Har det åbne samfund forstærket tabuiseringen?

Det virker på sin vis som lidt af et paradoks, at der kan eksistere tabuer i et samfund, der på mange måder er så åbent, som det er. For der er jo en meget stor generel åbenhed, om stort set alle emner: Døden, selvmord, alvorlig sygdom, psyken, tro, åndelighed, økonomiske op og nedture, ledighed – og så videre. Der er jo masser af fuldt ud tilgængelig viden om stort set hvad som helst.

Men alligevel er der mange tabuer forbundet med mange problemstillinger, ligeså snart det kommer personlig tæt på.

Som jeg ser det, så bunder tabuiseringen i, at den større åbenhed ikke går i spænd med etikken og respekten for det individuelle personlige rum. Der er ligesom opstået en form for kollektivisering – når det gælder personlige problemstillinger. Har man viden og oplevelse om en problemstilling, så ved man alt om det – på hele menneskehedens vegne. Men på den måde reducerer man det individuelle personlige rum, for oplevelsen af at have problemet tæt på. Oplevelsen af at få problemerne tæt på forsvinder jo ikke, ved at der kommer større åbenhed om problemstillingerne. Det der gør ondt, gør stadig ondt. Det der er svært, er stadig svært.

Mange problemstillinger er ligesom gået hen og blevet allemandseje. Man kan for eksempel støde på pop smarte programmer i TV, hvor mennesker sidder og slår plat og krone om, hvem de tror, der har en psykisk sygdom. Det er en tingsliggørelse af de mennesker, der har en psykisk sygdom. Så reducerer man andre menneskers liv og livsvilkår til underholdning i stil med gættelege om salgsprisen på et hus.

Så får vi en kultur, hvor der er en masse smagsdommere, der ved bedre – end den, det reelt handler om.

På den måde kommer der et stort pres på den enkelte, når problemerne kommer tæt på. Mennesker kan nemt blive væltet omkuld af en mur af meninger – hvor der ikke bliver ret meget plads til dem selv, og hvordan de selv oplever, at de har det.

Og den måde mennesker kan forsøge at give sig selv et personligt frirum – er ved tavshed. Hvad andre ikke ved noget om – kan man ikke blive belemret med en masse forudfattede og standardiserede meninger om. Problemet med tabuiseringen og tavsheden er bare, at det nogle gange kan forstærke den negative oplevelse af svære perioder og problemer – fordi mennesker så udover at have det lidt svært med nogle problemstillinger – også kommer til at skulle – “lade som om”. Det er jo til enhver tid altid det nemmeste og sundeste, at kunne være direkte åben og ærlig omkring sig selv – overfor de mennesker man har omkring sig. Det er et langt stykke hen ad vejen – den halve “medicin” for personlig trivsel…

3 thoughts on “Har det åbne samfund forstærket tabuiseringen?

  1. Ja, jo mere “Åbent” samfundet bliver, jo mere vil det føles som et akvarium, hvor det gælder om at synes, ikke at være og at holde tand for tunge.

    Like

  2. Jeg kan godt li’, at du sætter ”Åbent” i citationstegn. For der er jo tale om en overfladisk og stereotyp form for åbenhed – der bliver ophøjet til at repræsentere en større personlig dybde og seriøsitet, end der reelt er dækning for.

    Venlig hilsen Ulla

    Like

  3. Pingback: Dialog eller debat? | Ullas Vinkler...

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s