappede

 

Se uddybning: Baggrundsviden og erfaring: http://fagogsamfund.utni.dk/pdf/erfaring-CV-ullatn.pdf

 

GRUNDUDDANNELSE

1992    

Offentlig planlægning, anlægslinien, akademiingeniør

Aalborg Universitet er projektorienteret og har en indbygget praktisk erfaring med løsning af konkrete projektopgaver i samarbejde med de lokale virksomheder og kommuner som led i uddannelsen

Afsluttende eksamensprojekt: Ældreplanlægning i Aalborg kommune – om
menneskesyn og boligpolitik

Aalborg Universitet

1983    

Matematisk fysisk student

Aalborghus Statsgymnasium

 

SUPPLERINGS- / EFTERUDDANNELSE

2009    

Pædagogik – Udvikling og læring

Pseudovidenskabelige (Erfaringsbaserede) teoriers (Pædagogik og psykologi) anvendelsesgyldighed i forhold til:

Konkrete problemstillinger (Undervisning, opdragelse)

Sociale sammenhænge (Kulturer)

Historiske vilkår for teoriernes udvikling og nutidige gyldighed (Kønsroller, sociale / økonomiske vilkår)

Eksamensspørgsmål: Forskelle og ligheder på Piaget og Vygotskys udviklingsteorier
Københavns Universitet Amager, åbne uddannelse

2008     

Pædagogik – Faget historisk

Det overordnede verdensbillede i form af videnskabsområder (Naturvidenskab, pseudovidenskab (Erfaringsbaserede)), universalitet (Almenmenneskeligt gældende) og tankesystemer (Ideologier, kulturbestemte normer).

Udbytte i form af konkret arbejdsmetode: Faktorer der skaber sociale hierarkier, konkurrence og påvirker normen for gode og dårlige værdier (Disciplineringens metoder)

Evalueringsopgave: Foucault: Disciplinering – En moderne magtteknologi

Københavns Universitet Amager, åben uddannelse

2008    

Pædagogik – Organisation og læring

Organisationsformernes betydning for udviklingen af samarbejdskulturer og rammerne for erfaringsdannelse.

Udbytte i form af konkret arbejdsmetode: Organisationsdiagrammer for praksisfællesskaberne (Alle aktører i tilknytning til en problemstilling / arbejdsområde)

Eksamensopgave: Social- og sundhedsområderne under indflydelse af moderne management
Københavns Universitet Amager, åben uddannelse

1999    

Projektledelse

DTU, åben udannelse

1994    

Retorik, Kommunikation og Formidling I

Aarhus Universitet, åben uddannelse

 

KURSER

2009        

Kommunikation i praksis

Niels Brock

2005    

Fra tilskuer til deltager- Samhandling og kommunikation med udviklingshæmmede

Temadage med psykolog Per Lorentzen

Botilbuddet Solstriben, Københavns kommune

1999    

Voksenpædagogisk Grundkursus

AOF

 

IT

Tekstbehandling    Word            Analytisk tilgang

Præsentations pro.    Power Point        Analytisk tilgang

Regneark        Excel            Kan

Databaser        Access, EKJ        Analytisk tilgang

Webdesign        KompoZer, Html, CSS    Analytisk tilgang / udvikling

 

SPROG

Engelsk        Forhandlingsniveau – skrift og tale

Tysk        Samtaleniveau – skrift og tale

Skandinavisk    Samtaleniveau og læse

Tegn til tale    Analytisk praksiserfaring

Livet i overlevelsesbanen – med vold, mobning og personlige overgreb som grundvilkår (17)

» CV

» Metode CV

» Baggrundsviden og erfaring

» Livet i overlevelsesbanen – med vold, mobning og personlige overgreb som grundvilkår (18)

Livet i overlevelsesbanen – med vold, mobning og personlige overgreb som grundvilkår (16) «

Livet i overlevelsesbanen – med vold, mobning og personlige overgreb som grundvilkår (16)

Efter den dårlig indkøringsfase til systemet i efteråret, prøvede jeg at få lidt samling på tingene, så der kunne komme fokus på det, det handlede om for mig. Mit liv og min fremtid.

Februar 2013.

I februar fik jeg så en ny indkaldelse til møde i Jobcentret. Der stod, at det var første mødeindkaldelse. Det studsede jeg noget over, for det var jo da anden gang? Jeg skrev det på listen over det, jeg skulle have op at vende til det møde, for det virkede som om mødet i november ikke var registreret? Der var et navn på mødeindkaldelsen. Wendy hed hun, hende der stod for mit møde.

Mødet var sidst i februar. Det fandt sted på Amager i de bygninger der engang var Sundholm. Der var blevet rigtigt pænt derude.

Da, jeg ankom til den bygning, Jobcenteret holdt til i, var der fyldt ret godt op med mennesker. Der var en reception ved indgangen, hvor vi blev krydset af på en papirliste, og fik et skema som vi skulle udfylde og aflevere. Det blev så lagt i en dynge. De holdt åbenbart storvask, og havde indkaldt alt og alle for at ekspedere så mange som muligt på samlebånd. Der var en hel del forsinkelse på. 1½ til 2 timer? Jeg kan ikke længere huske det. Men der var nogle foldere, man kunne kigge lidt i. Blandt andet en om nogle temadage, som de afholdt, med besøg af personalechefer fra nogle forskellige virksomheder. Jeg tog en folder. Der var en kaffeautomat og en automat med vand i lokalet, der fungerede om reception og PC-rum for ledige. Der stod en 5-6 PC-ere, som man kunne bruge. Jeg tog et krus koldt vand, mens jeg ventede.

Så blev det min tur.

Til min store skræk og rædsel, så var det akkurat den samme Jobcentermedarbejder, som havde flosset mig ud af døren den 15. november (» Livet i overlevelsesbanen – med vold, mobning og personlige overgreb som grundvilkår (15)), der tog mit navn i bunken. Ikke hende igen. Der måtte da være flere 100 Jobcentermedarbejdere i Københavns kommune, så hvorfor pokker skulle jeg lige ramle ind i det samme forvirrede menneske to gange? Så er livet da godt nok for ondt. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle takle det. Kunne man protestere og komme ind til en anden? Jeg måtte jo håbe på, at hun var mere normal denne gang? Sundholm måtte jo så være hendes faste arbejdssted? Så her kunne hun vel ikke blive væk?

Jeg fulgte efter hende ned mod møderummene. Jeg prøvede at lade som ingenting. Men hun kunne godt genkende mig. Hun spurgte, om vi ikke havde set hinanden før? Jo, det havde vi da, i november ud i barakbyen ved Sjælør. Åh ja, det var det forfærdelige sted, hvor hun ikke kunne finde rundt og logge på. Om jeg godt kunne huske det? Ja, det kunne jeg godt huske (Selvom jeg havde forsøgt, at lægge det bag mig.).

Det her møde udviklede sig til lidt det samme mareridt, som det i november.

Først undrede hun sig over, hvorfor det var det første møde, jeg var blevet indkaldt til. Det virkede mystisk. Jeg sagde til hende, at det var det jo heller ikke. Der var jo mødet i november? Nå ja, det var det forsøg, hvor hun ikke kunne finde rundt og logge på. Hun blev ved. Det var da mærkeligt, at der ikke stod noget. Gad vide hvad de havde lavet? (De og dem?). Jeg forsøgte igen. Det var jo hende, der havde holdt den personlige samtale med mig? Ja, hun havde lagt papirerne til de andre, så de kunne skrive det ind, for hun kunne ikke logge på. (Så hun havde åbenbart bare smidt nogle håndskrevne noter i hovedet de andre medarbejdere, der deltog ved forsøget i november, og var flygtet fra stedet?). (Jeg ved ikke hvilke aftaler, de havde med hinanden, men de andre havde åbenbart ikke opfattet det, som deres opgave, at samle op efter hende?). Jeg forsøgte igen. Hun vidste, at mødet havde fundet sted, og det vidste jeg også. For vi var begge fysisk til stede? Så kunne hun jo skrive det på nu, i det kommentarfelt, de havde til at rette op på fejl og smuttere? For det skulle vel stå, hvad der havde fundet sted af indkaldelser og møder? Hun kørte videre i det samme. Ja hun kunne godt huske det. Gad vide hvad, det var, de havde lavet? Jeg begyndte at få det dårligt med hende. (Hun var åbenbart typen, der kunne stå og hælde en liter mælk ud over sine egne fødder, og bagefter undre sig over, hvor det dog kom fra?). Det virkede helt surrealistisk.

Denne gang kunne hun så logge på systemet. Men hun kunne ikke se alt teksten i mit CV. Hun kunne blandt andet ikke se, hvad det var, jeg havde af kurser og uddannelse. Kun at der var en lang liste af kurser og efteruddannelse. Jeg forslog, at vi kunne lave en udskrift af det CV, jeg havde på min USB-nøgle, så hun kunne se det? Nej, det var ikke nødvendigt. Men hun syntes at listen over kurser og efteruddannelse var for lang. Så hun syntes, at jeg skulle slette noget af det. (Hvordan kunne hun vide det, når hun ikke kunne se hvad, der stod?). Jeg sagde, at jeg aldrig nogen sinde drømme om at slette noget som helst af det. Hvorfor det? (Det var da for skørt, det her.). Jeg forsøgte mig lidt frem. Hun havde måske fundet et job til mig? (Der måtte da være et formål, selvom det virkede lidt underligt med et job, hvor det var nødvendigt at slette noget af efteruddannelsen og kurserne, for at komme til at passe til det?). Nej, nej det havde hun ikke. Jeg prøvede igen. Så havde hun måske fundet nogen stillingsannoncer, som hun syntes, jeg skulle søge på? Nej, nej, det havde hun heller ikke.

Det næste, hun kastede sig over, var de stillingsbetegnelser, jeg havde lagt i databasen. Jeg havde det selv på listen over de ting, jeg skulle have redigeret i. Så det kunne vi da godt snakke om. Her kørte hun fuldstændig i selvsving. Hun faldt over, at en af de stillingsbetegnelser, jeg brugte som søgeord, var journalist. Det måtte jeg ikke, for det var en uddannelse. (Det var vel ikke kriminelt at søge job? Og stillingerne var vel ikke øremærket til nogle bestemte? Det kunne de selvfølgelig godt være. Men så var det jo nok arbejdsstedet, der havde øremærket dem til nogen, de kendte. Det var vel ikke Jobcentret, der skulle øremærke stillingerne til nogen bestemte?). Hun kørte rundt i, at hun for eksempel var sagsbehandler, og det var jeg ikke, så det kunne jeg ikke. Og hun kunne ikke søge på læge, for det var en uddannelse. (Der er noget, der hedder beskyttede titler, som for eksempel læge, jurist, revisor, sygeplejerske o.a., som kræver en bestemt uddannelse, fordi de det giver kompetencen til at sætte deres underskrift. Så er der en lang række stillingsbetegnelser, der ikke er beskyttede, og som alle, der har et eller andet i bagagen, der gør at de ved noget om det, kvit og frit kan søge på. Og eftersom jeg har en bred uddannelses- og erfaringsbaggrund, så kan de stillinger, der handler om noget, jeg ved noget om, gemme sig under en bred vifte af stillingsbetegnelser. Det afhænger mest af hvilke virksomheder og konkrete opgaver, der er tale om.) Jeg sagde, at jeg selv havde på listen, at jeg skulle have de stillingsbetegnelser redigeret, men den skulle ikke barberes ind, den skulle suppleres med nogle flere, og måske også mere velvalgte. Om hun havde nogen forslag? Det havde hun selvfølgelig ikke. (Men hvordan skulle hun dog også kunne have det, når ikke hun gad se mit CV?).

Så skulle der laves handleplan med aktivering. Der startede hun med, at forslå noget coach. Jeg svarede, aldrig i livet. Ikke alt det amatørpsykologiske lort. Det mente hun ellers, at jeg virkede til at trænge til. Jeg fik det dårligt. (Så hun var en af dem, der opfattede alt det, hun ikke kunne forstå i verden, som noget dybt personligt, som andre så kunne realisere, ved noget coach? Så var der da ikke noget tilbage i verden, der ikke var noget dybdepsykologisk? Hun sad jo og ville skrælle alt uddannelse og baggrundserfaring af mig, for at erstatte det med en personlig profil, uden indhold.).

Det næste var løntilskudsjob. Der havde jeg selv navne på et par steder, der arbejdede med dokumentation, analyse og udviklingsprojekter, som jeg ville prøve at se lidt nærmere på. Det reagerede hun på ved at sige, at det var alt for konkret. Jeg svarede, at det skulle være konkret. Du skal være konkret ved jobsøgning. Konkret arbejdssted? Det fik jeg ikke noget svar på. Så begyndte hun på noget med, at det var det, jeg brændte for? (Jeg blev noget desorienteret. Det var det, jeg var uddannet til: » Fag & Samfund.).

Der skulle skrives en handleplan med nogle mål og aktiveringsaktiviteter. Jeg havde en liste med flere ting, som jeg gerne ville have med i en målbeskrivelse. De konkrete stillingsbetegnelser, kunne være jo flere ting, med afsæt i den brede baggrund jeg havde. Men der måtte kun stå et ord som mål i en handleplan? Det var ikke meget. Et ord? (Det virkede skørt, det her. Ifølge lovgivningen på området, så skulle man helst have 2-4 forskellige ting, som man prøvede af, ad gangen.). Hvis jeg skulle vælge et ord ud, som kunne være nogenlunde dækkende? Projektmedarbejder? Det kunne hun ikke finde på listen over mulige ord. Hvad var der ellers? Tværfaglig koordinator? Det eksisterede heller ikke. Så var der koordinator. (Et gummibegreb, der ikke var hverken fugl eller fisk. Det kunne jo oversættes til stort set hvad som helst. Så det gjorde måske ikke ligefrem skade, selvom det var intetsigende?). Så det blev så koordinator. Så skulle der skulle fyldes et par linier på. Der skrev hun, at jeg kunne noget med digital kommunikation. (Det begyndte at blive noget skævvredet, det her. Jeg ville selv have været nede på opgaveniveau: Udredninger, dokumentation og analyse, informationsopgaver m.m. Men det var for konkret til dette system? Så det noget mere realistisk afgrænsede på opgaveniveau, som jeg selv havde på listen over muligheder, blev fejet af banen.).

Det blev så til, at jeg skulle aktiveres i et forløb omkring løntilskud og aktivering. Der var nogle muligheder for at deltage ved de temadage, som de afholdt. Det havde jeg set, i de foldere der lå i forhallen. Der var en af dagene, der lå i det tidsrum, hun ville lave handleplan for. Så det kunne hun da for min skyld godt skrive på.

Det næste, hun diskede op med, var, at hun ville lave en meget fin lille plan til mig, med en meget detaljeret beskrivelse af, hvad jeg skulle deltage i og lave, time for time, i de par uger som der så skulle være tale om. Jeg fik det noget kvalmt. (En person, der kunne blive væk mellem 10 barakker, ville lave en autistisk plan til mig? Det lovede ikke godt.).

Så begyndte hun ligesom i november med den lille ansøgning, med de 10 linier, der beskrev løntilskudsreglerne, som havde virket i verden. Den havde jeg fået én gang, så nej tak. Hun kunne godt sende en ny på mail til mig? Nej tak, jeg havde fået én! (Var hun døv?). Jeg kom ud af døren til møderummet. Hun fulgte efter. Blev ved med den tåbelige lille ansøgning. Nej tak, jeg havde fået én kopi! (Skulle hun ikke ligge sidde lidt ved PC’en og afrunde med nogen kommentarer?). Det skulle hun åbenbart ikke, for hun løb bagefter mig ned ad gangen. (Hun kunne åbenbart godt lide at rende bagefter andre mennesker?). Jeg forsøgte at komme væk fra hende, for mødet var jo afsluttet? Og jeg ville egentlig gerne lige have fundet et toilet. Men jeg kunne ikke slippe af med hende. Så jeg tog udgangen mod gaden.

Udenfor var jeg noget ør. Hvad pokker var det da for en underlig opførsel?

Jeg havde det ikke ret godt.

Det handlede slet ikke om mig.

Ligesom i november, kom mødet i februar ikke til at handle om mig.

Det kom i stedet til at handle om en jobcentermedarbejder, der:

  • Ikke kunne se sammenhængen mellem, at den manglende møderegistrering i november, betød at det ikke figurerede i databasen, at det havde fundet sted
  • Ikke kunne se indholdet i de CV, der lå i databasen
  • Fortrak at lave handleplaner ud i den blå luft, i stedet for at få en udskrift af et CV
  • Opfattede alt det hun ikke kun se eller forstå i verden, som noget psykologisk udlevende hos andre
  • Ikke vidste at der er noget, der hedder beskyttede stillingsbetegnelser, og så er der nogen, der ikke er det, som alle kvit og frit kan søge på
  • Ikke brød sig om, at ledige var konkrete på virksomhedsniveau i deres jobsøgning
  • Som kun ville skrive et ord som mål i en handleplan
  • Som havde brug for at strukturere andre til autister

Det var så anden gang, jeg blev flosset ud i tovene af denne person.

Jeg var noget påvirket af det her. Helt hvor meget kunne jeg ikke vurdere. Jeg nåede ikke at gribe for mig, og vidste ærlig talt heller ikke, hvad jeg skulle gribe og gøre i.

En intetsigende handleplan.

Da handleplanen dukkede op, stod der ikke mere end det ene ord og så de få linier om digital kommunikation. Der var ikke blevet lavet en autistisk plan til mig. Der var heller ikke skrevet noget om en temadag. Den autistiske plan gjorde nu ikke noget. Der var så en påtegning om, at koordinator var for snævret et ansøgningsfelt, så jeg skulle søge bredere. Så deres tolkning af det ord, var åbenbart meget snævert? Hvorfor måtte der ikke stå mere end ét ord i planen, når det blev for snævret med det ene ord?

Jeg var led ved at skulle skrive under på den underlige intetsigende handleplan.

Mødet blev registret.

Et par dage efter det forfærdelige møde, blev jeg ringet op af jobcentret. Det var en, der hed Wendy. Det var hendes navn, der havde stået på indkaldelsessedlen til mødet. Hun sagde, at de ved en fejl havde sendt et nydt indkald til mig om torsdagen. Men det var en fejl, så hvis det nåede frem til mig, skulle jeg bare glemme det. Jeg fik det ikke.

Jeg spurgte hende, om hun kunne se, om mødet, jeg havde været til, var blevet registreret? For det kunne jeg ikke se fra min side. Det var det. Der stod, at mødet havde fundet sted, som det skulle. Jeg takkede hende. Hun lød nogenlunde normalmenneskelig åndsnærværende.

Bagefter var jeg led ved det hele. Jeg vidste ikke, om jeg skulle klage over den tåbelige handleplan. Men hvem pokker skulle jeg klage til? Og det fik man jo nok ikke noget ud af alligevel. Og det var da et fremskridt, at det var blevet registret, at mødet havde fundet sted.

Det endte med, at jeg godkendte handleplanen. Det følte jeg mig presset til. Jeg kunne slet ikke overskue, at skulle til at rode rundt for at få den rettet. Så måtte jeg se, hvad jeg kunne få ud af det.

Jeg var meget påvirket af den personligt hårde medfart, jeg havde fået, og turde ikke sige noget til det, af skræk for at blive blæst baglæns ud af døren igen, næste gang jeg dukkede op i Jobcentret. Jeg havde heller ikke kræfter til at kæmpe imod det.

Men det var jo ikke godt, det her. For alt indholdet blev jo skrabet ud, i det der skulle forestille sig, at være min konktakt til systemet. Og det havde jo intet seriøst med hverken mig eller jobsøgning at gøre.

Det blev så heller ikke sidste gang, jeg ramlede ind i den samme Jobcentermedarbejder. Det skete igen i april, men denne gang var hun ikke længere sagsbehandler, der var hun blevet til en anden.

» Livet i overlevelsesbanen – med vold, mobning og personlige overgreb som grundvilkår (17)

Livet i overlevelsesbanen – med vold, mobning og personlige overgreb som grundvilkår (15) «

Livet i overlevelsesbanen – med vold, mobning og personlige overgreb som grundvilkår (15)

Som sagt, så måtte jeg i oktober 2012 tilbage til ledighedssystemet, efter at jeg havde brugt noget tid på at skrive for at få noget ballast og tyngde i forhold til at være blevet skrællet helt ud i det varmluftige overdrev.

Overordnet målsætning og ramme.

For området beskæftigelse og aktivering er der en overordnet målsætning og ramme, der sætter grænser for fortolkningsfriheden. Og den overordnede målsætning og ramme er enkel og letforståelig.

  • Job med løntilskud: Når det gælder anvendelse af løntilskudsjob, så skal indholdssiden være erhvervsrettet relevant, realistisk og opkvalificerende i forhold til jobmuligheder for den enkelte ledige. Der er ingen jobgaranti i forlængelse af job med løntilskud, så det er ikke nok bare at være parkeret et sted. Der skal være et indhold i jobbene, der er erhvervsrettet.
    • Relevans: Findes der et tilsvarende job på arbejdsmarkedet, der svarer til indholdet i løntilskudsjobbet?
      Eks: Der er ingen relevans i at en ledig bruger nogle måneder på at være parkeret i en krog og tager fotokopier, for der eksisterer ikke tilsvarende job på arbejdsmarkedet, hvor denne ene funktion kan udfylde hele jobindholdet.
    • Realisme: Bygger det videre på noget, den ledige kan og ved noget om i forvejen? Så der er tale om anvendelse af eksisterende viden og erfaring, der bliver anvendt på en ny måde i anden sammenhæng? Eller er der tale om rene eksperimenter, der ikke har nogen sammenhæng med noget personen kan og ved i forvejen?
      Hvis der skal være tale om at prøve noget helt andet, så skal der samtidig være tale om, at den ledige eventuelt vil foretage et brancheskifte.
      Et brancheskifte, for en person der har uddannelse i forvejen, skal helst indeholde nogle muligheder for supplerende kurser eller efteruddannelse. Ellers kommer personen til at arbejde ufaglært uden mulighed for at kunne opkvalificere sig indenfor det nye brancheområde. De ufaglærte jobområder forsvinder mere og mere ud af arbejdsmarkedet. Så kravet til muligheden for efteruddannelse bliver større og større på de jobområder, der tidligere har været ufaglærte områder.
    • Opkvalificerende: Er der tale om noget, der er nyt for den enkelte ledige? Nye arbejdsmetoder eller nye konkrete praktiske problemstilling? Så det giver nogle flere jobmuligheder.
      Eks.: Det er ikke opkvalificerende for faglærte tømrer, der har arbejdet som tømrer i mange år, at komme i løntilskud som tømrer hos et andet firma, hvis de bliver ledige. For det kan de godt i forvejen. Der skal være noget nyt i det. Det nye skulle så være, hvis der for eksempel er tale ny viden om nogle produktionsteknikker eller et eller andet andet, som den ledige ikke kender til i forvejen.
  • Bred orientering: Et andet krav, der er indbygget i de overordnede målsætninger og rammer, er at den ledige skal orientere sig bredt. Det vil sige, at den enkelte ledige helst skal have en 3-4 forskellige ting ad gangen, som vedkommende prøver at få job på.
  • Realisme: Der skal være realisme i jobsøgningen. Det vil sige, at der skal være realistisk sammenhæng med alder, uddannelse, baggrundsviden og erfaring. Jo ældre, jo mere bliver det evnen til overblik, vurdering og evaluering, der kan have speciel værdi. Jo yngre, jo mere er det kendskab til nye metoder og / eller muligheden for at starte “fra bunden”, der kan have speciel værdi.
  • Jobmuligheder: Hvordan, mulighederne ser ud, vil til enhver tid hver konjunkturbestemt. Så noget handler også om periodevist held og uheld.
  • Uddannelse og efteruddannelse: Disse muligheder er bestemt af, hvad den enkelte har af uddannelse og kurser i forvejen. Dem, der har meget i forvejen, har få muligheder, og dem, der har lidt i forvejen, har flere muligheder.
  • Individuelle jobsøgningsplaner: Et andet krav, der er indbygget i den overordnede målsætning / ramme, er, at jobsøgningsplanerne skal tage udgangspunkt i den enkelte lediges muligheder. Det vil sige, at omdrejningspunktet for den enkelte ledige, skal være den enkeltes baggrund, viden og erfaringer.

Så der findes en god overordnet målsætning / ramme for området, man som ledig kan bruge til at orientere sig efter, når man kommer i nærheden af dette område (» Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Dialog og dagsorden).

Det, der kan køre skævt, er, at det, der kommer til at foregå i ledighedssystemet, bliver alt for flyvsk og overfladisk, så det individuelle fokus og realismen i forhold til den enkelte forsvinder. Det var det jeg oplevede, da jeg blev flosset ud til at skulle være en varmluftig akademisk mentalitet.

Ledighedssystemet er en overfladisk og flyvsk verden, hvor tiden til den enkelte ledige er meget begrænset, og hvor man meget let kan ramle ind i, at de, der skal vurdere og bedømme lediges jobmuligheder, nødvendigvis ikke altid har et særlig stort og indgående detaljeret kendskab til de konkrete problemstillinger indenfor de forskellige brancheområder. Så det kan let blive noget med en helt masse stikord og overskrifter, der kan fortolkes på mange forskellige måder, og på den måde forsvinder realismen, det individuelle fokus og den konkrete indholdsmæssige tyngde (» Substansløse virkelighedsforskydninger).

Velforberedt.

Jeg havde det ikke godt med at skulle i nærheden af det system igen, som skrællede mig helt ud i det varmluftige overdrev.

Men jeg stod jo ikke så tomhændet denne gang, som da det skete. Nu havde jeg en hjemmeside (» Fag & Samfund), hvor min baggrundsviden, uddannelse og erfaring er beskrevet, havde lært mig selv op i webdesign (» Webdesign), og havde lavet benarbejdet til nogle konkrete jobprofiler (» PRAKSIS-design, » LinkedIn profile). Så jeg havde noget konkret tyngde og substans at stå imod med, overfor det flyvske, varmluftige og overfladiske.

November 2012.

Men trods det, at jeg var velforberedt, så ramlede jeg ret hurtigt ind i akkurat det samme problem én gang til.

Den 6. + 8. + 13. + 15. november 2012, skulle jeg deltage på et introduktionsforløb hos Jobcentret. Det viste sig at være et forsøg, hvor man ville lægge introduktionen til jobsøgningen så tidligt om muligt. Forløbet bestod af 4 halvdage, hvoraf de første 3 indeholdt nogle oplæg og introduktion til forskellige redskaber til CV og jobsøgningsteknikker, og det 4. bestod af en individuel personlig samtale, hvor der skulle følges op på forløbet, og tages en snak om hvad man havde af ideer, som man kunne arbejde videre med.

Den medarbejdergruppe, der deltog ved dette forløb, var sammensat fra forskellige Jobcentre. Det fandt sted i den bebyggelse af barakker, som Jobcentret har ved Sjælør station.

Det var lidt den sædvanlige hektiske omgang, som det plejer at være i disse sammenhænge. Noget introduktion med en masse informationer, og nogle kortvarige gruppeøvelser, hvor man tager en runde med lidt ideer og sparring til sig selv og de andre, på baggrund af forskellige måder at sammenstille baggrund, brancher, værdier og andet i en eller anden skematisk form. Det er ret typisk for det, der kaldes jobafklaringsteknikker. De findes så i forskellige varianter og udgaver. Det går lidt hurtigt, så det er begrænset, hvor meget man kommer i dybden i forhold til den enkelte. Det kan mest tages som en introduktion, som man så selv kan arbejde videre med. Der var nogle gode ideer i noget af det, som jeg godt kunne se værdien af.

Til den individuelle samtale den 15. november, havde jeg lavet et udkast til CV, som jeg havde med. Jeg kom i god tid inden samtalen og fandt et sted i en af bygningerne derude, hvor der var nogle PC-ere, som man kunne bruge. Så jeg kunne få lavet et print af mit CV-udkast og nogle af de ansøgninger, jeg havde lavet, så der var noget konkret at tage fat i til samtalen.

Da, jeg kom over til den bygning, hvor samtalen skulle finde sted, var der ret dødt og stille. Der sad en enkelt af medarbejderne inde i det lokale, hvor vi havde været de andre dage. Hun virkede meget venlig og rolig. Jeg spurgte, om det var mig, hun ventede på. Det var det ikke. Jeg skulle ind til en af de andre, men jeg var velkommen til at komme ind og sætte mig, mens jeg ventede.

Den person, jeg skulle ind til, virkede noget flyvsk og forvirret, da hun dukkede op. Vi skulle over i en anden bygning, så jeg samlede mine ting sammen og fulgte med hende. Hun skulle lige stoppe op et par gange, for at huske hvor det nu var, vi skulle hen. Hun havde svært ved at finde rundt, ude på de for hende fremmede lokaliteter. Hun arbejdede ikke der til dagligt. Hun flaksede noget forvirret rundt, men vi fandt da frem til det lokale, som hun havde fået stillet til rådighed for samtaler. Hun kunne ikke finde ud af, at få sig logget ind på systemet med den bærbare PC, som hun rendte rundt med.

Nå men jeg havde jo så udkast til CV, som vi kunne snakke ud fra? Det måtte jo være det, der var det fælles udgangspunkt for samtalen? Hvem var jeg, hvad kunne jeg og hvilke muligheder kunne jeg prøve at få noget ud af?

Ud over at virke ret stresset og forvirret, så var denne medarbejder også utrolig aggressiv. Hun opfattede åbenbart ledige som nogen, der skulle angribes?

Det, første hun kørte på, var at hun ikke gad læse mit CV, for det var for langt. Så havde hun et meget kort lille et, som hun viste mig som det gode eksempel. Det var selvfølgelig en nyuddannet uden erhvervserfaring. Det var det altid, når de skulle give gode eksempler på korte og uoverskuelige CV’er. Om hun havde et godt eksempel på en, der ligesom mig havde en del erhvervserfaring, uddannelse og kurser? Det havde hun ikke.

Det næste hun kaste sig over, var min grunduddannelse fra Aalborg Universitet som akademiingeniør fra planlæggerlinien. Hvor lang tid jeg havde læst? Det var en 3 ½ årig uddannelse. Så havde jeg ikke gjort min uddannelse færdig, for så skulle man læse i 5 år. Jeg blev hylet noget ud af den. Selvfølgelig var min grunduddannelse afrundet. Hun kørte videre i sin rille. Jeg havde ikke afsluttet mig uddannelse, for det tog 5 år. Jeg havde lavet afsluttende eksamensopgave, og dermed afrundet min grunduddannelse! Jeg kan ikke huske, hvordan denne del blev afrundet. Om hun stoppede op, fordi jeg begyndte at få det skidt og havde svært ved at holde tårerne tilbage?

Så skulle jeg lave en sammenfattende præsentation, der kunne fyres af som overskrift på det hele. Jeg kan ikke huske, hvad jeg sådan rent impulsivt fik lukket ud, for at stoppe hende. Men det faldt åbenbart i god jord, for hun svarede: Se, du kan jo godt. Jeg fik det mere og mere skidt.

Det næste hun hev frem var en ansøgning om løntilskudsjob, som der var en, der havde lavet. Den havde virket. Hun havde fået løntilskudsjobbet, hende der havde skrevet den ansøgning. Hun havde en rigtig god formulering på 10 linier om reglerne for løntilskudsjob, der virkede, hende der havde skrevet den ansøgning. Så den kunne jeg få en kopi af. Jeg tog den. (Det havde selvfølgelig ikke noget at gøre med, at der var sammenhæng mellem indholdet i det, den pågældende gerne ville i løntilskud som, og det den pågældende arbejdsgiver beskæftigede sig med? Sådan helt konkret?). (Og hvad var der i øvrigt galt med de foldere, der beskrev de samme løntilskudsregler, som der var en gruppe ledige, der havde brugt deres tid på at lave i en jobklub? Der var en, der havde haft dem med en af de andre dage, og vist dem rundt – og tilbød at Jobcentret kunne få lov til at bruge dem, at dele ud til arbejdsgiverne.). ( Er det de lediges opgave, at fungere som informationsmedarbejdere for Jobcentrene ved formidling af reglerne om løntilskudsjob til arbejdsgiverne?).

Jeg fik det dårligere og dårligere.

Så anbefalede hun mig, at jeg kortede mit CV ned, for ellers var der ingen, der gad læse det. (Hvordan kunne hun vide, hvad der var for meget, når ikke hun havde gidet læse det? Hvad var det – helt konkret – hun mente, der var for meget – og i forhold til hvad og hvem?).

Jeg kan ikke helt huske, hvordan seancen sluttede. På vej fra lokalet begyndte på en politisk diskussion om nedskæringen i dagpengeperioden. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede. Men hun reagerede ved, at mennesker jo ikke kunne leve af at spise mursten. (Nej, der er ingen, der kan overleve uden en form for indkomst. Det kunne jeg heller ikke. Men så langt tænkte hun åbenbart ikke. Hvis man vil gøre bare en lille smule godt, som medarbejder i Jobcentrene, så kunne man måske prøve at give en god individuel behandling, til de enkeltpersoner, der rent fysisk sidder over for én til de individuelle samtaler, i stedet for at ville redde hele verden på én gang?).

Hun virkede stadig noget forvirret over at skulle finde rundt derude i barakkerne. Jeg ville egentlig have været ovre at udfylde evalueringsskemaet, men hun blev ved med at rende ved siden af mig, så jeg tog flugten mod udgangen fra området i stedet. Hun vidste åbenbart heller ikke, at hele forløbet skulle afrundes ved et evalueringsskema? Det var ellers noget, der blev sagt en af de første dage ved introduktionen til det 4 dages forløb.

Jeg var noget fortumlet ovenpå den omgang, og havde det rigtig skidt.

Jeg havde det i forvejen ikke så pokkers godt med den verden, der havde skrællet mig ud i tovene én gang, og så fik jeg lige en tur mere. Jeg kunne ikke helt afgøre, hvor meget det påvirkede mig. Men upåvirket var jeg ikke. Jeg følte mig lidt som et jaget dyr. Og jeg stod ret uforstående overfor, denne besynderlige samtale. Det var én stresset og forvirret medarbejder, der kørte rundt i sin egen verden. Og det havde jo ikke noget som helst seriøst med job og jobsøgning at gøre.

Men hvorfor skulle det gå ud over mig?

Det var selvfølgelig sort uheld, at jeg lige ramlede ind i den person. Men derfor påvirkede det mig alligevel. Og sort uheld kan vi ikke beskytte os imod. Det ville jeg ønske, at man kunne.

Det handlede slet ikke om mig.

Så denne samtale kom slet ikke til at handle om mig.

Den kom i stedet til at handle om en Jobcentermedarbejder, der:

  • Havde problemer med at finde rundt i lokalerne og logge på systemet
  • Ikke kendte det danske uddannelsessystem, og vidste, at der er noget, der hedder bachelor
  • Havde brug for at mennesker, skulle kunne forklare sig selv på 3 sætninger, for at hun skulle kunne forstå dem, for hvis ikke hun kunne, så var der heller ingen andre der kunne
  • Ikke brød sig om ledige, der havde for meget uddannelse og erfaring, for det fyldte for meget i et CV
  • Havde fundet, de 10 linier, der kunne beskrive reglerne om løntilskudsjob, så arbejdsgiverne kunne forstå det, og som det så var de lediges opgave at informere arbejdsgiverne om
  • Ikke var klar over, at dette forsøgsforløb skulle afrundes med en evaluering af udbyttet af forløbet, dels ved den individuelle samtale og dels ved et evalueringsskema
  • Var helt oppe at køre over de politiske forhandlinger om at nedsætte dagpengeperioden

Som om jeg ikke havde nok i at tænke på mig selv og mit eget? Det har de fleste, der kommer i nærheden af den verden.

Mange kokke og ingen faste holdepunkter.

I samme periode var jeg så også til rådighedssamtale i A-kassen. Det var et fællesmøde, hvor vi var en hel del samlet på én gang.

Så der var en hel del kontrol og afkrydsninger i systemets skemaer, som man skal navigere rundt i, og en helt masse forskellige personer, der var inde over. Man har ikke en personlig kontaktperson i den verden, som man ligesom kan referer til. Så man kommer til at stå personligt alene, og skal hele tiden forholde sig til nye medarbejdere, hver gang der er noget. Det gør det ret svært at få god samling på det, der handler om en selv, når det hele tiden er nye hoveder, du skal forholde dig til ved kontakten.

Dagpengeret.

Samtidig kæmpede jeg for at blive kørt rigtigt ind i systemet igen. Hvis man har en selvbetalt pause, så kører man ind i dagpengesystemet igen, der hvor man stoppede. Men de er åbenbart ikke så vant til mennesker, der bruger den mulighed for at hjælpe sig selv ovenpå igen, efter at systemet har skrællet dem personligt helt ud i tovene. Så der var en masse rod frem og tilbage. Det sled også noget på mig, for det var ikke så nemt at stå uden penge. Men det faldt så på plads engang i december.

Undervejs fandt jeg ud af, at de problemer der var med, at der var blevet sat et forkert kryds ved min indplacering i oktober, som ikke kunne rettes igen. Fordi man i Jobcentrene ikke kan rette fejl, hvis der sker en fejl. Det problem kan løses ved, at de har et kommentarfelt til internt brug, hvor de kan rette op på fejlene, ved at skrive det der.

Det fandt jeg ud af, da der på et tidspunkt havde en Jobcentermedarbejder inde og slette mig i systemet. Det skete på en lørdag. Jeg ringede til IT-supporten, for jeg troede, at der havde været noget opgradering, hvor der var sket nogle fejl. Det var der ikke. Men han kunne så fortælle, at der havde været en medarbejder inde og slette mig i systemet, og så fik jeg navnet på den person. Det var en anden Jobcentermedarbejder, jeg fik fat i, da jeg ringede ind og spurgte til, hvad det var for noget. Det kunne hun ikke se nogen forklaring på, så det var en fejl. Det var hende, der fortalte det med kommentarfeltet.

Så må der da kunne blive ro til at koncentrer mig om mig selv og mit?

Så efter den her mareridtsagtige periode, måtte der da kunne blive ro til, at jeg kunne koncentrere mig om det, det jo burde handle om, min egen jobsøgning? Det var utrolig stressende med alt det roden rundt, for at få godkendt dagpengeretten, og så den personligt hårde medfart den 15. november. Det havde rystet mig noget, og det sad i mig. Jeg kunne ikke få det skubbet på afstand igen.

Men sådan skulle det ikke gå. For forestillingen fra 15. november gentog sig, næste gang jeg skulle til samtale i Jobcentret i februar. Det kom heller ikke til at handle om mig.

» Livet i overlevelsesbanen – med vold, mobning og personlige overgreb som grundvilkår (16)

Livet i overlevelsesbanen – med vold, mobning og personlige overgreb som grundvilkår (14) «

Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Dialog og dagsorden

For at skabe dialog kræves der en fælles dagsorden, som dialogen kan være centreret omkring.

En dagsorden kan være mange ting. Det kan være den form for dagroden, som de fleste kender fra møder. Men det kan også være et begreb, som for eksempel begrebet tilgængelighed. Det kan være en overordnet rammestyring, som for eksempel servicelovens bestemmelser om magtanvendelse og selvbestemmelse. Det kan være en struktur for videndeling, som alle kan relatere sig til. Og det kan være biologiske / konstanter til vurdering af spørgsmål om liv, død og menneskelig trivsel.

Biologi /naturvidenskab: Liv, død og trivsel.

De målbare biologiske / naturvidenskabelige konstanter kan være den fælles dagsorden, der bruges som grundlag for etiske og menneskelige dilemmaer og spørgsmål om liv, død og trivsel.

De målbare biologiske / naturvidenskabelige konstanter er eksakte og entydige, men giver ikke eksakte og entydige svar på de etiske og menneskelige dilemmaer og spørgsmål.

» Hvornår er mennesket i “virkeligheden” et “rigtigt” menneske?

» Biologiske afvigelser, psykiske diagnoser og psykisk ustabilitet

» Sundhedsprofiler

Struktur: Koordinering af opgave- og videndeling.

Det, der binder samarbejde sammen, er fælles synlig kommunikationsstruktur, fælles synlige overordnede værdier og rammer, og fælles synlige retningslinier for opgavefordeling og aftaler.

» Koordinerende KRYKKER – i KAOS…,

» Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Praksis 3

Rammestyring: Serviceloven.

En rammestyring er en overordnet målsætning / ramme for en problemstilling, der danner grundlag for prioritering og tolkning på det konkret og praktiske plan.

Et eksempel på en sådan overordnet målsætning / ramme for en problemstilling er servicelovens bestemmelser for magtanvendelse og selvbestemmelse indenfor institutionsverden.

» Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Praksis 2

Begreb: Tilgængelighed.

Begrebet: Tilgængelighed, er et eksempel på, hvordan et begreb kan sætte dagordenen for dialogen om en problemstilling, hvor der er mange forskellige aktører med forskellige interesser og synsvinkler på problemstillingen.

» Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Praksis 1

Organisationsudvikling og sammenhængskraft.

» Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Dialog og dagsorden

» Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Videndeling

» Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Fokuspunkter

» Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Verdensbilleder

» Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Praksis 4

» Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Praksis 3

» Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Praksis 2

» Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Projektet

» Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Praksis 1

» Samfundspolitisk styring og regulering

» Forandringsprocesser og projektledelse

» Voksenpædagogik, skrivemetode og læringsrum

Hvornår er mennesket i ”virkeligheden” et ”rigtigt” menneske?

Det gør stor forskel, hvor man ligger grundlaget for diskussion om en problemstilling.

Der er stor forskel på – om man gør abortspørgsmål – og i den anden ende af livsskalaen spørgsmålet om aktiv dødshjælp – til et spørgsmål om hvornår mennesket i “virkeligheden” er et “rigtigt” menneske – eller om man gør det til etiske og menneskelige dilemmaer og spørgsmål om, hvordan vi forholder os til menneskelivet.

Et biologisk spørgsmål om livets begyndelse og afslutning?

Eller et etisk og menneskeligt spørgsmål og dilemma om hvordan vi forholder os til menneskelivet?

Biologisk starter livet ved undfangelsen og slutter med døden. Tidsrummet mellem de to yderpunkter, er forskellige stadier af livet.

De målbare biologiske / naturvidenskabelige konstanter er de mest entydige og eksakte. Men de giver os ikke entydige og eksakte svar på de etiske og menneskelige spørgsmål og dilemmaer.

» Hvornår er et menneske et menneske?, af Ricardt Riis

» Substansløse virkelighedsforskydninger

» Biologiske afvigelser, psykiske diagnoser og psykisk ustabilitet

» Sundhedsprofiler

Gud eller Guder?

Der kan kun eksistere ét guddommeligt / universelt univers. Kun ét.

Udfordringen i det tværkulturelle samfund.

Udfordringen i det tværkulturelle samfund er at forlige sig med, at der findes mange forskellige opfattelser og meninger om det samme guddommelige / universelle univers.

De meninger kan både være religiøse, videnskabelige eller det, der kaldes ateistiske.

Der er ikke noget, der kan hedde: Min Gud, din Gud, vores Gud, jeres Gud og de andres Guder. Det er absurd.

Det handler i stedet om, at der bliver brugt mange forskellige navne for det samme guddommelige / universelle univers.

Så i det tværkulturelle samfund kan vi diskutere uenigheder om forskellige navne om det guddommelige / universelle univers, og vi kan diskutere uenigheder om de forskellige opdragende holdninger, normer og værdier, der knytter sig til de forskellige navne og opfattelser, der er af det samme guddommelige / universelle univers.

Men det kan ikke lade sig gøre at dele det guddommelige / universelle univers op i mindre enheder, ligesom lande med grænser. Det kan kun lade sig gøre i jordisk forstand.

For der kan kun eksistere ét guddommeligt / universel univers. Kun ét.

» Begrebet: Universalitet

» Manipulation, illusioner og spil

» Folkekirken som redskab for den kristne bevægelse?

» Trosperspektiver, religion og rummelig spiritualitet

» TROSVINKLER

Livet i overlevelsesbanen – med vold, mobning og personlige overgreb som grundvilkår (14)

Som tidligere nævnt så var formålet med, at jeg begyndte at skrive: At rekonstruere mit liv til bevisførelse for, at jeg har været menneskelig fysik til stede i mit eget liv; til bevisførelse for at de voldsomme ting jeg har oplevet, at de er afrundet i forhold til de mennesker og sammenhænge, det handlede om; til bevisførelse for at jeg er ved mine sansers fulde brug, og er i stand til at registrere de ting, der foregår omkring mig, og at jeg tillige har en god hukommelse, så jeg kan også huske det.

Så for at komme ud over problemet med 117 forskellige menneskers 117 forskellige meninger om mig, og hvad de tror, der er sket i mit liv, så skrev jeg det hele på en offentligt tilgængelig hjemmeside. For så har alle mulighed for at læse og vide det samme om mig. Og jeg kan jeg blive befriet for at skulle sidde og køre rundt i de sammen gamle forældede historier igen, igen og igen. Der er jo grænser for, hvor interessant det kan blive ved med at være – for mig.

Skriveprocessen.

Så jeg startede bare fra en side af, det var et kapløb med tiden og økonomien.

Der er ingen grund til at tvære så meget rundt i det, for det fremgår jo af min hjemmeside, hvad det er, jeg har skrevet.

I forhold til job, som jo er en af de sammenhænge hvor jeg er blevet flosset ud i det totalt varmluftige og indholdsløse, så er det et spørgsmål om: At få beskrevet min faglige baggrundsviden, det fremgår af siden » Fag & Samfund, så var det et spørgsmål om at få lavet nogle mere opgave rettede profiler, som de måske bedre kunne forstå i ledighedssystemet? Det har jeg forsøgt at gøre på siden » PRAKSIS-design, og så lavede en profil på » LinkedIn profile, som der er nogen, der anbefaler at man gør brug af.

Jeg lære mig selv op i webdesign, så jeg får lidt fagligt nyt på banen.

Og så begyndte jeg, at blogge for at holde liv i et eller andet udadvendt, og få fyldt noget nyt indhold på, i stedet for ret ensidigt at sidde og køre rundt i den samme grød, men også for at få lidt personligt modspil til noget af det, jeg har været udsat for, så jeg bedre kan placere det, og få noget menneskelig realistisk grund under fødderne i forhold til de problemstillinger, som modvægt det alt det overfladiske og flyvske, som jeg har været udsat for. Det foregik blandt andet på Kristeligt Dagblads nu nedlagte blogside eftetanke.dk. Så det gav noget emnemæssigt ny viden og erfaring (» Trosvinkler, » 3-dimensionel helhed, » Fra idé til handling, » Sundhedsprofiler). Det var noget andet, end jeg var vant til.

Så det fik jeg jo en hel del ud af, og burde jo så også, med det benarbejde jeg selv havde lavet, have noget tyngde at stå imod med overfor fremtidige flyvske mennesker i forvirrede sammenhænge. Jeg var jo ikke længere ubeskrevet.

Behandlingsrelevant fokus?

Det, der var og er behov for i forhold til gentagelsesfejlene i sundhedsvæsnet, er at få en ny forsøgsspærre på min journal og mit cpr. nummer. Det kommer jeg så ikke helt til bunds i.

Jeg mener, der eksisterer en mulighed for at få en speciel påtegning, hvis man har været udsat for gentagelsesfejl?

Det der indtil nu har været problemet, er at der ikke har eksisteret et behandlingsnavn for den naturvidenskabelige behandlingsforståelse for diabetes 1. Jeg troede heller ikke at det var nødvendigt. Men i 2010, får den naturvidenskabelig behandling, som både jeg og andre har lært os selv op i for mange år siden, et navn, den kom til at hedde kulhydratælling.

Så det må jo være det, der skal fremgå af en påtegning i min journal og eventuelt mit cpr. nummer? At det er min behandling, og jeg vil under ingen omstændigheder udsættes for flere ufrivillige forsøg, eller presses til at ændre på det.

Hvis der er nogen, der kender noget til, hvordan man kan få en påtegning på sin journal, så vil jeg være taknemmelig, hvis man på min vegne vil hjælpe med at få det ordnet.

På forhånd tak.

På indholdssiden er der ikke noget nyt i noget, for det fremgår også af min journal. Men de læser ikke journalen. De laver ikke en opfølgning eller overordnet beskrivelse af, hvad der er din basisbehandling. Men det er skrevet og fortalt 117 gange, så det står i småbidder rundt omkring. Jeg aner jo ikke, hvorfor de ikke læser journalen og roder så godt og grundigt rundt i det, at de ligefrem skal til at genopfinde den eneste måde, det kan lade sig gøre at leve med diabetes 1, hvis du kunne leve et normalt liv? Der er intet videnskabeligt nyt i det, der bliver lanceret som en ny behandling ved navn kulhydrattælling.

Men det er så ikke godt nok. Der skal klart og tydeligt stå, som overskrift, at min behandling er det, der så kaldes kulhydrattælling, og det har det været i mere end 23 år. Hvis det er et problem, så er de velkomne til at går tilbage og finde alle mine gamle journaler, helt tilbage fra 1989 – og læse det hele igennem.

Der skal fra min side bare sættes en stopper for mere roden rundt og ufrivillige eksperimenter. Det er ikke ok. Ifølge lovgivningen på sundhedsområdet, er der ingen af os, der er tvunget til at tilsidesætte den ordinære behandling og tvinges ind i forsøg.

Der er behov for en seriøs opfølgning på alt det rod, der har lavet med mig. Og det er jeg ikke i stand til at klare alene. Så jeg har brug for noget hjælp til at få styr på det problem.

Det, der er pointen i det her, er, at der aldrig har været noget problem med min diabetesbehandling. Det har jeg hele vejen igennem selv haft styr på. Men i det underlig rod, der foregår i sundhedsvæsnet, så blander de konsekvent anden sygdom sammen med diabetesbehandlingen. Det er det værste, du kan komme ud for som diabetiker. Så fuldstændig simple og banale ting kan koste mig livet. Fordi det bliver rodet sammen med diabetes. Det problem, jeg er nødt til at finde en forebyggende løsning på, er kort sagt, at jeg i forbindelse med anden sygdom, skal have den samme hjælp som mennesker, der ikke har diabetes. Ikke mere eller andet – det samme!

Som jeg kan se, kan det forebygges med en påtegning, hvor det fremgår, at min behandling er det, der nu kaldes kulhydrattælling. Så er det muligvis nødvendigt med en henvisning til nogen af de steder, hvor de så ved, hvad det betyder? Ikke fordi det er svært, men? Der er også kollegaerne på Færøerne (» På Færøerne ville jeg være en menneskelig normal diabetiker…), de har “regnet den ud” for mange år siden!

På det konkrete plan, i tilfælde af at jeg kommer til at fejle noget, hvor der er behov for at komme i drop, så bruger jeg 8 enheder Lantus (langsomvirkende) to gange i døgnet til at grundstabilisere insulinbalancen, og til resten bruger jeg en omregningsfaktor, hvor der til 10 gram kulhydrat bruges cirka 2 enheder Apidra (hurtigvirkende). Den hurtigvirkende insulin skal selvfølgelig reguleres af hensyn til de forskellige ydre faktorer, der påvirker blodsukkerniveauet! Der bør I kunne finde informationer om en hel del steder, hvis ikke det er noget I ved i forvejen? Jeg “kvæler” den idiot, der fjumrer med mit liv og helbred. For det her er ikke svært!

Det skal også fremgå, at det, der har givet anledning til gentagelsesfejl i sundhedsvæsnet, skyldes, at man ikke har villet acceptere at, det, der nu er komet il at hedde kulhydrattælling, var en “godkendt” behandlingsform. Det er den eneste naturvidenskabelige behandling – i verden! Til hver enkelt sygdom eksisterer, der kun én, kun én, seriøs naturvidenskabelig forklaring på, hvad det handler om! Og tilsvarende findes der kun én, kun én, seriøs naturvidenskabelig behandling. Og det er den, der passer til den naturvidenskabelige sygdomsforklaring! Kun én! I verden! For de naturvidenskabelige grundvidenskaber, som for eksempel biologi, er internationale! (» På Færøerne ville jeg være en menneskelig normal diabetiker…). Der er ikke noget at rafle om! Eller være i tvivl om! Og hvis ikke behandlingsformerne er i overensstemmelse med de naturvidenskabelig grundvidenskaber, så er man ude på det alternative overdrev! (» Manipulation, illusioner og spil).

Indenfor det diabetiske behandlingsområde, er de mere alternative i hjernen, end den mest forstyrrede åndelig Guru! Jeg vil ikke kæmpe med flere alternative behandlere indenfor det danske sundhedsvæsen, der skal grundoplæres i naturvidenskaberne fra 0, samtidig med at man behandler mig, som om det er mig, der er alternativ i hjerne. Det er jeg ikke, og har aldrig været det! Det ved jeg heldigvis godt selv, ellers havde det slået mig ihjel (» “Normal-tosset”…). Men jeg vil ikke udsættes for mere af det forstyrrede skidt! Og nu har den naturvidenskabelige behandling jo også fået et navn: Kulhydrattælling. Det er det glade alternative vanvid, det der er foregået og foregår indenfor den diabetiske behandlerverden. Og det er gået hårdt ud over de patienter, der ikke selv har været i stand til at lære sig op i den naturvidenskabelige behandling: Kulhydrattælling! Det har ødelagt livet og helbredet for mange! Og mig forsøgte de at hænge ud, som en der havde særlige evner i åndelig forstand, fordi jeg havde været i stand til at overleve med livet og helbredet i behold? Hjernedøde alternative tosser! Den mest farbare vej til overlevelse med en kronisk sygdom er jo nok, at tage det naturvidenskabeligt alvorligt? Hvad ellers?

Jeg får ikke ro i livet, før jeg har fået banket en solid prop i overfor det problem, med en eller anden form for påtegning i min journal / mit Cpr. nummer, som kan følge mig resten af livet. Som verden ser ud, så er det desværre nødvendigt!

Og jeg vil være meget taknemmelig, hvis der er nogen, der gider hjælpe mig med det.

På forhånd tak.

Venlig hilsen Ulla…

» Folder: Diabetes 1 – enkel beskrivelse

» Min behandling – og den selvstyrende borgers vandrejournal…

» Sundhedsskadelig forsøgspraksis på diabetesområdet giver fejlbehandling og spiseforstyrrelser

Tilbage i ledighedssystemet.

I oktober sidste år løb jeg tør på penge, og måtte tilbage i systemet igen. Det var jeg ikke så begejstret for. Men jeg måtte jo så håbe på, at der blev plads til noget mere seriøst ovenpå det benarbejde jeg selv havde lavet. For der var jo masser af konkret dokumenteret beskrivelse af hvad jeg kunne og havde baggrundserfaring og viden med og om. Så nu var der da ingen der ligefrem behøvede at lege gætteleg for at regne ud, hvad jeg havde af uddannelse, viden og erfaring?

Min egen tilgang var og har hele vejen igennem været, at der skal være seriøs fornuft i tingene. Og jeg er åben overfor ideer, hvis ikke de synes, at det, jeg selv har at byde ind med, er godt nok. Jeg har jo de ideer, jeg kan se, ud fra det jeg ved noget om. Andet kan jeg jo ikke gøre. Sådan må det jo være. Så kan jeg jo ikke gøre det bedre.

Men trods det, at jeg er velforberedt, så udvikler det sig til det sædvanlige mareridt at komme i nærheden af det system. I april kollapsede jeg fuldstændigt. Jeg var fuldstændig overbelastet af at holde sammen på mig selv og skulle forholde mig til en masse flyvske og intetsigende stikord, som så skulle være min profil i verden?

Det problem har jeg også hårdt brug for at få noget hjælp til at takle. Det er for meget med alt det underlige overfladiske amatørpsykologiske mudder.

» Livet i overlevelsesbanen – med vold, mobning og personlige overgreb som grundvilkår (15)

Livet i overlevelsesbanen – med vold, mobning og personlige overgreb som grundvilkår (13) «