Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Praksis 2

Jeg kendte i forvejen lidt til bostederne for voksne udviklingshæmmede. En af mine tidligere kollegaer hos Center for Ligebehandling af Handicappede, Lise From, havde forsøgt at få fokus på vilkårene på disse bosteder. De var ifølge hende meget belastede. Men området blev nedprioriteret.

Det var lidt tilfældigt, at jeg fandt på at kigge lidt nærmere på dette område. Kurt Lejbølle, der havde startet et vikarbureau, Social Service, søgte vikarer til Sundbyvang. Så jeg startede som vikar hos ham. Han virkede meget sympatisk som leder, og gav desuden en god løn. Det talte fint med, for jeg trængte til at tjene nogle penge. Jeg blev hurtigt meget efterspurgt som vikar og kunne få alle de timer, jeg ville have. Så perioden hos Kurt, der varede et lille års tid, afbrudt af en vikariat på tre måneder på et af bostederne, var god, og jeg fik godt styr på min privatøkonomi. Derefter havde jeg en periode som nattevagt på et par år. Alt i alt blev det til en 4 år, hvor jeg arbejdede på det gamle Sundbyvang, der nu hedder Center for struktur og autisme.

Det blev en periode med hårdt arbejde, hvor jeg lærte meget om sammenhængene mellem vilkårene for beboerne og deres muligheder for selvbestemmelse, organisationsformerne og arbejdsmiljøet for de ansatte indenfor disse hårdt pressede og overset miljøer omkring det offentlige døgninstitutionsområde.

Så på den måde blev jeg indenfor det samme arbejdsfelt: Forskellige borgeres vilkår i forhold til systemerne og det øvrige samfunds verdener, med særligt fokus på minoritetsdannelse og samarbejdsrelationer. De særlige vilkår, der gør sig gældende for døgninstitutionsverdenen, der både er bolig og arbejdsplads, gør disse verdner noget mere komplekse, end mange andre miljøer og arbejdsområder.

Etik, grænser og selvbestemmelse i institutionsverden.

Generelt var der ikke en tydelig pædagogisk profil for bostedernes arbejde, du som udefrakommende kunne forholde dig til, når du begyndte at arbejde indenfor dette miljø. Stederne var præget af pædagogiske brydninger, hvor enkelte medarbejdere repræsenterede forskellige ståsteder. I hvilken udstrækning, du fik indsigt og forståelse for pædagogikken indenfor dette felt, var meget op til dig selv. De fleste vikarer og ansatte med forskellige baggrunde var generelt set meget engagerede, så selvom der ikke var en overordnet synlig pædagogisk profil og introduktion til den, så var der i sammenhængen en hel del faglig pædagogisk kvalitet til stede, som man i samarbejdet med kollegaerne kunne få del i. Men det var meget op til eget initiativ.

For mig var og er der ingen tvivl om, at det pædagogiske omdrejningspunkt indenfor dette specialområde bør være centret om sammenhængen mellem sproglig udvikling og hjernes forskellige funktionsområder, der hos denne målgruppe kan være kraftigt reduceret eller skadet.

En af mine pædagogisk uddannet kollegaer, Anne Marie, havde skrevet eksamensopgave om neuropædagogik, og jeg fik på et tidspunkt en kopi af hendes opgave, der gave en god overordnet introduktion og forståelse for sammenhængen mellem hjernefunktioner og sproglige forudsætninger og begrænsninger. Indenfor dette felt, er man nødt til at tænke sprog i flere lag: Evnen til at sortere ydre indtryk, evnen til at tænke i planlægning og tid, evnen til at huske informationer og så var der noget mere, som jeg i skrivende stund ikke længer kan huske. Det gik hen og blev lidt på rygmarven, som en helhedsorienteret måde at vurdere beboerne på, når de blev urolige, og ikke noget jeg tog så skematisk og slavisk. Var der behov for afgrænsning? Jordforbindelse i relation til noget genkendeligt? Og hvad der ellers kunne være af konkrete muligheder i relation til den enkelte.

Sammenhængen mellem udviklingen af sociale færdigheder, den sproglige udvikling og et fleksibelt rum hvor sproget giver mening, er et andet omdrejningspunkt, som jeg synes burde og bør være integreret i det pædagogiske arbejde indenfor dette felt. En alt for detailstyret og rutinepræget hverdag på bostederne begrænser det fleksible rum, hvor udviklingen af sociale færdigheder kan finde sted. (» Fra tilskuer til deltager – Om kommunikation og samhandling med udviklingshæmmede).

Serviceloven, selvbestemmelsesretten og loven og magtanvendelse var ny, da jeg begyndte at arbejde på Sundbyvang. Så det var en del nye registreringsformer, der var under implementering. Loven er ret enkel at forstå. Der er det, der kan kaldes nødværge situationer, hvor du skal gribe ind med magt, for ikke at gøre dig skyldig i omsorgssvigt. Det kan for eksempel være en beboer, der vil løbe ud på en trafikeret vej. Så skal du gribe ind, og holde beboerne tilbage. Det kan også være slagsmål mellem beboere, overfald på personale eller selvskadende adfærd. I de tilfælde skal du bruge magt. Det kaldes nødværge. Så er der alle de situationer, hvor det ikke kan kaldes nødværge, hvis personalet bruger magt overfor beboerne. Det kan handle om hvilket tøj, de gerne vil have på, eller om de har lyst til at spise det, der står på menuen til aftensmaden. Det med aftensmaden taklede vi på det bosted, jeg var fast tilknyttet, ved at lave en alternativ mulighed i form af rugbrødsmadder, hvis der var en der ikke brød sig om aftenens menu. En praktisk enkel måde, at give noget fleksibilitet og valgmuligheder i en verden, hvor ressourcerne ellers er meget begrænsede.

Så var der hele feltet omkring anvendelse af medicin. Der var den holdning, der hvor jeg var fast tilknyttet, at vi så vidt muligt skulle trappe beboerne ned i medicin, og helst også omlægge til nyere produkter med færre bivirkninger, der hvor det var muligt. Så en del af arbejdet bestod også i medicinhåndtering og observationer på beboeradfærd i forbindelse med nedtrapninger og omlægninger. Alle fastansatte skulle så vidt muligt godkendes som medicingiver, uanset faglig baggrund. Det forgik ved et internt kursus i medicin og medicinhåndtering, der blev holdt af en læge og en sygeplejerske. Dette kursus var kun til internt brug på Sundbyvang, og gav ikke kompetence til at være medicinansvarlig andre steder, end der. Der var på alle tider af døgnet, brug for, at den eller de ansatte, der var på arbejde, kunne forholde sig til udlevering, anvendelse og observation på beboerens trivsel ved brugen af den medicin, de blev ordineret.

Mennesker med hjerneskader har større risiko for at udvikle epilepsi end gennemsnittet, så der var også mange af beboerne, der havde epilepsi. På et tidspunkt blev der afholdt et kortere introducerende kursus (en hel eller halv dag?), som jeg deltog på. Det gav lidt forklaring på, hvad epilepsi var. Hvad der skete under et epileptisk anfald. Anfaldstyper, og hvad man skulle gøre for at lette og eventuelt stoppe et anfald, der ikke stoppede af sig selv.

Så det var et fagligt bredt felt at komme ind på, dette specialområde.

Videndeling.

En stor del af den nødvendige viden på disse bosteder var personbåren. Det kunne give anledning til mange misforståelser. En af de måder, man kan styrke samarbejdet på, er ved at gøre basal viden lettilgængelig på skrift for alle de mange forskellige og til tider skiftende medarbejdere, der arbejdede på forskellige tidspunkter af døgnet.

På et tidspunkt tømte jeg hovedet, for det jeg vidste, og skrev det ned i arbejdsbeskrivelser og skemaer. En af mine kollegaer, Bente, på det ledelses- og samarbejdsmæssigt tilknyttede nabobosted, gjorde parallelt det samme. Det aflastede en del, i en arbejdssammenhæng der på mange måder var hårdt presset, at den basale viden var indenfor rækkevidde, når der blev brug for det. Der er grænser for, hvor meget detaljeret viden mennesker kan rende rundt med i hovedet, og samtidig være sikre på at andre render rundt med den samme detaljerede viden i hovedet. (» Skemakoordinering af kostvejledning og spisning på bostedet Solstriben, » Nattevagtsbeskrivelse bostedet Solstriben, » Dag- aftenbeskrivelse bostedet Solstriben).

En anden problemstilling, der kunne give anledning til misforståelser, var fortolkningen af årsagerne til uhensigtsmæssig beboeradfærd. Det var der ofte lige så mange meninger om, som der var medarbejdere. Til afklaring af disse misforståelse lavede jeg over tid en del forskellige registreringsskemaer (» Registrering af beboeradfærd bostedet Solstriben), der brugt som en del af arbejdsgrundlaget for det pædagogiske arbejde, der sigtede mod at stabilisere uhensigtsmæssig adfærd hos beboerne.

Fleksible arbejdsrutiner.

En del af det, der kunne give anledning til uhensigtsmæssig adfærd hos beboerne, var de mange pressede situationer / kravssituationer, der opstod, når medarbejderne blev presset på tid. I samarbejde med kollegaerne på dagholdet, prøvede vi at lette det pres, ved at indføre noget mere fleksibilitet på opgavefeltet. Det bestod i at droppe rækkefølgen for opgaveløsning, så det blev beboerne, der bestemte den, ud fra hvem og hvor mange der var morgenfriske og vågnede af sig selv om morgenen. De praktiske opgaver blev så skubbet rundt, alt efter hvornår der bedst tid. En hel del kunne laves hvornår, det skulle være, så de behøvede ikke at indgå i en tidsstyret rutine.

Det havde en meget mærkbar beroligende indflydelse på beboerne, at de blev aflastet for antallet af pressede situationer.

Et hårdt miljø.

Generelt var miljøet meget hårdt. Det var flere faktorer, der spillede ind, og gav det hårde miljø.

Dels var der meget voldsom adfærd hos beboerne, der også gav anledning til en del vold mod personalet. Der var en del indbrud, hærværk og indbrudsforsøg om natten, der gjorde natarbejdet utrygt. Der blev iværksat et tættere samarbejde med politiet, så de i en forbyggende indsats patruljerede ekstra i området omkring Sundbyvang og var hurtige til at reagere, når der blev ringet efter dem. Men det virkede stadig tungt, med denne ekstra problemstilling (» På “tværs – i en “skæv” verden…). Der var også en del praktiske ting, der ikke fungerede særlig godt. En periode med mangel på varmt vand om natten. Gamle udtjente hjælpemidler som det var svært at få bevilliget en udskiftning af til noget nyt og mere tidssvarende. Syge beboere, der blev sendt for tidligt hjem fra hospitalet efter sygdom, og var langt mere sygeplejekrævende, end de ansatte på bostedet var uddannet til at klare. Så der var en del problemer i at få det aflastende samarbejde med sundhedsvæsnet til at fungere. De havde mange gange den opfattelse, at bostederne var en form for plejehjem. Men det var de ikke. Det var boliger i stil med private boliger, og stederne var ikke gearet til mere sygepleje, end den man ellers kan forvente af privatpersoner i egen bolig. Der var ingen professionel oplæring af løfteteknik og anvendelse af hjælpemidler for de af os, der ikke havde det med os som en del af vores uddannelsesmæssige baggrund. De fleste af os klarede os på det felt, fordi vi var i god fysik form. Men ikke særlig professionelt.

Så der var generelt set mange situationer, hvor du kunne komme til at stå overfor opgaver, som du måtte fremtrylle en form for kreativ løsning på, uden at have ret meget andet end din sunde fornuft at læne dig op ad.

På et tidspunkt blev det for hårdt, med kombinationen af natarbejde og de mange voldsomme situationer og risikofaktorer, der var på bostedet. Jeg begyndte at blive noget slidt af det. Der var ikke nogle muligheder for at komme videre internt i den sammenhæng, så jeg valgte at sige op, mens legen stadig var god, og jeg endnu ikke var blevet belastet og skadet af det hårde arbejdsmiljø. Vi skal alle sammen helst kunne holde et helt arbejdsliv. Det er ikke ret mange, der kan holde til de hårde arbejdsmiljøer indenfor døgninstitutionsverdenen i andet end en begrænset tidsperiode, uden at blive personligt påvirket og belastet af det. Jeg var en af dem, der nåede den grænse, hvor det var tid at komme videre med et andet ståsted og nogle andre arbejdsvilkår.

Arbejdsperioden på Sundbyvang gav en hel del erfaring med betydningen af en god sammenhæng mellem opgavefeltet, samarbejdsformer og arbejdsmiljøet (» Forandringsprocesser og projektledelse), og så en masse konkret viden og erfaring med de pædagogiske og medicinske metoder, der blev brugt indenfor området for mennesker med fysiske og psykiske funktionsnedsættelse og problemer. Et område hvor der var rigeligt plads til forbedringer, på flere forskellige fronter. Der kom først for alvor fokus på, hvor hårdt belastede disse miljøer var, da der blev eksponeret nogle skandalesager i medierne et års tid efter, at jeg havde forladt Sundbyvang. Det havde jeg det lidt blandt med. På den ene side var det godt, der kom noget mere fokus på området, men den eksponering, der fremkom i medierne, var ikke helt reel. Den fik mest karakter af syndebuksjagt, frem for en lidt mere konstruktiv kritik af de generelle problemstillinger, der prægede området, og de problemstillinger løste sig ikke ved at ofre nogle enkeltpersoner. Det var lidt for letkøbt. Det var i den anledning Sundbyvang kom til at hedde Center for struktur og autisme. Nyt navn, en rokade af forstanderne, så de skiftede bosteder, og en fyring af alle mellemlederne. Så havde man ryddet op og fået styr på problemerne? Der skulle nok noget andet og mere til?

Hvordan forebygger vi fysisk og psykisk nedslidning og vold mod ansatte indenfor de pædagogiske specialområder?, » Hvordan sikrer vi bedst de mest ressourcesvage udviklingshæmmedes selvbestemmelse og vilkår i hverdagslivet?, » Vold og dårligt arbejdsmiljø på bosteder for udviklingshæmmede – blev “syltet” i årevis…, » Overvågning – eller beskyttelse?, » Overgrebene mod udviklingshæmmede)

Organisationsudvikling og sammenhængskraft.

» Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Fokuspunkter

» Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Verdensbilleder

» Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Praksis 4

» Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Praksis 3

» Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Praksis 2

» Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Projektet

» Organisationsudvikling og sammenhængskraft: Praksis 1

» Samfundspolitisk styring og regulering

» Forandringsprocesser og projektledelse

» Voksenpædagogik, skrivemetode og læringsrum

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s