Ny overordnet tilgang til implementering af de universelle menneskerettigheder?

Jeg hører til dem, der er 100 % for, at man arbejder på at fremme en global humanisering. Og derfor mener jeg også, at de humanitære menneskerettigheder er menneskehedens hidtil bedste udspil, til at få formuleret en fælles overordnet social etik. Med fed streg under: UDSPIL!

Men jeg er meget kritisk overfor den måde, man indtil videre har forsøgt at fremme humaniseringen – og implementeringen af de humanitære menneskerettigheder.

Overensstemmelse mellem mål og middel!
Når man arbejde for af fremme en udvikling, så skal der være konstruktiv sammenhæng mellem mål og middel, ellers forfejler man målet.

Og hvis man “skærer helt ind til benet” og beskriver, hvad humanisering handler om – ja så handler det om udvikling af social tolerance og respekt for forskellighed.

Så det, der bør være udgangspunktet i implementeringen af en humanitær social etik, er at fremme social tolerance og respekt for forskellighed.

Humanisering er ikke en strukturel løsning!
Et af de punkter, hvor man indtil videre har forfejlet implementering af de humanitære menneskerettigheder, er ved at sætte lighedstegn mellem humanisering og demokratisering. På den måde opfatter man humanisering som en strukturel løsning. Noget der kan implementeres rent strukturelt. Det mener jeg er en misforståelse. Et er strukturer – noget andet er humanisering. Så det er vigtigt, at man i tilgangen i arbejdet med humanisering holder det adskilt fra arbejdet med strukturelle forandringsprocesser.

» Er demokratisering en nødvendig del af den globale sammenhængskraft?

» Global humanisering, sammenhængskraft og fred?

Humaniseringen bør være individcentreret!
Et andet punkt, hvor jeg mener, at man indtil videre har forfejlet implementeringen af de humanitære menneskerettigheder, er ved at centrer det omkring fast definerede gruppers frihedsrettigheder på nogle fastlagte emnemæssige områder.

Det har altid været lidt det evige dilemma indenfor arbejde med marginaliserede og udsattes vilkår, at man for at fremme bedre vilkår for udsatte mennesker, også samtidig kommer til at medvirke til at definere og fastholde mennesker som stereotype repræsentanter og medlemmer af minoritetsgrupperinger. Og på den måde kommer man til at blokere for reel frihed til den enkelte.

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

Lovgivning og strukturer bør være underordnet humaniseringen!
Så bør man også overveje, hvad der skal stå “øverst på dagsordnen”. Hvad bruges til at evaluere hvad?

Og her mener jeg, at humaniseringen bør stå øverst på dagsordnen. Så det er det, der vejer tungest. Og derefter er det op til de enkelte lande og sociale sammenhænge selv at finde ud af, hvordan man ellers vil integrere humaniseringen, så det kommer til at hænge sammen med lovgivning og organisatoriske strukturer.

» Sammenspillet mellem menneskelig etik og lovgivning

Humanisering handler om udvikling af social tolerance og respekt for forskellighed!
Når man skal arbejde konstruktivt for implementering af menneskelige og sociale værdier, så skal man som udgangspunkt ikke diktere mennesker, hvad de skal tro, mene og gøre. Så skal man i stedet stille de spørgsmål, som mennesker selv skal prøve at finde “svar” og løsninger på. For det er arbejdet med selv at finde “svar” og løsninger på spørgsmålene, der er implementeringen.

Implementering og udvikling af menneskelige og sociale værdier er en social aktiv proces, som alle kan og bør have mulighed for at være aktive deltagere i!

Så hvilke spørgsmål er det relevant at mennesker arbejder på at finde “svar” og løsninger på, i de forskellige lande og sociale sammenhænge – verden over?

– Listen starter her:

Hvad er social tolerance og respekt for forskellighed?

Hvad vil det sige at respektere hinandens tro?

Hvad vil det sige at respektere seksuel frihed?

Hvad vil det sige at respektere medfødt fysisk forskellighed?

Hvad vil det sige at respektere mental forskellighed?

Hvad er social diskrimination?

Hvad er social lighed?

Fyld selv mere på!

Reklamer

Global humanisering, sammenhængskraft og fred?

En humanisering af verdenssamfundet er en af de komplekse problematikker, hvor det er svært at komme med et standardsvar. For der er ikke rigtigt nogen fortilfælde at sammenligne med, og der kommer heller ikke nogen efter, som man kan måle med. Det eneste, der er at forholde sig til, er sammenhængen mellem årsag, virkning og konsekvenser.

Jeg mener, at man passe på med at sætte direkte lighedstegn mellem demokratisering i den vestligt inspirerede udgave, som vi blandt andet kender fra Danmark, og arbejdet for humanisering og fred.

Arbejdet for humanisering og fred handler om udvikling af social tolerance og social etik. Så den udvikling handler om andet og mere end hvilke organisatoriske styringsmodeller, man vælger i et samfund.

Fredsbevarende militære indgreb og organisatorisk stabilitet?
Et argument for at gøre brug af militære indgreb er at sætte en stopper for en form for intern uro og undertrykkelse af nogle befolkningsgrupper.

Men et udefrakommende militært indgreb er et meget drastisk indgreb i et samfund. Og et drastisk indgreb i et samfunds organisationsform / styre, vil altid medføre et organisatorisk kaos, der efterfølgende har brug for at genfinde en ny form for stabilitet. Og her har man fra de vestlige demokratiers side efterfølgende opfattet en demokratiseringsproces, som det der skulle kunne skabe en ny form for stabilitet. Men det er ikke det, der er sket.

Kaos, demokrati og fred?
Hvis vi for eksempel vender blikket mod den tidligere kommunistiske østblok, så har en demokratisering ikke skabt fredeligere vilkår. Der har man fået en andet problem i form af den østeuropæiske mafia, der, så vidt jeg ved, er ret kynisk og brutal, og blandt andet også er involveret i illegal menneskehandel indenfor prostitutionsområdet. Det problem eksisterede ikke i de tidligere totalitære kommunistiske regimer.

Og hvilken form for undertrykkelse er så bedst? Den oprindelige? Eller den der er opstået i det efterfølgende kaos, da de oprindelige styrer faldt? Pest eller kolera?

Jeg tror, at man skal passe på med, at være alt for fokuseret på demokratisering, som et redskab til at skabe stabilitet og stoppe undertrykkelse af forskellige befolkningsgrupper.

Et repræsentativt demokrati er nødvendigvis ikke en garant for, at der ikke forekommer undertrykkelse af forskellige mindretal. Et repræsentativt demokrati kan også være en form for flertalsdiktatur.

Det, der fra international side kan legitimere en eller anden form for indgriben i andre landes interne anliggender, må til enhver tid være en etisk humanisering med udgangspunkt punkt i de humanitære menneskerettigheder, der stopper og forebygger overgreb og undertrykkelse af nogle befolkningsgrupper. Mens redskabet til en etisk humanisering nødvendigt ikke er en organisatorisk demokratisering. For det er ikke det, der sker.

Vestligt inspireret demokrati er ikke en garanti for humanisering og fred. Det er en ret vigtig pointe at holde fast i, når man skal forholde sig til de ting, der sker, i de forskellige samfund verden over. Herunder blandt andet også Danmark 🙂

Supplerende synsvinkler og eksempler:
» Har vi i vesten et medansvar for flygtningestrømmen?, af Mogens S. Mogensen

» Er demokratisering en nødvendig del af den globale sammenhængskraft?