Global humanisering, sammenhængskraft og fred?

En humanisering af verdenssamfundet er en af de komplekse problematikker, hvor det er svært at komme med et standardsvar. For der er ikke rigtigt nogen fortilfælde at sammenligne med, og der kommer heller ikke nogen efter, som man kan måle med. Det eneste, der er at forholde sig til, er sammenhængen mellem årsag, virkning og konsekvenser.

Jeg mener, at man passe på med at sætte direkte lighedstegn mellem demokratisering i den vestligt inspirerede udgave, som vi blandt andet kender fra Danmark, og arbejdet for humanisering og fred.

Arbejdet for humanisering og fred handler om udvikling af social tolerance og social etik. Så den udvikling handler om andet og mere end hvilke organisatoriske styringsmodeller, man vælger i et samfund.

Fredsbevarende militære indgreb og organisatorisk stabilitet?
Et argument for at gøre brug af militære indgreb er at sætte en stopper for en form for intern uro og undertrykkelse af nogle befolkningsgrupper.

Men et udefrakommende militært indgreb er et meget drastisk indgreb i et samfund. Og et drastisk indgreb i et samfunds organisationsform / styre, vil altid medføre et organisatorisk kaos, der efterfølgende har brug for at genfinde en ny form for stabilitet. Og her har man fra de vestlige demokratiers side efterfølgende opfattet en demokratiseringsproces, som det der skulle kunne skabe en ny form for stabilitet. Men det er ikke det, der er sket.

Kaos, demokrati og fred?
Hvis vi for eksempel vender blikket mod den tidligere kommunistiske østblok, så har en demokratisering ikke skabt fredeligere vilkår. Der har man fået en andet problem i form af den østeuropæiske mafia, der, så vidt jeg ved, er ret kynisk og brutal, og blandt andet også er involveret i illegal menneskehandel indenfor prostitutionsområdet. Det problem eksisterede ikke i de tidligere totalitære kommunistiske regimer.

Og hvilken form for undertrykkelse er så bedst? Den oprindelige? Eller den der er opstået i det efterfølgende kaos, da de oprindelige styrer faldt? Pest eller kolera?

Jeg tror, at man skal passe på med, at være alt for fokuseret på demokratisering, som et redskab til at skabe stabilitet og stoppe undertrykkelse af forskellige befolkningsgrupper.

Et repræsentativt demokrati er nødvendigvis ikke en garant for, at der ikke forekommer undertrykkelse af forskellige mindretal. Et repræsentativt demokrati kan også være en form for flertalsdiktatur.

Det, der fra international side kan legitimere en eller anden form for indgriben i andre landes interne anliggender, må til enhver tid være en etisk humanisering med udgangspunkt punkt i de humanitære menneskerettigheder, der stopper og forebygger overgreb og undertrykkelse af nogle befolkningsgrupper. Mens redskabet til en etisk humanisering nødvendigt ikke er en organisatorisk demokratisering. For det er ikke det, der sker.

Vestligt inspireret demokrati er ikke en garanti for humanisering og fred. Det er en ret vigtig pointe at holde fast i, når man skal forholde sig til de ting, der sker, i de forskellige samfund verden over. Herunder blandt andet også Danmark 🙂

Supplerende synsvinkler og eksempler:
» Har vi i vesten et medansvar for flygtningestrømmen?, af Mogens S. Mogensen

» Er demokratisering en nødvendig del af den globale sammenhængskraft?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s