Det at leve med et højt bevidsthedsniveau – det nogen kalder IQ – kan i relation til nogle mennesker og sammenhænge være et alvorligt handicap…
Min IQ ligger omkring mensa-niveau. Jeg testede det engang. Mest bare for at få en billede af, hvor det cirka lå. Nogle gange var det lidt over – og andre gange lidt under…
Men det tal i sig selv er ikke så vigtigt at kende. Det ændrer ikke noget og gør ingen forskel (hjælper dig ikke). Der er så mange fordomme og forestillinger knyttet til det tal…
Det betyder i praksis i alt sin enkelthed, at du opfatter tingene mere mentalt klart og langt hurtigere, end mennesker gør flest. Det handler ikke om, at det man forstår, er noget andre ikke kan forstå – det tager bare længere tid for andre. Så man kan sige, at IQ er en tidsfaktor, der viser hvor hurtigt og klart, du opfatter ting. Men det at opfatte ting hurtigere og klarer end andre, betyder også at du hurtigere danner overblik – og at du har nemmere ved at forholde dig til komplekse ting, fordi antallet af de informationer, du kan have i hovedet på én gang, er højere end det gennemsnitlige. Så der er ikke noget mystisk i det. Det handler ikke om at være alvidende eller at have en overmenneskelig evne til at “se gennem ting”. Man ved ikke andet og mere, end det man får at vide, kan se og opfatte med sanserne og læse sig til, ligesom andre mennesker. Så i princippet kan de fleste mennesker lære at forstå det samme – det tager bare længere tid. Og nogle af de mere komplekse sammenhænge – ja dem kan de fleste mennesker i princippet også lære at forstå, hvis de får dem beskrevet – af en der både kan forstå – og beskrive dem.
Jeg lærte at forstå, hvad det vil sige at leve med et højt bevidsthedsniveau / det at have en høj IQ på en anden måde. Jeg lærte det af en dygtig psykolog, da jeg i mine unge dage blev tæt involveret i reaktionerne på et selvmord.
Det, der gik hen og blev mit menneskelige mareridt, var, at jeg med logikken og bevidstheden var i stand til at forholde mig til de voldsomme reaktioner, der var – som andre reagerede ved at opfatte som sindssyge. Og som den dygtige psykolog dengang lærte mig, så er de fleste mennesker beskyttet af deres egen bevidstheds begrænsning, og lever efter filosofien: Det, vi ikke forstår, er psykiatriske forstyrrelser og hallucinationer i hovedet på andre mennesker. Og så lærte hun mig nødvendigheden af at beskytte mig selv og mine mentale grænser, ved at tænke i “oversættelser” og fokusere på “konkreterne” i det, det handlede om, når jeg ramlede ind i mennesker, der var “personlige” / “amatørpsykologiske” / fordomsfulde i deres tilgang til at forstå andre mennesker.
Men der var en ting hun ikke kunne placere for mig, og som handlede om min “menneskeforståelse”. Det kunne jeg heller ikke selv. For, for mig var det alt sammen “logik”. Men det kan jeg nu. Det handler om abstraktionsniveauet – som ikke har noget med IQ at gøre, men er en anden form for “intelligens”. Det er evnen til at forstå logikken i det, der bedste kan defineres som metafysik. Og det er ikke mere “psykologisk forstyrret” end at det har et “fagligt” “sprog”, som blandt andet bruges af mennesker, der beskæftiger sig med menneskesynet indenfor pædagogik, og nogle af de mennesker der beskæftiger sig med tro og religion, som for eksempel teologer.
Så det “mirakel”(?), at jeg i mine unge dage overlevede at få voldsomme reaktioner på et selvmord tæt på uden at tage psykisk skade af det, var i “virkeligheden” ikke et “mirakel”. Det var ren logik. Det skyldtes en kombination af, at jeg har et højt bevidsthedsniveau (det nogle definerer med tallet IQ) – og et højt abstraktionsniveau, så jeg er i stand til at forstå “logikken” i den metafysiske virkelighedsdimension.
Jeg havde selv ønsket mig, at jeg kunne lægge den historie bag mig – for mange år siden. Men jeg rammer desværre ind i en del amatørpsykologiske “skrællere” – og til sidst var der ikke andre muligheder end at begynde at skrive, for at rekonstruere og dokumentere mit eget liv, og ad den vej forsøge at give mig selv et normalmenneskeligt fodfæste.
Og som sagt, der er ikke andet og mere i det at have et højt bevidsthedsniveau / IQ og have abstraktionsniveauet til at forstå det, der nok nemmest beskrives som lovmæssighederne i den metafysiske virkelighedsdimension, end at andre, hvis de vil – også er i stand til at forstå det. Men det kræver, at man bruger tiden til at sætte sig ind i det.
På siderne:
» Trosvinkler…
» 3-dimensionel helhed…
Kan man få et billede af, hvad det handler om…
Hverken jeg eller de venner, jeg dengang havde tæt på, da selvmordet skete, var sindssyge. Det var der bare ikke andre end mig, og den psykolog der hjalp mig, der forstod…
Jeg “overlevede”, men blev menneskelig “gammel” – i en ung alder…
Jeg hverken forventer eller forlanger, at andre skal være i stand til at forstå det samme som mig. Nogen gange er det måske også bedst at være den forståelse foruden? Grænsefladen mellem “normalitet” og sindssyge kan være “hårfin”. Og hvis ikke man forstår og kender den grænse, sådan som jeg gør, så er det måske bedst at erkende sin begrænsning – og “lade det ligge”? Og i stedet gøre mig den tjeneste at lade være med at ville “psykologisk” ind under huden på mig…
Mennesker har ikke noget at gøre “inde under huden” på andre mennesker. Det går meget bedre med tillid og dialog – fra “sidelinien”…
Så gør man ingen “menneskelig skade”…
Synes godt om dette:
Like Loader...
