UDVIKLINGSOMRÅDE: Fællessprogligt paradigme for psykiatri, specialpædagogik, socialpsykiatri, neuropsykologi, stress og psykisk arbejdsmiljø – og hjernens udvikling og lagerstyring

Når man taler om tværfaglig koordinering, så forgår det ofte på en rationel og strukturel måde i for af ansvars- og opgavefordeling. Men det er ikke den form for koordinering, der er behov for indenfor det brede felt for psykisk overbelastning og ustabilitet. Det, der er behov for, er en grundfaglig koordinering, så at man indenfor for alle områder forholder sig til problemstillingerne ud fra det samme grundlæggende faglige paradigme.

Forståelsen for hjernens udvikling og lagerstyring er den eneste af disse faglige områder, der tilhører det naturvidenskabelige område, og dermed også er i stand til at have status af at være kontekstfri i sin tilgang og forståelse af udviklingen af og beskyttelse af den individuelle integritet og personlighed. De øvrige faglige områder, tilhører de pseudovidenskabelige områder, og er dermed kultur og kontekst bestemte, og kan ikke danne grundlag for en generel faglig koordinering uden at blive “varmluftige”.

Så den grundforståelse, der bør ligge til grund for koordineringen på tværs af de forskellige områder, er forståelsen for, at hjernen er en muskel, der udvikles og påvirkes i sammenspillet med stimuli fra omgivelserne. Men også en muskel der rummer essensen af vores livserfaring, som vi kan trække på, når vi skal vurdere de ting, der foregår omkring os – og derudfra reagere konstruktivt – til beskyttelse af vores egen stabilitet og integritet. Og i tilfælde af psykisk overbelastning og ustabilitet, bør man så vidt muligt undgå at begynde at symptombehandle, sådan som det ret tit og ofte sker. Men i stedet forholde sig til, hvad der i hvert enkelt tilfælde skal til, for at stabilisere overbelastningen / ustabiliteten.

Videnskabsetik (2012)
“Det er ikke alt anvendelse af de eksakte videnskaber (naturvidenskaberne) – der er naturvidenskabelig. En del af det, der foregår i anvendelsesfasen, er pseudovidenskabelig – for anvendelsen vil ikke kunne eftervises eksakt – og give det samme resultat uanset tid og sted…

Hele det pseudovidenskabelige område (det humanistiske) – bygger på mange antagelser – der ikke er videnskabelig eksakte. Så sandhedsværdien af pseudovidenskabelige konklusioner vil altid være afhængig af tid og sted.

Det er for eksempel en pseudovidenskabelig sandhed, at diabetikere ikke kan tåle at spise sukker. Hvis blodsukkeret er lavt, bør diabetikeren spise noget sukkerholdigt for at undgå et insulinchok. Så den sandhed afhænger af de faktorer der påvirker blodsukkerniveauet – og er dermed ikke eksakt og uafhængig af tid og sted.

En pseudovidenskabelig teoretisk referenceramme definerer et afgrænset “filter” / synsvinkel. Fordelene ved at bruge disse “filtre” er, at de rummer en systematisk måde at vurdere på, og dermed kan de bidrage til at se nogle tendenser, mønstre og sammenhænge. Men “løsrevne” pseudovidenskabelige sandheder bliver ofte diffuse, misvisende eller intetsigende.

Der er som ofte altid noget om noget – men under hvilke vilkår og forudsætninger?”

» Videnskab, pseudovidenskab – og uvidenskabelige pseudosandheder

“Den måde man regulerer og styrer den faglige seriøsitet i behandlingstilbuddene på det praktiske og konkrete plan, sker blandt andet gennem videnskabsetiske retningslinier.”

» Sundhedsprofiler & Videnskabsetik

Det socialpsykiatriske område (2016)
Det, der ligger til grund for de voldsomt belastede miljøer indenfor det socialpsykiatriske område, er en kompleksitet af menneskelige problemstillinger, på et niveau der er de menneskelige umuliges opgave for de ansatte.

Der er flere lag i problemstillingerne, der kræver særskilt opmærksomhed, for at finde løsninger på.

Det ene problem er selvfølgelig de skrabede normeringer, der er præget af stopurspolitik. Så de ansatte lever under et konstant tidspres for at lave de opgaver, der er på programmet på den afsatte tid. Det indebærer selvfølgelig et risikomoment, hvor der ikke skal meget til for at overskuddet til at opretholde den opmærksomhed, der er nødvendig for mennesker, der arbejder med voldsomme og ustabile mennesker. Det er en umiddelbar synlig problemstilling, der også nemt kan rettes op på, med en øget normering, der nedsætter tidspresset på de ansatte.

En anden problemstilling er mennesker med psykiske problemer i kombination med alvorlige behandlingskrævende misbrugsproblemer. Den gruppe mennesker bør der findes en særskilt løsning for, så de ikke belaster miljøerne for de mennesker, der udelukkende har en psykisk problemstilling, som de har brug for aflastning og hjælp til at få afklaret og stabiliseret under nogle beskyttede rammer. Mennesker, der af forskellige grunde, har nogle psykiske problemstillinger, som de har brug for aflastning til, får det jo ikke bedre af, at komme til at bo sammen med mennesker, der har alvorlige misbrugsproblemer. Der er da ikke er mange andre, der kan holde ud til at leve og bo sammen med mennesker, der har alvorlige misbrugsproblemer, uden at opfatte det som en belastning? Men løsningen på den problemstilling kan måske være lidt svære at finde en løsning på? For det vil kræve en noget mere samarbejde og koordinering i den generelle visitation til de socialpsykiatriske tilbud. Og på det punkt er systemernes verdner jo altid meget bureaukratiske, langsommelige og usmidige.

Så er der en tredje problemstilling, der heller ikke umiddelbart findes en let løsning på. Det er modsætningsforholdet mellem den måde man tænker “helbredelse” og “normalisering” af psykisk lidelser i den psykiatriske verden og den socialpsykiatriske verden. De arbejder ud fra to vidt forskellige menneskesyn.

Som de fleste, der ved bare en lille smule om psykiske lidelser, ved, så er det ret tit og ofte en konkret situation eller oplevelse, der generer / “kickstarter” den psykiske ustabile tilstand. Men i den psykiatriske verden er man ret tit og ofte ensidigt fokuseret på at “reparere” problemet som unormale menneskelige reaktioner hos den, der reagere ved at være menneskelig påvirket af et eller andet, der er sket i en eller anden konkret sammenhæng og situation. Det vil sige, at man symptombehandler de menneskelige reaktioner på konkrete oplevelser i konkrete situationer i konkrete sammenhænge. Og på den måde “normaliserer” man den kulturelle / sociale sammenhæng, hvor den konkrete oplevelse og situation, der generede / “kickstartede” den psykiske ustabile tilstand – og stigmatiserer den, der bliver personlig påvirket af det, der er sket. Det vil sige, at meget af det, der foregår i den psykiatriske verden, er en stigmatisering af menneskelige reaktioner på konkrete livssituationer, der så “normaliseres” / “behandles” ved at “dæmpe” reaktionerne – ret tit og ofte med medicin. Så det er en symptombehandling af menneskelige reaktioner på det, der er sket i en bestemt social kontekst.

Det vil sige, at mennesker reelt ikke bliver “behandlet” til et “normalt” liv, der hjælper dem videre i forhold til den problemstilling, der skabte den ustabile tilstand – i det psykiatriske system. Der dæmper man bare reaktionerne. Den efterfølgende “behandling” / stabilisering / socialisering, der skal bringe mennesker videre i livet, ligger så udelukkende i det socialpsykiatriske system. Men de mennesker, der er beskæftiget indenfor den socialpsykiatriske verden, har nødvendigvis ikke den fornødne viden og indsigt, der sætter dem i stand til at forholde sig til den oprindelige problemstilling, der genererede den psykiske ustabile tilstand, der så efterfølgende er blevet symptombehandlet i det psykiatriske system. Og hvis ikke mennesker på et eller andet tidspunkt får de ydre sociale input og muligheder, der stabiliserer den oprindelige problemstilling – så bliver de aldrig “helbredte” og kommer fri af den psykiske ustabile tilstand, der blev “kickstartet” af en konkret oplevelse i en konkret situation. Det, der “helbreder” mennesker, er individuelt “passende” sociale aktiviteter og gensidigt menneskelige ligeværdige sociale relationer i de sociale sammenhænge mennesker indgår i.

Så en hel del af det, der generer de voldsomt belastede miljøer indenfor det socialpsykiatriske område, kan ikke løses internt indenfor det socialpsykiatriske område. Det kræver forandringer i nogle af de sammenhænge, som det socialpsykiatriske område er samarbejdsmæssigt koblet sammen med. Og den forandring, der er alvorligt påkrævet, er en forandring internt i det psykiatriske system. Så det menneskesyn, der ligger til grund for behandlingen i det psykiatriske system, ligger mere på linie med det, der foregår i den socialpsykiatriske verden. Så overgangen mellem de to verdner bliver mere flydende, fordi de så i højere grad “taler samme sprog”.

» Sikkerhedsregler på bosted blev brudt, og en kvinde mistede livet (2016)

» Endnu en ansat knivoverfaldet på bosted (2016)

» Anna om sit bosted: “Havde det bedre som hjemløs” (2016)

Det psykiatriske område (2016)
Den normale praksis indenfor den psykiatrisk felt er at symptombehandle den psykiske ustabilitet som et problem, der “sidder fast på” det enkelte individ. Men dermed stabiliserer man den psykiske ustabilitet til et liv i det psykiatriske system, som er den sociale kontekst “behandlingen” finder sted. Men ikke til et liv udenfor det psykiatriske system, hvor der eksisterer en helt anden social kontekst.

Der er dog et konkret eksempel på, hvordan man ved at tænke stabilisering af psykisk ustabilitet som et spørgsmål om afgrænsning og prioritering af ydre påvirkninger og aktiviteter kan helbred skizofreni:

» Skizofrenien forsvandt da han begyndte at løbe

Adfærdspsykologiske forsøg og eksperimenter indenfor det sociale område (2016)
Ifølge dansk lovgivning skal alt den behandling mennesker tilbydes i det danske sundhedsvæsen være naturvidenskabelig dokumenteret. Hvis ikke den behandling, mennesker tilbydes i det danske sundhedsvæsen, er naturvidenskabelig dokumenteret, så kaldes det adfærdspsykologiske forsøg med mennesker. Og det er ulovligt, kriminelt og strafbart at praktisere adfærdspsykologiske forsøg med mennesker i det danske sundhedsvæsen. Hvis man derudover legaliserer adfærdspsykologiske forsøg ved at påberåbe sig videnskabelig dækning for det, så er der tale om videnskabelig fusk og svindel. Hvilket også er strafbart.

Hvorvidt den samme videnskabelige etik gør sig gældende indenfor andre områder af den offentlige sektor?

I hvilken udstrækning man i det danske samfund har en speciel lovgivning, der legaliserer adfærdspsykologiske forsøg med mennesker baseret på sociale og personlige fordomme indenfor de sociale områder? Det er mit kendskab til jura ikke godt nok til at vurdere. Men det ændrer ikke noget ved, at der er tale om adfærdspsykologiske forsøg og eksperimenter med mennesker baseret på sociale og personlige fordomme. Jura eller ej.

» Dårlig etik? Kommuner køber kurser i sygdomssvindel (2016)

I form af hvilken “faglighed”, Lars Søndergård underviser kommunale ansatte i sygdomssvindel, står hen i det uvisse. For det er ikke som psykiater. Indenfor dette felt er han færdig.

» Styrelse griber ind: Lars Søndergård færdig som psykiater (2016)

Det virker lidt besynderligt, hvorfor lægekonsulenter, der allerede én gang har vist sig at være på kant med den lægefaglige etik, ikke bliver stoppet? For det er jo ikke i kraft af deres faglighed, at de forsætter deres praksis? Kun deres personlige fordomme og meninger om mennesker.

» Byrådet vil til bunds i Manniche-gate (2014)

Koordinerende krykker & Fællessproglige referencer: Hjernens lagerstyring og hukommelses kapacitet (2015)
“Alt det, vi oplever livet igennem, bliver lageret i hukommelsen. Men hjernens hukommelsessystem er en kompleks og finmasket størrelse, der bliver individuelt opbygget i de første år af vores levetid. Og det tjener blandt andet det formål, at vi bliver i stand til at navigere konstruktivt og effektivt i livet, med udgangspunkt i de erfaringer vi får lagret i hukommelsen livet igennem. Så når man dyrker hukommelsestab som et must i mentale transformationskoncepter, så smadrer man blandt andet menneskers evne til at reagere konstruktivt i fremtidige situationer, herunder at beskytte egne personlige grænser.

Vi er kun i stand til at reagere og agere konstruktivt med udgangspunkt i det indbyggede hukommelsessystem, som vi hver især har fået opbygget med en lang række forskellige oplevelser livet igennem. Og med mindre man brug for at praktisere en eller anden form for sekterisk bevidsthedsstyrende tankekontrol for at nedbryde menneskers personlige grænser og få dem til at agere som små grænseløse forsøgsdyr og robotter, så burde det jo heller ikke være noget problem?”

» Koordinerende krykker & Fællessproglige referencer: Hjernens lagerstyring og hukommelses kapacitet

» Vi er vores hjerner (Kristeligt Dagblad)

Diagnoser og tankesystemer (2014)
“Et samfund baseret på udlevelse af fantasifulde rollespil, diagnosekonstruktioner og minoritetskarakteristikker

Når vi bygger hele den sociale samfundsmodel på en systembaseret registrering af individets “tilhørsforhold” til de mange forskellige roller, diagnosekonstruktioner og minoritetskarakteristikker, bliver det for alvor absurd. For så bliver den enkeltes muligheder for helstøbte liv, “helbredelse” og “normalintegration” koblet op på, i hvilken udstrækning det kan lade sig gøre at revolutionere hele samfundsmodellen af roller, diagnosekonstruktioner og minoritetskarakteristikker.

Så får vi fænomenet – de fremmedgjorte samfundsborgere, der bliver påduttet en ydre stereotyp identitet, der slet ikke handler om dem. De stereotype identiteter er andre menneskers opfindelse.”

» Diagnoser og tankesystemer

Stereotype identiteter og mangesidede personligheder (2014)
“”Melodien” i den måde man i et samfund konstruerer diagnoser og sociale minoritetskarakteristikker er ret enkel.

Og det er den samme “melodi” uanset hvilken form for normafvigelse, der er tale om: Mental, fysisk, åndelig eller social status og livsstil.

Konstruktion af diagnoser og sociale minoritetskarakteristikker
Diagnoser og minoritetskarakteristikker bliver konstrueret ved, at en gruppe mennesker bliver enige om, at der er noget sært og underligt ved nogle af de andre. Så sætter de sig ned og laver en liste over alle de ting, de har observeret og synes, der er afvigende ved de andre. Når listen er færdig, laver de et sammenkog til en definition på en personlighedstype. Derefter sætter de sig ned og tænker over, hvad de kan gøre ved dem og udsætte dem for, de der andre – så de kan blive lige så “normale” som dem selv.

Men der mangler ligesom nogen i den konstruktion – og det er de mennesker, som diagnoserne og minoritetskarakteristikkerne skulle handle om.”

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Dialog & Dagsorden (1994 – 2013)
For at skabe dialog kræves der en fælles dagsorden, som dialogen kan være centreret omkring.

En dagsorden kan være mange ting. Det kan være den form for dagsorden, som de fleste kender fra møder. Men det kan også være et begreb, som for eksempel begrebet tilgængelighed. Det kan være en overordnet rammestyring, som for eksempel servicelovens bestemmelser om magtanvendelse og selvbestemmelse. Det kan være en struktur for videndeling, som alle kan relatere sig til. Og det kan være biologiske / konstanter til vurdering af spørgsmål om liv, død og menneskelig trivsel.”

Eksempler:

  • Biologi / Naturvidenskab: Liv, død og trivsel
  • Struktur: Koordinering af opgave- og videndeling
  • Rammestyring: serviceloven
  • Begreb: Tilgængelighed

» Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Dialog & Dagsorden (2013)

Hjernens udvikling hos for tidligt fødte børn (2010 – 2012)
Et af de områder, hvor man er meget langt fremme i forståelsen for sammenspillet mellem ydre stimuli og hjernens udvikling, er området for tidligt fødte børn.

Hos børn, der er født for tidligt, er hjernen ikke fuldt udviklet. Men man har god erfaring med, hvordan man i kraft af ydre stimuli kan træne del af hjernen, der er fuldt udviklet, til at overtage nogle af de funktioner, som den beskadigede del af hjernen varetager hos børn, der er født med en fuldt ud færdigudviklet hjerne.

Selve træningen står forældrene for. Forældre til for tidligt fødte børn bliver indlagt sammen med barnet, og de står for den praktiske træning. Træningen består af en kombination af fysisk kontakt med forældrene, hvor barnet med jævne mellemrum bliver taget ud af kuvøsen, og lagt på brystet hos en af forældrene, og dermed får den basale fysiske menneskelig kontakt. Herudover suppleres der med konkrete øvelser i form af løft til at udvikle balanceevnen, lyde, billeder mm.

På den måde stimuleres den del af hjernen der er intakt, til at udvikle en struktur der sætter den i stand til at overtage funktionerne fra den del af hjernen, der er defekt ved fødslen. Det, der er væsentligt at bemærke ved denne træning, er, at der tale om en kombination af følelsesmæssige stimuli (Den tætte fysiske kontakt med forældrene) og fysiske øvelser.

» Videnscenter for Tidligt Fødte Børn

Området for genoptræning af senhjerneskadede (2009)
Hvordan man hos senhjerneskadede i kraft af fysisk træning kan træne den intakte del af hjernen til at overtage nogle af funktionerne hos den del af hjernen, der er beskadiget, er Anne Meiniche et godt eksempel på.

“Anne Meiniches både rørende og barske beretning om at komme ud for det, der ellers kun sker for de andre: En invaliderende trafikulykke, efterfølgende 28 timer på operationsbordet og 5 uger i koma. Om at finde tilbage til livet som 65% invalid, om kampen for at holde sammen på familien (mand og fire små piger!). Og om et dansk sundhedssystem, der udretter mirakler, men også er skandaløst mangelfuldt. Anne Meiniche (f. 1965) beretter om den trafikulykke, hvor hun kvæstes livsfarligt og hendes seksårige datter brækker ryggen. Om tiden derefter – om sygehusvæsenets og det offentlige systems rolle, genoptræningen og det enorme pres på familien.”

» To kaffe og en staveplade, Anne Meiniche (2009)

Social- og sundhedsområderne under indflydelse af moderne management (2008)
“Social- og sundhedsområderne: Hospitaler, hjemmepleje og døgninstitutioner – har i de senere år gennemgået en organisatorisk omstilling til moderne ledelsesformer. /l. 15., s.1/

I efteråret 2007, blev der sat fokus på botilbud for voksne udviklingshæmmede – og en række eksempler på svigt og overgreb, blev eksponeret i nyhedsmedierne. Der var blandt andet eksempler på et omfattende brug af magtanvendelse overfor beboerne, lemfældig brug af medicin, og mangel på lovpligtige indberetninger om den faglige praksis på bostederne. /k1, k2, k3 og k4/

Problemformulering
Opgavens formål er at belyse sammenhænge mellem: Moderne management som ledelsesform indenfor social- og sundhedsområderne; og dannelse af en faglig praksis, der som ovenstående eksempel, får karakter af svigt overfor målgruppen.

Social- og sundhedsområdernes praksisfællesskaber, er det empiriske genstandsfelt for opgavens teoretiske perspektiver på dannelse af faglig praksis. Praksisfællesskaberne beskrives på baggrund af forskningslitteraturs analyser og resultater.

Da det er opgavens formål, at belyse sammenhænge mellem ledelsesform og faglig praksis, vil der blive inddraget flere forskellige teoretiske perspektiver, som på forskellig vis ville kunne bidrage til at belyse disse sammenhænge. Da det kan være problematisk at sammenblande flere forskellige teoretiske perspektiver i samme analyse, pga. forskelle i de teoretiske begrebers definitionsgrundlag, holdes analyserne med de forskellige perspektiver adskilte, og kun konklusionerne sammenfattes.”

“3. Sammenfatning og perspektivering
Det har været opgavens sigte at belyse sammenhænge mellem moderne management indenfor social og sundhedsområderne – og dannelse af en faglig praksis, der får karakter af svigt overfor målgruppen.

Lederens valg af rolle, har stor betydning for fællesskabets dynamik. En leder der orienterer sig mod de elitære netværker, påvirker medarbejdernes og brugergruppernes ståsteder i fællesskaberne, så deres muligheder for at opnå fuldt medlemskab af fællesskabet bliver meget begrænsede. Det kan indebære, at det bliver svære for medarbejderne og brugergrupperne, at synliggøre behov der ikke ses og opfattes ud fra lederens og det politiske systems perspektiv, og dermed får svære ved at argumentere for nødvendigheden for ressourceanvendelse til behov der er medarbejderdefinerede og brugerdefinerede. Det kan indebære, at der opstår svigt, fordi individuelle problemstillinger der ligger ud over definitionerne i de standardiserede serviceydelser bliver overset og ignoreret – og dermed ikke indgår i vurderingen af hvilke ressourcer til serviceydelser, der er behov for at tildele den enkelte bruger.

Kontraktstyringsprincippet, har betydning for hvilken form for erfaringsdannelse der kommer til at præge den faglige praksis. Jo mere serviceydelserne bliver standardiseret og fastlagt i rutiner og tidsplaner gennem kontraktstyring, jo mindre bliver råderummet og incitamentet til at professionsmedarbejderen, udvikler og lære at anvende viden-i-handling og refleksion-i- handling. To former for erfaringsdannelse, der netop sigter mod situationsbetinget problemløsning af uforudsete variable, som arbejdet med mennesker netop er meget præget af. Ud fra dette perspektiv kan der opstå svigt, gennem professionsmedarbejderens manglende evne til at praktiserer refleksion-i-handling, når hverdagen møder på ustabile og uforudsigelige behov fra brugergruppen.

Incitamentet for at medarbejderen udvikler evnen til at praktisere refleksion-i-handling svækkes af det formelle lovpligtige krav om at medarbejderen praktiserer standardiserede serviceydelser.
En anden problematik er målgruppen og medarbejdernes placering i praksisfællesskaberne. Deres mulighed for at opnå fuldt medlemskab er begrænsede, pga. af den formelle styring af arbejdets tilrettelæggelse og ressourceforbrug. Det giver et dilemma – at muligheden for fuldt medlemskab er begrænsede til formelle aftaler – og der samtidig er krav til selvstyring. En selvstyring, der fordrer høj grad af selvdisciplin og behovsundertrykkelse ved situationsbetingede behov – der ikke er omfattet af de formelle kontrakter omkring serviceydelser. Så der ligger ikke en juridisk forpligtigelse til at modsvare de situationsbetingede behov – som der heller ikke er en formel ressourcefordeling til at praktisere.

En mere uddybende analyse af problemstillingen kunne være relevant, med mere konkrete empiriske analyser af, hvordan ressourceforbruget planlægges og hvilken fleksibilitet, der gives råderum for, til at prioritere situationsbetingede behov – for både medarbejdere og målgruppen.

Det kunne for eksempel gøres med udgangspunkt i udformningen af hvordan kontrakter med brugerne udformes, og hvilke muligheder der er for at indarbejde nogle variable. Men også en analyse af, om kontrakten udformning er realistisk i forhold til de konkrete problemer, der er potentiel mulighed for, ville kunne opstå i hverdagen. Her henvises til eksemplet i bilagsmaterialet. /bilag 1, 2, 3/ . Hvor det for eksempel kunne være relevant at belyse hvilke værdier og normer der ligger til grund for om de faktorer der indgår i funktionsbeskrivelsen, og om de normer og værdier harmonerer med brugergruppens behov, ønsker og værdier. Ligesom det kunne være relevant at lave en empirisk analyse af, hvordan disse handleplans dokumenter indgår i den politiske administrations sagsbehandling.

Afslutningsvis vil jeg evaluere opgaven ud fra en arbejdsmetodisk synsvinkel. Valget af empiri baseret på forskningslitteraturs analyser og konklusioner – har givet muligheden for at beskrive problemstillingen i et mere overordnet og generelt perspektiv. Den efterfølgende belysning med forskellige teoretiske perspektiver får dermed den samme generelle og overordnede karakter. Den arbejdsmetodiske tilgang har været god til at identificere nogle mulige problematikker, der er relevante for opgavens problemstilling.

Som det fremgår af afsnit 2, så viser denne opgave også at nogle teoretiske perspektiver er mere velegnede til at belyse empiri, der er baseret på forskningslitteraturs analyser og konklusioner end andre. Dermed kan opgavens analyser også bruges som udgangspunkt til vurdering af hvilken form for empiri, det kunne være relevant at inddrage til videre belysning af problemstillingen, ved at tage udgangspunkt i hvilke teoretiske perspektiver, det kunne være interessant at bruge som analytisk perspektiv – som for eksempel intersektionalitet.

Som tidligere professionsmedarbejder indenfor social- og sundhedsområdernes praksisfællesskaber, har opgavens problemstilling direkte relevans for mine egne praksis erfaringer. Den subjektivitet jeg har med fra min praksiserfaring, har for mig haft den motiverende fordel, at jeg har haft let ved at identificere sammenhænge mellem de teoretiske perspektiver og den praksis jeg kender.

Ulempen ved at arbejde med en problemstilling jeg kender fra praksis, har været, at det gør det svært at fastholde objektiviteten ved anvendelsen af de analytiske perspektiver. Den problematik har influeret meget på arbejdsprocessen med opgaven, der som arbejdsmetodisk erfaring har været lærerig.”

» Social- og sundhedsområderne under indflydelse af moderne management (2008)

Specialpædagogik for voksne udviklingshæmmede (2002 – 2007)
Den pædagogiske problemstilling, der var central i den periode, jeg var beskæftiget indenfor området, var implementeringen af en større forståelse for udviklingen af sprog, hos mennesker der havde forskellige former for medfødte handicaps.

En af dem der var eksponent for at fremme en større forståelse for den sproglige udvikling hos mennesker med medfødte handicaps, var den norske psykolog Per Lorentzen. I den periode jeg var beskæftiget indenfor området, var Per Lorentzen tilknyttet gruppen af specialkonsulenter, der fungerede som eksterne sparringspartner, som ansatte indenfor det specialpædagogiske område kunne trække på, i den udstrækning der var behov for det.

Jeg deltog på nogle temadage med Per Lorentzen i maj 2006. Temadagene var fællearrangement for nogle af bostederne i Københavns kommune.

» Fra tilskuer til deltager – Samspil og kommunikation med voksne udviklingshæmmede, Per Lorentzen

» Fra tilskuer til deltager, Mine noter fra temadage med Per Lorentzen, maj 2006

» Specialpædagogikken i etisk perspektiv, Min erfaringsbeskrivelse fra perioden indenfor det specialpædagogiske område.

Begrebet tilgængelighed (1994 – 1995)
Hos Center for Ligebehandling af Handicappede arbejdede jeg med dokumentation, definition og implementering af begrebet tilgængelighed.

Min tilgang og mit ståsted i forhold til de centralpolitiske sammenhænge var noget utraditionel. Dels var der arbejdsformen. De gamle ministerielle sammenhænge var præget af en indgroet sagsbehandlerkultur. Der sad hver medarbejder på hvert sit kontor og passede sine egne sager. Den mere åbne og samarbejdsorienterede projektarbejdsform, som jeg kom med, var ret ny for den verden.”

“Den største succes var dog, at de dokumenterende projekter, der kom ud af det, blev startskuddet til, at begrebet tilgængelighed blev et nyt omdrejningspunkt for den måde man fremadrettet arbejdede med handicappolitiske kravspecifikationer på. Det gjorde det lettere for de forskellige handicapgrupper at stille konkrete krav til både byggeri og informationsmateriale. Et af de konkrete resultater blev også en offentlig bevilling til, at man på Hjælpemiddelinstituttet oprettede et center for tilgængelighed, der skulle arbejde mere fagspecifikt videre med begrebet i relation til byggeri.”

» Begrebet tilgængelighed (1994 – 1995)

Planlægning af ældres boforhold i Aalborg kommune – Om menneskesyn og boligpolitik (1991)
1.5. Problemkonkretisering
Dette projekts sigte, er med udgangspunkt i de eksisterende forhold for ældregruppen, at pege på hvilke mulige strategier og planer, der bør satses på, hvis man ønsker en omstilling af det offentliges rolle, som tager sigte mod en større demokratisering og mulighed for forskellighed i livsform/livsværdi for den enkelte.

Aalborg kommune er valgt som lokalitet til vurdering af “planlæggerrollen” . Dette er gjort af hensyn til fordelene ved egen lokaltilknytning, samt at Socialforvaltningen pr. 01.01.1991 omlagde strukturen på ældreområdet. Det skønnede jeg ville give nogle muligheder for at få indblik i hvilke tanker og overvejelser, der er gjort mht. relationen mellem brugeren og det offentlige.

Problemformulering
I hvilken form/grad kan det i Aalborg kommune lade sig gøre at realisere en langsigtet planlægning af ældres boforhold, som tager hensyn til folks forskelligheder set med livsformsteoriens øjne, samt giver folk mulighed for selv at tage stilling til og vælge blandt de bomuligheder der reelt er, eller kan realiseres.

Arbejdsmetode
Da projektet sigter mod perspektiver, fordrer det et overblik over faktorerne ved planlægning af boforhold for ældre, samt en bevidsthed om hvilke generelle tendenser og udviklingstræk, der er i samfundet. Arbejdsgangen har da været, at danne nogle teser og mulige løsninger gennem artikellæsning, overværelse af brugermøder, pjecer, planer mm. Herefter har jeg gennem interview med personer indenfor Aalborg Kommune, som dækker den faglige viden omkr. planlægningen af boforhold for ældre i kommunen, suppleret mit kildemateriale, samt diskuteret mulige løsningsforslag.”

Kap 5: Konklusion
Jeg vil sammenfattende opfatte det svære i at håndtere en helhedsorienteret projekttilgang, som indeholder aspekter fra den fysiske, sociale og indre verden, som et udtryk for, at denne sammenhæng er svær at finde i de eksisterende samfundsstrukturer.

De aspekter omkring ældre, ældres boforhold, som jeg har været i berøring med, gennem dette projektforløb, har givet mig et indtryk af, i hvor høj grad alt er præget af rationalisering, – penge og politisk magt. Noget der giver sig udslag i manglende evne til at give plads til de individuelle forskelligheder.

Dog er der muligheder for små skridt, også indenfor den overordnede planlægning i kommunerne, trods de klemte vilkår, som de er i økonomisk og lovmæssigt. De faktorer, som jeg har fundet væsentlige er informationssiden, og en fremtidig rolle som konsulenter og rådgivere, frem for udbydere og totalløsninger. Det er de små skridt, som planlæggeren med mit ideologiske sigte kan tage.”

» Planlægning af ældres boforhold i Aalborg kommune – Om menneskesyn og boligpolitik (1991)

SUNDHEDSPROFILER (1989 – 201*)
…om sundhedssyn, menneskesyn og behandlingsmuligheder…

Siden omhandler problemstillinger, der ligger til grund for sygdomsopfattelser og dertilhørende behandlinger.

Sygdomsopfattelsen dikterer, hvilke behandlingsmuligheder der er til rådighed, og hvordan behandlingsmulighederne bliver brugt.

Over tid kan der opstå en vanebetinget kategorisering af sygdomme, hvor sygdomme bliver identificeret med bestemte behandlingsformer og statistiske helbredsrater.

Så bliver behandlingsformerne det centrale, og erstatter det biologiske fokus på, hvad sygdommene handler om.

Det biologiske fokus er centralt til vurderingen af den individuelle behandling.

(Sundhedsprofiler bygger videre på nogle af indlæggene fra en blog, der startede på Kristeligt Dagblads blogside: eftertanke.dk, der blev nedlagt januar 2013. Der kan forekomme en del døde link i de overførte indlæg fra den oprindelige blog.)

» SUNDHEDSPROFILER (1989 – 201*)

Personlige livsoplevelser, integritet – og hjernens lagerstyring (1987 – 2016)
“Hjernen er en muskel, der udvikles og påvirkes i sammenspillet med stimuli fra omgivelserne. Men også en muskel der rummer essensen af vores livserfaing, som vi kan trække på, når vi skal vurdere de ting, der foregår omkring os – og derudfra reagere konstruktivt – til beskyttelse af vores egen stabilitet og integritet. Og i tilfælde af psykisk overbelastning og ustabilitet, bør man så vidt muligt undgå at begynde at symptombehandle. Men i stedet forholde sig til, hvad der i hvert enkelt tilfælde skal til, for at stabilisere overbelastningen / ustabiliteten.”

» Personlige livsoplevelser, integritet – og hjernens lagerstyring

TROSVINKLER (196* – 201*)
…om trosperspektiver, religion og rummelig spiritualitet…

Trosvinkler er et forsøg på at visualisere og beskrive nogle måder, hvorpå man kan forholde sig til det abstrakte univers som tro, åndelighed og spiritualitet er.

(Trosvinkler bygger videre på nogle af indlæggene fra en blog, der startede på Kristeligt Dagblads blogside: eftertanke.dk, der blev nedlagt januar 2013. Der kan forekomme en del døde link i de overførte indlæg fra den oprindelige blog.)

» TROSVINKLER (196* – 201*)

Reklamer

Ny overordnet tilgang til implementering af de universelle menneskerettigheder?

Jeg hører til dem, der er 100 % for, at man arbejder på at fremme en global humanisering. Og derfor mener jeg også, at de humanitære menneskerettigheder er menneskehedens hidtil bedste udspil, til at få formuleret en fælles overordnet social etik. Med fed streg under: UDSPIL!

Men jeg er meget kritisk overfor den måde, man indtil videre har forsøgt at fremme humaniseringen – og implementeringen af de humanitære menneskerettigheder.

Overensstemmelse mellem mål og middel!
Når man arbejde for af fremme en udvikling, så skal der være konstruktiv sammenhæng mellem mål og middel, ellers forfejler man målet.

Og hvis man “skærer helt ind til benet” og beskriver, hvad humanisering handler om – ja så handler det om udvikling af social tolerance og respekt for forskellighed.

Så det, der bør være udgangspunktet i implementeringen af en humanitær social etik, er at fremme social tolerance og respekt for forskellighed.

Humanisering er ikke en strukturel løsning!
Et af de punkter, hvor man indtil videre har forfejlet implementering af de humanitære menneskerettigheder, er ved at sætte lighedstegn mellem humanisering og demokratisering. På den måde opfatter man humanisering som en strukturel løsning. Noget der kan implementeres rent strukturelt. Det mener jeg er en misforståelse. Et er strukturer – noget andet er humanisering. Så det er vigtigt, at man i tilgangen i arbejdet med humanisering holder det adskilt fra arbejdet med strukturelle forandringsprocesser.

» Er demokratisering en nødvendig del af den globale sammenhængskraft?

» Global humanisering, sammenhængskraft og fred?

Humaniseringen bør være individcentreret!
Et andet punkt, hvor jeg mener, at man indtil videre har forfejlet implementeringen af de humanitære menneskerettigheder, er ved at centrer det omkring fast definerede gruppers frihedsrettigheder på nogle fastlagte emnemæssige områder.

Det har altid været lidt det evige dilemma indenfor arbejde med marginaliserede og udsattes vilkår, at man for at fremme bedre vilkår for udsatte mennesker, også samtidig kommer til at medvirke til at definere og fastholde mennesker som stereotype repræsentanter og medlemmer af minoritetsgrupperinger. Og på den måde kommer man til at blokere for reel frihed til den enkelte.

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

Lovgivning og strukturer bør være underordnet humaniseringen!
Så bør man også overveje, hvad der skal stå “øverst på dagsordnen”. Hvad bruges til at evaluere hvad?

Og her mener jeg, at humaniseringen bør stå øverst på dagsordnen. Så det er det, der vejer tungest. Og derefter er det op til de enkelte lande og sociale sammenhænge selv at finde ud af, hvordan man ellers vil integrere humaniseringen, så det kommer til at hænge sammen med lovgivning og organisatoriske strukturer.

» Sammenspillet mellem menneskelig etik og lovgivning

Humanisering handler om udvikling af social tolerance og respekt for forskellighed!
Når man skal arbejde konstruktivt for implementering af menneskelige og sociale værdier, så skal man som udgangspunkt ikke diktere mennesker, hvad de skal tro, mene og gøre. Så skal man i stedet stille de spørgsmål, som mennesker selv skal prøve at finde “svar” og løsninger på. For det er arbejdet med selv at finde “svar” og løsninger på spørgsmålene, der er implementeringen.

Implementering og udvikling af menneskelige og sociale værdier er en social aktiv proces, som alle kan og bør have mulighed for at være aktive deltagere i!

Så hvilke spørgsmål er det relevant at mennesker arbejder på at finde “svar” og løsninger på, i de forskellige lande og sociale sammenhænge – verden over?

– Listen starter her:

Hvad er social tolerance og respekt for forskellighed?

Hvad vil det sige at respektere hinandens tro?

Hvad vil det sige at respektere seksuel frihed?

Hvad vil det sige at respektere medfødt fysisk forskellighed?

Hvad vil det sige at respektere mental forskellighed?

Hvad er social diskrimination?

Hvad er social lighed?

Fyld selv mere på!

Global humanisering, sammenhængskraft og fred?

En humanisering af verdenssamfundet er en af de komplekse problematikker, hvor det er svært at komme med et standardsvar. For der er ikke rigtigt nogen fortilfælde at sammenligne med, og der kommer heller ikke nogen efter, som man kan måle med. Det eneste, der er at forholde sig til, er sammenhængen mellem årsag, virkning og konsekvenser.

Jeg mener, at man passe på med at sætte direkte lighedstegn mellem demokratisering i den vestligt inspirerede udgave, som vi blandt andet kender fra Danmark, og arbejdet for humanisering og fred.

Arbejdet for humanisering og fred handler om udvikling af social tolerance og social etik. Så den udvikling handler om andet og mere end hvilke organisatoriske styringsmodeller, man vælger i et samfund.

Fredsbevarende militære indgreb og organisatorisk stabilitet?
Et argument for at gøre brug af militære indgreb er at sætte en stopper for en form for intern uro og undertrykkelse af nogle befolkningsgrupper.

Men et udefrakommende militært indgreb er et meget drastisk indgreb i et samfund. Og et drastisk indgreb i et samfunds organisationsform / styre, vil altid medføre et organisatorisk kaos, der efterfølgende har brug for at genfinde en ny form for stabilitet. Og her har man fra de vestlige demokratiers side efterfølgende opfattet en demokratiseringsproces, som det der skulle kunne skabe en ny form for stabilitet. Men det er ikke det, der er sket.

Kaos, demokrati og fred?
Hvis vi for eksempel vender blikket mod den tidligere kommunistiske østblok, så har en demokratisering ikke skabt fredeligere vilkår. Der har man fået en andet problem i form af den østeuropæiske mafia, der, så vidt jeg ved, er ret kynisk og brutal, og blandt andet også er involveret i illegal menneskehandel indenfor prostitutionsområdet. Det problem eksisterede ikke i de tidligere totalitære kommunistiske regimer.

Og hvilken form for undertrykkelse er så bedst? Den oprindelige? Eller den der er opstået i det efterfølgende kaos, da de oprindelige styrer faldt? Pest eller kolera?

Jeg tror, at man skal passe på med, at være alt for fokuseret på demokratisering, som et redskab til at skabe stabilitet og stoppe undertrykkelse af forskellige befolkningsgrupper.

Et repræsentativt demokrati er nødvendigvis ikke en garant for, at der ikke forekommer undertrykkelse af forskellige mindretal. Et repræsentativt demokrati kan også være en form for flertalsdiktatur.

Det, der fra international side kan legitimere en eller anden form for indgriben i andre landes interne anliggender, må til enhver tid være en etisk humanisering med udgangspunkt punkt i de humanitære menneskerettigheder, der stopper og forebygger overgreb og undertrykkelse af nogle befolkningsgrupper. Mens redskabet til en etisk humanisering nødvendigt ikke er en organisatorisk demokratisering. For det er ikke det, der sker.

Vestligt inspireret demokrati er ikke en garanti for humanisering og fred. Det er en ret vigtig pointe at holde fast i, når man skal forholde sig til de ting, der sker, i de forskellige samfund verden over. Herunder blandt andet også Danmark 🙂

Supplerende synsvinkler og eksempler:
» Har vi i vesten et medansvar for flygtningestrømmen?, af Mogens S. Mogensen

» Er demokratisering en nødvendig del af den globale sammenhængskraft?

Sammenbrudsfaser?

Hvor meget krudt skal mennesker bruge på at dokumentere negative konsekvenser af det eksisterende, før der kan blive plads til noget nyt?

Jo længere tid der foregår en sammenbrudsfase, før der kan komme noget stabiliserende og konstruktivt på banen – jo svære bliver det. Jo mere kaotisk bliver vilkårene – og jo flere negative konsekvenser bliver der at rydde op efter.

» Offentlig ledelse er en alvorligt syg patient

» 6 konsekvenser af nedskæringen

» Struktur og ledelse: Organisationsformer

De ”skævvredne” trosdebatter

Det vil aldrig kunne lade sig gøre at diskutere tro, religion og spiritualitet i en sproglig form, der er baseret på rationelle argumenter og bevisførelser – og kultursociologiske analyser.

Ikke set ud fra min synsvinkel!

» Universel spiritualitet, global socialisering – og individuel spiritualitet (1991 – 2015)

Den åndelige, spirituelle og kreative livsdimension har sit eget “formsprog” – der ikke lader sig beskrive med / oversætte til sprogene fra de andre livsdimensioner (social og fysisk).

På det individuelle plan udgør de tre livsfærer et integreret hele, der ikke lader sig separere og differentiere som 3 for hinanden uvedkommende størrelser, uden at det giver sig udslag i forskellige former for trivsels- og helbredsmæssige problemer.

» HELE mennesker har “farver” – og skal “forstås” i 3 dimensioner

En lille videosekvens, der giver en meget god beskrivelse af forskellen på sproget i den åndelige og sociale sfære – og som også giver en meget god beskrivelse af, hvordan de tre livsfærer udgør et integreret hele på det individuelle og personlige plan » A Muslim Student is asked to draw Prophet Muhammad – His response is breathtakingly beautiful

» TROSVINKLER (196* – 201*)

» SUNDHEDSPROFILER (1989 – 201*)

Wellness-syndromet

Ny bog om sundhedsfanatisme

Interessant artikel om bogen hos Kommunikationsforum, der kommer rundt mange relevante problemstillinger vedrørende overdreven sundhedsdyrkelse, som jeg fint kan tilslutte mig.

Fra artiklen hos Kommunikationsforum:

…””Det overdrevne fokus på diæter og madlavning vidner om, at det at spise har fået en helt ny mening. Spisebordet er ikke længere det alter, der danner rammen om det at dele et godt måltid og en hyggelig samtale. I stedet er det blevet en slags apotekerdisk, hvor vi hele tiden holder øje med vores fedt og kalorieindtag, da det at spise er blevet reduceret til en slags medicinindtag,” siger Spicer og forklarer, at alle de nydelser, vi engang formålsløst kastede os ud i, i dag er uhyre målrettede og har et eneste mål: Nemlig at øge vores sundhed. Vin og fedt er helt o.k., hvis det passer ind i sundhedsskemaet. Og i en tid, hvor vi har mistet troen på politikere og præster, har vi i stedet vendt vores opmærksomhed mod diætister og kendte chefkokke, som er blevet dem, der skal give os svarene på livets store spørgsmål.”…

…”Lev livet i stedet for at måle det
Han anbefaler, at folk konkret holder op med at måle og overvåge deres liv gennem alt lige fra selftrackere, løbeprogrammer, diæter og søvntestere og i stedet kort og godt begynder at leve det.

“Det er enormt vigtigt, at folk indser, at ofte så er den bedste måde at opnå sådan noget som sundhed og lykke på faktisk at forfølge det indirekte. Når du går en tur, så fokusér på gåturen og den glæde, du får ved at tale med den person, du følges med, fremfor hvor sund du bliver, og hvor mange kalorier du forbrænder. Det samme gælder for lykke. Hvis vi konstant spørger os selv, om vi er lykkelige nok, og om vi trives, er der stor sandsynlighed for, at det vil få præcis den modsatte effekt,” slutter han.”…

Læs mere » Wellness-syndromet, Kommunikationsforum

Læs også » Selvets disciplinering – en ny pagt i arbejdslivet, af Kirsten Marie Bovbjerg

Se mere om den organisatoriske vinkel i min studieopgave: Foucault: Disciplinering – En moderne magtteknologi

Se andre synsvinkler på sundhed og menneskesyn på min blog: » SUNDHEDSPROFILER (1989 – 201*) – om sundhedssyn, menneskesyn og behandlingsmuligheder

Religiøs fanatisme?

Religiøs fanatisme handler ikke om religion.

Det handler om menneskets hang til storhedsvanvid.

Blandt religiøse fanatikere bliver religion (mis)brugt som et psykologisk manipulerende suggestivt redskab til at dyrke det “storhedsforstyrrede”.

Ligesom så meget andet – der i andre sammenhænge bliver brugt på samme vis – med det samme formål.

Storhedsvanvid og fanatisme har det med at gå fint i spænd med hinanden.

» Den etiske grænse mellem det jordiske og det mentale / åndelige?

» Hvad repræsenterer det sociale grundlag for mental og åndelig frihed i det tværkulturelle samfund?

» Den tværreligiøse “formel”

» Universel spiritualitet, global socialisering – og individuel integritet

Medmenneskelig etik?

Medmenneskelig etik?

Medmenneskelig etik er ikke en regelret og rationel størrelse.

Det er den empatiske evne til at vurdere andres forudsætninger og “ståsteder”.

» Relationskunst på “formel”

» Stereotype identiteter og mangesidede personligheder

» Har Krølle udsigt til at få arbejde?

» Den livslange undskyldning

» God sagsbehandling handler ikke om regelret retfærdighed!

» Specialpædagogikken i etisk perspektiv

God sagsbehandling handler ikke om regelret retfærdighed!

Retssikkerhed er, forenklet set, når der er sammenhæng mellem den ret og pligt, som borgeren kan læse i loven, og den ret og pligt, som borgeren rent faktisk oplever udøvet af de offentlige myndigheder. Retssikkerhed er, når den, der har magten, og den, magten bliver udøvet overfor, har et forudsigeligt og reguleret forhold. Retssikkerhed er altså konstaterbart, nemlig når systemet virker. Man kan tale om materiel retssikkerhed, som handler om indholdet i en afgørelse – selve bevillingen eller afslaget på bevilling af en ydelse – og man kan tale om processuel retssikkerhed, som handler om spillereglerne for, hvordan afgørelsen skal træffes.

Et system, hvor der er klare og forståelige bevillingsregler (…), hvor der er klare og forståelige regler om, hvordan sager skal behandles, og hvor myndigheden faktisk efterlever spillereglerne og oftest træffer korrekte afgørelser, har en høj grad af retssikkerhed. Modstykket til retssikkerhed er, når afgørelser opleves uden sammenhæng med den relevante lov, den person, afgørelsen er rettet imod, eller det formål, der er med afgørelsen, eller hvor afgørelsen træffes på en måde, hvor borgeren ikke har været inddraget og er blevet hørt på en måde, så det også opleves retfærdigt.

Retfærdighed er ikke at  ret, men at blive behandlet og at færdes ret. Fravær af retssikkerhed vil medføre afgørelser, der synes uretfærdige. Hvorvidt lovgivningen i sig selv udtrykker en retfærdig tilgang til de personer, der berøres af loven, er ikke en del af … [begrebet om retssikkerhed, red.]” (fra bogens side 107).

Læs mere: » Retssikkerheden er under pres i mødte med den offentlige forvaltning (Avisen.dk)

Yderst interessant. Den med “grænsesøgende” sagsbehandling er nok ret typisk for de fleste (Nu omhandler denne artikel handicapområdet) møder med systemernes verden. Og det der gør disse sager svære – er manglen på “lydhørhed” i mødet mellem borger og system.

» Sammenspillet mellem menneskelig etik og lovgivning (2015)

» Sundhedsprofiler & Videnskabsetik

» Handleplaner og pædagogik (2012)

» Bureaukrati eller medmenneskelighed? (2011)