Er prostitution et udtryk for seksuel frigørelse?

Der dukker mange synsvinkler op, når debatten kommer til prostitution – og hvorvidt det er et reelt erhverv, eller om det burde kriminaliseres. Det fik mig til at tænke på, hvorvidt prostitution kan ses som en del af den generelle seksuelle frigørelse, der har fundet sted.

Men prostitution er jo netop ikke en del af den seksuelle frigørelse – historisk set. Der er ikke noget nyt, moderne eller frihedsrevolutionerende ved begrebet prostitution og det at ernære sig ved prostitution. Det er historisk set et meget gammelt fænomen. Det seksuelt frigørende lå vel mest i pornoens frigørelse, et ændret syn på seksualitet som andet og mere end menneskers evne til at reproducere sig selv og sikre artens overlevelse – og en generel større åbenhed omkring seksualitet.

Prostitution og det at sælge og købe sex er jo netop præget af anonymitet og dobbeltliv. Det kan på sin vis kategoriseres som et udtryk for seksuel hæmning? Der ligger vel ikke noget udpræget frit i at leve med sin seksualitet som noget skjult og anonymt?

Et er, at der eksisterer et marked og dermed et behov for et liv med seksualiteten i det skjulte og anonyme univers. Men det virker forkert, at se prostitution som en del af det, der historisk kaldes seksuel frigørelse. Det giver måske tværtimod en pejling på, at den seksuelle frigørelse, der har fundet sted, ikke har været så frigørende – som der nogen gange bliver givet udtryk for?

Det er lidt paradoksalt at tænke på, at et historisk set meget gammelt fænomen og erhverv som prostitution stadig eksisterer, set i lyset af den generelle holdningsændring der er forgået – når det handler om sex og seksualitet. Åbenheden er meget stor – og de professionelle rådgivningsmuligheder er også meget store. Og det ældgamle erhverv prostitution – og den skjulte, lyssky og anonyme seksualitet, den består…

Det er som om, der mangler – en seksuel frigørelse?

“Man erkendte det gale i at udskille det kønslige fra det øvrige menneskelige og gik over til at udskille det øvrige menneskelige fra det kønslige.”

/Piet Hein/

» Forbud mod købesex?

Udstilling af døde og lemlæstede – Dokumentar eller dødsporno?

På YouTube kan man se videoklip med » Gaddafis lemlæstede lig. På mig virker det voldsomt og markabert.

Da prinsesse Diana forulykkede i sin bil, blev der også bragt billeder af hende i kvæstet tilstand i nogle nyhedsmedier.

På et tidspunkt så jeg i en nyhedsudsendelse, at nysgerrige mennesker er et stigende problem for falckreddere og politi på ulykkessteder. I udsendelsen blev der vist, hvordan der blev brugt afskærmninger for at beskytte døde og tilskadekommende fra kameraer og nysgerrige blikke.

Dokumentar eller dødsporno?
Hvor går grænsen mellem, hvornår noget er dokumentar og virkelighedsinteresse – og hvornår kammer det over og bliver udstillende beskuelse i en form for spændingsunderholdning?

Der er selvfølgelig de etiske hensyn at vise for de døde, de kvæstede – og deres pårørende. Det hensyn vejer, synes jeg – tungt.

Men er det nødvendigt for dokumentarens skyld, at vi ser disse nærgående billeder af døde og kvæstede? Bliver krig mere ægte og bedre beskrevet, når vi ser billeder af lig?

Og er det sundt?

Er det sundt?
Er det sundt for os, at få død og lemlæstelse serveret i en eksponeret nyhedsudgave?

Der har gennem tiden været meget kritik af, at børn og unge ser voldsfilm. Det giver dem et forkrampet og uvirkeligt forhold til vold og død. Hvad med virkelighedens død og vold?

Er det sundt at se videoklip af Gadaffis lig, der bliver vist frem som et trofæ?

Påvirker det synet på vold og død i en negativ retning?

Hvad er retfærdighed?

Retfærdighed kan opfattes og forstås forskelligt. Her vil jeg forsøge at sætte ord på to former for retfærdighedssans.

Den ene er den – som vi kan kalde et fornuftsmæssigt ræsonnement.

Her er det logikken og de rationelle værdier, der styrer retfærdigheden. Skal det være øje for øje, eller er der en logisk gevinst ved at bilægge fortidens uret for at komme videre? I det rationelle perspektiv kan accept af uret og opgivelse af ønsket om retfærdighed, måske give plads til noget der kan indeholde en form for ret – der kan bygge bro over uretten. Det er det, vi kan kalde en “forhandlet” retfærdighed.

Den anden form for retfærdighed er den, der er knyttet til et dybtfølt ønske om, hvordan verden burde være. Det handler mere om retten til et “verdensbillede”, end retfærdighed i rationel forstand.

Denne form for retfærdighedssans er ikke til forhandling på samme måde som den rationelle retfærdighed – da det kommer til at handle om at gå på kompromis med ønsket om, hvordan verden burde være. Denne retfærdighedssans kan knytte sig til håb og tro, og være drivkraft for at skabe forandringer. En opgivelse af denne form for mere personligt meningsgivende retfærdighedssans – kan også indebære en opgivelse af håb og tro på muligheden for det, der opleves som det gode og positive.

Det var et bud på to forskellige måder, at opfatte retfærdighed på…

Inspireret af:

» Retfærdighed og sjælens længsel, af Claes

Hvem frelser hvem – og fra hvad?

Vi lever i en overfladefikseret og bekræftelsessøgende tid. Så der er rig lejlighed til at stifte bekendtskab med frelserfænomenet i mange forskellige varianter.

Jeg havde på et tidspunkt en tandlæge, der kom lidt på afveje. Nu var det en lille harmløs og ligegyldig ting – så den var meget underholdende. Ved et besøg til almindelig tandeftersyn, begyndte hun uopfordret at fortælle mig, at man nu havde mulighed at lave tilbygninger på tænderne, – så jeg kunne få fjernet mellemrummet mellem fortænderne i undermunden. Nu havde jeg aldrig selv efterlyst det som noget problem. Så jeg spurgte hende, om grunden til en sådan tand-tilbygning skyldtes noget tandhygiejnisk – eller om det var fordi, hun syntes, det så grimt ud? Hun blev passende flov – og fik travlt med at bedyre, at jeg skam havde nogle meget pæne tænder. Puh ha da da 😉

I andre sammenhænge er det knap så underholdende, men kan udarte sig til noget, der er ret belastende at have med at gøre.

Krav om menneskelige forandringer er ikke en gave – men en regning

Meget frelse tager udgangspunkt i eksistensen af en menneskelig mangel og fejl hos genstanden for frelserforsøget. Hele selvrealiseringsbølgen, der hærger store dele af samfundet, bygger på den grundantagelse, at mennesker er underudviklede udgaver af dem selv.

Selvværdsopbyggende tilbud kan være ret nedbrydende for selvværdet hos mennesker, der ikke er klar over, at de burde have et dårligt selvværd. Det har jeg oplevet nogle eksempler på. Min kroniske sygdom – diabetes 1 – giver ind imellem nogle af de oplevelser. For eksempel i form af opbyggelig opbakning og råd om, at jeg ikke behøver at føle mig som et ringere menneske, fordi jeg har diabetes. Det oplever jeg ikke som særlig opbyggeligt, eftersom jeg aldrig selv ville ha’ fået den tanke, at jeg burde føle mig som et ringere menneske.

Nogen mennesker vil gerne frelse og redde andre mennesker. Men medmindre det er noget, andre efterlyser, og dermed udtrykker et reelt behov for – så er det ikke andre mennesker, man frelser og redder. Men sig selv.

Andre menneskers bevæggrunde, tanker og selvopfattelser – kan man i realiteten ikke vide noget om. Og der ligger en stor portion medmenneskelig ringeagt i at smide sit eget frelserbehov uopfordret i hovedet på andre mennesker.

Måske er andre allerede frelst og reddet – på de punkter man forsøger at frelse og redde dem?

Lykkelig ufrelst uvidenhed

Du kan lære meget om andres meninger om mennesker og livet, ved at blive konfronteret med andres frelserbehov. God anvendelse af filosofien: Fortæl mig, hvem du tror jeg er, så ved jeg, hvor jeg har dig – kan være meget oplysende. Hvad godt – der så er i den oplysning?

Mange lever lykkeligt i uvidenheden om andres fordomme og meninger, og der kan være mere personlig “frelse” i det “ufrelste”…

– if it ain’t broke, fix it.